Skulpturformidling på Vejen Kunstmuseum - JULEKALENDERUDSTILLINGERNE Af Teresa Nielsen, museumsleder   Klik her for at læse om Teresa Nielsens artikel fra Mark og Montre om julekalenderudstillingerne. Læs om årets julekalenderudstilling her Det første gæster møder i Vejen Kunstmuseums ottekantede indgangshal er de mange skulpturer udført af billedhuggere Niels Hansen Jacobsen (1861-1941). Det er oplagt at spørge: Hvordan arbejder billedhuggere i dag? I 1995 blev den første JULEKALENDERUDSTILLING startskuddet til en række, oftest retrospektiv, udstillinger, der var med til at give mulige svar i tæt samspil med udvalgte nulevende dansk kunstnere. Udstillingsrækken har fået sin helt egen form affødt af, at den er et december-projekt. Julekalendere tjener normalt til adspredelse og nedtælling i dagene frem til juleaften. På Vejen Kunstmuseum har julekalenderen nu i årevis været brugt til at sætte fokus på udvalgte kunstværker. Ud over de 24 kalenderkasser består udstillingerne af en række værker rundt om i udstillingssalene. De er tilgængelige gennem hele udstillingsperioden. Allerede den 1. december er der altså andre kunstværker at se på, mens de øvrige 23 montrer afventer at blive åbnet! Mødet med kunsten På december-hverdage valfarter børnehave- og skole- og efterskolegrupper til museet for efter aftale klassevis at være med til at åbne dagens låge. Nogle dage åbnes, lukkes og genåbnes dagens montre helt op til seks gange i træk! Gæsterne får en snak om skulptur, materialer, og forhåbentlig en god historie. Udstillingen er blevet en årlig tradition, der trækker 700-1000 børn og unge til museet. Den rammer børnefamilierne og det er i dag svært at finde en lokal teenager, der ikke i sin skoletid har været på besøg på kunstmuseet. Julekalenderudstillingens uforpligtende besøg er med til at åbne både lærernes og elevernes øjne. Det er dejligt midt i december-ræset at høre en overrasket elev i anden klasse udbryde: ”Det er nogle fede ting i har her nede!”, da han for første gang står midt i den ottekantede skulptursal blandt Hansen Jacobsens skildringer af Thor, Loke og alle de andre mægtige gipsfigurer.     På vej til udstillingen, der står i den fjerneste ende af museet, er det godt at konstatere, hvor let børnene fanges af de mange kunstværker de passerer. Det giver lejlighed til, på børnenes foranledning, at stoppe op til en lille historie og gøre dem fortrolige med den permanente samling. Det er umuligt at vide med sikkerhed, hvilken indvirkning kulturelle oplevelser på sigt har på det enkelte barn. Men der er ingen tvivl om, at mødet med og snakken om disse udstillingers meget forskelligartede billedhuggerværker er med til at åbne børnenes øjne for de enkelte kunstneres individuelle udtryk og samtidig give dem nogle værktøjer, der kan være dem til gavn, når de skal se anden kunst an. Typisk er det, at lærerne ofte bemærker, at det ved besøg på museet pludselig er helt andre elever, der gør sig gældende. Her trækkes på færdigheder, som bringer andre end de bogligt stærke elever på banen med super fine indspark. Samtalerne på museet kommer lejlighedsvis også ind på emner, som man ikke så tit får lejlighed til at tale om, såsom døden. Det er sin sag at styre de mange meldinger, der pludselig kommer, om mors gravmæle, dengang bedste blev begravet etc. Tydeligt er det, at børnene gerne vil tale om emnet.   Følger man børnenes associationsrækker, er det spændende at se, hvad der kommer ud af en samtale om eksempelvis et relief af en død måge. Det viser sig, at de færreste ved, at øjet mestendels består af vand. Kraniets sammenhæng med vores levende ansigt vækker undren – tænk, at næsen blot er brusk og bliver til et hul! Da en samtale tilfældigvis kommer ind på begravelse viser det sig, at de små gæster har gjort sig egne tanker – eller spejler de måske en replik de har hørt hjemme?! En gruppe 8-9-årige var allerede klart besluttede om, at de da helst ville brændes og puttes i en urne, for de skulle i alt fald ikke ned til ormene! Så meget kan der komme ud af en uforpligtende snak på museet samtidig med, at man lærer lidt om skulptur. Kalenderkasserne – udstillingsrækkens fysiske, praktiske rammer I samspil med billedhuggeren Pontus Kjerrman (født 1954), der var udstillingsrækkens første kunstner, blev det besluttet at lade fremstille 24 kalenderkasser/montrer til 24 præsentationer af enkeltværker, eller hele små historier. Montrerne blev til i 1995 – med et kærkomment tilskud fra Niels Højlunds Kulturfond. Efter et LEGO-agtigt princip er de lavet i et kombinerbart modulsystem:  11 kasser på 50 x 50 x 50 cm 11 kasse på 100 x 50 x 50 cm 2 kasser på 150 x 50 x 50 cm.  De to største kasseformater kan placeres vandret eller lodret. Dertil har museet fra en fjern fortid en mængde solide klodsekasser på 50 x 50 cm og en højde på 25 cm. De danner perfekte sokler til julekalenderen. De 24 kasser er udformet som montrer med aflåste glaslåger. Bag hver glaslåge er der en masonitplade, der skjuler montrens indhold. Pladerne forsynes med tallene 1-24, der angiver, hvornår montrerne skal åbnes, hvorefter pladerne fjernes dag for dag. Fra anden juledag står udstillingen fuldt tilgængelig.  Den eller de udstillende kunstnere bestemmer, hvordan kasserne opstilles, og får helst intet at vide om, hvordan de tidligere har taget brugt. Det har over årene givet en stor afveksling i, hvordan udstillingerne har taget sig ud. Produktudvikling Julekalenderkasserne har over årene været under løbende udvikling med ‘skræddersyede’ løsninger i forhold til de skiftende opgaver. Ved leveringen i 1995 stod kasserne i MDF-pladernes mørke tone og lågernes noget lysere bøgeramme. Indvendig blev de straks malet hvide, og to år senere – da Vejen Kunstmuseum fik en kyndig deltidshåndværker – blev de forsynet med halogenspots. Et særligt ønske havde eksempelvis Bjørn Nørgaard i 1997: En kasse blev forsynet med spejlglas på alle sider. Over årene var kassen stået som et populært benspænd og har bragt flotte resultater. Tilmed var børnene vilde med den. Når de stak hovedet ind, så de det uendelige perspektiv opad, nedad og til alle siderne. Glædestrålende udbrød de, at de da aldrig før har set så mange udgaver af sig selv!