Princippet ved udvælgelse af årets udstiller har været, at det skulle være en nulevende billedhugger, hvis værker kunne være med til at kaste lys over begrebet skulptur og museets hovedperson, billedhuggeren Niels Hansen Jacobsen (1861-1941). Sidste år var han dog selv hovedperson og bidrog med sine spændende værker i det lille format - primært de keramiske arbejder, og dertil gengivelser af hans gamle fotografier.

I år er det keramikken der følges op på. Niels Hansen Jacobsen gennemgik i løbet af 1880'erne en traditionel billedhuggeruddannelse på Kunstakademiet i København. Ved sin ankomst til Paris i begyndelsen af 1890'erne mødte han noget nyt og uventet - det højt brændte stentøj i blændende farver. Med afsæt i de til da lidet kendte asiatiske stentøjstraditioner, ville europæerne hurtigst mulig nå beslægtede resultater - koste hvad det skulle i formue, liv og lemmer. Hansen Jacobsen 'hoppede med på vognen', og lærte sig alle aspekter af processen fra æltning til brænding og glasering. Snart udstillede han på de årlige Salon'er på lige fod med de franskmænd, der i dag regnes for landets mest talentfulde.

Men tænk om Hansen Jacobsen - som årets 'julekalenderudstillere', de vordende billedkunstnere fra Kunstakademiet - kunne være gået til Karen Harsbo i Keramik-afdelingen, have præsenteret sit projekt, hørt hendes tekniske overvejelser og dernæst have fået faglig støtte til at realisere sine planer. Det er imponerende arbejdsforhold, der i dag eksisterer, selv om man altid kan ønske sig mere plads og andet udstyr - og udstillingen vil vise, at der eksperimenteres på livet løs.

En gruppe elever fra Kunstakademiet fik sammen med deres lærere - Karen Harsbo fra keramikværkstedet og Pontus Kjerrman fra gipsværkstedet - i nogle måneder omkring årsskiftet 2002/2003 frie hænder i Den kgl. Porcelainsfabriks lokaler i Smallegade i København.
Uden det store kendskab til porcelænets verden ville mange indledningsvis knytte an til fabrikkens største succes, det velkendte musselmønster - påfaldende trendy i forlængelse af Baum + Pferdgartens lancering af megamussel på tekstil.

Mindst en, Annesofie Sandal, valgte at holde fast ved det berømte dekorationselement. Hun afformede masseproducerede varer som den mellemeuropæiske havenisse og højnede den til 'Kunstgenstand' ved ganske få steder at bryde den rene, hvide porcelænsmasse med små udsnit af det velkendte, blå musselmønster. Et andet eksempel på et nyt syn på de gammelkendte materialers mulighederne viser Sophus Ejler Jepsen. I stedet for at støbe i de traditionelle gipsforme har han valgt at tage afsæt i en hastigt sammenflikket papform. Den brændte porcelænsmasse dekoreres med en stregtegning i fabrikkens velkendte blå tone. Motivet vokser af de uregelmæssigheder, der måtte være fremkommet under støbningen, og de får dermed deres egne finurlige fortællinger.

På Vejen Kunstmuseum vil porcelænsskulpturerne blive suppleret med et udvalg af nuværende og tidligere elevers værker i andre dele af det keramiske spekter. Her vises skulpturer i det store format, der er blevet til under arbejdsperioderne hos Esben Lyngsaa Madsen i Tommerup, hvor store ovne står til rådighed og har 'født' keramiske skulpturer af bl.a. Erik Nyholm og Bjørn Nørgaard. Der vises også værker, som er lavet på det keramiske værksted på Kunstakademiet.

Elevarbejderne udstilles på Vejen Kunstmuseum ud fra et ønske om at vise, hvad billedkunstnere i dag - uden keramikernes omhyggeligt tillærte tekniske viden - finder på, når de får ler og især glasur stillet til rådighed. Der åbnes op for en verden af farve, der ikke hører med til de traditionelle billedhuggermaterialer og dertil en stoflighed, der rummer uendelig mange muligheder. Fra særudstillingen kan man gå i kælderen og forholde de nyeste værker til dem, som Hansen Jacobsen har skabt for over 100 år siden - og forvisse sig om, at han i sit vilde formsprog var godt forud for sin tid!