Shakespeare og historien om en statuette

Af Teresa Nielsen, museumsinspektør

På Salon National des Beaux Arts viste billedhugger Niels Hansen Jacobsen i 1902 et portræt af Georg Brandes. Han udførte det i brunglaseret keramik til modellens arbejdsværelse, der i dag tilhører Nationalmuseet. I gips står busten et par steder, blandt andet på Vejen Kunstmuseum. Dér hænger også et giftig-grøn glaseret keramisk portræt, som billedhuggeren udstillede i 1910. Det er baseret på portrættet fra 1902, men Hansen Jacobsen har valgt kun at gengive ansigtet, der bliver til en dramatisk maske.
Særlig indflydelse på den symbolistiske strømning fik Brandes’ artikel "Aristokratisk Radikalisme" i tidsskriftet Tilskueren i 1888. Her fremlagde han Friedrich Nietzsches tanke, at samtidens samfund var blevet nihilistisk, fordi gudstroen ikke længere spillede nogen central rolle i folks liv. Brandes gjorde sig til fortaler for tanken om ”det store Menneske” i religionens sted. ”Det store Menneske” er én, der er hævet over den almindelige hob, som med sit væsen eller skaber-kraft gør sig til kulturens bærer. Den tanke fik stor betydning for symbolisterne, der opfattede kunstneren som et ganske særligt menneske, en séer. I det guddommeliges fravær måtte kunsten træde i religionens sted ved at give sanselig form til verdens åndelige dimension, og dermed give det moderne menneske rum for fordybelse og erkendelse.

På et gammelt fotografi ses Hansen Jacobsen i sit atelier i gang med portrættet af Johs. V. Jensen. Med mindre det er en opstilling til ære for fotografen, er året derfor muligvis 1906. I givet fald er billedet taget i billedhuggerens atelier i København. Bag skærmen kan man ane et stykke af hans store figur fra 1905, Kong Lear. Og se, portrættet af Georg Brandes har fået en varm plads på toppen af kakkelovnen!

I 1870’erne og videre frem mod århundredeskiftet var de unge kunstnere levende optaget af Brandes’ ord og tanker – fra hans agiteren for en realistisk kunst, der kunne sætte problemer under debat over hans drejning mod den symbolistiske kunst, hvor han med sit blik ud i Europa eksempelvis meget tidligt skrev om den tyske kunstner Max Klinger, der er et vigtigt bindeled i overgangen mellem realisme og symbolisme. Allerførst i Gallerigangen hænger hans store radering, Toteninsel efter Arnold Böcklins maleri, og nedenfor ligger udvalgte blade fra hans grafikmappe, Amor og Psyche, der er deponeret fra Sønderjyllands Kunstmuseum.
I 1895-96 udkom Georg Brandes store biografi om William Shakespeare. Han var én i en række udvalgte historiske eksponent for Brandes’ tanker om de store enere – dertil beskrev han i biografiske bøger bl.a. Goethe, Cæsar og Michelangelo. Brandes’ bog om Shakespeare kom til at præge en række danske billedkunstnere, og en del relaterede værker findes i dag på museet i Vejen.
Til højre i montren bag den første skillevæg i Gallerigangen ligger Jens Lunds tekst, der præsenterer hans tre kapitelillustrationer til Georg Brandes’ Shakespeare biografi: Ungdom, Manddom og Sidste Leveaar. Det har ikke været muligt at finde dem trykt i en dansk udgivelse af Brandes’ bog, men Jens Lund valgte selv i 1899 at trykke dem i farver i sin bog Forvandlede Blomster. Dér skriver han om tegningerne: ”Under læsningen af Georg Brandes’ Shakespeare saa jeg en sælsom Blomst vokse ud af Bogens Blade: en saftfuld Plante med Blomster i Knop, lig Faner, i blaa festlige Farver og med runde, uregelmæssige takkede Blade, svulmende af Renæssancetidens Livskraft, - og om den stod Skoven i Vaarens lysegrønne Pragt. Jeg kaldte den Shakespeares Ungdom. Den udviskedes, men i stedet traadte en fuldt udsprungen Blomst, hvis Støv-dragere dannede en Krone, en fantastisk Fyrstekrone, og Blomsten steg opad, baaren af to mægtige Blade, - omgiven af Sommerens dybe grønne. Jeg kaldte den Shakespeares Manddom. Saa svandt den bort og frem gled, lig en Svane, den sidste Blomst i brusende, herlig Stolthed; den gled for udbredte Vinger, med halvt lukkede Blomsterblade, ind mod Udødelighedens Land i Skær af Høstskovens brogede Glans. Den blev mig et Symbol på det ubøjelige, stolte Genis, den ensomme, uforstaaede Shakespeares sidste Aar.” De tre tegninger er dateret 1896, og er udført i begyndelsen af den tid (1896-99), hvor Jens Lund var bosat i Paris for blandt andet at gå til undervisning på Academie Julian. I storbyen var han en hyppig gæst hos billedhuggeren Niels Hansen Jacobsen, hvis atelier blev mødested for en lille gruppe symbolister, der i sin inderste kerne - ud over disse to - også talte billedhuggeren Rudolph Tegner og tegneren Johannes Holbek.
Ser man efter i deres produktion, viser der sig en række Shakespeare motiver. Hos Rudolph Tegner dukker de dog først i 1937-38, da han modellerede Hamlet, Ofelia (begge opstillet i bronze ved Danserindebrønden i Helsingør) og en Shakespeare figur. I 1922 udførte han et portræt af Georg Brandes, der i oktober 1915 havde været blandt hans fortalere ved præsentationen i Rådhushallen af skulpturgruppen Livets Spil. På væggen i Gallerigangen ved Hansen Jacobsens keramiske portræt af Georg Brandes hænger Johannes Holbeks gouache fra 1902 af Kong Lear og narren på heden.

I en vægmontre ved siden af ses en række af Niels Hansen Jacobsens keramiske statuetter, der knytter an til nogle af Shakespeares fortællinger. Som størsteparten af billedhuggerens keramik er ingen af dem dateret, men de formodes at være fra tiden omkring 1905. Her står et par statuetter over motivet Lady Macbeth (Inv. 243 og 1312), og i 2003 modtog museet en beslægtet statuette, der ser ud til at være lavet i samme fase, og kunne knytte an til enten Lady Macbeth temaet, eller måske er hun snarere en sky Ofelia (Inv. 1437)? I montren står også en keramisk gruppe (Inv. 930), der stilistisk set synes at knytte an til de øvrige statuetter. Den er købt på auktion, og har desværre ikke en bevaret titel. Kan denne fristelsesscene - den unge mand, der lokkes af den susende ånd - måske være hentet fra en tekst af Shakespeare?
Med sikkerhed ved vi, at Hansen Jacobsen i 1905 på De frie Billedhuggeres første udstilling i stort format viste sin Kong Lear, der i gips kan ses i museets Skulptursal. I vægmontren står to bud på figuren. Den ene (Inv. 209) er i hele sin form meget beslægtet med det endelige værk, og blev i 2004 af gipskonservator Jørgen Bau afstøbt, og står nu også i en hærdet gultonet gips i en afformning på en lille sokkel i Skulptursalen. Den anden statuette (Inv. 242) har samme motiv som Johannes Holbeks gouache. Med en fascinerende hvid og rosa glasur ses den ludende konge. I mange år – og mindst siden 1941, da bo-et blev delt ved billedhuggerens død – har han stået alene. Men med fragmentet af et ben og spor af en fod, var det tydeligt, at der oprindelig har været én ved hans side – en figur, som billedhuggeren i den endelige, store version bort-valgte for at forstærke fokus på hovedpersonen, Kong Lear alene.
Ved det, der kunne ligne et mirakel, er den anden del af statuetten nu dukket op - måske 75 år eller mere siden de blev skilt. En aften var jeg på besøg hos en af billedhuggerens fjerne slægtninge, og stod og kiggede ind i et glasskab. Pludselig fangedes blikket af en hvid-rosa glasur. ”Hov, der er jo narren”, røg det ud af mig. ”Hvilken nar?” spurgte ejeren, ”Sådan har den altid set ud.” Omhyggeligt monteret på en træsokkel stod der et fragment af en lille figur, der i sin tid enten er brækket af kompositionen af en ihærdig billedhugger, der ville se effekten af at lade hovedpersonen stå alene, eller måske er narren ganske enkelt slået af ved et hændeligt uheld? Kigger man nærmere, står det klart, at han har været udsat for lidt af hvert, for begge hans arme er limet, og har været brækket af. Efter en lille snak om museets amputerede figur blev aftalen straks, at figurfragmentet skulle med hjem til Vejen (Inv. 1595). Og takket være konservator Lizzie Thamdrups tålmodige trylleri i løbet af det tidlige efterår, er de to dele med henholdsvis inventar nummer 242 fra den gamle bestand, som museet arvede efter billedhuggeren, og erhvervelsen fra foråret 2007, inv. 1595, nu endelig forenet til den oprindelige figurgruppe. Og se, de passede sammen på nær en benstump, der desværre er gået til, og som vi næppe finder igen, men det kan også være det samme.

Efteråret 2007 forenede konservator Lizzi Thamdrup Kong Lear figuren, der hører til museets grundsamling med inventar nummer 242, med et netop erhvervet fragment, den lille nar figur, der har fået inv. nr. 1595. Se, nu er den keramiske statuette efter mere end 50 års deling igen blevet en helhed takket være den let genkendelige og meget usædvanlige hvide og rosa glasur, der med mange hundrede kilometers afstand gjorde det klart, at de hørte sammen.

Som statuetten står nu, kan man fint opleve båndene mellem kongen og hans skattede nar. Forrådt af to af sine døtre, frakendt sit følge og kun hjulpet af få, bliver narren hans trofaste følgesvend, mens han raver vanvittig om på heden. I fortællingen beskriver Shakespeare forholdet mellem de to. Han fortæller om narren, der på sin egen vis imiterende, drillende forvrænger ordene og tonefaldet i kongens tale. I narrens let tilbagekastede holdning og den teatralske håndstilling er det som om han - i det vi som læsere ved er dyb kærlighed - gør nar af kongens patetiske holdning.
Hvorfor var det af alle de mulige Shakespeare motiver netop Kong Lear, som Niels Hansen Jacobsen valgte at føre op i stort format? Måske den passage fra 3. akt, som han i kataloget i 1905 valgte skulle følge figuren, siger det hele: ”Men Stormen i min Sjæl har taget bort al anden Følelse fra mine Sanser undtagen den, som banker her i Hjertet«. I forlængelse af, at han i 1902 havde mistet sin højt elskede hustru, Gabriele – af de øvrige venner fra tiden i Paris blot kaldt ”Madame” – har han formodentlig følt en identifikation med Kong Lear, der i sine følelsers vold ravede rundt som gal.

Slutteligt, som i ethvert lykkeligt afrundet eventyr, en lille morale: Vi skal huske at takke den betænksomme person, der tog vare på det keramiske fragment, og uden mange års indgående kendskab til værkerne i museets samling havde denne genforening ikke kunnet finde sted. So much for connoisseurship!
 

Tilbage