Vandresagn, er fortællinger som er viderebragt fra mund til mund op gennem tiderne. De har som regel rod i den udbredte overtro, som tidligere florerede, og mange knytter sig desuden til ting, men kan se i naturen, for eksempel store sten, gravhøje, søer og vandløb. Forfatteren Mads Lidegaard har været rundt i landet og talt med folk, og gennem disse samtaler har han fået kendskab til, hvilke fortællinger og sagn der knytter sig til den enkelte sten, høj og sø. Alt det har han registreret og samlet i flere bøger, hvoraf vi særlig har hentet stof fra: Danske sten fra sagn og tro, Danske høje fra sagn og tro og Danske søer og vandløb fra sagn og tro.    Ved at læse bøgerne opdager man hurtigt, at det samme sagn ”vandrer” fra sted til sted. Det fortælles for eksempel om den ene store sten efter den anden, at den er kastet af en trold, enten efter en kirke eller efter en anden trold. Mange høje er opstået ved at en trold har tabt jord eller sand fra en sæk eller har tømt sine træsko for sand. Mystik, trolderi og trylleri ligger også til grund for mange vandresagn. Vi har valgt at fokusere på et antal vandresagn og bringer ved hvert sagn et eksempel, som kan henføres til et bestemt sted på Troldkortet. PÆLESAGNET HØJES TILBLIVELSE SAGNET OM BÆGERET SAGNET OM MØBRUDEN SKATTESAGN SAGNET OM TROLDEN FIND WATISAGNET KASTESTEN TROLDE OG KIRKER AFTRYK I STEN EFTER FINGRE, FOD ELLER SLYNGE SKIFTINGESAGNET SLATTENPATTE Pælesagnet Hvem har ikke hørt eller selv brugt vendingen: ”Huset står på gloende pæle”, når der har været hektisk aktivitet i forbindelse med en fest eller lignende. Det er nærliggende at henføre denne vending til sagnene om gravhøje, beboet af trolde. Det fortælles nemlig, at de ofte festede, og når man en sen aften kom forbi en gravhøj, kunne man se, at den havde hævet sig og stod på gloende pæle. Så festede troldene og der strømmede lys ud fra gravhøjen.  Hvis du vil se et eksempel på et pælesagn, så klik på Bjergtaget, som knytter sig til en høj ved Galten, nord for Hadsten i Randers amt
Til top
Højes tilblivelse Til en del af højene knytter der sig et sagn om, hvor højen blev til ved at en trold eller troldkvinde tabte jord. I nogle tilfælde bar troldene jord i sække over nakken i andre bar troldkvinderne jorden i sit forklæde. Det er forskelligt, hvad jorden skulle bruges til. Det kunne være til at bygge en dæmning, der skulle gøre det muligt for en trold at komme over vandet til en kæreste på den anden side. Dette fortælles f.eks. om en troldkvinde på Livø, som netop ville over til en kæreste på fastlandet i Ertebøllebjerg. Hun fyldte sit forklæde med sand og gik for at kaste det i vandet og bygge dæmningen. Pludselig så hun, at kæresten som skulle bygge dæmning fra den anden side havde bygget i den forkerte retning. Derover blev hun så gal og skuffet, at hun smed al den jord, hun havde i forklædet og det blev til Rønbjerg. Andre sagn fortæller om trolde, som vil kaste en by eller en kirke til med sand, og derfor drager af sted med en stor sæk fyldt med sand. Undervejs går der hul på sækken, eller nisser prikker hul på den for at drille trolden. Derved drysser der så meget sand ud, at der dannes sandbanker. Hvis du vil se et eksempel på sådan et sagn, så klik på Fladså trolden.
Til top
Sagnet om bægeret En mand kommer en sen aften ridende forbi sådan en høj, hvor der var fest og som derfor stod på gloende pæle. Pludselig kommer der en smuk ung pige ud med et bæger i hånden, som hun byder manden at drikke af. Manden tager bægeret, men tør ikke drikke af det, og han kaster derfor drikken over skulderen, hvor den lander på bagpartiet af hesten. Der hvor drikken rammer, svides hårene af hesten. Nu rider han væk, men forfølges af pigen og andre fra højen, og de er ved hjælp af trolddom ved at indhente ham, da han hører et råb: ”Rid ad det knolde og ikke ad det bolde”, hvilket betyder at han skal ride på tværs af plovfugerne og ikke på langs. På denne måde bremses troldene, og han slipper væk fra dem. Når han nemlig rider på tværs af plovfugerne, danner han derved et kors, som troldene har en frygtelig angst for. Da han kommer hjem kaster han bægeret over kirkegårdsmuren, fordi han ved, at troldene der ikke har nogen magt. I nogle af sagnene bliver bægeret i kirken og bruges som alterkalk. Andre sagn fortæller, at bægeret blev opbevaret på mandens gård. Bægeret var meget smukt dekoreret, og det stod derfor til pynt og blev kun brugt ved højtidelige lejligheder. Der skete herefter det, at der en juleaften kom en gammel kone til gården og bad om lidt mad. Man ville jo nødig, at hun ”skulle bære julen ud”, og derfor fik hun ikke bare noget at spise, men også noget at drikke, og i anledning af julen var det sågar af det fine bæger. I samme øjeblik som konen fik bægeret i hånden blev hun usynlig for forsvandt fra stedet. ”Ja,” sagde manden, ”hvad der kommer let, går let”. Hvis du vil se et eksempel på sagnet, så klik på  Hvad der kommer let, går let
Til top
Sagnet om Møbruden Et sagn fortæller om en bygherre af en kirke, som ikke kunne få byggeriet færdigt, fordi byggeriet blev saboteret af trolde om natten.  Det var en forfærdelig ting for ham, fordi han kun fik penge for byggeriet, hvis det blev færdig til den lovede tid. En nat holdt han vagt ved byggeriet, og da trolden kom og ville til at rive det opbyggede ned, bad manden ham om at lade være, så byggeriet kunne blive færdig til tiden. Trolden sagde: ”Jeg vil hjælpe dig færdig, hvis du vil love mig den første møbrud, der kommer til kirken”. Det mente manden ikke, at han kunne, men han så til sidst ingen anden udvej, end at love det. Byggeriet blev herefter færdigt i god tid, og manden var glad. Da det første bryllup fandt sted, kom trolden til festen bagefter og ville have bruden. Han kunne ikke få fat på hende, så længe hun havde brudekransen i håret, men han betalte en lille dreng til at gå hen og rive kransen af, hvorefter trolden bortførte bruden. Hun kom nu til at bo i højen hos trolden, og en skønne dag skulle hun føde hans barn. Det gik imidlertid ikke uden en kristen jordemoder, og trolden kørte til byen for at hente hende. Jordemoderen ville ikke med, men trolden lovede hende guld og grønne skove, og det kunne jordemoderen ikke stå imod. Hun tog med og de fik fødselen overstået. Da hun nu skulle hjem, sagde konen til jordemoderen: ”Når nu trolden kommer hjem, vil han spørge dig, hvad du skal have for ulejligheden. Du skal så sige, at det må han selv bestemme. Han vil så give dig nogle sølvpenge, men du skal ikke tage imod dem, for når du kommer ud fra højen, vil de forvandle sig til potteskår. Sig derimod, at du vil have nogle af de potteskår, som ligger i hjørnet der”. Ligeledes sagde konen: ”Nu vil trolden køre dig hjem, men pas på! Når I kommer til døren, skal du skynde dig af hesten, inden han får vendt den, ellers får du lov at komme med tilbage hertil”. Jordemoderen gjorde nøjagtig, som konen havde sagt, så hun kom godt hjem med potteskårene, som straks forvandlede sig til sølvpenge Hvis du vil se et eksempel på sagnet, så klik på Stejlhøj
Til top
Skattesagn   Det har gennem tiderne været folketro, at troldene/de underjordiske var meget rige, og at der gemte sig store skatte i højene, hvor de boede. Lige så stærk var troen på, at ingen levende måtte hente disse skatte, de tilhørte de døde. Prøvede man alligevel på at grave skattene ud, skete der mærkelige ting. Den, der gravede måtte tie stille. I samme øjeblik man eventuelt udbrød: ”Her er den”, når man fik øje på en kiste eller lignende, forsvandt den ind i højen igen. Ofte var der sat et eller andet dyr til at passe på skatten, ja der berettes endda om, at levende dyr var begravet sammen med skatten for at passe på den. Hvis der så skete det, at skattejægeren forstod at tie stille og fik skatten op, måtte dyrene træde i aktion for at skræmme de formastelige væk. Der kunne komme kokke og grise og andet op af graven og de fløj rundt om højen med en vogn efter sig. Det sket med så megen støj og voldsomhed, at det kunne få de fleste til at forsvinde. En mere munter version fortæller om en tjurkok, der slog så stor en prut, at stanken straks fik gravrøveren til at fortrække.   Hvis du vil se et eksempel på skattesagn, så klik på Skatten i Troldhøjen
Til top
Sagnet om trolden find Om trolden Find fortælles, at han tilbyder sin hjælp til at bygge en kirke. Ofte har han i tiden forud forstyrret byggeriet ved om natten at rive det ned, som bygherren har bygget om dagen. Bygherren er da som oftest meget modtagelig for tilbudet, men spørger naturligvis, hvor meget trolden skal have for arbejdet. Trolden nøder herefter bygherren til at gå ind på en kontrakt, hvorefter trolden ingenting skal have for hjælpen, hvis bygherren, inden arbejdet er færdigt, kan gætte troldens navn. Hvis han derimod ikke kan gætte navnet, skal trolden f.eks. have bygherrens hjerte, hans øjne eller hans sjæl. Da byggeriet er lige ved at være færdigt, går det op for bygherren, at det er umuligt at gætte navnet, og han går en tur for tænke. Han kommer til en høj, hvor han sætter sig og beder til Gud om hjælp. Pludselig hører han inde fra højen en kvindestemme og barnegråd. Kvinden siger til barnet: ”Hold nu op med at græde, i morgen kommer Find, din far, hjem med noget, som du kan lege med, og det er enten et par menneskeøjne eller et menneskehjerte”. Nu ved bygherren, hvem troldkvinden taler om, og hvad trolden hedder, og da han den følgende dag møder trolden på arbejdet, siger han til trolden: ”Nå, Find, så er arbejdet snart færdigt”. Trolden bliver så rasende, at han saboterer resten af byggeriet, eksempelvis ved at lægge den sidste sten skævt på, eller simpelthen at gå, uden at lægge stenen på plads. Hvis du vil se et eksempel på Find sagnet, så klik på Tranebjerg bakker Samsø
Til top
Watisagnet   Selv om troldene som oftest holdt til i høje, skete det også at de tog tjeneste på egnens gårde og boede der sammen med det øvrige folkehold. Et medlem af familien eller folkeholdet kommer forbi en gravhøj og hører en stemme råbe: ”Hils Ati og sig at Wati er død.” Den pågældende synes, at det er noget mærkeligt noget og glemmer det, men da han en aften ved bordet kommer i tanke om det og fortæller hændelsen, sker der noget voldsomt. Det vrimler pludselig ud fra skabe og kroge med små væsener, der alle jamrer og klager: ”Er Wati død? Åh, så må jeg se at komme hjem”. Og de forsvinder alle hurtigt. Det samme sker for den trold eller vætte, som eventuelt har været ansat på gården, han forsvinder også meget hurtigt. Watisagnet knytter sig til en del høje, men det kan veksle med navnene. Ofte er det ikke Wati, men katten Knurremurre, der siges at være død. I det tilfælde, er det huskatten, der farer ud af skorstenen eller andet, når beskeden er givet.    Hvis du vil se et eksempel på Watisagnet, så klik på Troldkirken
Til top
Kastesten Hvorfor ligger kæmpestenene netop der, hvor de gør? Det har naturligvis været det store spørgsmål, som har været drøftet og spekuleret i op gennem tiderne. Langt de fleste af de sagn, der hører til den enkelte sten, placerer den som kastesten. Sten, som kæmper eller trolde har kastet af forskellige grunde. Enten har de i arrigskab eller i kamp kastet dem efter hinanden, eller efter kirker, hvilket er langt den største kategori af kastestenene. Et særligt irritationsmoment for troldene var kirkeklokkerne. Deres kimen gjorde ondt i hovedet på troldene og for at standse dette kimeri, var det, at troldene kastede store sten efter kirketårnene. Hvis du vil se et eksempel på sagnet om kastesten, så klik på Tersløse stenene
Til top
Trolde og kirker Trolde har ifølge sagnene altid haft et meget anspændt forhold til kirker. De har ustandselig prøvet at ødelægge kirker og hindret bygning af kirker. Utallige er de fortællinger, der beretter om, hvorledes trolde om natten har revet det murværk ned, som er blevet bygget om natten. Se eksempelvis sagnet om Trolden Find, som også knytter sig til sagn om gravhøje. Mange af sagnene – ikke bare hos Mads Lidegaard, men også i Evald Tang Kristensen’s Dansk Sagn - beretter alligevel om, at trolde eller kæmper har været bygherrer på kirker. Det lyder meget modstridende i forhold til deres had til kirker. Kan en af forklaringerne herpå være, at de dermed også fik nogen indflydelse på, hvor kirkerne skulle placeres? Altså så langt væk fra troldenes bolig, som muligt? Det vides ikke med sikkerhed, men underligt er det. Hvis du vil se et eksempel på dette sagn, så klik på Tirslundstenen
Til top
Aftryk i sten efter fingre, fod eller slynge I mange af stenene er der fordybninger eller riller. Alt efter udseendet af disse riller, siges det var være aftryk af troldens fingre, fingerspidser eller af en slynge, der har været brugt til at kaste med. Hvis stenen er kastet af en troldkvinde/troldkælling, har hun brugt sit strømpebånd som slynge, og det har i så fald afsat en rille, rundt om stenen. I enkelte af stenene kan man se aftryk, som ligner en fod. Da har trolden enten sparket til stenen eller trampet på den. Hvis du vil se et eksempel på sagnet, så klik på Skambystenen
Til top
Sten, der vender sig efter lugten af nybagt brød   Som nævnt før, knytter der sig samme fortælling til mange sten, og et af de udsagn, man oftest støder på, er påstanden om, at stenen vender sig efter duften af nybagt brød. I enkelte tilfælde er det pandekager. I længst forsvunden tid anså vore forfædre sten for at være levende, man troede fuldt og fast på, at de voksede og formerede sig, - der kom jo ustandselig nye små sten op af jorden. Kæmpestenene blev ofte tillagt overjordiske evner, og derfor blev der også fra tid til anden ofret til stenene, - og det er måske noget sådant, der kan ligge til grund for påstanden om sten, der reagerer på lugten af brød. Der kan nemlig ikke findes noget sagn, der præcist henviser til dette. Det er dog nærliggende at tro, at det har noget at gøre med de såkaldte frugtbarhedssten. Sten, som unge piger søgte hen til, før de gik ind i et parforhold, eller et nygift par, der kunne sikre sig et velsignet og frugtbart ægteskab ved at sove deres første nat sammen på eller ved stenen. Sten, der havde en sådan magt, ville man naturligvis gerne stå sig godt med, og derfor bragte man ofre til stenene i form af nybagt brød. Dengang var der længe imellem, man bagte brød på gårdene, og det var derfor en helt speciel gestus at give noget af det lækre brød til stenene. Enkelte steder mente man, at man kunne sikre sig et kommende barns køn, ved at lægge groft eller fint brød, - lagde man groft brød blev det en pige og omvendt ville fint brød resultere i en dreng. Det skal dog bemærkes, at det langt fra er alle de sten, hvorom det fortælles, at de vender sig efter lugten af nybagt brød, der også siges at være frugtbarhedssten. Hvis du vil se et eksempel på sagnet, så klik på Pandekagestenen
Til top
Skiftesagnet   Det sker at trolde bytter deres eget troldbarn ud med et menneskebarn, hvis menneskene ikke passer godt på den lille. Det barn, som troldene lægger i stedet, kaldes en skifting. Det gælder om at få det nyfødte barn døbt hurtigt, så kan troldene ikke gøre det noget. Indtil barnet bliver døbt, kan man lægge en salmebog eller en saks i vuggen, eller man kan sætte en stoppenål i det lille barns tøj. Det vil forhindre troldene i at tage barnet. Trolde er nemlig bange for alt, hvad der har med kristendom at gøre, og de er også bange for stål. Det sker at menneskene glemmer de gode råd, og så slår troldene til. Hvis du vil se et eksempel på sagnet, så klik på Skiftingen
Til top
Slattenpatte Slattenpatte eller Slage Langpatte, som hun også benævnes, er en troldkvinde med bryster så lange, at hun kunne kaste dem over skuldrene. Ofte er hun set bærende et barn på ryggen, som så kunne die hende, medens hun rendte rundt. Når hun er blevet set, er det nemlig som regel i en situation, hvor hun har meget travlt. Sagnet fortæller desuden, at hun ved nattetide jages af kong Valdemar på en sort eller hvid hest og i følgeskab med tre hunde med røde, gloende tunger. I Vejlø kirke ved Næstved kan man se Slattenpatte, som har fået den for hende tvivlsomme ære at bære prædikestolen på sit hoved. Billedskærer Abel Schrøder fra Næstved har omkring 1640 skåret figuren og anbragt hende under prædikestolen. Hvis du vil se et eksempel på sagnet om Slattenpatte, så klik på Kong Valdemars jagt
Til top Tilbage