På grund af museets byggeri er udstillingen udsat på ubestemt tid |
Ludvig Finds symbolistiske hovedværk, ”Portrættet af en ung Kunstner” (maleren Aage Bertelsen) er fra 1893 og tilhører Skovgaard Museet i Viborg. Olie på lærred, 160 x 129 cm. Inv. nr. 14.458.
Ludvig Find udstilling
Af museumsleder Teresa Nielsen, Vejen
Tre jyske kunstmuseer arbejder sammen om i 2019 at præsentere den første retrospektive Ludvig Find udstilling siden 1940’erne. Det sker i samspil mellem Skovgaard Museet, Kunst-museet Brundlund Slot og Vejen Kunstmuseum.
Børnenes maler
I den brede offentlighed har maleren Ludvig Find (1869-1945) primært været kendt som ”børnenes maler”. Navnet har noget på sig! Som far til 12 børn havde Find i mange år altid en god model ved hånden. I hastige tegninger og på malerier forevigede han over årene børnene midt i dagens små gøremål – skulle de sidde længe, blev det gerne med en bog![1] Der var mange andre end hans egne børn, der stod model. Han fik sig en niche med at tegne og male børneportrætter – en opgave han siges at have haft evner for ved at vinde de smås tillid. Et fint udvalg af hans legende studier af børn og deres mødre er samlet i billedbogen ”Hanne – i Billeder og Tekst”, som Find i 1909 udgav sammen med L.C. Nielsen.
Markante portrætter
Find var i det hele taget en yndet portrætmaler og havde et ganske særligt blik også for sine kolleger. Blandt hans allerbedste portrætter er studiet fra 1891 af kunstneren Thorvald Bindesbøll (1846-1908) i sit arbejdsværelse. Det tilhører i dag Statens Museum for Kunst. I forgrunden dominerer en af hans unikke keramiske krukker i en markant placering på arbejdsbordet. Bagvæggen er tæt tapetseret med indrammede tegninger og malerier samt yderst til højre et par keramiske fade.
To år senere, i 1893, sprang Find ud som symbolist på Høstudstillingen hos kunsthandler Kleis. Blandt de 47 øvrige udstillere viste hver 1-6 værker på nær P. Johansen, der havde 10 katalognumre. Ludvig Find var særlig fyldigt repræsenteret med 18 værker.[2] På den tid tog han de franske Nabimaleres kantede form til sig. Han tegnede og malede som var hans motiver blyindfattede ruder eller collager – konturerne står markant og hvert farvefelt ligger for sig. I denne fase udførte han et af sine hovedværker, det portræt af vennen fra Herlufsholm, forfatteren Aage Bertelsen (1873-1945), der i dag tilhører Skovgaard Museet og er Find-udstillingens ikon.
KLIK her for at læse Anne-Mette Villumsens tekst om Ludvig Finds portræt af Aage Bertelsen.
Af museumsleder Teresa Nielsen, Vejen
Tre jyske kunstmuseer arbejder sammen om i 2019 at præsentere den første retrospektive Ludvig Find udstilling siden 1940’erne. Det sker i samspil mellem Skovgaard Museet, Kunst-museet Brundlund Slot og Vejen Kunstmuseum.
Børnenes maler
I den brede offentlighed har maleren Ludvig Find (1869-1945) primært været kendt som ”børnenes maler”. Navnet har noget på sig! Som far til 12 børn havde Find i mange år altid en god model ved hånden. I hastige tegninger og på malerier forevigede han over årene børnene midt i dagens små gøremål – skulle de sidde længe, blev det gerne med en bog![1] Der var mange andre end hans egne børn, der stod model. Han fik sig en niche med at tegne og male børneportrætter – en opgave han siges at have haft evner for ved at vinde de smås tillid. Et fint udvalg af hans legende studier af børn og deres mødre er samlet i billedbogen ”Hanne – i Billeder og Tekst”, som Find i 1909 udgav sammen med L.C. Nielsen.
Markante portrætter
Find var i det hele taget en yndet portrætmaler og havde et ganske særligt blik også for sine kolleger. Blandt hans allerbedste portrætter er studiet fra 1891 af kunstneren Thorvald Bindesbøll (1846-1908) i sit arbejdsværelse. Det tilhører i dag Statens Museum for Kunst. I forgrunden dominerer en af hans unikke keramiske krukker i en markant placering på arbejdsbordet. Bagvæggen er tæt tapetseret med indrammede tegninger og malerier samt yderst til højre et par keramiske fade.
To år senere, i 1893, sprang Find ud som symbolist på Høstudstillingen hos kunsthandler Kleis. Blandt de 47 øvrige udstillere viste hver 1-6 værker på nær P. Johansen, der havde 10 katalognumre. Ludvig Find var særlig fyldigt repræsenteret med 18 værker.[2] På den tid tog han de franske Nabimaleres kantede form til sig. Han tegnede og malede som var hans motiver blyindfattede ruder eller collager – konturerne står markant og hvert farvefelt ligger for sig. I denne fase udførte han et af sine hovedværker, det portræt af vennen fra Herlufsholm, forfatteren Aage Bertelsen (1873-1945), der i dag tilhører Skovgaard Museet og er Find-udstillingens ikon.
KLIK her for at læse Anne-Mette Villumsens tekst om Ludvig Finds portræt af Aage Bertelsen.
I 1909 udkom Ludvig Finds og L.C. Nielsens bog ”Hanne – i Billeder og Ord”.
1) Portrættet af Th. Bindesbøll udførte Find i 1893, tilhører Statens Museum for Kunst. 2) Portrættet af hustruen Kirsten er malet i 1905, tilhører Vejen Kunstmuseum. 3) Portrættet af Th. Erichsen er dateret 1897 og tilhører Den Hirschsprungske Samling.
Find gik dog ret hurtigt videre til en mere naturalistisk/impressionistisk stil og udførte i 1897 endnu et af sine hovedværker ”Portræt af en ung mand”, et studie af den norske maler Thorvald Erichsen (1868-1939). Det tilhører Hirschsprungs Samling i København. Modellen er foreviget i Biedermeier-sofaen hjemme hos Ludvig Find. Nedenfor ses et udsnit af portrættet. På væggen bag Th. Erichsen hænger en ramme med trykte gengivelser efter bl.a. Massacio. Den lange, smalle ramme ses på mange af Ludvig Finds portrætter, og har over tid været fyldt med bl.a. Daumier-tegninger og noget, der ligner japanske træsnit.
En perle i den faste samling på Vejen Kunstmuseum er Finds portræt fra 1905 af hustruen Kirsten. Det kom til museet i 1945 som gave fra Ny Carlsbergfondet. Stille og eftertænksom sidder hun og læser. Bag hende anes den lange ramme.
KLIK her for at læse Teresa Nielsens tekst om rammens plads i Finds hjem og virke.
Barndom og ungdom
Allerede i skolen på Herlufsholm ved Næstved mødte Ludvig Find kunstens verden gen-nem tegnelæreren Rudolf Bertelsen, der så hans evner. Der opstod en god forbindelse til lærerens søn, den senere maler Aage Bertelsen, som Find i 1893 udførte sit berømte por-træt af.
Midt i 1880’erne kom Find i lære hos malermester Øigaard. Siden mødte han G.F. Clément og i 1888 også Mogens Ballin. Han var elev på Kunstakademiet i København fra oktober 1886 til januar 1888, hvor han valgte at gå over på De frie Studieskoler. Find de-buterede på Charlottenborgs forårsudstilling i 1889 og var om sommeren i Nymindegab ved Vesterhavet med en blandet flok studerende, som Mogens Ballins biograf, Peter Schindler levende har beskrevet. Gennem et af Ballins breve til en unavngiven veninde leveres et tankevækkende portræt af det, der blev hans ven for livet: ”Ludvig Find er dygtig, langt mere talentfuld, end jeg havde troet; han arbejder med stor Lethed og uden stærk Energiudfoldelse; særlig paa Farvens Omraade er han god – Figurer har han slet ikke malet her, men nogle overmaade smukke Landskaber; som Menneske er han betydelig mere, end jeg fra Begyndelsen af troede; han er rigtig godt begavet; uden store Kundskaber i nogen særlig Retning, er han godt med paa Alt, han har en hel Del Menneskekundskab og forstaar helt godt at vurdere Folk; han er et fuldstændig bravt Menneske og vil gærne gøre Noget for Andre; han er sikkert absolut værdifuld som Ven. En meget vid Horisont har han ikke, og han bestræber sig ikke for at udvikle sig synderligt; men han iagttager godt og har set forbausende godt i sine unge Aar i Skolen; som Kammerat er han meget oplivende og undertiden overordentlig morsom – særlig med sine Sange. Jeg holder overmaade meget af Find og haaber; med Tiden at blive Ven af ham.” [3]
I 1897 var Find gæst på Den frie Udstilling, blev medlem det følgende år og udstillede dér årligt frem til sin død, med ganske få undtagelser. Han fik sin første separatudstilling i 1902 i Kunstforeningen i København, og sammesteds igen i 1930. Ind imellem havde han to udstillinger i Winkel & Magnussens Kunsthandel (1906 og 1920) og i 1940 én hos Arnbaks Kunsthandel og i 1945 hos Axel Duckert.
KLIK her for at se en liste over, hvad Ludvig Find viste på Den Frie
Venskabet mellem Ludvig Find og Mogens Ballin
I årene 1904-14 var familien Find bosat i Charlottenlund, tæt ved familien Ballin.[4] Gamle fotos og malerier dokumenterer det nære venskab mellem de to familier.[5] Ofte var de sammen. Ægteparret Ludvig og Kirsten Find stod ægteparret Ballin så nær, at det var dem, der i 1907 var særligt nærværende ved Marguerite Ballins død – Kirsten klargjorde hende til begravelsen mens Ludvig Find udførte en portrættegning af den afdøde.[6]
En hel del portrætter har Find malet af Mogens Ballin og dennes børn. Et højdepunkt udførte han i 1913, året inden Mogens Ballins død.[7] Længe inden fjernsynets tid ses familien samlet om bordet til en rolig fællesstund. Kakkelovnen ude til højre giver en antydning af rummet, men fokus er på højtlæsningen. Bøgernes og litteraturens betydning understreges af, at der bag sofaen står en velfyldt reol, hvor der endog er lagt bøger vandret ind oven på hylderne. Børnene, Tutterne, er der alle fem. På det færdige maleri er pigerne tættest på: Den yngste datter, Gertrud putter sig hos faderen. Til højre for hende sidder storesøsteren Esther Maria, flittigt optaget af sit sytøj. Foran på bordet står hendes røde syskrin i selskab med den hvide frugtskål fyldt med rød-grønne æbler. For bordenden til højre sidder storebror Jan. Foran bordet sidder Knud og yderst til venstre sidder Bengt. Indadvendte og drømmende er de tre drenge, der alle siden valgte at gå i kirkens tjeneste som også lillesøsteren Gertrud.
Af et hastigt forarbejde til det store maleri fremgår det, at Finds udgangspunkt var en anderledes tung komposition. Yderst til venstre i sofaen sidder en rank Esther. Ved siden af hende læser Mogens Ballin med Gertrud tæt ind til sig, og yderst til højre ses Jan. På bordet er der kun en skål gul-grønne frugter, og Bengt er flyttet over ved den højre bordende. Knud er sat foran bordet. Esther og Gertrud kigger ud af billedet – allerede her tegner drengene sig med de bortvendte blikke, der bliver karakteristiske for det endelige maleri, hvor ingen af de portrætterede kigger ud til beskueren.
Arbejdet med den dekorative kunst
Som mange af tidens kunstnere blev også Find optaget af arbejdet med den dekorative kunst. I 1892 søgte han ud til Kählers værksted ved Næstved, hvor han bl.a. har skabt tre dekorerede fade, der i dag tilhører Designmuseum Danmark. Året efter var han om efteråret med C.F. Clément i Italien for at besøge Mogens Ballin. Klosterlivet og den gamle italienske kunst gjorde stærkt indtryk. Fra denne tid stammer hans stiliserede, uhyre enkle, dekorativt skildret bebudelsesscene – dateringen er svær at tyde, men kunne være 15.9.93. Som Nabi’erne gør han brug af cloisonnée-emaljens eller træsnittets skarpe kon-turstreg og de rene, enstonende farvefelter. Husene bag bakkekammen kunne ligne et destillat af sete skildringer og egne oplevelser af det italienske landskab. Træerne og tulipanerne ejer forårets friskhed. De monumentale søjler i venstre side minder i deres strenge karakter lidt om den faste stil i Mogens Ballins og Siegfried Wagners tidlige arbejder fra Mogens Ballins metalværksted.
Vignetter til symbolismens talerør, tidsskriftet Taarnet
Over årene 1893-94 tryktes i symbolismens tidsskrift, Taarnet, som mange af Finds og Ballins bekendte bidrog til, en stribe af Finds vignetter. De viser hans dekorative evner. I det første bind blev der gjort brug af ni forskellige Find vignetter. Tre af dem er en serie runde former - én med en yin-yang komposition af to sammenslyngede fisk, en anden med sort/hvide svaner og slutteligt én med et solidt borgtårn, der i sin fasthed minder lidt om søjlerne i bebudelsesscenen. Andre er forholdsvis symmetriske fx med et par fisk om et kildevæld/træ, et englekor i vingemønster og to forskellige blomsterkrukker. Der er også en stiliseret asymmetrisk åkandedekoration, der synes fjernt i familie med en lotusform, som Siegfried Wagner siden arbejdede med.[8] Til andet bind bidrog Find kun med fire nye vignetter, hvoraf tre er med blomster – to med tulipanagtige former. Den fjerde vignet adskiller sig. I en kasseform synes et barokt vinget dragevæsen at puste sig op.
I tidsskriftet ”Taarnet” lanceredes den danske symbolisme i ord og billeder. Ludvig Find tegnede disse vignetter til bladet.
Tidsskriftets indhold og form varslede en ny tid, og netop i startåret 1893 skete der så meget nyt i København. Ludvig Find udstillede på Høstudstillingen, og allerede om foråret var det i forbindelse med Marts-udstillingen lykkedes Mogens Ballin at overtale Kleis til at vise udvalgte værker af hans franske kunstnervenner: Vuillard, Bonnard, Séruiser, Ranson, Bernard og Roussel.[9] Disse kunstneres værker købte Ballin ind af, og deres sans for farven og de nære motiver fik stor betydning for netop Find.[10] Kigger man på Ballin-familiens gamle glaspladenegativer er der et fint foto af datteren Gertrud i sin seng, og på væggen bag hende hænger små indrammede tryk af Bonnard – verdenskunst på børneværelset!
Vignetter til det tyske tidsskriftet Pan
Der var andre end Mogens Ballin, der søgte en dialog ude i Europa. I 1895 leverede Ludvig Find en stribe vignetter til det toneangivende tyske tidsskrift Pan. Finds tuschtegninger tilhører i dag Museum für Kunst und Gewerbe i Hamborg, hvortil de blev købt i 1901, da man opløste boet efter Pan. Atter er der flere forskellige typer vignetter. Her er også en gruppe symmetriske, nærmest barokke kompositioner som Pan-hovedet og en sær stiliseret form, der kun giver mening, når man kender ”drage-vignetten” fra Taarnet. Det må være et par vingede drager, der trænges om pladsen i det rektangulære rum. Dertil er der en opsats med to fugle på hver sin side af blomsterne og en voldsomt rygende og flammende offerskål. Der er en åkandekomposition, der endnu mere minder om dekorationen på en krukke, som Siegfried Wagner lavede hos Bing & Grøndahl sidst i 1890’erne. Dertil er der en række blomstervignetter, der også knytter an til Finds anden portion vignetter til Taarnet. De strækker sig fra det forholdsvis naturalistiske til en H.C. Andersen’sk eventyrverden med en panfløjtespillende fe indflettet mellem planteblade. Tegningerne har både været brugt som vignetter og på mere prominente placeringer.
I 1895 tryktes i det toneangivende tyske tidsskrift ”Pan” en række vignetter efter tuschtegninger af Ludvig Find.
Portrættet af skuespilleren Anna Larsen
I 1896 udførte Find et maleri, som han selv betragtede som et af sine hovedværker, por-trættet af den feterede skuespillerinde Anna Larsen. Ved første øjekast ville de færreste tilskrive ham den mørke, dæmpede skildring af den indadvendte kvinde. Mest iøjefaldende er hendes specialfremstillede brystsmykke med hendes navn ANNA. I 1940’erne fortalte Find om sit gensyn med portrættet ”Jo, jeg har set til det for nylig – jeg blev lidt skuffet, men det gør man maaske altid, naar man forestiller sig det bedste, man har lavet. Det er et meget mørkt Billede, hvilket blev yderligere fremhævet, da det i sin Tid paa Udstillingen hang ved Siden af nogle ganske lyse Billeder af mig. Men hvor var hun skøn lille Anna! Hvor var hun yndig! Hun sad gerne og memorerede en Rolle, mens jeg malede hende… af og til saa jeg hendes Læber bevæge sig, og hun hviskede et eller andet. Hun var et Barn, men med en Kvindes mystiske Magt. Jeg har set hende blive som en ganske lille Pige, der mente, at man gjorde hende fortræd – det var ægte. Otto Larssen el-skede hende. Det vil jeg gerne sige nu efter at have læst hendes Erindringer om det Æg-teskab. Da hun laa syg paa Dr. Heines Klinik, boede Otto hos mig og fik den idé, at han vilde rejse til Indien med hende. Til Indien! Kun for at møde hans gamle Ven, Professor L. P. Larsen, Missionæren, fordi han vidste, at hun var stærkt religiøst grebet paa det Tidspunkt.” [11]
Ludvig Finds engagement i Mogens Ballins Værksted
Det synes helt naturligt, at venskabet mellem Ludvig Find og Mogens Ballin skulle resultere i, at også Find blev inddraget i Ballins arbejde med at skabe relativt prisbillige metalvarer af høj kunstnerisk kvalitet. I de tidlige værkstedsbøger dukker Finds navn dog ikke op – ej heller er hans bidrag gengivet i omtalerne i 1902 og 1904 i Tyskland. Enkelte lamper efter Finds forlæg er dog gengivet i senere salgsmateriale fra Mogens Ballins efterfølger.[12] Kigger man efter i værkstedsmapperne og Vejen Kunstmuseums 2010-database over produktionen, spænder Finds bidrag over brugsting som lamper og lågkrukker til udsøgte smykker.
KLIK her for at komme til databasen over produktionen fra Mogens Ballins Værksted.
Inventar
Startskuddet til Mogens Ballins Værksted kom i forlængelse af, at det nygifte ægtepar Bal-lin havde indrettet deres hjem. På samme måde er det tænkeligt, at Ludvig Finds enga-gement i værkstedet faldt sammen med, at han var i gang med at indrette sit eget hjem. Han har givet tegning til praktiske sager som lamper – og det i en ny tids ånd, hvor de var tænkt til elektriske pærer. En af dem findes både i bronze og i tin, B85/T182. Den er en solid standerlampe med en god metalfod og igen metal oppe mod lampefatningen efter et mellemstykke af træ. Tinversionen kunne både leveres med træstykket til el samt med glasindsats i stedet, så den kunne bruges til petroleum. Dertil gav Find tegning til et par lysekroner, M74 og T187. Empire-agtige er de i deres elegante enkelhed. M74 er forsynet med prismekæder og nederst stikker de elektriske pærer ud for enden af humlelignende pagoder. T187 har også prismer i de midterste to cirkulære felter, men er væsentlig enklere, og i den nye tids stil med fokus på de fem tydeligt fremhævede elektriske pærer. Stearinlysene var dog ikke glemt. Med en funkisarkitekts sans for lige og stramt krummede, enkle former har han skabt en kandelaber, der synes at forvarsle art deco’en, T215. Slutteligt har Find af inventar også givet tegning til en billedramme, T175, der er stramt og arkitektonisk enkelt bygget op – de fire langsider forbundet med cirkelformer i en hjørneløsning, der kan minde lidt om Bedre byggeskiks dørkarme, som de fx ses i Niels Hansen Jacobsens stuer på Vejen Kunstmuseum.
Find gik dog ret hurtigt videre til en mere naturalistisk/impressionistisk stil og udførte i 1897 endnu et af sine hovedværker ”Portræt af en ung mand”, et studie af den norske maler Thorvald Erichsen (1868-1939). Det tilhører Hirschsprungs Samling i København. Modellen er foreviget i Biedermeier-sofaen hjemme hos Ludvig Find. Nedenfor ses et udsnit af portrættet. På væggen bag Th. Erichsen hænger en ramme med trykte gengivelser efter bl.a. Massacio. Den lange, smalle ramme ses på mange af Ludvig Finds portrætter, og har over tid været fyldt med bl.a. Daumier-tegninger og noget, der ligner japanske træsnit.
En perle i den faste samling på Vejen Kunstmuseum er Finds portræt fra 1905 af hustruen Kirsten. Det kom til museet i 1945 som gave fra Ny Carlsbergfondet. Stille og eftertænksom sidder hun og læser. Bag hende anes den lange ramme.
KLIK her for at læse Teresa Nielsens tekst om rammens plads i Finds hjem og virke.
Barndom og ungdom
Allerede i skolen på Herlufsholm ved Næstved mødte Ludvig Find kunstens verden gen-nem tegnelæreren Rudolf Bertelsen, der så hans evner. Der opstod en god forbindelse til lærerens søn, den senere maler Aage Bertelsen, som Find i 1893 udførte sit berømte por-træt af.
Midt i 1880’erne kom Find i lære hos malermester Øigaard. Siden mødte han G.F. Clément og i 1888 også Mogens Ballin. Han var elev på Kunstakademiet i København fra oktober 1886 til januar 1888, hvor han valgte at gå over på De frie Studieskoler. Find de-buterede på Charlottenborgs forårsudstilling i 1889 og var om sommeren i Nymindegab ved Vesterhavet med en blandet flok studerende, som Mogens Ballins biograf, Peter Schindler levende har beskrevet. Gennem et af Ballins breve til en unavngiven veninde leveres et tankevækkende portræt af det, der blev hans ven for livet: ”Ludvig Find er dygtig, langt mere talentfuld, end jeg havde troet; han arbejder med stor Lethed og uden stærk Energiudfoldelse; særlig paa Farvens Omraade er han god – Figurer har han slet ikke malet her, men nogle overmaade smukke Landskaber; som Menneske er han betydelig mere, end jeg fra Begyndelsen af troede; han er rigtig godt begavet; uden store Kundskaber i nogen særlig Retning, er han godt med paa Alt, han har en hel Del Menneskekundskab og forstaar helt godt at vurdere Folk; han er et fuldstændig bravt Menneske og vil gærne gøre Noget for Andre; han er sikkert absolut værdifuld som Ven. En meget vid Horisont har han ikke, og han bestræber sig ikke for at udvikle sig synderligt; men han iagttager godt og har set forbausende godt i sine unge Aar i Skolen; som Kammerat er han meget oplivende og undertiden overordentlig morsom – særlig med sine Sange. Jeg holder overmaade meget af Find og haaber; med Tiden at blive Ven af ham.” [3]
I 1897 var Find gæst på Den frie Udstilling, blev medlem det følgende år og udstillede dér årligt frem til sin død, med ganske få undtagelser. Han fik sin første separatudstilling i 1902 i Kunstforeningen i København, og sammesteds igen i 1930. Ind imellem havde han to udstillinger i Winkel & Magnussens Kunsthandel (1906 og 1920) og i 1940 én hos Arnbaks Kunsthandel og i 1945 hos Axel Duckert.
KLIK her for at se en liste over, hvad Ludvig Find viste på Den Frie
Venskabet mellem Ludvig Find og Mogens Ballin
I årene 1904-14 var familien Find bosat i Charlottenlund, tæt ved familien Ballin.[4] Gamle fotos og malerier dokumenterer det nære venskab mellem de to familier.[5] Ofte var de sammen. Ægteparret Ludvig og Kirsten Find stod ægteparret Ballin så nær, at det var dem, der i 1907 var særligt nærværende ved Marguerite Ballins død – Kirsten klargjorde hende til begravelsen mens Ludvig Find udførte en portrættegning af den afdøde.[6]
En hel del portrætter har Find malet af Mogens Ballin og dennes børn. Et højdepunkt udførte han i 1913, året inden Mogens Ballins død.[7] Længe inden fjernsynets tid ses familien samlet om bordet til en rolig fællesstund. Kakkelovnen ude til højre giver en antydning af rummet, men fokus er på højtlæsningen. Bøgernes og litteraturens betydning understreges af, at der bag sofaen står en velfyldt reol, hvor der endog er lagt bøger vandret ind oven på hylderne. Børnene, Tutterne, er der alle fem. På det færdige maleri er pigerne tættest på: Den yngste datter, Gertrud putter sig hos faderen. Til højre for hende sidder storesøsteren Esther Maria, flittigt optaget af sit sytøj. Foran på bordet står hendes røde syskrin i selskab med den hvide frugtskål fyldt med rød-grønne æbler. For bordenden til højre sidder storebror Jan. Foran bordet sidder Knud og yderst til venstre sidder Bengt. Indadvendte og drømmende er de tre drenge, der alle siden valgte at gå i kirkens tjeneste som også lillesøsteren Gertrud.
Af et hastigt forarbejde til det store maleri fremgår det, at Finds udgangspunkt var en anderledes tung komposition. Yderst til venstre i sofaen sidder en rank Esther. Ved siden af hende læser Mogens Ballin med Gertrud tæt ind til sig, og yderst til højre ses Jan. På bordet er der kun en skål gul-grønne frugter, og Bengt er flyttet over ved den højre bordende. Knud er sat foran bordet. Esther og Gertrud kigger ud af billedet – allerede her tegner drengene sig med de bortvendte blikke, der bliver karakteristiske for det endelige maleri, hvor ingen af de portrætterede kigger ud til beskueren.
Arbejdet med den dekorative kunst
Som mange af tidens kunstnere blev også Find optaget af arbejdet med den dekorative kunst. I 1892 søgte han ud til Kählers værksted ved Næstved, hvor han bl.a. har skabt tre dekorerede fade, der i dag tilhører Designmuseum Danmark. Året efter var han om efteråret med C.F. Clément i Italien for at besøge Mogens Ballin. Klosterlivet og den gamle italienske kunst gjorde stærkt indtryk. Fra denne tid stammer hans stiliserede, uhyre enkle, dekorativt skildret bebudelsesscene – dateringen er svær at tyde, men kunne være 15.9.93. Som Nabi’erne gør han brug af cloisonnée-emaljens eller træsnittets skarpe kon-turstreg og de rene, enstonende farvefelter. Husene bag bakkekammen kunne ligne et destillat af sete skildringer og egne oplevelser af det italienske landskab. Træerne og tulipanerne ejer forårets friskhed. De monumentale søjler i venstre side minder i deres strenge karakter lidt om den faste stil i Mogens Ballins og Siegfried Wagners tidlige arbejder fra Mogens Ballins metalværksted.
Vignetter til symbolismens talerør, tidsskriftet Taarnet
Over årene 1893-94 tryktes i symbolismens tidsskrift, Taarnet, som mange af Finds og Ballins bekendte bidrog til, en stribe af Finds vignetter. De viser hans dekorative evner. I det første bind blev der gjort brug af ni forskellige Find vignetter. Tre af dem er en serie runde former - én med en yin-yang komposition af to sammenslyngede fisk, en anden med sort/hvide svaner og slutteligt én med et solidt borgtårn, der i sin fasthed minder lidt om søjlerne i bebudelsesscenen. Andre er forholdsvis symmetriske fx med et par fisk om et kildevæld/træ, et englekor i vingemønster og to forskellige blomsterkrukker. Der er også en stiliseret asymmetrisk åkandedekoration, der synes fjernt i familie med en lotusform, som Siegfried Wagner siden arbejdede med.[8] Til andet bind bidrog Find kun med fire nye vignetter, hvoraf tre er med blomster – to med tulipanagtige former. Den fjerde vignet adskiller sig. I en kasseform synes et barokt vinget dragevæsen at puste sig op.
I tidsskriftet ”Taarnet” lanceredes den danske symbolisme i ord og billeder. Ludvig Find tegnede disse vignetter til bladet.
Tidsskriftets indhold og form varslede en ny tid, og netop i startåret 1893 skete der så meget nyt i København. Ludvig Find udstillede på Høstudstillingen, og allerede om foråret var det i forbindelse med Marts-udstillingen lykkedes Mogens Ballin at overtale Kleis til at vise udvalgte værker af hans franske kunstnervenner: Vuillard, Bonnard, Séruiser, Ranson, Bernard og Roussel.[9] Disse kunstneres værker købte Ballin ind af, og deres sans for farven og de nære motiver fik stor betydning for netop Find.[10] Kigger man på Ballin-familiens gamle glaspladenegativer er der et fint foto af datteren Gertrud i sin seng, og på væggen bag hende hænger små indrammede tryk af Bonnard – verdenskunst på børneværelset!
Vignetter til det tyske tidsskriftet Pan
Der var andre end Mogens Ballin, der søgte en dialog ude i Europa. I 1895 leverede Ludvig Find en stribe vignetter til det toneangivende tyske tidsskrift Pan. Finds tuschtegninger tilhører i dag Museum für Kunst und Gewerbe i Hamborg, hvortil de blev købt i 1901, da man opløste boet efter Pan. Atter er der flere forskellige typer vignetter. Her er også en gruppe symmetriske, nærmest barokke kompositioner som Pan-hovedet og en sær stiliseret form, der kun giver mening, når man kender ”drage-vignetten” fra Taarnet. Det må være et par vingede drager, der trænges om pladsen i det rektangulære rum. Dertil er der en opsats med to fugle på hver sin side af blomsterne og en voldsomt rygende og flammende offerskål. Der er en åkandekomposition, der endnu mere minder om dekorationen på en krukke, som Siegfried Wagner lavede hos Bing & Grøndahl sidst i 1890’erne. Dertil er der en række blomstervignetter, der også knytter an til Finds anden portion vignetter til Taarnet. De strækker sig fra det forholdsvis naturalistiske til en H.C. Andersen’sk eventyrverden med en panfløjtespillende fe indflettet mellem planteblade. Tegningerne har både været brugt som vignetter og på mere prominente placeringer.
I 1895 tryktes i det toneangivende tyske tidsskrift ”Pan” en række vignetter efter tuschtegninger af Ludvig Find.
Portrættet af skuespilleren Anna Larsen
I 1896 udførte Find et maleri, som han selv betragtede som et af sine hovedværker, por-trættet af den feterede skuespillerinde Anna Larsen. Ved første øjekast ville de færreste tilskrive ham den mørke, dæmpede skildring af den indadvendte kvinde. Mest iøjefaldende er hendes specialfremstillede brystsmykke med hendes navn ANNA. I 1940’erne fortalte Find om sit gensyn med portrættet ”Jo, jeg har set til det for nylig – jeg blev lidt skuffet, men det gør man maaske altid, naar man forestiller sig det bedste, man har lavet. Det er et meget mørkt Billede, hvilket blev yderligere fremhævet, da det i sin Tid paa Udstillingen hang ved Siden af nogle ganske lyse Billeder af mig. Men hvor var hun skøn lille Anna! Hvor var hun yndig! Hun sad gerne og memorerede en Rolle, mens jeg malede hende… af og til saa jeg hendes Læber bevæge sig, og hun hviskede et eller andet. Hun var et Barn, men med en Kvindes mystiske Magt. Jeg har set hende blive som en ganske lille Pige, der mente, at man gjorde hende fortræd – det var ægte. Otto Larssen el-skede hende. Det vil jeg gerne sige nu efter at have læst hendes Erindringer om det Æg-teskab. Da hun laa syg paa Dr. Heines Klinik, boede Otto hos mig og fik den idé, at han vilde rejse til Indien med hende. Til Indien! Kun for at møde hans gamle Ven, Professor L. P. Larsen, Missionæren, fordi han vidste, at hun var stærkt religiøst grebet paa det Tidspunkt.” [11]
Ludvig Finds engagement i Mogens Ballins Værksted
Det synes helt naturligt, at venskabet mellem Ludvig Find og Mogens Ballin skulle resultere i, at også Find blev inddraget i Ballins arbejde med at skabe relativt prisbillige metalvarer af høj kunstnerisk kvalitet. I de tidlige værkstedsbøger dukker Finds navn dog ikke op – ej heller er hans bidrag gengivet i omtalerne i 1902 og 1904 i Tyskland. Enkelte lamper efter Finds forlæg er dog gengivet i senere salgsmateriale fra Mogens Ballins efterfølger.[12] Kigger man efter i værkstedsmapperne og Vejen Kunstmuseums 2010-database over produktionen, spænder Finds bidrag over brugsting som lamper og lågkrukker til udsøgte smykker.
KLIK her for at komme til databasen over produktionen fra Mogens Ballins Værksted.
Inventar
Startskuddet til Mogens Ballins Værksted kom i forlængelse af, at det nygifte ægtepar Bal-lin havde indrettet deres hjem. På samme måde er det tænkeligt, at Ludvig Finds enga-gement i værkstedet faldt sammen med, at han var i gang med at indrette sit eget hjem. Han har givet tegning til praktiske sager som lamper – og det i en ny tids ånd, hvor de var tænkt til elektriske pærer. En af dem findes både i bronze og i tin, B85/T182. Den er en solid standerlampe med en god metalfod og igen metal oppe mod lampefatningen efter et mellemstykke af træ. Tinversionen kunne både leveres med træstykket til el samt med glasindsats i stedet, så den kunne bruges til petroleum. Dertil gav Find tegning til et par lysekroner, M74 og T187. Empire-agtige er de i deres elegante enkelhed. M74 er forsynet med prismekæder og nederst stikker de elektriske pærer ud for enden af humlelignende pagoder. T187 har også prismer i de midterste to cirkulære felter, men er væsentlig enklere, og i den nye tids stil med fokus på de fem tydeligt fremhævede elektriske pærer. Stearinlysene var dog ikke glemt. Med en funkisarkitekts sans for lige og stramt krummede, enkle former har han skabt en kandelaber, der synes at forvarsle art deco’en, T215. Slutteligt har Find af inventar også givet tegning til en billedramme, T175, der er stramt og arkitektonisk enkelt bygget op – de fire langsider forbundet med cirkelformer i en hjørneløsning, der kan minde lidt om Bedre byggeskiks dørkarme, som de fx ses i Niels Hansen Jacobsens stuer på Vejen Kunstmuseum.
På besøg hos Ludvig Find i oktober 1909 fotograferede Mogens Ballin ham på den sofa, som Erichsen er portrætteret på. I den lange ramme ses nu gengivelser af Daumier-tegninger.
1913 har Ludvig Find dateret sit portræt af Mogens Ballin med børnene i hjemmet i Charlottenlund.
Fra venstre ses Bengt, Mogens Ballin, Gertrud, Knud (foran bordet), Esther og Jan. Maleriet er i privateje.
Med konturer så klare som var det et træsnit, har Find i gouache udført denne bebudelsesscene. Den er klart dateret 1893, men datoen er sværere at tyde. I Find-arkivet på Det kgl. Bibliotek er der et brev af 5.5.1893 fra Mogens Ballin om et fælles bogprojekt (måske en forløber for tidsskriftet ”Taarnet”?). Han foreslår, at Find arbejder videre med sin bebudelsesscene. Omtalen kunne støtte en aflæsning af datoen som den 15. marts. Gouachen er i privateje.
