LYS SKY PANDEKAGE

Værker af Cecilie Bendixen, Sophus Ejler Jepsen og Annette Bendixen
10 års JUBILÆUM for museets ’JULEKALENDER-UDSTILLING’
1. december 2004 – 20. februar 2005

For 10. år i træk inviterer Vejen Kunstmuseum omegnens børnehave- og skolebørn på besøg til en ’julekalenderudstilling’, der gradvist tager form i løbet af december måned, og først står fuldt færdig fra anden juledag. Hver formiddag i løbet af hverdagene i december åbnes endnu en låge sammen med dem, der på forhånd har tilmeldt sig.
I år står tre kunstnere bag – hver tegner de sig for et ord i udstillingens titel: LYS er Sophus Ejler Jepsen (født 1971), SKY er Cecilie Bendixen (født 1975) og PANDEKAGE er Anette Bendixen (født 1950). Og hvorfor netop de tre? Svaret er en krydsen af mange tråde – en række tilfældige sammenfald.

For nogle få år siden flyttede den utraditionelt tænkende tekstilkunstner Anette Bendixen til Askov. Beredvilligt stillede hun under museets Inge Bjørn udstilling et af sine tæpper til rådighed, så det kunne skabe liv i et kapel i Esbjerg, der ellers ville have været tomt i udstillingsperioden. Ved sidste års julekalenderudstilling viste det sig så, at hun var svigermor til en af udstillerne, Sophus Ejler Jepsen, der havde skabt udstillingens plakat. Fælles har de to en fascinerende måde at gå til materialer og bruge dem på en som oftest helt uventet måde. Pludselig tegnede der sig en mulighed for at lave en udstilling på tværs af generationer/på tværs af meget forskellige og dog meget beslægtede kunstneriske udtryk. Koblingen til værkstedet i Askov forstærkedes ved at Cecilie, Anette Bendixens datter, sagde ja til at gå ind som den tredje part i udstillingssamspillet.

Hvad de tre kunstnere i fællesskab finder frem til, bliver først fuldt synligt efter anden juledag. Allerede fra 1. december viser der sig dog en opbygningsform, der adskiller sig stærkt fra alle de foregående kalenderudstillinger: Dagens låge gemmer ikke kun på en enkelt kunstners værker. De har – måske netop i kraft af de nære slægtsbånd – i fællesskab omdannet de 24 kasser til små tableauer, hvor deres værker supplerer hinanden. Her handler det om materialer, stofligheder og processen at skabe.
På plakaten har ingen af deres værker fået plads. Den er i stedet blevet et tilbud til vores kreative sanser. Plakaten er trykt på kraftigt karton. Ud over et møde med den lyssky pandekage, der i hjørnet gemmer sig i skyggen af stegepanden, som den holder over hovedet - kan man på plakaten læse om det ældgamle kinesiske tangram-spil. Klipper man den op efter anvisningerne, kan man skabe sære figurer og være med i en konkurrence. Den matematiske stringens i plakaten præger i høj grad udstillingens tanker – den vil være en spændende oplevelse for en matematiklærer.

Ude i salene er der allerede en jungle af oplevelser at gå på opdagelse i. Opstillingen er tæt som i et gammelt raritetskabinet, og ophobningerne skal nok sætte snakken i gang. En del af indholdet i montrerne handler om processen, og mange har allerede stået og undret sig, for ”er det nu kunst”? Det spørgsmål vil vi lade den enkelte gæst gå rundt og tygge på.

Anette Bendixen
Udstillingen rummer et lille udvalg af Anette Bendixens karakteristiske ’stoppebilleder’, der begyndte at dukke op i slutningen af 1980’erne. Om dem har hun selv skrevet: ”I de senere år har jeg arbejdet med en egen tekstilteknik i form af stoppebilleder. De er en gammel drøm om at kunne sy ud i luften. Jeg starter med et kæmpe hul og så syr jeg frem og tilbage til det tætner. Tråden slynger sig ud og ind, over og under sig selv i tætte og åbne partier. Teknikken gør det muligt at arbejde frit på hele billedfladen, at sy ovenpå og at dække eller blande farver.” Teknikken har hun senest benyttet til at lave en række ’pandekager’ af stof, men har også forsøgt sig med ægte pandekager, som hun har brugt som afsæt for en række tryk – en rigtig sejlivet pandekage holdt til syv trykgange, men så måtte også den kasseres!

Cecilie Bendixen
Cecilie Bendixen er ved at afslutte sin studietid, men har fundet tid til at bidrage med en række flor lette drage/teltkonstruktioner. Som tangram-figurerne kan bygges op ved fiffig udnyttelse af de givne grundformer, udfordrer hun sejldugen med et mønster af gennembrydninger og sammensyninger, der fører til poetiske og uventede former. For tiden forbereder hun sin afgangsopgave ved Kunstakademiets arkitektskole – opgaven lyder på tekstile klimaskærme. Med de oplæg, der ses på udstillingen i Vejen, vil de - udover deres funktionelle værdi - også være en stor oplevelse for øjnene og den æstetiske sans. Med indsigt i materialets bæreevne kan hun, i kraft af snit og sammensyninger, få stoffet til at bære sig selv og træde frem i rummet med en kraft, som man ikke er vant til at tillægge stof.

Sophus Ejler Jepsen
Sophus Ejler Jepsen benytter udstillingens montrer til at gøre status/kaste lys over sine arbejdsgange. Meget handler om at udforske materialer, stofligheder, strukturer og arbejdsgange. Det færdige værk i traditionel forstand har endnu ikke første prioritet. Af særlig interesse er spørgsmålet om hvor og hvordan kunst i dag kan finde indpas hos den travle familie. Én indgang kan være emballagen og de ting vi køber/får/giver. Frem for at gå hen og male et billede/modellere en skulptur foregår en del af Sophus Ejler Jepsens arbejde hos emballageproducenten. Resultatet bliver bl.a. små husformede æsker, der mimer indpakning til supermarkedet, men rummer uventede sager – som til denne udstilling, hvor husæskerne rummer det skræddersyede spil kaldet LYSSKY PANDEKAGE. Sophus Ejler Jepsen har også stået for tilrettelæggelsen af udstillingens plakat.
Som optakt til museets næste særudstilling skal afslutningsvis fortælles om en tankevækkende tilfældighed: Cecilie Bendixen og Sophus Ejler Jepsen mødte hinanden tilbage i 1996, da de begge arbejdede med på Annette Holdensens sanseudstilling på Brandts Klædefabrik. Afledt af mødet med hende og hendes sans for materialer og stofligheder, valgte de begge efterfølgende at søge ind på Kunstakademiet. Det synes passende, at netop Annette Holdensens værker tager over, når udstillingen LYSSKY PANDEKAGE tages ned – hun er nemlig udvalgt til at være den næste modtager af Valdemar Petersen og hustru Esther Moesmann Petersens Legat, der er knyttet til Vejen Kunstmuseum og uddeles hvert andet år (kan ikke søges).
Kom allerede nu i december og se alle de sære sager, der i denne tid har fundet indpas i museets udstillingslokaler - en ophobning, som huset ikke har set mage siden John Olsen for år tilbage modtog det legat, som til foråret 2005 går til Annette Holdensen.

Med venlig hilsen
Teresa Nielsen, museumsleder
 
Til udstillingen har Sophus Ejler Jepsen lavet en plakat (gratis) og dertil et spil LYSSKY PANDEKAGE (20 kr. pr. hus). Det minder meget om Sorteper, men spillebrikkerne relaterer parvis til de tre involverede kunstnere.

 


 

I den første udstillingssal står bl.a. Sophus Ejler Jepsen montrer med opstillinger, der handler om den kunstneriske proces. Hvor er der i dag i vores travle hverdag plads til kunsten?
Over trappen hænger en af Cecilie Bendixens skyformationer.



 

Midt mellem  de to særudstilingssale, i museets Publikumsrum, svæver en af Cecilie Bendixens skyformationer hen over Ursula Munch-Petersens dukkehus, der er en del af det faste inventar.



 

I den bageste sal står Cecilie Bendixens lysende røde telt, som hun skabte til en gruppe salsa-dansere, der skulle have et helle under karnevalet i København.
I det fjerne hjørne hænger et af Anette Bendixens tæpper.




 

I et andet hjørne af den bageste sal ses på væggen Anette Bendixens portræt af ægtefællen Niels. Det er udført som 'stoppebillede' ,altså med nål og tråd. I montren ses Sophus Ejler Jepsens ophobninger og oppe i rummet svæver en af Cecilie Bendixens komplicerede skyformationer, der er udført i det tynde, men stærke syntetiske stof, som man også bruger til at lave drager af.