Julekalenderudstilling for skoleklasser
For egnens tilmeldte skoleklasser

Velkommen i Skibelundsalen! I december måned åbner en sanseudstilling med afsæt i Niels Hansen Jacobsens skulptur Skyggen. Sæt jer til rette på tyrkiske tæpper under en teltdug – og drik af håndlavede kopper. I befinder jer indeni en bog som statister i åbningsscenen fra Adalbert von Chamissos eventyrnovelle “Peter Schlemihls vidunderlige historie” fra 1814. Hør historien om, hvordan Schlemihl bliver skyggeløs efter mødet med den grå mand og ender med at rejse verden rundt i syvmilestøvler!

Læs eller genfortæl meget gerne H. C. Andersens eventyr “Skyggen” før et besøg i udstillingen.
H. C. Andersen nævner selv Chamissos ”Peter Schlemihls forunderlige historie” som inspirationskilde til sin fortælling. Under besøget på museet møder eleverne Niels Hansen Jacobsens skulptur Skyggen (1897-98), som også henter inspiration i litteraturen. I sin fascination for den danske eventyrforfatter har Niels Hansen Jacobsen med sikkerhed læst H. C. Andersens ”Skyggen” (1847).

Julekalenderudstillingen sætter fokus på stemninger, materialer og stofligheder og skabes af arkitekt Cecilie Bendixen og billedhugger Sophus Ejler Jepsen.

Tilmelding:
museum@vejen.dk
Tlf. 79 96 69 40


I julekalenderudstillingen behandles temaet skyggen som metafor. Her ses Niels Hansen Jacobsens hovedværk Skyggen, som giver rumlig form til den ellers flade skygge. Skulpturen kan opleves i Skulptursalen på museet.