LYS SKY PANDEKAGE
Værker af Cecilie Bendixen, Sophus
Ejler Jepsen og Annette Bendixen
10 års JUBILÆUM for museets ’JULEKALENDER-UDSTILLING’
1. december 2004 – 20. februar 2005
For 10. år i træk inviterer Vejen
Kunstmuseum omegnens børnehave- og skolebørn på besøg til en
’julekalenderudstilling’, der gradvist tager form i løbet af december
måned, og først står fuldt færdig fra anden juledag. Hver formiddag i
løbet af hverdagene i december åbnes endnu en låge sammen med dem, der på
forhånd har tilmeldt sig.
I år står tre kunstnere bag – hver tegner de sig for et ord i
udstillingens titel: LYS er Sophus Ejler Jepsen (født 1971), SKY er
Cecilie Bendixen (født 1975) og PANDEKAGE er Anette Bendixen (født 1950).
Og hvorfor netop de tre? Svaret er en krydsen af mange tråde – en række
tilfældige sammenfald.
For nogle få år siden flyttede den utraditionelt tænkende tekstilkunstner
Anette Bendixen til Askov. Beredvilligt stillede hun under museets Inge
Bjørn udstilling et af sine tæpper til rådighed, så det kunne skabe liv i
et kapel i Esbjerg, der ellers ville have været tomt i
udstillingsperioden. Ved sidste års julekalenderudstilling viste det sig
så, at hun var svigermor til en af udstillerne, Sophus Ejler Jepsen, der
havde skabt udstillingens plakat. Fælles har de to en fascinerende måde at
gå til materialer og bruge dem på en som oftest helt uventet måde.
Pludselig tegnede der sig en mulighed for at lave en udstilling på tværs
af generationer/på tværs af meget forskellige og dog meget beslægtede
kunstneriske udtryk. Koblingen til værkstedet i Askov forstærkedes ved at
Cecilie, Anette Bendixens datter, sagde ja til at gå ind som den tredje
part i udstillingssamspillet.
Hvad de tre kunstnere i fællesskab finder frem til, bliver først
fuldt synligt efter anden juledag. Allerede fra 1. december
viser der sig dog en opbygningsform, der adskiller sig stærkt
fra alle de foregående kalenderudstillinger: Dagens låge gemmer
ikke kun på en enkelt kunstners værker. De har – måske netop i
kraft af de nære slægtsbånd – i fællesskab omdannet de 24 kasser
til små tableauer, hvor deres værker supplerer hinanden. Her
handler det om materialer, stofligheder og processen at skabe.
På plakaten har ingen af deres værker fået plads. Den er i stedet blevet
et tilbud til vores kreative sanser. Plakaten er trykt på kraftigt karton.
Ud over et møde med den lyssky pandekage, der i hjørnet gemmer sig i
skyggen af stegepanden, som den holder over hovedet - kan man på plakaten
læse om det ældgamle kinesiske tangram-spil. Klipper man den op efter
anvisningerne, kan man skabe sære figurer og være med i en konkurrence.
Den matematiske stringens i plakaten præger i høj grad udstillingens
tanker – den vil være en spændende oplevelse for en matematiklærer.
Ude i salene er der allerede en jungle af oplevelser at gå på opdagelse i.
Opstillingen er tæt som i et gammelt raritetskabinet, og ophobningerne
skal nok sætte snakken i gang. En del af indholdet i montrerne handler om
processen, og mange har allerede stået og undret sig, for ”er det nu
kunst”? Det spørgsmål vil vi lade den enkelte gæst gå rundt og tygge på.
Anette Bendixen
Udstillingen rummer et lille udvalg af Anette Bendixens karakteristiske
’stoppebilleder’, der begyndte at dukke op i slutningen af 1980’erne. Om
dem har hun selv skrevet: ”I de senere år har jeg arbejdet med en egen
tekstilteknik i form af stoppebilleder. De er en gammel drøm om at kunne
sy ud i luften. Jeg starter med et kæmpe hul og så syr jeg frem og tilbage
til det tætner. Tråden slynger sig ud og ind, over og under sig selv i
tætte og åbne partier. Teknikken gør det muligt at arbejde frit på hele
billedfladen, at sy ovenpå og at dække eller blande farver.” Teknikken har
hun senest benyttet til at lave en række ’pandekager’ af stof, men har
også forsøgt sig med ægte pandekager, som hun har brugt som afsæt for en
række tryk – en rigtig sejlivet pandekage holdt til syv trykgange, men så
måtte også den kasseres!
Cecilie Bendixen
Cecilie Bendixen er ved at afslutte sin
studietid, men har fundet tid til at bidrage med en række flor lette
drage/teltkonstruktioner. Som tangram-figurerne kan bygges op ved fiffig
udnyttelse af de givne grundformer, udfordrer hun sejldugen med et mønster
af gennembrydninger og sammensyninger, der fører til poetiske og uventede
former. For tiden forbereder hun sin afgangsopgave ved Kunstakademiets
arkitektskole – opgaven lyder på tekstile klimaskærme. Med de oplæg, der
ses på udstillingen i Vejen, vil de - udover deres funktionelle værdi -
også være en stor oplevelse for øjnene og den æstetiske sans. Med indsigt
i materialets bæreevne kan hun, i kraft af snit og sammensyninger, få
stoffet til at bære sig selv og træde frem i rummet med en kraft, som man
ikke er vant til at tillægge stof.
Sophus Ejler Jepsen
Sophus Ejler Jepsen benytter udstillingens montrer til at gøre
status/kaste lys over sine arbejdsgange. Meget handler om at udforske
materialer, stofligheder, strukturer og arbejdsgange. Det færdige værk i
traditionel forstand har endnu ikke første prioritet. Af særlig interesse
er spørgsmålet om hvor og hvordan kunst i dag kan finde indpas hos den
travle familie. Én indgang kan være emballagen og de ting vi
køber/får/giver. Frem for at gå hen og male et billede/modellere en
skulptur foregår en del af Sophus Ejler Jepsens arbejde hos
emballageproducenten. Resultatet bliver bl.a. små husformede æsker, der
mimer indpakning til supermarkedet, men rummer uventede sager – som til
denne udstilling, hvor husæskerne rummer det skræddersyede spil kaldet
LYSSKY PANDEKAGE. Sophus Ejler Jepsen har også stået for tilrettelæggelsen
af udstillingens plakat.
Som optakt til museets næste særudstilling skal afslutningsvis fortælles
om en tankevækkende tilfældighed: Cecilie Bendixen og Sophus Ejler Jepsen
mødte hinanden tilbage i 1996, da de begge arbejdede med på Annette
Holdensens sanseudstilling på Brandts Klædefabrik. Afledt af mødet med
hende og hendes sans for materialer og stofligheder, valgte de begge
efterfølgende at søge ind på Kunstakademiet. Det synes passende, at netop
Annette Holdensens værker tager over, når udstillingen LYSSKY PANDEKAGE
tages ned – hun er nemlig udvalgt til at være den næste modtager af
Valdemar Petersen og hustru Esther Moesmann Petersens Legat, der er
knyttet til Vejen Kunstmuseum og uddeles hvert andet år (kan ikke søges).
Kom allerede nu i december og se alle de sære sager, der i denne tid har
fundet indpas i museets udstillingslokaler - en ophobning, som huset ikke
har set mage siden John Olsen for år tilbage modtog det legat, som til
foråret 2005 går til Annette Holdensen.
Med venlig hilsen
Teresa Nielsen, museumsleder
Til udstillingen har Sophus Ejler Jepsen
lavet en plakat (gratis) og dertil et spil LYSSKY PANDEKAGE (20 kr. pr.
hus). Det minder meget om Sorteper, men spillebrikkerne relaterer parvis
til de tre involverede kunstnere.
|
|
|
|
I den første udstillingssal står bl.a. Sophus Ejler Jepsen montrer med
opstillinger, der handler om den kunstneriske proces. Hvor er der i
dag i vores travle hverdag plads til kunsten?
Over trappen hænger en af
Cecilie Bendixens skyformationer. |
|
Midt mellem de to
særudstilingssale, i museets Publikumsrum, svæver en af Cecilie
Bendixens skyformationer hen over Ursula Munch-Petersens dukkehus,
der er en del af det faste inventar. |
|
I den bageste sal står Cecilie Bendixens lysende røde telt, som hun skabte til en gruppe
salsa-dansere, der skulle have et helle under karnevalet i København.
I det fjerne hjørne hænger et af Anette Bendixens tæpper. |
|
I et
andet hjørne af den bageste sal ses på væggen Anette Bendixens portræt af ægtefællen Niels. Det er udført som
'stoppebillede' ,altså med nål og tråd. I montren ses Sophus Ejler Jepsens ophobninger og oppe
i rummet svæver en af Cecilie Bendixens komplicerede skyformationer, der er udført
i det tynde, men stærke syntetiske stof, som man også bruger til at lave
drager af. |
|