John Olsen Årets julekalender på Vejen Kunstmuseum Se billeder af de 24 kasser For 11. år i træk danner Vejen Kunstmuseum rammen om en traditionsrige ’julekalenderudstilling’. Her handler det om noget helt andet end julemånedens nisser og gran. Der er sat fokus på børns møde med kunsten og i særdeleshed museets specialområde: skulptur. Udstillingen tager form i løbet af december måned, og står først fuldt færdig fra anden juledag. Værkerne er gemt i 24 kasser, der gradvist hver formiddag i løbet af hverdagene i december åbnes sammen med de børnehave/skoleklasser der på forhånd har tilmeldt sig. Det drejer sig om 800-1000 børn, der jævnligt vender tilbage til museet for at se og fordybe sig i en sanseåbnende verden. 1. december kassen åbnes sammen med 2. klasse fra Bække, og eleverne i 2. klasse følger spændt med, mens lågen åbnes den 1. december Princippet ved udvælgelse af julekalenderudstillingens kunstnere har været, at det skulle være nulevende billedhuggere, hvis værker kunne være med til at kaste lys over begrebet skulptur og museets hovedperson, billedhuggeren Niels Hansen Jacobsen (1861-1941). Ofte sker det, at kunstnerne - midt i deres travle hverdag - siger ja til at være med netop p.g.a. de særlige omstændigheder omkring udstillingen; formidlingen og den utraditionelle opbygning, der giver mulighed for at præsentere inspirationsmateriale og skitser sammen med de færdige værker. Hvert år har udstillingerne meget forskellig form. Der er også kommet bud på sammenkomponerede udstillinger som den Eva Koch, Lisa Rosenmeier og Lone Høyer Hansen stod for. Den viste klart, at børn heller end gerne går om bord i moderne kunst, der ellers kan være svært tilgængelig for voksne! I årenes løbe har museets gæster fået indblik i meget forskelligartede billedhuggeres værker: 1995: Pontus Kjerrman, 1996: Niels Guttormsen, 1997: Bjørn Nørgaard, 1998: Erik Heide, 1999: Eric Erlandsen, 2000: Lone Høyer Hansen, Eva Koch og Lisa Rosenmeier, 2001: Sigrid Lütken, 2002: Niels Hansen Jacobsen i det lille format (keramiske arbejder), 2003: Bagværk med glasur – Kunstakademiets elever (keramiske arbejder), 2004: LYSSKY PANDEKAGE – Anette Bendixen, Sophus Ejler Jepsen og Cecilie Bendixen. John Olsen maler lågen til 13. december, bag ved ses 1. december kassen med den karakteristiske flod-hestetand. Han tegner forsidelåger, mens  Lars Abrahamsen går i baggrunden og retter til. I en årrække har jeg spurgt John Olsen (født 1938), om han ville fylde julekalenderens kasser. Hans ’tingfinder-univers’ var oplagt at forene med udstillingens kasser. Og i sommer var tiden moden til et klart ja. Sammen med sin trofaste samarbejdspartner, Lars Abrahamsen, bygger de udstillingen op i slutningen af november. Vejen Kunstmuseum er et hus, som de er godt bekendt med – John Olsen tildeltes i 1992 Valdemar Pedersen og hustru Esther Moesmann Pedersens Legat, og de har senest været her for at se en fælles bekendt, Annette Holdensens udstilling, da hun i foråret 2005 modtog legat med den lange titel. Har man set John Olsens tingfinder-kasser, opslagstavler og collager, ved man, at han er en øjenåbner af højeste klasse. Med sikkert blik ser han de spændende strukturer i det, som andre blot kigger forbi: Når gryden med pastaraster har stået gemt væk i en uges tid, hvem ville da straks gå efter kameraet og forevige de sære mikrobers fantastiske værk? Jo, John Olsen gør bakterievæksten til et flot værk – og endnu et bud på det evigt bearbejdet forgængelighedstema, der ligger i størsteparten af hans produktion. Her er han fuldt på omgangshøjde med Niels Hansen Jacobsen, der i et andet billedudtryk spørger ind til vores liv og virke her på jord. Den ene arbejder med symbolistiske metaforer, den anden med naturen selv. En tur i skoven er ikke det samme efter en opdagelsesrejse gennem John Olsens forundrings-kasser, der kan kalde på mange forskellige sanser. Lidt om John Olsen Som ganske ung arbejdede John Olsen som maler på den kongelige porcelainsfabrik. Der fik han effektivt trænet et håndelag, der den dag i dag klart ses i hans hastige, virtuose tuschtegninger. Derfra søgte han ind på Kunstakademiet 1960-67, hvor han i sin lærer, billedhuggeren Mogens Bøggild, mødte en ligesindet i interessen for naturen og dyrenes verden. Hos Holger J. Jensen på Akademiets grafiske skole blev John Olsen fortrolig med de tryk teknikker, som han siden flittigt har brugt. For ham er papir er ikke bare papir. Inden han går i gang med f.eks. en stor kultegning, er der ofte arbejdet omhyggeligt med papirets patinering. Som en forskende alkymist har John Olsen i de senere år i saunaen fundet en utraditionel arbejdsplads. Baggrundspatineringen opstår i samspillet mellem sved, damp, binder og pigmenter. Frostklare dage kan afsættet også være sporene fra fåreindvolde, der slynges over store, kraftige ark papir. John Olsen udstillede for første gang sidst i 1950’erne og har siden været en flittig udstiller. 1988-89 vistes for første gang en stor retrospektive udstilling, der startede på Ny Carlsberg Glyptoteket, derfra til Kunsthallen Brandts Klædefabrik og det følgende år til Holstebro Kunstmuseum, Torshavn Kunstmuseum og slutteligt Kunstmuseet Køge Skitsesamling. Stilen var klar – en blanding af egne værker og de mange collager med opsamlede sager. Her gælder alt andet end kunstverdenens klassiske æstetiske værdi sæt; tonet og vejrbidt plastik rangerer på højde med omhyggeligt patineret bronze. Til gengæld hersker en usædvanlig æstetisk sans for struktur, overflade og farveholdning. Teresa Nielsen, Museumsinspektør