Erhvervelser 2007
Sagfører Harry Busk var i mange år - helt frem til 1992 - formand for Vejen Kunstmuseums bestyrelse. Han gik bort i marts 2007. Lørdag den 27. oktober 2007 ville have været hans 92 års fødselsdag. Den dag var der familietræf på museet. Charlotte, Harry Busks enke, havde valgt, at dagen var den rette til overdragelse som gave af denne keramiske model til et monument for Ludvig Mylius-Erichsen, Niels Peter Høegh Hagen og Jørgen Brønlund. Værket havde Harry Busk (nok i 1979) sikret sig på auktion i København, og det havde været hans udtalte ønske, at det skulle ende på museet - men først efter hans død. Monumentudkastet udførte Niels Hansen Jacobsen til minde om de tre polarforskere, der omkom i 1907 på den litterære Grønlandsekspedition. Den var i februar 1911 med i opløbet i den konkurrence, der blev vundet af Kai Nielsen, hvis mægtige, reliefsmykket sten med tekst tilrettelagt af Kaare Klint i dag kan ses på Langelinie i København. En gæst på udstillingen i 1911 tillod sig at skrive til brygger Carl Jacobsen, at man burde vælge Niels Hansen Jacobsens udkast. Han mente, at billedhuggeren på fremragende vis havde fanget den energi og det gå på mod, der prægede de tre polarforskere. Samtidig havde han i is englens jerngreb personificerede de uoverstigelige kræfter, de var oppe imod. I september 1995 lykkedes det Vejen Kunstmuseum på auktion at erhverve en af Hansen Jacobsens små, hastige skitser, der tydeligt er til netop dette monument. Han må have holdt af skitsen, for den er forsynet med en af de flotteste træ sokler, der findes til hans keramik. Glasurens kolde, isblå tone synes at give et sus af den isnende kulde, der må have lagt sig om de tre i deres dødskamp. Skitsen leder op til den gennemarbejdede model, som Charlotte Busk nu har overdraget museet. Her er der kommet rigtig hold på figurgruppen, og det ses tydeligt, at billedhuggeren havde forestillet sig en art sokkel under isflagerne, hvor han har antydet, at der skulle have været tekstfelter. Som meget af Niels Hansen Jacobsens keramik er også denne model udført i form. Et andet eksemplar tilhører Statens Museum for Kunst, og er forsynet med en meget mørkere glasur samt træsokkel, og et andet eksemplar er i privateje.
Vejen Kunstmuseums Bedre Byggeskik udstilling i efteråret 2006 medførte, at der fra museets side blev sat fokus på P. V. Jensen Klint i forhold til lokalområdet. Han har tegnet Poul la Cours forsøgsmølle på Møllevej i Askov og gav omkring år 1900 tegninger til Askov Kirkes sølv. I forhold til museet her og hovedpersonen, billedhugger Niels Hansen Jacobsen, er det interessant, at arkitekten i en fase af sit liv også var levende optaget af keramikkens muligheder. I forlængelse af udstillingen blev det aftalt, at tre af hans værker kunne blive i huset som uddeponeringer fra Kunstindustrimuseet. Det drejer sig om to fade og en krukke, der er udstillet i Malerisalen ved den skænk, som Jensen Klint op til 1902 tegnede til maleren Ejnar Nielsen og dennes første hustru, Marie, født Thaarup. Først på året 2006 modtog museet som gave fra Jensen Klints efterkommere en mægtig lågkrukke. Den var i ringe stand, men aftalen var, at museet skulle sørge for konserveringen, og den opgave løste konservator Lizzi Thamdrup til topkarakter. Først i oktober blev museet gjort opmærksom på, at der i Odense ville blive solgt et stykke keramik af P. V. Jensen Klint. Nogen havde sagt, at det var en model til døbefonten i Grundtvigskirken, men det kunne specialisten på feltet, arkitekt Thomas Bo Jensen, straks afkræfte. Alligevel vakte værket interesse ved sit format og sære form. Den tidlige datering fra 1893 er også interessant. Her er på det nærmeste tale om en arkitektonisk volumen sakbt kort inden han i 1897 tegnede møllen i Askov. For meget rimelige penge lykkedes det at erhverve lågkrukken, hvor en del bogstaver var gået af, og den nederste del trængte til konservering. Atter trådte Lizzi Thamdrup til sekunderet af gipskonservator Jørgen Bau, der straks påtog sig at afforme blandt de eksisterende bogstaver de typer, der manglede. Krukken forventes at blive genskabt i løbet af november, så man atter kan se, hvad der var kunstnerens intention.
Museet har valgt at indlemme dette værk i samlingen, da det på god vis illustrerer kunstnerens leg med materiale og teknikker. Formen er der rent i kraft at det rum, der tegnes af de lette keramiske pølser. Her er tale om et materiale, som Tine Hecht-Pedersen udforsker lige så nysgerrigt, som Niels Hansen Jacobsen gjorde det for over 100 år siden.
Søndag den 7. oktober var Hans Edvard Nørregård-Nielsen på besøg på Askov Højskole og Vejen Kunstmuseum. Her blev der talt en del om Tine Hecht-Pedersens værker. Fonden har siden sagt ja til at indkøbe tre af hendes værker, som overdrages til keramiksamlingen på Vejen Kunstmuseum som flotte eksempler på, hvad kunstnerkeramikken i dag frembringer – for Tine Hecht-Pedersen er ikke uddannet keramiker, men har lært sig det møjsommelige arbejde, og nyder at udforske glasurens stoflige og farvetonemæssige muligheder.
I uge 41 modtog Vejen
Kunstmuseum tilsagnsbrev fra Kulturarvsstyrelsen om 40.000 kr. til
indkøb af to keramiske arbejder af Elise Konstantin-Hansen. Det drejer
sig om kalkunvasen og kalkunkanden, der begge er dateret 1889. De var i
foråret en del af den store Elise Konstantin-Hansen udstilling, som
museet sammensatte i samråd med specialisten på feltet, Lars Aabo. Den
blev siden vist på Skovgaard Museet i Viborg.
I forbindelse med indvielsen mandag den 8. oktober 2007 af Ursula Munch-Petersens store keramiske relief til Vejen Gymnasium, ankom hun til Vejen dagen før, og medbragte denne skitsebog, som hun havde fundet blandt kusinens efterladte papirer. Som gave kommer den til samlingen som endnu en vinkel på det mægtige ikke fuldførte fad med hornfisken. Dyret har Myre Vasegaard været så optaget af, at hun har afformet en og lavet farvelagte gipsversioner.
Via
museets hjemmeside kommer der lejlighedsvis kontakt til folk med
tilknytning til de kunstnere, der er repræsenteret i samlingen. En
efterlysning under omtalen af museets kommende Elof Risebye udstilling
(foråret 2009) førte til mødet med en privatperson, hvis far havde været
kunstnerens læge. Familien ejer en samling af Risebyes værker, og var
her og nu interesseret i at skille sig af med denne figur, der er udført
af malerens ven, billedhuggeren Paul Kiærskou. Statuetten har stået i
Risebyes hjem, embedsboligen på Charlottenborg, Kunstakademiet i
København.
Øverst til højre ses en lille samling keramiske arbejder – to karakteristiske vaser, den høje, slanke fra 1994 er med sart guldsmededekoration, den bredere fra året før er med en sommerfugl på et strå. Den lille tekande viser Myre Vasegaards kombination af formafsøgning og dertil det praktiske i at indbygge te-sien. Til venstre ses to flisefelter bemalet med en fisk, og derover Myre Vasegaards fladfisketegning, der er ridset ind i en gipsplade og endnu uafsluttet med blyantstegninger til det videre arbejde. Den har tjent til form, som en lerplade kunne presses over – spor af den ville kunne ses på bagsiden af et par af glasurprøverne nederst i skabet.
På midterste hylde ses Myre Vasegaards omhyggelige gennemarbejdning af et bestemt motiv – her hornfisken. Bagest til højre ligger gipsform til de to keramiske afstøbninger, som hun henholdsvis har bemalet og beklædt med sølvpapir og dekoreret. Midtfor ligger hendes prøvefelt fra 1991 med gennemarbejdning af dekorationen til fadet. Det mægtige fad er stadig på skitseplanet, men dog bagpå forsynet med årstallet 1993. Det har været brændt, og en del af fiskedekorationen er brændt fast, men kig nøje efter, for i højre side er en igangværende tilretning af halen endnu uafsluttet, og står i blyantsstreg! Yderst til venstre ligger to små ler- og glasurprøver samt et fragment med guldsmededekoration
På nederste hylde handler det om processen – om tegning af de vilde
planter og fuglene. Haven og naturen var noget, der stod Myre Vasegaard
meget nær, det var interesser, som hun havde arvet fra sin botanik
kyndige far, kunstneren Sigurd Vasegaard (1909-1967). På den skrå
bagvægsplade er der mulighed for at se hende efter i kortene – at følge
hendes meget omhyggelige arbejdsmåde trin for trin. I øverste række
handler det om limurten. Yderst til venstre ligger en gipsplade, hvori
hun har indridset sin tegning af planten, der ses i relief på den
keramiske flise til højre. Tredje felt fra venstre er endnu en gips
plade med indridsning af limurten, men denne gang er der sket en
forenkling. Den ene lille sidegren er fjernet, og helheden gjort
enklere. Dernæst følger flere keramiske aftryk af den forenklede
limurttegning. Omhyggeligheden fornemmer man i forhold til afprøvning af
forskellige lermasser, glasurer m.m. Forsøgene kunne sagtens blot finde
sted som en tyndt presset, uegal lerplade. Mellem 1. og 2. type
limurt-tegning balancerer et keramisk skår. Ved nærmere eftersyn viser
den sig at have limurten som dekoration. Det er meget tænkeligt, at Myre
Vasegaard har presset det keramiske relief mod den fugtige ler, og i
aftrykket har føjet den lyse masse, der her træder frem og tegner
billedet. Inv. VKV 1601a-1601Bc
Disse to puder (inv. 1599-1600) er udført efter forelæg fra de to
broderihæfter, som Agnes Fink og Elise Konstantin-Hansen udgav i 1934
(se teksten om inv. 1598). Puderne er broderet af Valborg Justesen, der
også menes at have vævet det stof, der er på bagsiden. Det er tænkeligt,
at de er broderet kort efter udgivelsen. I privateje blandt Agnes Finks
efterkommere findes akvarel forelæg til motivet med drengen på vædderen.
De to gedekid er anderledes fri i kompositionen end den anden pude, der
både i ornament og motiv knytter an til de studier, som Elise
Konstantin-Hansen i 1890’ernes midte gjorde på de græske museer. Af
skitsebøgerne fremgår det, at hun har været meget optaget af
dekorationsmotiverne på keramikken.
|
.jpg)
.jpg)
.jpg)
|
|
|
Inv. VKV 1597 Elise Konstantin-Hansen (1858-1946) Krukke dekoreret med blæretang og indridsede vandmænd og hummer. 1890 Glaseret lertøj. Højde 30,5 cm, diameter 28,8 cm I bunden indridset Elise K. H. 1890 og en snegl Købt fra privateje, maj 2007 |
I
forbindelse med udstillingsomtalens efterlysning af keramik af Elise
Konstantin-Hansen, kom der først i maj måned 2007 en mail med en
spændende historie og nogle billeder af en krukke fra 1890. Et besøg hos
ejeren gjorde det klart, at krukken skulle med på de sidste uger af
udstillingens visning i Vejen – og om muligt skulle denne store, men
svært medtaget krukke meget gerne indlemmes i samlingen på Vejen
Kunstmuseum. Med gode erfaringer fra genoprettelsen af den store P. V.
Jensen Klint lågkrukke, som museet modtog først på året 2006, stod det
klart, at det ville kræve mindst en uges konservatorarbejde at få
udlignet skader forvoldt af ”tidens tand og andre tænder”. Heldigvis
kunne konservator Lizzi Thamdrup fra Ribe ganske hurtigt træde til og
udbedre de værste skader inden krukken skulle fortsætte på rejse til
udstillingens andet stop, Skovgaardmuseet i Viborg. Kanten må så vente
til krukken igen er hjemme i Vejen.
Den store krukke har hørt til på Friboeshvile i Lyngby på den anden side
af vejen fra Sorgenfri Slot. Den var indvendigt tykt belagt med kalk,
der kunne tyde på, at den har været brugt som urtepotte og har været
plantet til. Den er i bunden indridset med kunstnerens navn, årstallet
1890 og hendes karakteristiske snegl som bomærke.
Krukken minder i sin grundform noget om en lågkrukke, der tilhører Louis
Ehlers samling i Haderslev. På låget er der en fint modelleret frø og
korpus er let dekoreret og i bunden dateret 1891. Den store krukke er
langt større og faktisk det største af hendes keramiske arbejder på
udstillingen. I lighed med Elise Konstantin-Hansens berømte
blæretangsfad fra 1888, har hun også her arbejdet med højtmodelleret
tang. Det har hun sat øverst på ydersiden under krukkens munding. Derfra
trækker tangen ned over korpus som tynde indridsede slyngninger. Ind
imellem træder to dekorationer frem: Et par vandmænd - der med deres
rødbrune tone kunne ligne brandmænd - og på den modsatte side en hummer,
der strækker kløerne frem. Efter endt konservering og borttoning af de
store, hvide afskalninger, opleves for alvor den flotte
undervandsstemning, som Elise Konstantin-Hansen her har fanget på
krukkens sider.
 |
Inv. VKV 1596
|
En
portion keramik (inv. 1589-1594) er det lykkes at erhverve til samlingen
takket være midler fra Kulturarvsstyrelsens særlige pulje til indkøb af
kunst. Under afhentning hos ejeren viste det sig, at det for museets
egne midler endvidere var mulig at erhverve inv. 1595-1596. Til
samlingen er nu bragt de to mest brugsprægede værker, som Niels Hansen
Jacobsen vides at have fremstillet, sukker og flødesættet. Drengemasken
er langt mere detaljeret og levende end de børnemasker, der ellers
findes i museets samling. Masken kendes fra flere private samlinger, men
hver gang med anderledes glasurtone. Til samlingen af
genforeningsmotiver, moren med barnet, er nu føjet en til variation over
temaet.
Inv. nr. 1595 var gemt væk i et glasskab blandt diverse krukker og
vaser. Den klare rosa og hvide glasur stod tydeligt frem. Den er
identisk med en uforglemmelig glasering af en Kong Lear statuette i
Vejen Kunstmuseums samling. Den har til nu desværre været skæmmet af, at
den lille narfigur har været brækket af.
 |
Inv. VKV 1595
Klik her for
at læse om Niels Hansen Jacobsens og andre af hans samtidigs
arbejde med Shakespeare motiver. |
 |
Inv. VKV 1594
|
 |
Inv. VKV 1593
|
 |
Inv. VKV 1592
|
 |
Inv. VKV 1591
|
 |
Inv. VKV 1590
|
 |
Inv. VKV 1589
|
 |
Inv. VKV 1588 |
2007 tegner til at blive et rigtig Jens Vige år på Vejen Kunstmuseum! Trods en ret begrænset produktion er det i marts lykkes at erhverve to billeder, der også er omtalt her, og takket være tæt kontakt til efterkommere af de kunstnere, som hørte til i den kreds, der var bosat i Hammer Bakker i tiden omkring 1900, er det nu faldet på plads med erhvervelse af yderligere to vigtige malerier - Jens Viges hyppigt omtalte portræt af Jacob Texière og et baneportræt, der er udført 1893 af maleren J. C. Schlichtkrull, der i sin tid var den lykkelige ejer af Texière portrættet. Modellen kan der indtilvidere ikke siges ret meget om. Han viser sig at have været skuespiller, og var i 1921 med i Carl Th. Dreyers film "Blade af Satans Bog". Den lile drengs identitet er uvis. Skulle nogen vide noget om historierne bag de to portrætter, er museet meget interesseret i at få mere at vide!
 |
Inv. VKV 1587 |
 |
Inv. VKV 1586 Gudmund Hentze (1875-1948) Barnebæger med to hanke og dyrefrise. Udateret Sølv. 4,5 x 15,5 x 9,4 cm I bunden stemplet HB, M. Ballins Eft. og S826 samt indridset 050624-1798 Fremstillet på Mogens Ballins værksted, stemplet HB for Ballins efterfølgere Købt på april 2007 |
Som optakt til Vejen Kunstmuseums udstilling om Mogens Ballins værksted, efteråret 2008, foretager museet enkelte erhvervelser. Dette bæger følger op på erhvervelsen januar 2005 af Gudmund Hentzes karton til tæppet "Jagten", 1900, inv. VKV 1500. Kunstneren har det længe været et ønske at indlemme i samlingen særligt med hans udsøgte dekorative arbejder fra tiden omkring 1900. Sølvbægerets dekoration er i den enfoldige forenklet streg tæt på den væsentlig senere Hans Scherfigs dyreskildringer. Eksemplarisk er den skønhed, der er brugt både i form og dekoration af barnets daglige brugsgenstand - funktionaliteten har dog næppe været i højsædet, og plastiklåg med 'drikketut' fulgte den gang ikke med!
 |
Inv. 1585 Jens Vige (1864-1912) Landskab. Udateret Olie på lærred. 66,3 x 101,2 cm Betegnet f.n.t.h. Vige Kopi efter Rousseau. Bag på blændramme for oven LC1 Jens Vige. Købt på auktion den 3. marts 2007 |
 |
Inv. 1584 Jens Vige (1864-1912) Åbent hedelandskab med kvinde og hus. 1901 Olie på lærred. 87,3 x 105,5 cm Betegnet f.n.t.h. Vige – 1901 -. På blændramme Vige med sort farveblyant. 61 med blå farveblyant og 32 med hvidt kridt. Del af transportseddel(?) mærket 563 Charlottenlund Købt på auktion den 3. marts 2007 |
Lejlighedsvis skal man have lov til at være heldig. På auktion i Holstebro den 3. marts 2007 lykkedes det at erhverve hele to vigtige malerier til museets Jens Vige samling - et hedelandskab fra 1901, samt et landskabsbillede, hvor han ’kopitolker’ et af den franske landskabsmaler Th. Rousseaus værker.
Jens Vige blev født den 11. maj 1864 i Vigekær ved Slagelse, og døde allerede som 47-årig den 20. marts 1912 i København. På Garnisons Kirkegård står hans gravsten, der er udformet som en ’granit-pokal’ smykket med ranker (kan ses på museets hjemmeside). Den er udført af hans gode ven, billedhuggeren Niels Hansen Jacobsen.
Begge kunstnere tog afgang fra Kunstakademiet i januar 1888. Det er højst sandsynlig, at de allerede i studietiden lærte hinanden at kende. Den 17. juni 1902 giftede Vige sig i Nykøbing Mors med Marianne Nielsen (1872-1945), der var datter af højskoleforstander Niels Chr. Nielsen. Her knyttes endnu et bånd til museets hovedperson, idet man på Brønderslev kirkegård kan se Hansen Jacobsens gravsten over N. C. Nielsen (kan også ses på museets hjemmeside). En gipsudgave af portrætrelieffet, der blev indfældet i stenen, hænger i Hansen Jacobsens entré i museets nordligste ende.
Vige og Hansen Jacobsen var centrale personligheder i kunstnerkredsen, der holdt til i Hammer Bakker, nord for Ålborg. Malerne Johan Schlichtkrull og Niels Bjerre (på auktionen den 3. marts hjembragtes også et af hans små landskabsbilleder fra Hammer Bakker), billedhuggeren Jens Lund og skribenten Thøger Larsen var andre vigtige skikkelser. Hansen Jacobsen havde dér til sin død sommerboligen, ”Højhuset”. I Bakkerne kunne han træffe Jens Viges enke, Marianne. Hun var ifølge datidens kilder (tidsskriftet Vore Damer den 23. november 1916) den første kvinde i Danmark, der drev en kunsthandel. Den havde hun på Amagertorv nr. 9 i København fra 1915 i kompagniskab med maleren Reesen-Stenstrups hustru. De forhandlede værker af bl.a. Marstrand, Krøyer, Viggo Johansen, Ancher, Julius Paulsen og særligt L. A. Ring, hvis ”Høstmanden” i 1916 var udstillet hos dem. På gamle interiørfotos fremgår det også, at hun forhandlede Hansen Jacobsen keramik.
I Hansen Jacobsens stuer i den nordlige ende af museet hænger over sofaen Jens Viges aftenlandskab fra Slettestrand. Det er indkøbt af Kunstforeningen for Vejen og Omegn, og står allerede i 1914 i mindebogen om Jens Vige anført som: ”Hedelandskab, 1909 – Kunstforeningen, Vejen”. Det er med al sandsynlighed Hansen Jacobsen, der har været mellemmand ved erhvervelsen. Inden museet i 1924 blev opført, hang landskabet i bibliotekets første læsesal i en ikke længere eksisterende bygning syd for banegården i Vejen.
December 2003 blev det på auktion i København muligt at udbygge præsentationen af Jens Viges værk ved erhvervelse af hans selvportræt fra 1905, inv. VKV 1458. Det står som åbningsbilledet i 1914-monografien om ham. Portrættet har i sin tid tilhørt hans enke.
|
|
Atter på auktion lykkedes det så i marts 2007 at supplere med yderligere to erhvervelser fra den forholdsvis begrænsede produktion. Hedelandskabet, der er forunderligt moderne i sin store, åbne enkelthed findes ikke omtalt i det beskedne materiale, der findes om kunstneren. Kan det tænkes, at denne nærmest metafysiske skildring binder an til en af hedens mest berømte fortællinger – St. St. Blichers ”Hosekræmmeren”? Antyder det overvældende rum hovedpersonens psykiske overvældelse? Anderledes konkret er det med landskabsbilledet, hvor Jens Vige hjælper beskueren godt på vej. For neden til højre har han udførlig skrevet: Vige Kopi efter Rousseau. Motivet er hentet hos den franske landskabsmaler Theodore Rousseau (1812-1867). Lidt detektivarbejde har afsløret, at et af hans hovedværker, ”Groupe de chênes dans les gorges d’Apremont” (Egetræer ved Apremont) fra 1850-1852, i 1902 blev erhvervet til samlingerne på Louvre. Maleriet er dér registreret til 63,5 x 99,5 cm, mens Vige har malet det efter på en blændramme med målene 66,3 x 101,2 cm. Det er højst sandsynligt, at Jens Vige har studeret maleriet på Louvre under sit ophold i Paris i tiden 1905-07. At han har valgt at kopiere netop Rousseau siger meget om, hvordan han orienterede sig i kunstens verden. Den franske kunstneres påvirkning anes i Viges produktion eksempelvis i et par billeder af æbletræer, som han malede på Vorså egnen i 1906. De kan ses som sort-hvide illustrationer i monografien fra 1914. |
Inv. VKV 1583
Niels Bjerre (1864-1942)
Udsigt over Hammer Bakker. 1907
Olie på lærred. 27,5 x 52,5 cm
Betegnet f.n.t.h. N. B. 1907. På blændrammen med blå blyant: Hammer Bakker Vendsyssel samt tallet 32A
Købt på auktion den 3. marts 2007
 |
Inv. VKV 1582 Niels Hansen Jacobsen (1861-1941) Vase. Udateret Glaseret stentøj. Højde 27 cm, diameter 11 cm Købt på auktion den 29. februar 2007
|
 |
Inv. VKV 1581 Niels Hansen Jacobsen (1861-1941) Kvindefigur. 1910’erne (?) Glaseret stentøj på træsokkel. Højde 43 cm Indridset NHJ Købt på auktion den 28. februar 2007
|
Trods ahavde et fast samarbejde med.
Det ser ud til at det er i løbet af 1910’erne, at han for alvor størrelsesmæssigt afprøver stentøjets muligheder. Det sker med værker som trolden, der hører kirkeklokker.
 |
Inv. VKV 1580 Ejnar Nielsen (1872-1956) Landskab fra Gjern med firlænget gård. 1894
Betegnet på blændrammen Sol-Pletter Købt på auktion den 23. januar 2007. Gave fra Ny Carlsbergfondet
|
Sammen med Niels Hansen
Jacobsen og Jens Lund er Ejnar Nielsen en af Vejen Kunstmuseums tre
absolutte hovedpersoner. Kernen i museets Ejnar Nielsen samling blev
lagt allerede i billedhuggerens levetid i kraft af kunstnernes
personlige venskab.
Ved gennemlæsning i Højskolebladet af Elise Konstantin-Hansen anmeldelse
af Ejnar Nielsens separatudstilling i Kunstforeningen i 1927 viser det
sig, at Niels Hansen Jacobsen allerede da erhvervede de første af
malerens værker til samlingen, hans fire tegninger til Karl Larsens
fortælling "Den gamle Mands Barn" (hænger her i Gallerigangen, hvor de
får meget lidt lys). Ved billedhuggerens 70-års dag, fire år senere,
forærede Ejnar Nielsen ham det store "Dameportræt", som han havde udført
i 1902 i Firenze af sin første hustru, Marie Thaarup under deres
bryllupsrejse. Takket være langtidsdeponering fra Göteborg Kunstmuseum
af "Den Svangre", hænger disse to monumentalportrætter af samme kvinde
malet med under et års mellemrum - under og efter bryllupsrejsen -
sammen i Vejen nogle år endnu.
 |
Inv. VKV 1579 Lisbeth Munch-Petersen (1909-1997) Porcelænsvase med rød glasur Fremstillet hos B&G i bunden: fabriksstempel og derunder ”753” + under glasuren LM-P Købt i København den 12. januar 2007 |
Vejen Kunstmuseums keramiksamling er bygget op omkring billedhugger Niels Hansen Jacobsens uregerlige og vilde stentøj. Sammen med J. F. Willumsen var han i 1890’ernes Paris blandt de allerførste danskere, der udforskede denne ’nye’ tekniks muligheder. Herhjemme var H. A. Hjorth meget tidligt i gang takket være den kendsgerning, at Bornholm – som det eneste sted i Danmark – har naturlige forekomster af ler, der er egnet til stentøjets høje brændinger. I samlingen står hans flotte symbolistiske lysestage med udsøgt flydeglasur. Endvidere rummer samlingen værker af H. A. Hjorths barnebarn, Ursula Munch-Petersen. Længe har det været et ønske også at kunne vise værker af mellemledet, H.A. Hjorths datter Lisbeth Munch-Petersen. Søgningen har været rettet efter hendes tætte skulpturelle frøstandslignende vaser – lejlighedsvis med kogleagtige former. Denne fabriksproduceret vase er første forsøg på at vise en formmæssig forbindelse fra H. A. Hjorths lysestage til Ursula Munch-Petersens værker. På sigt skal det nok lykkes at finde nogle af hendes unikaarbejder, der kan underbygge nogle af de stilistiske fællestræk fra far til datter til barnebarn. Primært handler de om en udsøgt sans for både materiale og forenkling af form.
Til top