Århus Amt

Her er vi i Århus Amt, og her kan du læse nogle troldehistorier fra amtet ved at ned og klikke på teksterne. De står opført nedenfor, og har du lyst til at se, hvor i amtet der ellers er steder, hvortil der knytter sig sagn om trolde, så klik på Oversigter.

TROLDESTENEN OG SAGNET OM STÆRKODDER
TROLDENE I VIVILD
STORE TROLDHØJ
BORUM ESHØJ
smedens kone
SKATTEN I TROLDHØJEN
Bjørnen og trolden
Trillevip
TRANEBJERG BAKKER
Dværgen på høstarbejde
Trylledrikken
Bjergtaget
Troldkællingen med sine unger 1957
GUDAR
SKIFTINGESAGNET
HVAD DER KOMMER LET, GÅR LET

Troldestenen og sagnet om stærkodder

I nærheden af Tømmerby i Århus amt ligger i en lille dal en stor sten, som kaldes Troldestenen. Nogle trolde deromkring blev engang uvenner om et eller andet, og så begyndte de at smide med sten efter hinanden. Nu var det jo ikke bare grus, de brugte, men kæmpesten. Troldestenen er en af disse kæmpesten, der landede netop i den omtalte dal.

Til denne sten knytter sig sagnet om Stærkodder eller Starkadd. Stærkodder var en meget stærk kriger. Han lovede en gang at hjælpe kong Helge i en tvekamp, som han var blevet udfordret til af Angantyr, fordi Helge havde giftet sig med Helga, som Angantyr selv ville have haft.

Den dag slaget skulle stå, kom så Stærkodder til kongeborgen for at mødes med Helge og følges med ham til kampen. Han fandt sin ven, sovende sammen med sin kone, og han nænnede ikke at vække ham, men tog selv af sted for at kæmpe alene med fjenden.

Angantyr skulle have hjælp af sine brødre, otte i alt, så det ville sige at Stærkodder skulle kæmpe mod ni mand. Han gik ud til stedet, og satte sig til at vente på en Høj. Det var ved vintertide, men han tog sit tøj af og fordrev tiden med at fange lopper. Selv sin purpurrøde kappe, som han havde fået som gave af Helga, tog han af og hængte den på en tornebusk. Se det, kan man da vist kalde en rigtig sej kæmpe!

Angantyr og hans otte brødre kom fra den anden side, og ledte efter Stærkodder. En af brødrene gik op på højen og så der en gammel mand, næsten helt dækket til af sne. ”Er du ham, vi skal kæmpe med”, spurgte han undrende. ”Ja”, sagde Stærkodder, ”det er mig”. ”Vil du kæmpe mod os alle på en gang, eller foretrækker du en ad gangen” spurgte Angantyrs broder, hvortil Stærkodder overlegent svarede: ”Når jeg en flok skabede hunde snerrer ad mig, plejer jeg at jage dem alle bort på en gang”.

Stærkodder kæmpede bravt, og slog først de seks af de ni ihjel, men inden han fik gjort kål på de sidste tre, havde de såret ham så dybt, at hans indvolde hang ud af bugen på ham. Stærkodder var nu meget træt og tørstig, og han slæbte sig ned til åen for at få noget at drikke, men han kunne ikke få sig selv til at drikke af vandet, fordi det var helt rødt af blod fra Angantyr, var faldet i vandet, efter at han var blevet dræbt. Stærkodder kravlede nu tilbage, stadig med indvoldene hængende ud af maven. Han satte sig på en stor sten, og det er netop Troldestenen i Tømmerby. På stenen kan man stadig se fordybningen, hvor Stærkodder har siddet.
Stærkodder blev reddet af en godhjertet bonde, som kom forbi. Han fik Stærkodders indvolde sat på plads og bundet for dem med vidjer, inden han kørte ham hjem til kongeborgen.

På egnen ved Tømmerby boede der for 100 år siden en meget stærk mand. Det var Thorvald Murer, og han troede selv på, at han havde fået sine mange kræfter, fordi han så ofte sad og hvilede sig på Troldestenen. 

Kilde: Mads Lidegaard: Danske Sten fra Sagn og Tro

Til top
 

Troldene i Vivild

I Vivild på Djursland boede tre skumle trolde i en bakke. De var så frække og ondskabsfulde, at alle frygtede dem. De drillede bonden, som var deres nærmeste nabo, og stjal fra ham det bedste de havde lært.

En aften har bonden glemt at tage sine harver og sin plov ind, og straks er troldene der. De tager redskaberne, som før i tiden altid var lavet af træ, kaster rundt med dem og brænder dem til slut.

Bonden bliver rasende, river sig i håret og sværger ved den søde grød, at han vil have hævn, og det skal være snart, for han er godt træt af troldene, der aldrig lader ham i fred.

Bonden får nye redskaber, og næste gang han har dem til at stå ude, sender han den ældste af sine drenge afsted med kridt for at han skal tegne et kors på harverne og ploven. Han har hørt, at hvis man tegner et kors, tør troldene ikke komme nær dem.
Drengen når frem til den første harve og skal lige til at tegne, da han får en ordentlig lussing af en trold, der står lige bag ham. Drengen bliver så forskrækket, at han løber alt hvad han kan hjem til gården i sikkerhed.

Nu går den næste dreng ud til redskaberne og skal til at tegne et kors på den anden harve. Idet han bøjer sig ned, griber en anden trold fat i nakken på ham, river med et snuptag trøjen af ham og beholder den. Drengen fryser næsten til is af skræk. Han skynder sig hjem i varmen på gården.

Men også den yngste dreng vil afsted for at tegne kors på redskaberne.
På vejen derud tegner drengen et kors på sin kind, hvis nu den første trold skulle finde på at give ham en lussing. Derefter stikker han en pind om i nakken og gør den fast med et tørklæde, så det ligner et kors, hvis nu den anden trold skulle finde på at rive trøjen af ham.

Drengen går rask til, og snart er han ved ploven og harverne.
Han bøjer sig over den første harve for at tegne et kors. I det samme svinger trolden sin store lab og rammer ham på kinden. Men korset på kinden brænder lige lukt igennem troldens hånd, og trolden løber skrigende og hylende bort.
Drengen går nu hen til den anden harve for at tegne et kors. Han bøjer sig ned, og straks sidder den anden trolds kæmpehånd på nakken af ham. Trolden giver et vræl af smerte fra sig, da han rører ved pinden, som ligner et kors. Hånden visner og falder af.

Nu går drengen hen mod ploven for at tegne et kors på den. Han nærmer sig den tredje trold, mens han tænker på pindens magt, og holder den op foran sig. Han spørger trolden:

”Ved du hvad det her er?”
Trolden ligner et spørgsmålstegn.
”Det er en splint fra Jesu kors!”

Trolden når ikke engang at hyle eller svare, før han brænder op og forvandles til kul.

Drengen går glad hjem til gården med et lille stykke kul og fortæller længe om, hvad der skete, og hvordan han klarede troldene.
Derfor kender vi historien i dag.

Folkene på den gård hørte aldrig mere til troldene, men de satte altid deres redskaber ind, når de havde brugt dem.

Til top
 

Store Troldhøj

Gjern
Ca. 10 km nord for Silkeborg

Historien om Troldhøj
Midt inde i Jylland, i nærheden af Gudenaa, ligger den gamle, ærværdige “Troldhøj”. I denne mægtige Høj eller Bakke ligger der, efter hvad der berettes i Folkemunde, nedgravet en stor Skat. Saadan havde Hans Modigkarl, en Tjenestekarl, hjemmehørende i en Landsby i Nærheden af “Troldhøj”, hørt fortælle, og han besluttede at prøve paa at finde Skatten. En Sankt Hans aften kastede han en Spade over Skulderen og stævnede ud til den store Høj, lige da det var Midnat. Højen stod vidtaaben paa slanke, luende Søjler. Hans bar ikke sit Navn omsonst; han gik ind i Højen, hvor unge og gamle Trolde sad bænkede tæt hos hverandre.

Troldkongen gik hen mod Hans Modigkarl og spurgte, hvad han vilde.
Ja, han vilde da gerne have Del i den store Pengeskat, der laa begravet her i “Troldhøj”.

Saa sagde Troldkongen: “Din Spade har du ingen Brug for her. Af egen Vilje vil jeg give dig, hvad du begærer; blot een Betingelse maa du opfylde først, før du kan komme i Besiddelse af en Del af den store Pengeskat, som findes her i “Troldhøj”.
“Jeg er rede; lad mig høre din Betingelse,” svarede den modige Karl.
Troldkongen nikkede: “Kan du fornægte din Daabspagt og bespotte den, i hvis Navn du er døbt?”

Hans Modigkarl var ked af dette, men Begæret efter de mange Penge var stort; nu maatte han have Del i Skatten, nu han var kommen i Lag med Troldkongen.
Karlen aabnede sin Mund til Bespottelsen, men i det samme strøg der en voldsom stærk Trækvind gennem Højens Hal. Hans Modigkarl følte som en uimodstaaelig Haand, der iskold lagde sig kvælende om hans Mund og langsomt vred den af Led. Han vilde tale, men kunde ikke; han vilde skrige om Hjælp, men kunde ikke faa en Lyd frem - alting blev sort for hans Øjne. Med et dundrende Brag lukkede Troldhøjen sig.

Da Karlen kom til sig selv, laa han Sankt Hans morgen ved Foden af den store “Troldhøj”; ved hans Side laa hans Spade. Karlen begav sig snarest muligt hjem til sin Husbonds Gaard. Det var allerede lidt op paa Morgenstunden; han mødte snart en Kending, snart en anden; men alle, han mødte, stirrede paa ham, somme lo, andre saa forfærdede ud; men da han kom hjem og fik set sig selv i Spejl, forstod han, hvad Grunden var.

Hans Mund sad skævt i Ansigtet, vredet ud til Siden som Gabet paa en Flynder. Saadan var Hans Modigkarl mærket saa længe, han levede; og ikke holdt han af at fortælle til alle og enhver, hvad der hændte ham hin Sankt Hansnat, da han gæstede Troldenes Konge i “Troldhøj”.

Kilde:   Søndagsbladet 1908, Svend P. Jensen. “Efter folkemunde”. Her citeret fra Hans Helge    Madsens bog “Ejnar Nielsen eller Eventyret om Gjern”, Kbh. 1974, p. 37 - 38.

Mads Lidegaard: Danske høje fra sagn og tro

Til top
 

Borum Eshøj

Højen ligger i Borum i nærheden af Århus. Den er i dag kun en lille del af det, som den engang var, - en af landets største gravhøje, 7 m høj og med en diameter på ca. 40 m. Det fik dog en ende efter hensynsløs plyndring af højen til fyld og vejmaterialer. Endelig blev der fundet en egetræskiste og en velbevaret kvindedragt, og højen kom derfor under lup af Nationalmuseet, som ved en omfattende udgravning fandt to mandsgrave og rester fra andre tidligere grave.

Sagnet vil vide, at prins Buris ligger begravet i højen, og deraf skulle navnet Borum være udledt.

Sagnet fortæller endvidere, at højen blev til, engang hvor to kæmper var oppe at slås. Hvordan udfaldet blev vides ikke, men efter kampen tømte kæmperne deres træsko for sand, og det blev til Borum Eshøj.

I højen boede en kæmpestor troldkonge, måske kan han have været en af de to, som kæmpede. Han blev i hvert fald gal på en anden trold i Haslehøj og kastede sin hammer efter ham. Han forfejlede sit kast og hammeren faldt ned i Brabrand Sø , som den helt pløjede op.

Gamle mennesker i omegnen fortalte om noget særligt interessant ved gravhøjen. Mange mente at have set højen stå på fire gloende pæle, belyst forneden, hvor trolde havde danset. En gang var en karl kommet forbi denne høj, og han var blevet budt på en drik af trolden. Men karlen var ikke sikker på, om trolden ville ham noget ondt, så i stedet smed han drikken over skulderen, stjal glasset, og red afsted i fuld fart. Troldene forsøgte at fange ham, og da karlens hest snublede, var det alvor. Han måtte smide bægeret fra sig. Heldigvis standsede troldene og brugte tid på at samle bægeret op. Dermed fik karlen et forspring hen til Terp Mølleå, som hesten sprang over. Da trolde ikke kan overskride rindende vand, var han endelig i sikkerhed.

Kilde: Morten Lidegaard: Danske høje fra sagn og tro

          
Gorm Benzon, “Gode historier”

Til top
 

Smedens kone

Denne historie er fortalt af Henrik Kjærgaard. Han har i forbindelse med et Eu-projekt: Den Eventyrlige Blå Kuffert, nedskrevet en række troldehistorier for børn, og vi takker for tilladelsen til at gengive historien.

Trolde er som nisser og andre underjordiske meget stærke. De kan for eksempel sagtens løfte en ko, hvis det skal være. Som regel er de forsigtige med at bruge deres kræfter, hvis det ikke er nødvendigt. Men der findes også hidsige og farlige trolde.

Der var for eksempel altid ballade mellem tre troldbrødre, som boede i hver sin høj ved Mariager. Den værste af dem boede. En aften, da en dreng havde lagt sig til hvile på højen, hører han en dyb stemme inde fra højen sige:

”Vandet er varmt,
og kniven er sleben,
og grisen skal stikkes,
som på Hohøj ligger!”

Det kan nok være, at drengen kom derfra i en fart.

Troldbrødrene ved Mariager kastede sten efter hinanden. Man kan stadig finde mange store kampesten med huller i efter deres fingre.

Derfor! Hold godt øje med store sten med huller i. Måske er der farlige trolde i nærheden.

Det er ikke kun troldene, der har kæmpekræfter. Også deres koner og døtre er meget stærke.

Smedens kone
Ved Nordby på Samsø ligger en høj, hvor der boede en skikkelig trold.
En aften da trolden går ud af sin høj, møder han en smed, som er på vej hjem. Smeden har langt hjem. Han har været i Nordby for at finde sig en kone, men han har ikke haft heldet med sig. Trolden synes godt om smeden og siger til ham:
”Jamen, jeg har da en datter, som gerne vil giftes! Skal vi ikke gå ind og spørge hende?”

Det er smeden med på, for han har forgæves forsøgt at få sig en kone i mange år, så han går med trolden ind i højen. Han bliver overrasket over at finde en sød og smuk ung pige, som han synes godt om med det samme. Hun har nogenlunde samme højde som et menneske og ligner på alle måder en almindelig bondepige.
Der er ikke så meget at snakke om. Trolden og smeden bliver hurtigt enige om bryllup, og nogle dage senere vender smeden tilbage til sin landsby med sin brud.
Alt tegner lyst og lykkeligt. Smeden er dygtig, og han har en dejlig kone. Men naboerne begynder efterhånden at se skævt til smeden og især hans kone, og de undgår dem begge to. De hvisker og tisker og synes, at der er noget underligt ved konen. De kan ikke få lokket ud af smeden, hvor han har fundet hende.
Smeden har fået mindre at lave på grund af al den snak om hans kone, så han er næsten altid sur og skælder ud på hende. Ja, han slår endda efter hende.
En dag, da smeden er ved at sko en hest, siger hans kone:

”Den sko passer ikke helt, lad lige mig lige låne den!”

Smeden rækker hesteskoen til hende. Hun tager den, retter den ud med hænderne, hvorefter hun bøjer den, så den passer.

Smeden gør store øjne og siger skræmt:
”Hvorfor finder du dig i det, jeg gør mod dig, når du er så stærk?” ”Det har jeg jo lovet, da vi blev gift!” siger konen.
De snakker ikke mere om det, men en dag, da de er på vej til kirke, dukker trolden op lige før alle skal til at gå ind i kirken. Han er vred, fordi folk behandler hans datter så dårligt, og han siger til hende:
”Vil du kaste eller gribe?”

”Jeg vil gribe!” siger smedens kone, og så går hun om på den anden side af kirken.
Trolden tager nu den ene beboer i landsbyen efter den anden og kaster dem over taget på kirken, og smedens kone griber dem i sit forklæde og sætter dem forsigtigt ned på jorden igen.

Da alle har fået en tur over taget, forsvinder trolden, og nu er der ingen ende på, hvor gode venner naboerne vil være med smeden og hans kone.

Smeden fik gang i sin forretning igen, og de fik mange børn sammen, hvoraf nogle blev lige så stærke som deres mor.

Kilde: www.etek.dk/etekster/id0016.htm

Til top
 

Skatten i Troldhøjen

Denne historie er fortalt af Henrik Kjærgaard. Han har i forbindelse med et Eu-projekt: Den Eventyrlige Blå Kuffert, nedskrevet en række troldehistorier for børn, og vi takker for tilladelsen til at gengive historien.

Skatten i troldhøjen
En skovløber i Floes Skov øst for Randers gik en sommeraften ved solnedgang med et par venner ud til en høj, hvor de havde hørt troldene smede og hamre.

De tre venner har taget hakker og skovle med og graver nu længe i dyb tavshed. De støder på en stor sten, som de møjsommeligt fjerner. Snart efter støder de igen på noget, som viser sig at være en kiste med jernbånd. De graver kisten fri, løfter den op, og i det samme bliver jorden levende af trolde.

Troldene hopper, springer og danser, står på hoved og står på hænder, peger fingre og rækker tunge, og de trolde, der har seks hoveder, rækker seks tunger.

Men mændene siger ikke noget og lader sig ikke forstyrre af troldene. De fortsætter deres arbejde og skal til at åbne kisten, da der pludselig ud af den blå luft kommer en guldkaret trukket af seks haner. Den kører rundt og rundt om højen i fuld fart, og pludselig midt i al hurlumhejet slår en af hanerne en ordentlig prut. Mændene kan ikke lade være med at more sig over det, og skovløberen udbryder sprutgrinende:
”Det var som syv søren! Aldrig har jeg hørt en hane prutte så højt!”

Kisten forsvandt selvfølgelig øjeblikkeligt ned i højen og er aldrig siden blevet fundet.

Kilde: www.etek.dk/etekster/id0016.htm

Til top
 

Bjergtaget

 
Denne historie er fortalt af Henrik Kjærgaard. Han har i forbindelse med et Eu-projekt: Den Eventyrlige Blå Kuffert, nedskrevet en række troldehistorier for børn, og vi takker for tilladelsen til at gengive historien.

Galten
Nord for Hadsten, Randers amt

Bjergtaget
På Galten Mark ved Hadsten gik en ung pige en sommeraften og vogtede køer. Hun hørte musik fra højen på marken og nærmede sig nysgerrigt.

Hun ser nu, at højen står på gloende pæle, og mange små mænd og kvinder danser omkring højen. Det ser lystigt ud, og hun nyder synet. Lyset fra højen stråler som guld. De små mænd og kvinder er trolde, ser hun nu. De har blomster i håret og ler og drikker vin. De tumler rundt imellem hinanden, og pigen morer sig kosteligt.

Pludselig er der én, der griber hende i hånden og fører hende med ind i dansen. Hun danser og danser hele natten og kan ikke holde op.

Da festen slutter lige inden solopgang, går pigen med troldene ind i højen, hvor de fortsætter festen, og køerne må selv finde hjem.

Pigens familie er ulykkelige og leder efter hende overalt de næste dage. Men først den tredje dag finder hendes bror ud af, hvor hun er. Han ser troldene danse ved højen, og får også øje på søsteren, der er fuldstændig opslugt af dansen.
Han kalder på hende, men hun vil ikke med hjem. Hun vil blive i højen, hvor der er stor rigdom og glæde. Men hendes bror er ikke bange af sig, så han går hen og tager et godt tag i hende og tvinger hende til at gå med sig hjem.

Hun får aldrig mere lov til at vogte køer og være alene nogen steder.
Men hun bliver ved med at fable om troldhøjen og dansen, og hun bønfalder om at komme derud igen.

Der var så dejligt, der var så megen glæde og lystighed og rigdom, men familien holdt hende som i et fængsel, og hun blev aldrig siden lykkelig.

Kilde: www.etek.dk/etekster/id0016.htm

Til top
 

Bjørnen og trolden

Denne historie er fortalt af Henrik Kjærgaard. Han har i forbindelse med et Eu-projekt: Den Eventyrlige Blå Kuffert, nedskrevet en række troldehistorier for børn, og vi takker for tilladelsen til at gengive historien.

Bjørnen og trolden
For mange år siden boede der en møller i Hagenstrup vest for Randers. Han var voldsomt plaget af en trold fra Busbjerg, der kom om natten og rumsterede i møllen. Mølleren var godt træt af trolden, fordi han og hans familie var nødt til at flytte ud af møllen og sove på nabogården hver nat.

En dag kommer en mand trækkende med sin bjørn. De er på vej til marked og passerer møllen. Det er blevet sent og bjørnetrækkeren beder mølleren om husly. Mølleren siger, at han godt kan sove i møllen, men fortæller også, at den er hjemsøgt af troldtøj. Det generer ikke bjørnetrækkeren, han takker for husly og indretter sig for natten. Bjørnen anbringer han i kakkelovnskrogen og tager dens mundkurv af.

Lidt før midnat bliver det pludselig meget mørkt og blæsende udenfor. Døren ryger op med et brag, og noget kommer farende ind. Bjørnen vågner, knurrer og går løs på det fremmede. Bjørnetrækkeren kan nok gætte sig til, at det er trolden, der er på spil. Bjørnen og trolden kommer i klammeri, og der bliver et voldsomt spektakel og slagsmål inde i møllen. De to tumler rundt, og snart efter fortsætter larmen udenfor. Bjørnetrækkeren ligger helt stille og tør ikke røre sig, men efter en tid hører han bjørnen komme ind. Den er ophidset, men falder dog snart til ro igen.

Næste morgen kommer mølleren og hans folk tilbage. Det første, de får øje på, er en stor sort tjærepøl med en masse afrevne hår lige uden for døren. De tror, at det er ude med bjørnetrækkeren og hans bjørn og går indenfor i møllen. Bjørnen knurrer, og de forstår nu, at det er bjørnen, der har sejret.

Mølleren er ikke helt sikker på, at faren er drevet over og beder for en sikkerheds skyld bjørnetrækkeren om at blive en nat mere. Det går han med til, og om aftenen holder mølleren og bjørnetrækkeren hinanden vågne med kortspil. Det er næsten midnat, og mens de sidder og spiller, bliver det pludselig kulsort udenfor.

De hører nogen rumstere ved døren, bjørnen knurrer svagt og udefra lyder en forsigtig stemme:

”Halløj møller! har du stadig den store kat?”

Mølleren tysser på trolden og hvisker:

”Ssssh! vær stille! Ja, jeg har den endnu. Den sover, og den har endda fået unger i dag.”

Trolden stivner, tænker sig om et øjeblik og siger så:
”Nå, har den det! Ja, så flytter jeg. Vi to har ellers altid været gode naboer!”

Det sidste var der nok delte meninger om, men trolden flyttede til Ålum Bakker, og mølleren og hans familie hørte aldrig mere noget til ham.

Kilde: www.etek.dk/etekster/id0016.htm

Til top

                                                   Trillevip

Denne historie er fortalt af Henrik Kjærgaard. Han har i forbindelse med et Eu-projekt: Den Eventyrlige Blå Kuffert, nedskrevet en række troldehistorier for børn, og vi takker for tilladelsen til at gengive historien.

Trillevip
I Tvilum mellem Randers og Silkeborg lå en gård, hvor der var stor rigdom. Folkene på gården var meget nærige, og især konen kunne aldrig få nok.
En ung pige får plads på gården. Hun skal gøre rent, vaske og lave mad, foruden at hun skal spinde uld til garn.

Konen på gården har så meget uld, at pigen må sidde og spinde om natten for at nå det. Hun får ingen søvn, er træt og ulykkelig og sidder og græder, mens hun forsøger at holde sig vågen.

Pludselig står der en lille mand foran hende.
”Hvad græder du for, min pige?” spørger han .

”Jeg kan ikke nå at spinde alt det uld, når jeg også skal gøre rent, vaske og lave mad!” svarer pigen.

”Du skal ikke være ked af det. Jeg skal nok spinde ulden for dig, men når jeg er færdig, skal du følge med mig og blive min kone!” siger den lille mand.
Pigen er ikke meget for at blive gift med den underlige lille mand, men hun er så træt, at hun siger ja til hans tilbud. For det betyder, at hun nu kan sove om natten og være frisk om dagen.

Det varer ikke længe før den lille mand er færdig med at spinde, og han siger da til pigen:
”Nu er jeg færdig, og om tre dage kommer jeg og henter dig!”
Pigen græder og beder ham om at fri hende fra sit løfte. Det kan han ikke godtage, men hvis hun kan gætte hans navn til han kommer tilbage, skal hun slippe. Pigen ved ikke, hvad hun skal stille op, for hvordan skal hun dog kunne gætte et bestemt navn?
Hun fortæller den sørgelige historie til en dreng, der også er i tjeneste på gården.
Da han næste dag går og vogter køerne ude ved højen, hvor troldene bor, hører han én synge nede i højen:

”Jeg hasped og jeg spandt

hos en jomfru, som jeg vandt,

Trillevip det er mit navn.”

Drengen skynder sig hjem og fortæller det til pigen, og da trolden kommer for at hente hende, får hun lov at gætte tre gange. Først gætter hun på Poul og så på Per. Trolden godter sig, for nu skal hun snart blive hans brud.

Men tredje gang gætter pigen på Trillevip.

Trolden er målløs. Hvordan kan hun gætte det? Først bliver han ked af det, så bliver han rasende. Ja, han bliver så gal, at han farer i flint, og nu ligger han spredt ud over hele marken.

Kilde: www.etek.dk/etekster/id0016.htm

Til top
 

                                                    Tranebjerg Bakker

Samsø

Sydøst for Århus

Troldene byggede kirke og kogte kål
I bakkerne omkring Tranebjerg på Samsø boede for meget længe siden en frygtelig masse trolde. Indtil kristendommen kom til øen, havde troldene det vældig hyggeligt: De kogte en masse kål og gik skiftevis til overdådige kålgilder hos hinanden. Beboerne i Tranebjerg brød sig ikke om lugten af kål, og de var meget utilfredse med troldene på egnen.

Samsingerne blev imidlertid kristne, og derfor kom en flink munk til Tranebjerg. Han ville gerne bygge en flot kirke. Desværre havde han ingen penge, så det var svært at komme i gang.

En dag, da munken fortabt gik og funderede over, hvordan han skulle få bygget en kirke, stødte han på en af troldene fra bakkerne. Trolden hed Find, men det vidste munken ikke noget om.

De to kom i snak, og munken begyndte straks at fortælle om sit problem. Trolden hørte tålmodigt på ham og sagde så: “Den kirke vil jeg såmænd godt bygge for dig. Jeg lover dig, den bliver flot. Det eneste, du til gengæld skal gøre, er at gætte mit navn. Kan du ikke det, må du bøde med dit hjerte. Vi trolde elsker delikatesser, og jeg har hørt, at munkehjerter er noget af det lækreste, der findes.”

Munken var ivrig efter at komme i gang med kirkebyggeriet, så han gik uden videre ind på troldens forslag. Hurtigt kom der gang i byggeriet. Trolden arbejdede som en besat, og det varede ikke længe, før kirken næsten stod færdig.

Nu indså munken, at han ligeså godt kunne tage afsked med sin tilværelse, for hvordan skulle han kunne gætte troldens navn? Imidlertid ville han en sidste gang nyde udsigten over Samsø, så han satte sig op på en høj, Toubjerg. Som sædvanlig blev der kogt lugtende kål blandt troldene, og de rumsterede højlydt med kar og potter. Det værste var dog en lille arrig trold, som ustandselig vrælede og skabte sig, så moderen måtte tysse på ham. Til sidst blev hun irriteret og råbte: “Så ti dog stille! I morgen kommer fader Find jo med munkens hjerte.”

Nu havde munken hørt, hvad han havde brug for, så han sprang lettet op og løb ned til kirken. Her var trolden ved at lægge sidste hånd på værket. “Nå, er du så tilfreds?” spurgte han munken. “Javist, Find, det har du bygget godt,” svarede munken. Da trolden hørte sit navn, blev han så rasende, at han sprang i lutter flintesten. Munken fik derfor sin kirke gratis og slap med livet i behold.

Senere fik kirken også klokker, og det var troldene slet ikke glade for, for de hader lyden af kirkeklokker. Det fandt samsingerne snart ud af. Derfor ringede de ikke alene morgen og aften samt ved højtider, begravelser og bryllupper, men også hver gang troldene satte de lugtende kålgryder over og åbnede højen for at få dunsten ud. Det endte med, at troldene lukkede højen til for at blive fri for at høre på kirkeklokkerne.

For troldene var tilstanden meget utilfredsstillende. Det indså de, og en nat samledes alle øens trolde ved stranden, hvor de gik ombord på en båd med alt deres habengut. De sejlede mod syd til Bogense på Fyn, hvor de gik i land. Her slog de sig ned og blandede sig med befolkningen, og det er nok derfor, der er så meget trolderi i fynboerne.

Kilde: ”Gode historier”, Gorm Benzon.

Til top
 

Dværgen på høstarbejde

Denne historie er fortalt af Henrik Kjærgaard. Han har i forbindelse med et Eu-projekt: Den Eventyrlige Blå Kuffert, nedskrevet en række troldehistorier for børn, og vi takker for tilladelsen til at gengive historien.

På en stor gård i Binderup nord for Randers var der brug for mange karle, når der skulle høstes.

Der kommer høstfolk langvejs fra, og hvert eneste år kommer der en lille mand, nærmest en dværg, som er usædvanlig stærk. Han spiser godt og arbejder lige så godt.

De andre karle bryder sig ikke om ham. Han er lidt til en side, synes de. Han siger aldrig noget, og virker også en smule dum. Men det værste er, at han er så stærk, at de ikke kan følge med ham, når der høstes. De må slide og slæbe, så de bliver helt ødelagt af det.

Blandt høstfolkene er der et år en karl, der tænker, at han nok skal ordne den lille mand.

På møddingen ser han nogle ribben fra en so og får straks en idé. Han tager ribbenene og stikker dem ind under sin vest, da de skal ud at høste.
Det er fint høstvejr, og karlene går i gang med arbejdet. Det er varmt, og sveden løber snart af dem. Den snedige karl, som sørger for at holde sig tæt ved den lille mand, siger:

”Pyh! det er sandelig varmt i dag. Jeg tror det bliver nødvendigt at smide noget!”
Så tager han et ribben ud fra vesten og smider det væk. Den lille mand gør store øjne, men vil ikke stå tilbage for nogen, så han rykker et af sine egne ribben ud og smider det.

Snart efter har karlen det igen for varmt og siger:
”Pyha! det er sandelig varmt i dag. Jeg tror det bliver nødvendigt at smide noget mere!” Så smider han nok et ribben. Den lille mands øjne er ved at trille ud af hovedet på ham, men han rykker igen et af sine egne ben ud og smider det.
Dette gentager sig flere gange, indtil det bliver aften, og den lille mand rykker sit sidste ribben ud. Nu er der ikke mere til at holde sammen på ham, og han styrter død om.

Høstfolkene går hjem. De behøver ikke mere tænke på at arbejde så hårdt for at følge med trolden.

For en trold var det. Kun en trold er så stærk, at han kan rykke sine egne ribben ud, og kun en trold kan være så dum, at han gør det.

Kilde: www.etek.dk/etekster/id0016.htm

Til top
 

Trylledrikken

Denne historie er fortalt af Henrik Kjærgaard. Han har i forbindelse med et Eu-projekt: Den Eventyrlige Blå Kuffert, nedskrevet en række troldehistorier for børn, og vi takker for tilladelsen til at gengive historien.

Trylledrikken
Svend Felding var en mand som kom en del omkring i Østjylland. Han kendte til flere trolde i området. Nogle var han venner med, andre ikke.

En dag rejser Svend fra Århus til Åkjær og kommer forbi en høj, hvor trolden inviterer ham indenfor.
Trolden fortæller, at der er tolv mænd på vej for at slå ham ihjel. Han spørger, om Svend vil hjælpe ham, hvis han giver ham tolv mænds styrke. Det vil Svend godt.
Trolden giver ham lidt af en trylledrik, han har brygget. Nu kan Svend allerede løfte troldens sværd. Svend får lidt mere af trylledrikken, og nu kan han svinge det drabelige sværd.

Kort tid efter kommer de tolv mænd, og de går løs på Svend og trolden med sværd og køller. Men Svend har jo tolv mænds styrke, og trolden er næsten lige så stærk, så det varer ikke længe, før de tolv mænd må flygte.

Trolden vil nu tage styrken fra Svend igen, men det vil Svend ikke høre tale om, og da han har tolv mænds styrke, er trolden lidt bange for ham. Han siger til Svend:
”Godt! Du får lov til at beholde din styrke, men hvis du nogensinde fortæller, hvordan det er gået til, at du er blevet så stærk, vil du komme til at spise for tolv mænd.”

Da Svend kommer til Åkjær, er der stor opstandelse. Tyren er løs, og den kommer farende lige imod ham. Men Svend tager den ved hornene, drejer hovedet om på den og smider den på møddingen. Herremanden ser det og spørger Svend:
”Hvordan kan det dog gå til, at du er så stærk?”
Svend vil ikke ud med sproget, men herremanden plager og plager, og til sidst siger Svend:

”Det er i orden! Jeg fortæller dig det, men så må du også give mig den mad, jeg har brug for resten af mit liv.”

Herremanden er meget ivrig efter at få at vide, hvordan man bliver så stærk, så han går ind på det. Svend fortæller så, hvordan det gik til, at han fik tolv mænds styrke, og fra det øjeblik får han tolv mænds appetit.

Nu måtte folkene på Åkjær hver dag lave mad til Svend i en kæmpestor gryde. Gryden blev kaldt Svend Feldings dovregryde og var på Åkjær i mange år, men nu er den forsvundet.  

Kilde: www.etek.dk/etekster/id0016.htm

Til top
 

Troldkællingen med sine unger 1957

Elias Ølsgaard (1873-1964)

Elias Ølsgaard gik i slutningen af 1890’erne på Kunstakademiet, hvorfra han fik sit afgangsbevis som billedhugger i 1900. Han levede og arbejdede det meste af sit liv i Århus, hvor der ved begyndelsen af det 20- århundrede var overordentligt mange og store byggearbejder i gang. Byens nye teater var under opførelse efter tegninger af Hack Kampmann, mens Karl Hansen-Reistrup stod for stuk- og keramikudsmykningerne. Ølsgaard blev tilknyttet foretagendet i udførelsen af de omfangsrige stukarbejder. Da Kampmann få år efter var arkitekt på Statsbiblioteket
– det nuværende Erhvervsarkiv – fik han igen Ølsgaard til at skabe de smukke og sirlige udsmykninger. Det var i høj grad sådanne udsmykningsopgaver, der kendetegnede den første del af hans billedhuggerkarriere. Han har haft en finger med i spillet omkring udsmykningerne af Marselisborg Slot og Ny Carlsberg Glyptotek foruden en lang række af banker, teatre og andre institutioner fordelt over hele landet. Ølsgaard fik efterhånden også bestillinger på portrætbuster af folk, der på en eller anden måde havde gjort sig bemærket gennem deres embede indenfor f.eks. politik, skolevæsen, politi eller i teaterverdenen.

Billedhuggeren med de mange bestillingsopgaver fik ikke tid til at lave ret mange fritstående skulpturer. Et par enkelte skal dog nævnes, nemlig skulpturen af børneforkæmperen Peter Sabroe, opstillet på Østbanetorvet i Århus, den karakteristiske Pan, der lærer fuglen at fløjte, opstillet i grønne omgivelser på Kongevejen i Marselisborgskoven samt ikke mindst hans Troldkælling med sine unger. Hun har fået plads ved indgangen til Dyrehaven i Skanderborg.

Troldkællingen blev til i 1957, og skænket til byen Skanderborg af Ceres-bryggeriet. Det for Ølsgaard noget usædvanlige motiv blev udført i cement, der nemt forvitrer i vind og vejr. Mos og alger har derfor gode betingelser og giver skulpturen en utilsigtet virkning af samhørighed med skoven og naturen, som den er anbragt tæt på.

Fra sin plads foran Dyrehaven skuer troldkællingen forskrækket og mistroisk ind mod byen, med ørerne rettet frem og hånden opmærksomt hævet. En af ungerne ænser slet ikke faren, men er blevet optaget af et pindsvin – måske det er en forvandlet gammel trold som i Poul laCours troldeeventyr? I denne fortælling forsøger en gammel trold at få lidt fred fra en irriterende troldunge ved at forvandle sig til pindsvin og med sine pigge at skubbe troldungen bort.

Ølsgaard har givet troldkællingen frodige former med lådne lår og strittende bryster. Ansigtet med stumpnæsen, den åbne mund og de kuglerunde øjne giver hende ikke ligefrem noget kløgtigt udtryk. I sin forskrækkelse holder hun godt fast i sin egen hale. Hun virker alt andet end faretruende. Hun er nok mere bange for mennesker, end de er for hende.

 
Litteratur:
Annegrete og Vagn Dybdahl Lærdom og Kunst. Tre Århus-karakteristikker. Århus Byhistoriske Udvalg 1990
Poul laCour, Trolden. København 1906

Tekst og foto: Christina Rauh

Til top

Legenden om trolden Gudar

Til top
 

Det sker at trolde bytter deres eget troldbarn ud med et menneskebarn, hvis menneskene ikke passer godt på den lille. Det barn, som troldene lægger i stedet, kaldes en skifting.
Det gælder om at få det nyfødte barn døbt hurtigt, så kan troldene ikke gøre det noget.
Indtil barnet bliver døbt, kan man lægge en salmebog eller en saks i vuggen, eller man kan sætte en stoppenål i det lille barns tøj. Det vil forhindre troldene i at tage barnet. Trolde er nemlig bange for alt, hvad der har med kristendom at gøre, og de er også bange for stål.
Det sker at menneskene glemmer de gode råd, og så slår troldene til.

Skiftingen
På en gård i Støvring nord for Randers listede en trold en mørk nat ind i stuen. Han nærmede sig forsigtigt vuggen, hvori der lå et barn, kun få dage gammelt. Manden og konen på gården sov trygt, og trolden tog forsigtigt det lille barn op. Han lagde sit eget troldbarn i stedet.

Næste dag undrer folkene sig over, hvad der er sket med deres barn. Det er meget mærkeligt, det er som om barnet har forandret sig i nattens løb.

Tiden går, og barnet vokser, men ikke sådan som andre børn vokser. Det får et stort hoved og har en vældig appetit. Det spiser alt, hvad der bliver sat frem. Fødderne og hænderne er store og grove, og barnet vil ikke stå ud af sengen og lege, som andre børn gør, og det kan heller ikke tale.

Manden og konen forstår det ikke, men passer barnet så godt som var det deres eget, indtil en klog kone en dag kommer forbi. Hun ser barnet og siger:

”Hør, det er da vist en skifting, I har der!”

Straks bliver manden og konen klar over, at trolden må have været på gården, da barnet var nyfødt og byttet sit eget troldbarn ud med deres barn.

De bliver endnu mere ulykkelige end de var, og konen spørger grædende:

”Hvad skal vi dog gøre?”

”Jo, først må vi vide, om det nu virkelig er en skifting!” siger den kloge kone. ”Du skal slå et æg i stykker og brygge øl i de to æggeskaller, så får vi se!”

Konen gør som der bliver sagt, og giver sig til at brygge øl. Barnet kigger interesseret på, og pludselig begynder det at grine og udbryder:

”Meget har jeg set. Jeg har set Rold Skov vokse op og blive hugget om tre gange, men aldrig har jeg set nogen brygge øl i æggeskaller!”

Nu ved de, at barnet er forbyttet, og den kloge kone siger:

”Du skal lægge skiftingen på gulvet og feje den hen over dørtærsklen tre gange, og så skal du smide den ud på møddingen sammen med fejemøget!”

Konen gør, som den kloge kone siger, og ikke så snart ligger skiftingen på møddingen, før troldkællingen dukker op med det rigtige menneskebarn.

Troldkællingen smider menneskebarnet på møddingen og siger: ”Her har du dit barn. Aldrig har jeg behandlet dit barn, som du nu behandler mit!”

Troldkællingen forsvinder med skiftingen, og konen tager sit eget barn op og ser, at det er uskadt – ja, lige bortset fra, at det har brækket det ene ben.

 Det ben groede aldrig rigtigt sammen.

Kilde: http://www.eteket.dk/etekster/id0016.htm
Troldens hat og andre østjydske sagn om troldfolk

Til top
 

Denne historie er fortalt af Henrik Kjærgaard. Han har i forbindelse med et Eu-projekt: Den Eventyrlige Blå Kuffert, nedskrevet en række troldehistorier for børn, og vi takker for tilladelsen til at gengive historien.

Hvad der kommer let, går let

En bonde kom ridende fra Randers mod Stånum en sen aften.

Ikke langt fra gården hvor han boede, passerede han en høj, hvor der boede trolde.

Han ser, at højen står på gloende pæle og ved, at det betyder fest. Troldene og deres venner svinger sig i dansen. De drikker og morer sig og byder bonden på vin.

Bonden tager imod et bæger af det pureste guld og skal lige til at drikke, da han spilder lidt af vinen på hesten. Det syder og hårene svides væk på det sted, hvor dråberne rammer.

”Føj for den lede!” råber bonden og kaster resten af vinen på jorden, men han beholder bægeret og galopperer væk i en fart.

Troldene løber efter ham, men han rider tværs over en pløjemark. Her bliver det svært for troldene, for de kan ikke krydse en plovfure og må i stedet løbe op og ned mellem furerne. Alligevel haler de ind på rytteren, og han undgår med nød og næppe at blive fanget.

Lige da troldene er ved at gribe fat i ham, springer hesten over en bæk. Her kan troldene ikke følge efter. De er bange for vand, der strømmer, og så må de vende om.

Bonden er snart hjemme på gården med guldbægeret og gemmer det godt. Han passer på det, og kun ved særlige lejligheder, når der er gæster, eller familien er samlet, kommer det frem. Så går det rundt om bordet med vin eller øl i, og alle drikker af det.

En juleaften tre år senere kommer en gammel kone til gården og beder om husly. Det kan bonden ikke nægte hende, og da det er juleaften og familien er samlet, går bægeret rundt med vin i. Alle drikker af det, indtil det kommer til den gamle kone. Hun tager det i hånden, straks springer døren op, og væk er hun og guldbægeret.

Bonden blev klar over, at hun var en troldkælling og sagde:

”Let kom det, og let gik det!”

-eller som vi ville sige i dag:

”Hvad der kommer let, går let!”

Kilde: www.etek.dk/etekster/id0016.htm

Til top

Tilbage