Årets julekalenderudstilling
med værker af Peter Carlsen

Udstillingen er blevet til med god støtte fra:

Nordens guder – Thors rejse til Udgård                                         Klik på ikonet >>>
 
Nordens Guder - Peter Carlsens 24 skulpturer                              
 
Omtale af Peter Carlsen udstillingen                                            Klik på ikonet >>>
 
I år er det maleren Peter Carlsen (født 1955), der har sagt ja til at fylde de 24 kasser i Vejen Kunstmuseums julekalender - en udstilling, der gradvist bliver til i løbet af dagene op til juleaften, og kan ses fuldt færdig fra 2. juledag og et godt stykke ind i det nye år, med søndag den 25. april 2010 som sidste dag.
Livet igennem har Peter Carlsen, som Vejen Kunstmuseums hovedperson, billedhuggeren Niels Hansen Jacobsen (1861-1941), været optaget af lerets muligheder. Det er derfor blevet aftalt, at de 24 værker til kalenderen skal være nye keramiske arbejder udført over et fælles tema, Den nordiske mytologi, som Peter Carlsen for første gang tager livtag med. Ud over de keramiske arbejder vil der rundt på væggene være et udvalg af hans malerier og tryk – bl.a. over temaet julen, som han er fascineret af.

Julekalenderudstillingerne
Siden 1995 har der årligt værket tradition for at museets store skole-formidlings-indsats samledes om decemberudstillingen, der særligt er lavet med henblik på omegnens mange skolebørn og unge. Målet har været gennem nulevende billedhuggeres værker at give ungerne et perspektiv på Niels Hansen Jacobsens værker, som mange er fortrolige med fra det direkte møde med hans skulpturer ude på Museumspladsen. Formen er en kalender, hvor der åbnes en ny kasse og endnu et nyt værk dagligt i dagene op til jul. Hver klasse er med til at åbne ”deres” låge, og dermed får 600-900 unger et ejerskab til en del af udstillingen, gennem en snak om ”deres” værk og fx i dette tilfælde Peter Carlsens malerier på væggene. Over årene er kalenderen blevet fyldt af bl.a. Bjørn Nørgaard, Tine Hecht-Pedersen, Pontus Kjerrmann, Susanne Whittingham, Niels Guttormsen, Sigrid Lütken, Erik Heide samt trekløveret bag ”Art og heart”, Lone Høyer Hansen, Lisa Rosenmeier og Eva Koch. Sidste år var ”bagmanden” billedhuggeren og konceptmageren Morten Steen Hebsgaard, der særligt er kendt som en del af udstillingsfællesskabet ”A-kassen”.

Årets billedhugger Peter Carlsen er uddannet på Kunstakademiet i årene 1977-83 med lærerne Sven Dalsgaard, Albert Mertz og Hein Heinsen. Særligt de to førstes lidt anarkistiske og bagvendte tilgang til kunstverdenen synes at have været med til at forme Peter Carlsens trodsige, ironiserende kunstneriske udtryk. Både hans maleri og keramik er figurativ genkendelig. Trods en grundig kunstnerisk dannelse og mere end habile tekniske færdigheder, ynder han at gøre brug af ganske banale hverdagsmotiver, og gerne med direkte lån fra reklamens verden. I hans malerier er der tilmed tale om klare politiske standpunkter blandet med en flittig brug af bevidste, raffinerede lån fra den europæiske kunsthistorie. I værket ”Danmark i Krig” fra 2006, ses statsminister Anders Fogh Rasmussen ile af sted overhældt med den blodlignende maling og anelsen af de militære handlinger i en fjern baggrund. Billedet ”glider ned” udført i bedste Toulouse Lautrec stil som et mægtigt plakatlitografi i formatet 130 x 79 cm. Det politiske blandes gerne med ironien, der kommer ind alle vegne, som i det politiske statement, maleriet Danmark, hvor Peter Carlsen i kompositionen spiller på et af europæisk kunsts hovedværker, Delacroixs mægtige maleri af Marianne med fanen. Men i stedet for den kønne unge kvinde buldrer kunstnerens alter ego, Villy, frem med fanen i den ene hånd … og en plasticpose fra Super Brugsen i den anden! Med samme kærlighed til legen med alverdens ophøjede kunstværker spiller Peter Carlsen i selvportrættet, Kartoffelspiseren - når du er sulten for sjov på titlen til van Goghs berømte maleri af de sultne arbejdere. Men i stedet for den udsultede forsamlingen omkring bordet ser vi en storsmilende Villy med tropehjælm og en stor pose franske kartofler.
Samme yderst effektive leg med verdenskunsten går igen i en del af Peter Carlsens keramiske værker. I 1992 modellerer han en serie elegante parafraser over skulpturer af den italienske billedhugger, Bernini. Året efter var skulpturafsættet værker af Rodin, og tilbage i 1991 fejrede han 100 års jubilæet for J. F. Willumsens enestående keramiske hovedværk, Familievasen, som også keramikeren Peder Rasmussen har parafraseret. Peter Carlsen har skabt sin egen selvstændige tolkning af vase-værk med modellering af tre hoveder, sit eget, en kvindes og et portræt af sig selv som barn. I kompositionen sender han en hilsen til en af de danske kunstnere, der kaster de længste skygger ind over hans eget værk.

Peter Carlsen fortæller, at ler har været en besættelse fra barnsben. Han mindes som lille at have hentet den første spand ler på Holbæk Lervarefabrik, så tung, at han næsten ikke kunne slæbe den hjem. Mens han gik på Akademiet udførte han enkelte keramiske figurer. Den eneste, der er bevaret, er Tænkende punker fra 1982-83, der tilhører samleren John Hunov. Det var på det tidspunkt rigtig svært at få mulighed til at arbejde med keramik på Kunstakademiet. Leret skulle han hente på Frederiksens afdeling, men de små skulpturer skulle brændes på Poul Gernes’ afdeling. I kontrast til Akademiets i dag meget velfungerende keramiske afdeling er det mærkeligt at høre, hvor vanskeligt det i begyndelsen af 80’erne har været at lave keramik, og hvor svært det var at arbejde på tværs af afdelingerne.
Først i 1987 fik Peter Carlsen på et almindeligt aftenskolekursus i medborgerhuset på Nørrebro for alvor mulighed for at arbejde med lerets muligheder. Hen over årsskiftet 1990-91 var han et års tid billedkunstlærer på Vallekilde Højskole, hvor han stiftede bekendtskab med skolens keramiske værksted. Men potentialet fik han først for alvor udnyttet det følgende år, da han var gæstekunstner med bopæl på højskolen, men uden særlige forpligtelser andet end lidt foredrag o.l.

Den mægtige Bellerophone gruppen, som børn og unge fascineres af på vej gennem Vejen Kunstmuseum er kommet til samlingen som en overdragelse fra Statens Kunstfond. Peter Carlsen har udført gruppen med afsæt i en ringe fotokopi af Rubens’ kompositionsskitse. Den nulevende kunstner var godt tilfreds med ikke at have et særlig tydeligt forlæg, for så var der plads til at arbejde videre på egen hånd, plads til de kunstneriske friheder. Det er blevet en spiraldrejet komposition, der starter nede ved plinten, og snor sig gennem kimæren og Pegasus’ støtte op gennem hesten og helt ud til det spinkle spyd, der er udført i ler, og en løbende udfordring for konservatoren! Hesten er brændt for sig med hul i maven, så den efterfølgende kunne monteres på plinten. Kraniet er også udført for sig i porcelænslermasse for at ramme knogle tonen. Siden blev den brændt fast med resten med plintens glasur som ”klister”. Egentlig skulle hesten have været en anderledes klar turkis, men der skete noget i ovnen, og godt det samme, kan vi som beskuere konstatere. Ovnen har foræret kunstneren en fin overflade, om end det ikke var lige netop den, som han havde tænkt sig! Ellers har Peter Carlsen ikke arbejdet så meget med keramik. Da han i 2002 udførte relieffet, Randersvenus, der er opsat på ydermuren på Randers Rådhus, udførte han det i sit atelier i skumpap, og lavede dernæst det keramiske arbejde på det keramiske værksted i Tommerup under ledelse af Esben Lyngsaa Madsen.

En vis tilknytning til egnen har Peter Carlsen. Tilbage i 1978 var elev han på Askov Højskole, og siden kom han til at undervise på Vallekilde. Se, det viser sig, at han på sin egen facon, som også fx Niels Hansen Jacobsen og andre af kunstnerne i museets samling, fx Karl Schrøder, Elise Konstantin Hansen, PV Jensen-Klint og Niels Skovgaard, er en af højskolens kunstnere!
 

 
Bellerophone ridende på Pegasus spid-der kimæren. 1992
Glaseret stentøj. H 51,5 x 43,5 x 40 cm
Inv. VKV 2167. Overdraget fra Statens Kunstfond sommeren 2006