Erhvervelser 2006
Tirsdag den 12. december
kom Bodil og Vagn Smed på besøg på Vejen Kunstmuseum med årets julegaver:
Tre stykker Niels Hansen Jacobsen keramik, som de var blevet enige om, at
museet skulle have til minde om Anna Dal, der havde boet på Dalhus mellem
Vejen og Askov.
I løbet af sit lange liv
kom Niels Pedersen til at arbejde som tømrer både på Vallekilde og Askov
Højskole, altså for de to legendariske Gründere, Ernst Trier og Ludvig
Schrøder. Niels Pedersens datter, Karen, blev gift med Ernst Triers søn,
maleren Troels Trier. I billedhugger Niels Hansen Jacobsens stue i den
modsatte ende af museet hænger et lille maleri af en opstilling udført af
Troels Trier. Og her i Keramiksamlingen står i reolen lige ved døren et
par vaser, der er udført på Holbæk Lervarefabrik, og menes at være
modelleret af Troels Trier.
Inv. VKV 1571-1575 er i
december 2006 købt fra privateje i Vejen. De er udført som en serie med
variationer over samme tema. Bag på nogle af rammerne har Anders Bruun
Møller anført, at de er udført i oliepastel.
En privatperson havde fra
sin far arvet inv. VKV 1569a og 1569b. Heldigvis havde han godt kendskab
til Vejen Kunstmuseums samling, og kontaktede museet, da han ville sælge
de to malerier, oktober 2006.
Denne tegning er komme til samlingen som gave fra en privatperson. Den føjer sig meget fint til museets omfattende samling af Anna E. Munchs skitser. En stor portion kom i sin tid som gave fra Niels Ehrenreich, der var eksekutor i kunstnerindens bo. En anden samling lå i Anna E. Munchs malerskab, som museet erhvervede hos nu afdøde journalist, Mulle Liebmann.
Gurli Elbækgaard er uddannet på Designskolen i Kolding med
afgang år 2000. Hun er - som Morten Løbner Espersen, der i
keramiksamlingen på Vejen Kunstmuseum er repræsenteret med de store skåle
- levende optaget af glasuren og dens muligheder.
Inv. VKV 1565 Inv. VKV 1564
På auktion den 4. april 2006 lykkedes det at erhverve Asger Jorn fadet. Bag på har han indridset årstallet 1953, da han for alvor genoptog sit arbejde med keramikken. Dér står også tallet 103, der henviser til hans liste over de værker, der blev til hos pottemager Niels Nielsen i Silkeborg, hvor Jorn allerede i 1933-35 fik brændt noget keramik. I bogen fra 1991 om Jorns keramik han dennes gode ven, den autodidakte keramiker Erik Nyholm, fortalt, hvordan Jorn efter sit ophold på tuberkulosehospitalet i Silkeborg 1951-52 tilbragte den første del af rekonvalescensen ved Silkeborg. Han besøgte egnens pottemagere, og gjorde notater om eksempelvis gamle værkstedstraditioner og glasuropskrifter. Tæt ved sanatoriet fik han mulighed for at arbejde hos pottemager Nielsen. Om ham har Jorn fortalt: ”Holder man af håndværk, da vil man sikkert have oplevet adskillige gange at træffe store, men værdige og beskedne personligheder i små værksteder. Sådan virker Nielsen altid på mig, lidt gådefuld, men med humor i øjnene, et svagt ironisk drag ved munden og en tøvende styrke i stemmens lidt sprøde klang, en fattig mand, der et langt liv har kæmpet for at holde nøden fra døren i en tid, hvor industrialiseringen år for år har accelereret tempoet, en rig mand, der har fostret sine 12 børn og endda har haft tid til at udnytte sin kunstneriske fantasi i det stof, hvori han arbejdede, at udtrykke sine længsler efter skønhed. Egentlig en harmonisk og lykkelig tilværelse.” Nielsen drejede de former, som Jorn dekorerede. Han har noteret 149 værker, hvoriblandt 22 var tallerkenplatter. Nyholm har fortalt: ”Disse første arbejder virkede så friske og særprægede, at det gamle museum i Silkeborg blev interesseret i at erhverve et antal af dem.” Dernæst blev der truffet aftale om, at Jorn i stedet for Nielsens beskedne værksted kunne arbejde hos Knud Jensen i Sorring. Atter er det det Nyholm, der beretter: ”Jorn tog fat i pottemagerværkstedet, og som sædvanlig sprængte han rammerne med sin vitalitet. Han lavede ikke kun halvtreds, men flere hundrede arbejder på de fade, krukker og skåle, som Knud drejede for ham. Jorn bemalede dem med farvede begitninger, som han blandede. Dristigheden voksede hurtigt. Han satte utraditionelle farvede glasurer sammen med engoberne, og han skrabede, trykkede og ridsede på fadene. Han deflorerede pottemagerens veldrejede former og fyldte den store brændefyrede ovn med hundredevis af mærkelige ting og sager. Knud Jensen var en dygtig pottemager, og brændingerne lykkedes trods Jorns utålmodighed – han kunne ikke vente til tingene var helt tørre. En eventyrverden blev fra ilden taget ud og stillet i solen foran værkstedet – og de kunne tåle dagens lys.” Af denne produktion gik 30 stykker til Silkeborg Kunstmuseum, de øvrige blev solgt til private. Jorn fortsatte snart til Italien, hvor han i 1954 på familien Mazottis værksted i Albisola fik mulighed for at afprøve en lang række helt anderledes materialer. Der skabte han i 1959 et af sine hovedværker, Det store relief, der i dag kan ses på Århus Statsgymnasium. Det nyerhvervede fad er i Vejen Kunstmuseums keramiksamling sat på netop den hylde, hvor der til højre står to flotte Th. Bindesbøll krukker. Dem forærede Asger Jorn i 1960’erne til Vejen Kunstmuseum. Ser man nærmere på den måde Bindesbøll har leget med indridsning af konturer og hans brug af farverne er der en del slægtskab mellem de to kunstneres værker. Jorn var levende optaget af Vejen Kunstmuseum. Han ville gerne lave en bog om Niels Hansen Jacobsen og en om Jens Lund. Han foreslog, at man skulle gøre stedet til nordens museum for symbolistisk kunst – et velovervejet råd, der i dag søges fulgt i indsamling og udstillinger.Netop dér i keramiksamlingen opstår også en anden fin
dialog, for på væggen overfor ses en række værker af Erik Nyholm – egne
værker og deponeringer fra Sønderjyllands Kunstmuseum. Som det tydeligt
fremgår, var de begge meget optaget af Niels Hansen Jacobsens
materialeafsøgende keramik, og skabte selv deres egne variationer over
afprøvning af lerets stoflige muligheder. |
.JPG)
.JPG)
.JPG)
.JPG)
.JPG)
.JPG)
.JPG)
.jpg)
.JPG) |
|
Masken har været en gave fra Niels Hansen Jacobsen til arkitekt Charles Imbert (1865-1942) og dennes hustru, Rose (1870-1934). Gennem hendes danske veninder var familien i 1901 på besøg i Danmark hos en gartner Andersen. Da deres ældste barn, sønnen Claude, var to år gammel, lavede Hansen Jacobsen et maskeportræt af ham.
Præcis hvordan de dansk-franske forbindelser har været knyttet, kan i dag være svært at fastslå. Bekendtskabet med Charles Imbert kan dog på Vejen Kunstmuseum dokumenteres ved at han står nævnt i billedhuggerens adressebog – en af de få overleverede personlige papirer.
Den lille troldeagtige maske gik i arv til datteren Asta Imbert Bodeck, der siden gav den til sine gode danske venner Sigfred og Eilif Christensen. De har valgt, at den fremover skal høre hjemme på Vejen Kunstmuseum, og har den 23. marts 2006 skænket den som gave til samlingen.
|
|
.jpg)
I forbindelse med festligholdelsen af Vejen Kunstmuseums 75-års jubilæum i 1999 indviedes den keramiske skiltning fra Vejen station til Vejen Kunstmuseum. Den blev til takket være midler fra Statens Kunstfond. Skiltningen består af individuelle stentøjschaussésten, der er nedfældet i belægningen. De er formgivet og udtænkt af Hans og Birgitte Börjeson som en serie pile, små ord og nogle taburetter/pullerter.
På Hans og Birgitte Börjesons udstilling i Billund stod pludselig et værk, der på mange måder knyttede an til deres arbejde med skiltningen. Denne ”Stribet form” har den samme stramhed i formen som skiltningsstenene. Også her spores deres besættelse af saltglasurarbejdet – et felt, hvor de er internationalt anerkendte. Udfordrende spilles der i dekorationen på kontrasten mellem de matte sorte bånd og de grønblå, der ved det ene hjørne flyder blå sammen og ned som et vandfald.
Klik her for at læse mere om Hans og Birgitte Börjesons keramiske skiltning.
.jpg) |
|
Som led i optakten til den Karl Schrøder udstilling, der åbnede på Vejen Kunstmuseum den 1. april 2006, har der været besøg hos en række slægtninge. Hos en hang dette stemningsfulde portrætstudie, der siger en del om maler-keramikeren. På det endelige maleri kan man tydeligt se, at der i baggrunden på væggen har hængt tegninger og skitser, mens arbejdsbordet er præget af hans keramiske virke – et felt som han beskæftigede sig med fra slutningen af 1890’erne til 1915 med en enkelt portion, der er dateret 1926. Maleriet er siden erhvervelsen blevet grundigt restaureret, og får sin plads i den faste samling sammen med det udvalg af Karl Schrøder værker, som tilhører museet. På en måde vender Karl Schrøder hjem, for på Askov Højskole har han været en del som gæst hos sin onkel, den legendariske højskoleforstander Ludvig Schrøder. Og i tiden op til 1900 var han på egnen for at lægge sidste hånd på alterbordet til Askov Kirke, som hans bror, arkitekten Rolf Schroeder har tegnet.
Klik her for at læse mere om Karl Schrøder og udstillingen.
.jpg) |
|
Under forberedelserne til den Karl Schrøder udstilling, der åbnede på Vejen Kunstmuseum den 1. april 2006, har der været besøg hos en række slægtninge. Hos én stod denne mægtige vase – et værk, som kunstneren selv var meget stolt af. Takket være Jette Schrøders storsind får den fremover sin faste plads på Vejen Kunstmuseum, hvor den bl.a. kan spille sammen med Anna E. Munchs store malerskab. Krukken er en af undtagelserne, hvor Karl Schrøder tydeligt har dateret værket, 1901. Som oftest er de blot forsynet med hans sammenslynget monogram og et modelnummer.
Klik her for at læse mere om Karl Schrøder og udstillingen.
.jpg) |
|
Denne størrelsesmæssigt og teknisk set imponerende vase skulle i 1996 have været med på Vejen Kunstmuseums udstilling om De frie Billedhuggere. Men på grund af misforståelser undervejs var der sket en fejlpakning, og vasen blev totalskadet. Konservatorer har siden omhyggeligt søgt at udbedre skaderne, og vasen er stadig en flot repræsentant for noget af det ypperste i Karl Schrøders keramiske virke. Vasen har da naturligvis også fundet indpas både på udstillingens plakat og på forsiden af bogen om Karl Schrøder.
Keramiker Lisbeth Voght Durand har under et besøg på Vejen Kunstmuseum fortalt følgende om vasens tekniske tilblivelse: Plantedelene består af en påmalet grønindfarvet begitning med krom. Dertil er der brugt hvid begitning ved bærrene. Hen over er der hældt en grøn kobberglasur med lidt jern.
Klik her for at læse mere om Karl Schrøder og udstillingen.
.JPG) |
|
I forbindelse med forberedelser til Vejen Kunstmuseums udstilling om Bedre Byggeskik efteråret 2006 dukkede denne mægtige lågkrukke op hos familien. Den lå i 20-30 løsdele i en flyttekasse. Der var skader helt tilbage fra brandingstidspunktet, hvor en del af vilde snirkler var gået af. Det ser ud til at P. V. Jensen Klint selv har været den første konservator med gipsudfyldning og andre materialer. Krukken blev skænket til Vejen Kunstmuseum under forudsætning af, at museet ville bekoste den månedlange konservering. I kælderen på Ribe Kunstmuseum sad konservator Lizzi Thamdrup med det tålmodighedskrævende arbejde. Ved at gå helt i bund lykkedes det i sidste ende at nå frem til et resultat, der ligger så tæt, som vi kan komme på det værk, som P. V. Jensen Klint i 1893 skabte på værkstedet hos G. A. Eifrig i Valby.
|
.JPG)
I den faste samling på Vejen Kunstmuseum er lågkrukken kommet til at stå på det bord, som hører til et stuemøblement, som P. V. Jensen-Klint i 1902 tegnede til den nygifte maler Ejnar Nielsen og dennes viv Marie, født Thaarup. I Malerisalen på Vejen Kunstmuseum står disse store møbler lidt trangt, men med et stærkt indholdsmæssigt fællesskab med malerierne på væggen. De er hovedsagelig udført af Ejnar Nielsen, og fra det ene hjørne kigger Marie ned til noget, som hun har holdt af. Møblementet blev et samarbejde, idet de broderede sæder er udført efter tegninger af Ejnar Nielsen.
På Vejen-egnen kom Jensen Klint for at studere Peder Holden Hansen huse, og kom til at stå for tegningerne til Poul la Cours forsøgsmølle på Møllevej i Askov. Det er også Jensen Klint, der har tegnet det oprindelige kirkesølv til Askov Kirke.
Særligt et aspekt af Jensen-Klints virke hører hjemme på Vejen Kunstmuseum: Hans keramik. I 1890’erne blev han, som så mange andre kunstnere, fristet ud til G. A. Eifrigs værksted i Valby. Dér udførte han en række barokke værker. En familieanekdote fortæller, at han gik på værkstedet samtidig med Th. Bindesbøll. En dag virkede denne ret deprimeret. Jensen Klint spurgte, hvorfor han var så nedtrykt, hvortil ”Bølle” skal have repliceret: ”Fordi det er sådan noget lort, du går og laver”!
Til udstillingen vil museet gerne kunne vise mest mulig af Jensen-Klints keramik, der ud over enkelte stykker i Kunstindustrimuseets eje, særligt befinder sig i privateje. Skulle nogen ligge inde med viden om, hvor det måtte være muligt at låne værker, vil museumsleder Teresa Nielsen meget gerne høre nærmere.
Klik her for at sende en mail til Teresa Nielsen
Klik her for at læse mere om Vejen Kunstmuseums Bedre Byggeskiksudstilling