JULEKALENDER 2002

Niels Hansen Jacobsen i det lille format

For 8. år i træk etableres til december en mægtig julekalender på Vejen Kunstmuseum. De foregående år har kasserne været fyldt med værker af nulevende billedhuggere, der hver på sin vis har kastet lys på de skulpturer af Niels Hansen Jacobsen (1861-1941), der er museets kerne.
 I år bliver det hele noget anderledes. Blikket rettes indad, og museets hovedperson kommer til at stå i centrum. Det giver de besøgende mulighed for at blive endnu mere fortrolige med Hansen Jacobsen, end man ellers bliver ved grundige studier af skulpturerne på Museumspladsen i Skulptursalen og i den keramiske studiesamling. Fysisk får kalenderen en ganske særlig form, idet den bliver til i den ottekantede Skibelundsal, hvor Troldhøjen hidtil har stået.
 Ved at præsentere billedhuggerens mindre værker, bliver der sat fokus på keramikken og forarbejderne - blandt andet nogle af de værker, der til daglig står tæt sammen i den keramiske studiesamling, eller endog på magasin. I kalenderkasserne får de luft, træder frem og kan fortælle deres historie. Samtidig giver arbejdet med kalenderen god lejlighed til at få taget hånd om en skiltning til den omfattende samling af Hansen Jacobsens keramiske arbejder - og indleder dermed også forberedelserne til en publikation om emnet. Udstillingen vil blive suppleret med en del lån fra private hjem.
 Efter Hansen Jacobsens eget ønske brændtes ved hans død alle hans private papirer. Lykkeligvis gik billedstoffet ikke til. I dag råder museet over en stor samling af billedhuggerens glaspladenegativer og dertil en mængde fotoalbum, som familien og byens lokalhistoriske arkiv har taget vare på. Indtil julekalenderkassernes låger bliver åbnede, vil de være billedrammer, hvor et udvalg af de spændende gamle fotografier vil kunne ses i stort format. Efterfølgende vil de i Publikumsrummet blive brugt som brikker i en billedbiografi om billedhuggeren. Med de flotte gamle fotos vil der altså være mere end nok at se på og tale om allerede den 1. december, hvor den første kasse åbnes.