|
Denne historie har vi fra Lønne Højskole, og det er en helt anden slags
troldehistorie end eventyr og sagn, for den fortæller om den barske
virkelighed, som resulterede i at folk fra Lønne fik deres egen præst brændt
og kaldte ham Lønne Trolden.
Naturen
ændrer menneskers livsvilkår. Regnen udebliver. Høsten slår fejl. Folk går
fra gården. I gammel tid endte de som husmænd, landarbejdere eller på
fattighuset.
Vi ved, at havet har ændret voldsomt på livsvilkårene langs hele Jyllands
vestkyst. I Lønne, hvor denne historie udspinder sig, har havet vist sin
magt igen og igen. I slutningen af 1500-tallet og første halvdel af
1600-tallet gik stormfloder ind over hele Vestjylland. Ved den værste omkom
der alene i Ribe mere end tre tusind mennesker – og endnu flere køer og får.
I Lønne
og nabosognene sydpå førte stormfloderne en sandflugt med sig. Gennem to
hundrede år lagde sandet sig som et liglagen ind over markerne. Steen
Steensen Blicher skrev om Lønne sogn, at det var som Sahara, - sand så langt
øjet rakte. Sandet medførte straks den største fattigdom, sult og nød for
folkene i Lønne. Livet var med eet slag lavet om for dem.
I 1611
sætter Ribe-bøddelen, mester Mikkel, den 1. februar, ild på et bål. Der står
et menneske på bålet. Det er en mand. Han er 72 år. Det er Jens Hansen Rusk,
præst ved Lønne kirke. Bålet er ikke tændt som et glædesblus – for at holde
troldene fra livet, men i dyb alvor. Det var ikke præsten, de brændte, det
var Troldmanden fra Lønne.
Jens
Hansen Rusk var kommet til Lønne som 30-årig i 1580. Måske har han glædet
sig til at arbejde der som præst, men han måtte hurtigt se i øjnene, at han
aldrig ville kunne skaffe føden ved at være præst i det sandhærgede sogn.
Selv om han senere også får tildelt korn-tiende fra nabosognet Nørre Nebel,
er heller ikke det til at leve eller dø af.
Derfor
tog Lønne-præsten fat på at optræde som klog mand. Vi ved, at han optrådte
som klog mand på markederne i Ribe, den store handelsby og markedsby. Og
bønderne vidt omkring Lønne opsøgte ham, når de var syge. Han ”skrev noget
for deres sygdom”, formentlig urtemedicin.
Det er sandsynligvis gået godt i de fleste tilfælde. Lønne-præstens medicin hjalp,
og han lavede også små amuletter, som de syge skulle bære, - og de har nok
også hjulpet!
Den dag i dag er der folk, der bliver hjulpet af kobber-armringe mod gigt –
eller får fjernet kløe i knæleddet med en ulden snor om anklen.
Men der
var dengang som nu en fare ved at tage sig af folks sygdomme. Det er ikke
alle, der bliver raske. De fejlslagne behandlinger har for nogle folk gjort
ham til en farlig mand, en troldkarl. Derfor var det heller ikke kun
godsindede rygter, der gik om præsten Jens Hansen Rusk i Lønne, og det endte
med, at han blev angivet som heks.
En kvinde, som hed Gunder Brixes, og som selv blev brændt som heks året før,
havde sagt at hun i sin trolddom havde brugt en voksdukke, som hun havde
fået Jens Hansen Rusk til at døbe, for at den kunne have mere
trolddomskraft.
Vi
undrer os i dag, men for datiden var det blodig alvor. Lønne-præsten var
pludselig under alvorlig anklage, præste-kaldet blev taget fra ham og han
blev stillet for retten.
Først blev Lønne-præsten stævnet til flere tingstævner i selve Lenet, det
vil sige Vester Horne Herreds ting, som stadig ligger der i hel stand med
tingsten, - tyvesten og kæmpehøj som dengang, lige ud til landevejen mellem
Lønne og Varde. Sagen blev endda yderligere behandlet to gange i Viborg
landsting, og hele retssagen tog hårdt på Lønne-præsten.
Han var
nu over halvfjerds år gammel, hvad der dengang var en høj alder, og han var
nedbrudt efter det lange fængselsophold.
Han
blev spurgt, om han havde ”skrevet noget for deres sygdom” – det vil sige
brugt magi til helbredelse. Om han havde brugt skrevne formularer, amuletter
osv.
Jens Hansen Rusk var dog endnu ved mod. ”Jeg er en gammel mand og kan intet
huske” sagde han. ”Jeg vil kun indrømme, hvis man kan fremlægge noget med
min skrift”.
Et par
bønder fra egnen var tingsvidner – men Hansen Rusk kunne intet huske. Det
ville da også på det tidspunkt være mindst 15 år siden, han havde behandlet
dem. Den ene af bønderne, Kristen Højbjerg fra Farup, kunne imidlertid for
retten fremlægge en amulet, som han havde gået med om halsen. Han sagde, at
han havde fået den af Hansen Rusk i Lønne.
Han aflagde desuden ed på en anden hændelse, som afgjorde sagen til ugunst
for præsten.
Han
fortalte, at han ved midsommertid engang i midten af 1590’erne mente sig
forgjort (altså forhekset) fordi han havde ondt i ben og lemmer, så han
ingen ro havde på sig.
En af hans bekendte, havde forelagt sagen for Lønne-præsten, som sagde, at
han roligt kunne tage hjem, for Kristen Højbjerg skulle nok blive rask igen.
Den syge skulle blot opsøge Lønne-præsten, når han Sankt Hans dag var i Ribe.
Det gjorde han, og præsten gav ham en seddel med skrifttegn på. Sedlen
skulle den syge bære på sig, så ville han få det bedre. Det gik også sådan.
Så længe bonden bar sedlen på sig, fejlede han ikke noget, men sygdommen kom
igen, da han en dag tabte sedlen. Han gik igen til Lønne-præsten, som skrev
ham en ny seddel, som han siden havde båret, og i den tid havde sygdommen
ikke plaget ham. Han viste sedlen frem og Hansen Rusk blev dømt for trolddom
og til at lide døden på bålet.
I Lønne
kirke findes stadig en prædikestol, som Hansen Rusk har skænket kirken, og
som skulle være betalt med trolddomspenge.
Man
sagde desuden, at den gamle kirke var kullet, fordi en trold blev gal på
kirken og klokkerne og sparkede tårnet ud i Vesterhavet, hvor man
grangivelig stadig kan høre klokkerne ringe ved aftenstid.
Kilde:
Lønne Højskole |