DANSK STANDARDPOESI
 

Historik 2013-2015

Først på formiddagen fredag den 7. marts 2014 ankom en anseelig gæst på Museumspladsen i Vejen. Dansk Standardpoesi er et helt enkelt lille hus, tænkt og bygget af arkitekt og billedkunstner Maya Peitersen, der tog afgang fra Kunstakademiet i København i 2004.  
I efteråret 2013 på kunstmessen Alt_cph på Fabrikken for kunst og design på Amager fortalte Maya Peitersen levende om sit projekt. Selv beskriver hun det med følgende ord: ”Dansk Standardpoesi (Dsp) er et mobilt mikrokulturhus, der huser udstillinger, oplæsninger, performances og musikarrangementer med danske kunstnere. Tanken bag Dsp er at sætte fokus på det poetiske udtryk indenfor flere kunstarter på den danske samtidskunstscene. I Dsp fremstår kunsten i en 1:1-relation med betragteren. Der er ingen lange CV’er eller plancher, man skal læse for at nå ind til en forståelse, eller forklaring af, hvad det er man ser eller hører på. Ingen forhistorier – kun det rene kunstneriske udtryk at forholde sig til.”
Dansk Standardpoesi på besøg giver museet mulighed for at bringe smagsprøver på lidt kunstnerisk forkant. Afhængig af, hvad Maya Peitersen får tilskud til af arrangementer, kommer det lille kulturhus for en tid til at byde på et supplement til museets aktiviteter med fokus på yngre, eksperimenterende kunstnere på vej frem – valgt ud (kurateret) af en af deres egne med masser af initiativ. 

Synæstetiske oplevelser
Når Dsp-huset rummer en kombination af udstillinger, musik og oplæsning opstår en synæstetisk oplevelse, der ligger helt i tråd med den kreds af danske symbolister, der er museets kernearbejdsfelt. Som museet hver december vælger en nulevende kunstner til at lægge et nutidigt perspektiv på den skulptur og keramik – som hovedpersonen, billedhuggeren Niels Hansen Jacobsen har lavet – kan Dansk Standardpoesi byde på nutidige vinkler ind i kunstens verden. Dsp giver en aktualitet, som museets gæster med sikkerhed vil sætte pris på som et supplement til museets faste samling og særudstillinger. 

Rammen – den nyanlagte Museumsplads
Takket være to store bevillinger fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal og Ny Carlsbergfondet er Museumspladsen i Vejen blevet nytænkt og totalomlagt i dialog med Schul Landskabsarkitekter. Målet med den nye plads har været at udvide Vejen Kunstmuseums oplevelsesrum helt ud til fortovskanten, hvor gæster kommer til at møde kunsten straks de lægger hånd på Bjørn Nørgaards, Eva Steen Christensens, Erik Heides eller Marianne Jørgensens specialfremstillede kunstnerlåger, der kommer til at stå ved pladsens fire indgange. Midt mellem de to førstnævntes låger er der afsat plads til at opføre et ”Huggehus” – et kunstnerisk ”skur” i stil med det hus, hvor billedhugger Niels Hansen Jacobsen kunne stå i læ, når han huggede sine grav- og mindesten. 

Dér hvor Dsp-huset står skal der på sigt opføres et hus, der primært er tænkt som rammen om formidlende værkstedsaktiviteter med skoleklasser, billedskolehold og andre grupper. På det afsatte, grusbelagte areal er Dansk Standardpoesi en kærkommen gæst. Det stramme lille galleri/oplevelsesrum giver mulighed at se, hvordan stedet er som ramme om skiftende aktiviteter.

Her og nu er det næste mål i arbejdet med Museumspladsen at få bygget et andet lille ”hus”, hvor der skal være plads til keramikovne samt bænke, telte og andet udstyr, som bruges ved aktiviteter på Museumspladsen. Det er endnu uvist, hvornår Vejen Kunstmuseum bygger på det areal, som Dsp-huset nu står på. 

CV for Dansk Standardpoesi
Dansk Standardpoesi havde fra 30.8.2013 til marts 2014 sin plads på Fabrikken for kunst og design på Sundholmsvej, Amager. I forbindelse med Alt_cph 2014 var Dsp omdrejningspunkt for den stand, som skulpturprojektet Skovsnogen havde på kunstmessen. Huset var scene for en udstilling, et foredrag og ti digtoplæsninger i de tre dage, messen foregik. Efterfølgende har Maya Peitersen afholdt forskellige pop-up-arrangementer i huset i form af udstillinger, koncerter, oplæsninger og performances: 

2014 på Museumspladsen i Vejen
Søndag den 13. april 2014 bød det gæstende mikrokulturhus velkommen til alle interesserede på Museumspladsen i Vejen. Samtidig var der fernisering på Dansk Standardpoesis første udstilling under udstationeringen i Vejen. Den var med værker af Lise Nørholm. Ved ferniseringen var der oplæsning af digterne Gitte Broeng og Glenn Christian. 

 

DIAGNOSE
Udstilling i mikrokulturhuset Dansk Standardpoesi på Museumspladsen i Vejen den 19.7.-5.9.2015

Billedkunstnere Maya Peitersen, der står bag mikrokulturhuset Dansk Standardpoesi har inviteret arkitekterne Gitte Juul og
Cecilie Bendixen til med hvert sit værk at forholde sig til stedet og begrebet DIAGNOSE. Resultatet er blevet en vibrerende dialog mellem installation, pavilloner og hus, der i fællesskab indkredser diagnose, som ord og begreb.

Med
Cecilie Bendixen (født 1975) har Dansk Standardpoesi for første gang en helt lokal tilknytning. Hun har sit liv og virke i Askov, få kilometer fra Vejen. Hun bidrager med et værk, der står i forhold til Dansk Standardpoesis ydre volumen.
I dagene op til åbningen opførte hun ude på pladsen et par lette træpavilloner. De er møjsommeligt bygget op, så de påpeger nogle bestemte punkter i Dannebrogs geometri. Flaget kender alle i sin klassiske funktion på flagstangen, og det bruges i mange forskellige sammenhæng fra papirguirlander på juletræet til pynt på fødselsdagskagen. Her har Cecilie Bendixen valgt at vise flaget på en helt uventet måde, der for nogle ved første øjekast kan synes chokerende. Men helt enkelt handler hendes projekt om at vise flagets ankerpunkter – hjørnerne i hver af firkanterne og i alle sider af det hvide kors.
Den ene pavillon er eksempelvis bygget op, så flaget spændes ud hen over trælisterne med en forbindelseslinje mellem det ydre venstre punkt i hver af de hvide korsarme og det punkt til højre, hvor linjen møder korsets midterkrydsning.
Klik her for at læse Cecilie Bendixens tekst om projektet og se hendes tegninger af de mange forskellige diagnoser, der kan laves på Dannebrog.

Cecilie Bendixen tog for en del år siden afgang fra Det Kongelige Danske Kunstakademi som arkitekt. Hun arbejder i et eksperimenterende felt med forskning i lydabsorberende tekstiler og i en nysgerrighed mellem kunst og videnskab. Fra Askov sender hun sine værker til udstillinger viden om – i løbet af sommeren var hun aktuel den 16.-21. juni på den store messe i Schweiz, DESIGN MIAMI/BASEL, på Galerie Maria Wettergrens stand. Dér viste Cecilie Bendixen det skulpturelle værk ”Draperet Nimbostratus”. Skyen er et resultat af hendes pdh om lydabsorberende skulpturelt foldede tekstiler. Målet med det skyformen var både at vise tekstilets potentiale og samtidig at opnå en poetisk gentolkning af naturen. Og i august kan et af hendes værker ses under kulturfestivallen ”Lys over Lolland”. Læs mere om Cecilie Bendixen på www.tekstilerum.dk

Gitte Juul (født 1961) indtager ”det gule palæ”, det indre rum i Dansk Standardpoesi med udstillingen ”Verden ligger under dine fødder”. Hun har indsamlet, tørret og pulveriseret brændenælder. Planten har et rhizom-rodnet, hvis egenskab bl.a. er, at dets forgrenede jordstængler bevarer deres overlevelsesevne – selv i bitte små stykker. Brændenælden har altid fulgt mennesket, da den kun trives, hvor der er rigeligt med nitrat i jorden. Den gror i store områder i de tempererede regioner i Europa, Asien, Japan, Australien, Syd Afrika, USA og i Andesbjergene.
Gitte Juul fortæller: ”Min historie om brændenælden er, at den ikke kender til afgrænsning. Den spreder sig gerne fra fx. kolonihave til slotshave. Samtidig går den også både tilbage i historien og ind i fremtiden, fra det eventyrlige i fortiden, hvor de svane-diagnosticerede syv brødre blev kureret ved hjælp af mod, udholdenhed og brændenælder.” Gitte Juul henviser til H.C. Andersens eventyr ”De vilde Svaner”, hvor søsteren Elisa væver netteldugsskjorter til sine brødre. Som en hilsen til Elisas værk har Gitte Juul 190 cm over gulvet og op i loftsrummet i Dansk Standardpoesi lavet et symbolsk plantearrangement. Hun kalder det ”Panserskjorten”, men frem for at væve en skjorte, har hun lavet et netværk af rødder og stængler. På gulvet har hun lagt pulveriserede brændenælder – en henvisning til deres helbredende egenskab.
Klik her for at læse Gitte Juuls tanker om brændenælder og denne udstilling.

Klik her for at se Gitte Juuls " Den Store Nælde Bog" fra udstillingen på Museumspladsen

Gitte Juul blev færdig som arkitekt på Det Kongelige Danske Kunstakademi i 1995 og arbejder i feltet mellem kunst og arkitektur med base i København, Karlskrona og for tiden også i Ljubljana, hvor hun i regi af det europæiske Adapt-r netværk er tilknyttet Universitetet i Ljubljana. Hun fortæller: ”Gennem en årrække har jeg udviklet en praksis, der har fokus på at skabe interventioner som foregår direkte i byens gader, på villaveje og på landsbytorv, hvor der arbejdes i 1:1 og ansigt til ansigt med lokalområdet. Denne ‘in situ’ arbejdsform kræver en maksimal tilstedeværelse og en tillid til, at det der sker kan bruges til noget, da der ikke findes mulighed for at redigere sig frem til projektets pointer. Samtidig er jeg optaget af den materielle og stoflige verden og dens forskellige og til stadighed skiftende tilstande.” Denne arbejdsform har bl.a. manifesteret sig som krydderhaver i Ballerup og Kättilsmåla i Sverige, gadekøkkener i Kolkata og netop nu i aktioner med fokus på et gammelt stadium i Ljubljana. Læs mere om Gitte Juul på www.gittejuul.dk