CAMILLA BERNER art & nature
24 fortællinger

Tekst af Margrethe Kruse Ellegaard i dialog med Teresa Nielsen og Camilla Berner
Foto af dagens låge: Pernille Klemp
Interviewfilm: Mette Mærsk



Se Interviewfilm af Mette Mærsk her






























Black Box Garden Seed Project
2012

I det tidlige forår sættes frøposerne frem i supermarkederne. Et af de klassiske frøfirmaer er den engelske virksomhed Sutton Seeds, hvis produktion af plantefrø indledtes i 1808. Ved 50-års jubilæet udnævnte Dronning Victoria virksomheden til Kongelig Hofleverandør. I dag har Sutton Seeds fortsat gang i hjulene og driver bl.a. forskning i genteknologi og forædling af planter. Virksomheden er et verdensomspændende, hæderkronet frøfirma, som de fleste kender.

I samarbejde med Sutton Seeds lavede Camilla Berner layout til en serie frøposer, der indeholdt frø, som hun selv havde samlet og tørret. I hendes poser var der 92 forskellige arter, primært ukrudtsarter men også arter som fx spirea, tulipan, lavendel, purløg og oregano. Alle svarede de til planter, der året forinden var registreret og indsamlet på Krøyers Plads på det areal, der havde udgjort ”Black Box Garden”. Som stedets vegetation rummede frøposerne en blanding af vild natur og efterkommere af forskelligt haveaffald, som folk havde smidt på Krøyers Plads. Med videnskabelig, faktuel omhu gav Berner de kommercielle produkter et twist. ”Black Box Garden” kunne nu multipliceres og distribueres langt ud over sin lokale placering.






Se Interviewfilm af Mette Mærsk her































Black Box Garden
2011-12

Navnet Black Box referer til det sted, hvor al information om flyets rejse lagres. Hvad kan en Black Box-have mon så berette?

Stedet er Krøyers Plads, der i dag er bebygget og befinder sig sydøst for den nye cykelbro over Københavns Havn. Da Camilla Berner beslutter sig for at lave en have på grunden, var den en af hovedstadens dyreste byggegrunde, men den lå brak på tiende år. Ud fra det forhåndenværende besluttede hun sig for at opstille en række dogmer for sig selv:
Første og vigtigste dogme var, at hun ikke måtte tilføre noget til området, ingen planter, vand eller gødning. Haveaffaldet skulle recirkuleres.
Andet dogme var atter planteperspektivet. Planterne var udgangspunktet for den handling, der skulle ske. Arterne havde grupperet sig af sig selv, så det var planterne, der fortalte Berner, hvor hun skulle grave for at lave en indramning, der fremhævede dem.
Tredje dogme handlede om, at hun skulle være på stedet i det samme tidsrum hver dag. Berner havde en idé om, at haven, som den kunne komme til at blive (implicit gennem hendes tilstedeværelse), i sig selv kunne blive en anvisning for, hvordan man kan være med til at præge det offentlige rum. Hun var optaget af at tage vare på de fælles arealer og give dem omsorg, selvom nogen nok vil hævde, at der næppe kunne være tale om en have, da planterne jo bare var ukrudt.

Berners interesse i menneskers natursyn og relation til naturen, gør, at hun ofte inddrager mennesker i processerne omkring værkerne uden dog at arbejde med et direkte socialt sigte. Da byggegrunden på Krøyers Plads viste sig at være et fristed for nogle lokale børn, som legede i vildnisset, inviterede Berner dem indenfor i projektet, og der opstod et frugtbart samarbejde mellem dem. En opsynsmand ville forvise børnene fra pladsen, og i den forbindelse spørger Berner:

Hvem ejer byen? Er det en del af vores hygiejnesamfund, at børn og ukrudt ikke må være i byen? Skal den renses op for begge dele? Kan man med denne udelukkelse af bestemte grupper konkludere, at byplanlægning ikke er demokratisk?

I perioden førte Berner dagligt logbog. Den er tilgængelig i blogform på internettet: http://www.publik.dk/blackboxgarden.html

Black Box Garden må, sammen med Planteindsamlingen 1-7 på Krinsen, Kongens Nytorv, må anses for at være et af Camilla Berners hovedværker. Black Box Garden blev i 2011 præmieret af Statens Kunstfond.

Værk: forklæde, spand, arbejdshandsker, evt. en spade med afskåret skaft. Plus bogen, opslået. Logbog.





Se Interviewfilm af Mette Mærsk her































Moss Garden
2011

Værket var stedsspecifikt og blev til samtidig med ”Black Box Garden”-projektet. Camilla Berner og andre kunstnere var inviteret med til et omfattende MAD-arrangement på Refshaleøen, København. Festivalen blev til i samarbejde mellem førende aktører indenfor moderne madkunst, bl.a. Camilla Plum, Aarstiderne Claus Meyer og René Redzepi fra NOMA.

Festivalen, der i ånden fra Nyt Nordisk Køkken skulle handle om de lokale råvarer, fandt sted på en byggetomt på Refshaleøen. I stedet for at arbejde med ”genius loci” (stedets ånd), blev vegetationen klippet ned og dækket med telte og boder.

Berner bidrage til festivalen blev til på et cirkulært areal på fire meter i diameter. Under den slåede engvegetation afdækkede hun store mængder af mos. I ånden fra Nyt Nordisk Køkken valgte hun at fokusere på denne lokale vækst og gik i gang med at blotlægge mosset. Som i en lille japansk moshave klippede hun alle planterne væk indenfor cirklen, og skabte et barfodsområde helt på stedets præmisser.





Se Interviewfilm af Mette Mærsk her

































Den urbane have
2010

Camilla Berner spørger til vores natursyn. Hvad er natur? Og hvad er da urban natur?

Natursyn er en spejling af identitet. En smuk have defineres traditionelt ved at være velplejet og styret. Ud fra denne norm kan ukrudt ses som udtryk for uorden, der kan virke både provokerende og pinligt.

Tankevækkende har det været for Berner at konstatere, at de vilde, livskraftige vækster trives netop dér, hvor mennesket forsøger at etablere orden ved at sætte hegn og skel. Her opstår lommer, hvor en diversitet af vilde planter får fred og trives. Hun spørger, om vildnisset måske netop er den egentlige urbane natur. Er de planter, der vokser i revner i byernes belægninger og efterladte byggetomter, udtryk for uorden eller et typisk urbant naturbillede? Og hvad består den natur af, som vi finder i byens parker og langs vejene i byerne?

Berner skabte ”Den urbane have” på en byggeplads i Sigurdsgade på Nørrebro på udearealer, hvor Professionshøjskolen Metropol netop var opført. Egentlig ville hun anlægge haven med de planter, der naturligt hørte til på stedet, men en indsamling var umuliggjort af byggearbejdet.

I stedet tog Berner afsæt i beplantningen på en byggetomt i Tikøbgade, hvor hun året før, i samarbejde med biologen Jon Feilberg, havde kortlagt den frodige og mangfoldige vegetation af i alt 124 forskellige arter på de 1712 m2. De er dokumenteret med frø i hvert sit præparatglas monteret i en montre i et fællesareal på Professionshøjskolen – en frøbank. De 124 glas med frø er udlånt til Berners 2017-2018-udstillingen på Vejen, hvor de vises i en montre, der var bygget til dem inden de fik fast plads på Metropol. Under titlen ”Precious things and stuff we don’t like” (ædle sager og ting vi ikke synes om) var montren en del af udstillingen ”Deep Green” på Den Frie, 18.4.-17.5.2009.

Af de 124 arter så Berner på, hvilke stærke vækster, der kunne trives sammen og valgte 58 arter, som hun inddelte i kategorier og plantede ved Metropol. Haven fik hun anlagt som en chausséstensbelagt 300 m2 stor bakke med huller til beplantning. Planternes omkransning af den hårde stenbelægning mimer byens taktilitet. Der sker dermed en konstant forhandling mellem byen og dens vækster, sådan som de baner sig vej mellem fliser og på ubebyggede pladser.






Se Interviewfilm af Mette Mærsk her


























Bakkedraget og venner
2009

En kaktus eller sukkulenter er planter, der typisk går i arv fra generation til generation. Ofte gives de væk i form af stiklinger, som dermed kommer på rejser mellem landsdele og byer. I den overlevering opstår der erindringer, og implicit ligger der i værket ”Bakkedraget og Venner” en fortælling om overleveringer, om planternes rejse.

Værket, der består af kaktus-stiklinger, fortællinger og fotografier af overdragelserne, indgik i gruppeudstillingen ”InstantHERLEV, Suburb Site Environment” hjemme hos billedkunstner Anja Franke. ”Bakkedraget og Venner” var installeret og udstillet i et lille skur i hendes have i et villakvarter i Herlev. Netop villakvarteret er en hæk- og matrikelkultur, som ofte adskiller beboerne, men den gestus, det er at forære planter til hinanden, forener borgerne på en ikke-forpligtende måde.

”Bakkedraget og Venner” blev til i et samarbejde mellem Camilla Berner og Johan Franke Hedegaard, Anja Frankes dengang 10-12-årige søn. Indledningsvis rundsendtes i kvarteret en invitation underskrevet af dem begge. Han havde en samling af kaktus, og som stedkendt barn, var han med til at ”bryde isen” i kontakten til beboerne. Omkring halvdelen af modtagerne ville gerne være med, mens andre meldte hus forbi uden passende samlinger.

Målet med værket var at kortlægge planernes ruter fra moderplanten over stiklingernes rejse fra hjem til hjem – rejser på kryds og tværs over kvarterernes faste matrikelskel.






Se Interviewfilm af Mette Mærsk her















Læs om Camilla Berners Bjørneklo i ”They Came From Afar”








Kæmpebjørnekloen
2008

Camilla Berner har en vis forkærlighed for planter, der almindeligvis betragtes som uønskede. Hun er optaget af det fascinerende i, at naturen kan være farlig.

Hvor mælkebøtten er en bastard men ufarlig, kan kæmpebjørnekloen være farlig. Den er en invasiv plante, som man ønsker at udrydde, fordi den etablerer sig i monokulturer, hvor den op til fire meter høje, stærke plante skygger for andre vækster. At den omtales som farlig skyldes dens giftige saft. En kæmpebjørneklo kan sætte op mod 40.000 frø, hvoraf cirka en fjerdedel er spiredygtige. Planten er sandsynligvis kommet her til landet fra Kaukasus og har spredt sig via universitetsverdenens udveksling af planter.

Paradis
Det forlyder, at det var billedhuggeren Bertel Thorvaldsen, som indførte kæmpebjørnekloen i Danmark. Da Thorvaldsen i 1838 rejste hjem til København efter at have boet i Rom i over 40 år, fortælles det, at hans skulpturer blev pakket ned i store kasser foret med stor bjørneklo, der dengang blev anvendt som pakkemateriale. Kasserne blev sejlet den lange vej på fregatten Rota til Københavns Havn og kørt ind til Thorvaldsens Museum, som lige var blevet opført til ære for ham. Da kasserne blev pakket ud, dryssede frøene fra kæmpebjørnekloen ned i den indre gård på Thorvaldsens Museum, hvorfra de efterhånden bredte sig til resten af Danmark. Hvis historien er sand, har Thorvaldsen været uvidende om miséren, de siden forvoldte,

Camilla Berner har skitseret et projekt, hvor 174 kæmpebjørneklo plantes i spande i den indre gård på Thorvaldsens Museum. Værket har hun givet navnet Paradis, for det rejser spørgsmål om uønskede mennesker og planter og om racehygiejne: Hvem har lov til at være i Paradiset? Hvem er invasiv og indvandrer?






Se Interviewfilm af Mette Mærsk her












































Hvid rute
2007-10

Stier mellem bygninger anlægges typisk af arkitekter, ud fra en forestilling om, hvordan man vil færdes i et område. Men hvilke veje vælger folk, hvis de selv kan vælge?

I forlængelse af ”Mælkebøtteruten” blev Camilla Berner inviteret til at se nærmere på udformning af en udsmykning til Højbakkegaard Forsøgscenter ved Taastrup. Som en arkæolog, der arbejder i de øverste lag, der er levende og uden planlagt stringens, registrerede hun de ikke-indtegnede ruter på landkortet. Nedtrådte planter antydede gangbaner, og gennem spørgeskemaer var forskerne med til at kortlægge, hvor de gik ofte og lejlighedsvis mellem fx deres kontor og de relevante væksthuse.

Som de historiske hvide pletter på landkortet symboliserede de endnu ikke kortlagte egne, kom ”Hvid rute” til at kortlægge menneskets hidtil flygtige smutveje. ”Hvid rute” endte som en fysisk manifestation. De i alt 750 meter anarkistiske stier, som Berner registrerede gennem sine studier og spørgeskemaer, blev permanent belagt med hvid, kinesisk granit – klare linjer, der kan ses fra luften. Ad de hvide ruter har videnskabsfolkene på vej mellem kontor og væksthuse siden sluppet for de våde tåsnuder, som de tidligere fik på vej gennem det fugtige græs!






Se Interviewfilm af Mette Mærsk her

















Mælkebøttemarmelade













Mælkebøttemarmelade
2007/2017

Skal vi dyrke spiselige planter i byen? Skal vi ændre vores syn på byens grønne områder, som ikke nødvendigvis behøver være kortklippede?

Camilla Berners sytten glas med mælkebøttemarmelade er en kortlægning og overordnet diskussion af byplanlægning og disponering af byernes grønne områder.

På sine gåture i København i foråret 2007 plukkede Berner de mælkebøtter, hun mødte på sin vej. Ved at registrere planternes voksesteder, indsamlingsvægt og ved at henkoge dem til marmelade, som hun fyldte på glas, kortlagde hun sine ruter. Glassene med mælkebøttemarmelade fortæller historien: ”Jeg spiser mig igennem min by.”

Skal vi dyrke byen til noget, vi kan spise?
Og hvem har tænkt på, at mælkebøtter kan gøre nytte og omdannes til noget spiseligt?
Kan man også spise brændenælder og andet ukrudt?

Glassene med mælkebøttemarmelade har siden 2007 stået hen som et afsluttet værk, men har aldrig tidligere været udstillet. Først i forbindelse med den retrospektive udstilling i Vejen har de i 2017 fået deres formelle trykte og påklæbede etiketter, hvis tekster kortlægger hendes ruter gennem København. 




Se Interviewfilm af Mette Mærsk her








































Fra et planteperspektiv / From the Perspective of Plants
Berlin 2005

Hvad sker der, hvis det er naturen, som får lov til at styre planlægningen af byens parker?

Oprindelige planter har evnen til at overleve i jorden i årtier. Hvis en bygning rives ned, og jorden igen bliver blotlagt, vil frøene atter spire og blomstre. Naturens helt naturlige proces vil gå i gang. Det starter med planter i græshøjde, og gradvist sker der en udvikling frem mod skovvækst.

Gleisdreieck i bydelen Kreuzberg i Berlin var i 2005 et forladt område bestående af jernbanespor med ubearbejdet plantevækst. Området var delt op i to zoner:

1) En park, som alle mennesker havde adgang til, og hvor der fandtes en informationstavle om de vilde planter.
2) Et lignende område, der dog var indhegnet, og uden adgang. Vegetationen her var det, som vi ville betegne som vild og uden nogen designet struktur.

Gennem disse to modsætningsfyldte områder og deres historik undersøgte Berner, om vækstmønsteret fra planternes adfærd i sig selv kunne fungere som en ideel struktur – set ud fra et planteperspektiv. 

Se Interviewfilm af Mette Mærsk her










































Mælkebøtteruten
2003

”Mælkebøtteruten” handler om det oversete, det undervurderede og ukontrollérbare. Kan vi rangordne naturen? Kan vi indlemme den? Eller vil den have sit eget liv?

I værk ”Mælkebøtteruten” kortlagde Camilla Berner menneskets genveje og smutveje, det uautoriserede i de flygtige spor i landskabet. Til en gruppeudstilling i Søndermarken i København var ”Mælkebøtteruten” Berners stedsspecifikt bidrag, der bestod af mælkebøtte-skilte, som viste vej til alle de uplanlagte og uofficielle stier i det ellers så stramme, formelle anlæg. Skiltene supplerede Berner med en gratis folder med et kort over stierne samt kommentarer og registreringer foretaget over et halvt års tid.

Stort set alle kender Margueriteruterne – vejvisere til de skønne steder rundt om i Kongeriget. Men ”Mælkebøtteruten” gjorde noget andet! Ved i udformning af projektets skilte og gennem navnet så klart at referere til Marguerite-ruten kom værket samtidig til at spørge til vores idealer for begrebet smuk natur, som vi opsøger rundt om i landet.

”Mælkebøtteruten” står centralt i udviklingen af Berners virke. For alvor gør hun op med skulpturværket, og bevæger sig over i det konceptuelle. Stærkt optaget af et kulturelt og æstetisk syn på naturen er hun på vej mod et enklere udtryk.

Konceptet blev afprøvet i en anden geografisk kontekst i 2007 i parken ved Musikhuset i Esbjerg.


                     
Parken ved Musikhuset, Esbjerg                                                      Søndermarken, Kbh.




Se Interviewfilm af Mette Mærsk her




























Pavement and Parliament
2003

Værket er startskuddet til hele Camilla Berners videre etnobotaniske udforskning af forholdet mellem natur og mennesker. Etnobotanik vil sige studiet af forholdet mellem mennesker og planter. Titlen på det stedsspecifikke værk ”Pavement and Parliament” hentede Berner fra popgruppen Heaven 17's titelsang ”Penthouse and Pavement” fra 1980. Sangteksten spørger til arbejdshierarkiet: Hvem er i bunden, og hvem er på toppen? Berner overfører det til naturens rangorden og spørger: Hvilke planter er nederst, hvilke rangerer højt, og hvorfor?

Ved at så græs direkte i revnerne mellem betonelementerne på gulvet i cementfirmaet F.L. Smidths forladte industribygning refererede Berner til den situation, der opstår, når industri lukker ned og uvelkomne planter (almindeligvis beskrevet med den brede term ukrudt til trods for, at mange af dem er ældgamle, nyttige lægeplanter) vokser vildt ind over de forladte områder. Samtidig udførte hun en videnskabelig registrering af de planter, der voksede udenfor bygningen og udarbejdede en artsliste over dem. Hendes bagvedliggende tanke var at se, om denne videnskabelige anerkendelse af de nederst rangerende planter kunne gøre noget for at give dem en højere position i plantehierarkiet.



Se Interviewfilm af Mette Mærsk her




























What good is a roof if there is nothing growing on it?
2002

Camilla Berner var tidligt ude i forhold til at undersøge emnet natursyn. Berner søgte en rumlig forståelse af økologi, og hun arbejdede i det, som hun har kaldt for laboratorier. Ordet laboratorium, som traditionelt set er stedet for udførelse af naturvidenskabelige undersøgelser og forsøg, henviser her til Berners særlige kunstneriske felt, hvor hun bygger bro mellem kunst og naturvidenskab.

Som gæsteelev på Kunstakademiet undersøgte Berner begrebet parkdannelser: For hvad er egentlig grundlaget for en park? Frem for en romantisk-æstetisk tilgang var Berners den, at parken måtte have en praktisk funktion, så den eksempelvis kunne bruges til dyrkning af afgrøder.

Under sin research stødte Berner på Sankt Petersborg Gardening Club, som hun kontaktede og besøgte. I Sankt Petersborg mødte hun en forståelse af, hvordan alt kan genanvendes i en naturlig cyklus. Den russiske haveklub benyttede tagterrassen til dyrkning af afgrøder, husaffaldet blev komposteret og genanvendt som gødning, og det opsamlede regnvand blev brugt til vanding af taghavens planter.

”What good is a roof if there is nothing growing on it?” er titlen på hele værket, som var en installation på efterårsudstillingen på Charlottenborg.

Værket er en video fra Camilla Berners besøg i Sankt Petersborg Gardening Clubs have på toppen af en høj bygning.



Se Interviewfilm af Mette Mærsk her





























Læs om Camilla Berners Sætte-kassehus og samlebakker




Du samler samle du samler du samling
2012

Begyndelse og afslutning ligger immanent i frø og kapsler. De er på en og samme tid kulminationen på en vækst og næste generations begyndelse.

Livet igennem har Camilla Berner været fascineret af og samlet på frø og kapsler. Mange har hun selv hjem bragt som rejseminder – andre er kommet til som gaver fra familie, venner og bekendte. Samlingen er vokset fra barndommens nysgerrige afsøgning af verden til mere bevidste, videnskabelige kortlægninger. Ud over at vække minder rummer kapsler og frø ofte også en skulpturel-æstetisk oplevelse i materiale, farve og form.

Personlige samlinger kan være med til at synliggøres den enkeltes identitet. Ud fra talemåden, ”Vis mig din samling, så skal jeg sige dig hvem du er”, giver et kig ind i montren en mulighed for at kigge ind i Berners verden. Ved man, at hendes far i en menneskealder med omhu indsamlede og udvalgte frø til forædling af den bedste kvalitet, kan man spore et trænet øje, der dog nok kigger efter andre egenskaber med fokus på det skæve/usædvanlige, det skulpturelle, det æstetiske…

Samtidig rummer montrens ophobning minder om historiske raritetskabinetter, glæden ved at præsentere trofæerne, krydset med en videnskabelig indsamling af data – atter med et bånd tilbage til barndommens forståelse af proveniens, tingenes forhistorie. De store, flotte, eftertragtede bøgestammer, var ikke bare bøgetræer. De var først og fremmest væksten fra frø fra et bestemt sted.