CAMILLA BERNER art & nature
24 fortællinger
Tekst af Margrethe Kruse Ellegaard i dialog med Teresa Nielsen og Camilla Berner
Foto af dagens låge: Pernille Klemp
Interviewfilm: Mette Mærsk
24 fortællinger
Tekst af Margrethe Kruse Ellegaard i dialog med Teresa Nielsen og Camilla Berner
Foto af dagens låge: Pernille Klemp
Interviewfilm: Mette Mærsk
Processer – skitser og modeller
Fra en længere årrække
Denne låge giver et kig ind i kunstneren værksted. Her ses modeller og
andet skitsemateriale, der er modellering af tanker, som måske over tid
materialiserer sig og bliver til konkrete projekter. Nogle af modeller
er genkendelige som forarbejder til udstillede værker. Nogle projekter
bliver til i en proces gennem adskillige gennembearbejdninger – andre
når aldrig længere end til modelstadiet. Alle er de udtryk for noget af
den dynamiske tankerække der ligger i Berners virke. Her anes
sammenspillet mellem researcharbejdets indsamling af viden om sted og
planter - og det der kan opstå i den kunstneriske bearbejdning af den
erhvervede viden. Det indsamlede materiale er med til at definere form
og udtryk, der siden kan være med til at formidle hendes ideer og
tanker.
Tekst af Margrethe Kruse Ellegaard i dialog med Teresa Nielsen og
Camilla Berner
Almindelig Ulvefod
2017
Søby, der er en del af den jyske hede nær Herning, var under Anden Verdenskrig et sandt klondike. Da brændsel var en mangelvare under den tyske besættelse, måtte man ty til alternative energireserver. Ti til femten meter nede i Søbys undergrund fandtes der store mængder af brunkul, som man hentede op. Først skete det ved håndkraft. Senere kom maskinerne til, og der blev lagt jernbanespor med tipvogne og kraner. Arbejdskraft var der nok af med 1500 mand i gang i lejerne. I 1940 var gravningen så effektiv, at man i Danmark producerede 226.000 tons brunkul.
I dag er Søby Brunkulslejer et udflugtsmål med en stærk historie. Stedet står hen som et stykke ødelagt natur. Visse steder kan det være farligt at færdes, og enkelte steder kan man endnu se, hvordan udpining af området har ført til sandflugt. Arealet er uegnet til dyrkning af afgrøder. De eneste vækster, der for alvor kan klare sig, er eksempelvis Gyvel og Dværgfyr, der nu dækker store dele af Brunkulslejren og fortrænger andre vækster. Tankevækkende er det, at den udskældte Dværgfyr, der formår at dække de sandede ar i landskabet, trives i kraft af en unik symbiose med nogle mycelier (svampesporer) i jorden på netop dette sted.
En succeshistorie fra Brunkulslejren handler om planten Almindelig Ulvefod. Den voksede på heden længe før menneskene begyndte at opdyrke stedet. Men med landbruget forsvandt den og var tæt på at uddø. Brunkulslejerne, som har stået delvist urørt hen siden 1970'erne, har imidlertid givet Almindelig Ulvefod en chance for atter at spire frem af jorden og brede sig.
Når mennesket ikke længere bruger landskabet, indfinder planter sig – selv i en ødelagt natur eller midt i byerne. Planter som Almindelig Ulvefod kan være med til at fortælle et steds historie.
Elletræ genspejlet
2017
Det stedsspecifikke værk er skabt til skoletandplejen på L.A. Rings Vej i Højbjerg ved Århus.
Da Camilla Berner fik opgaven, tog hun afsæt i gadens navn. L.A. Ring (1854-1934) var en dansk maler, hvis socialrealistiske og til dels symbolistiske værker er en vigtig del af den danske malerkunsts historie. På hans maleri ”Elletrunter” fra 1893 ses en gruppe elletræer, der spejles i vandoverfladen. Denne spejling ønskede Berner at gentage, men i skulpturel form.
Berner fandt frem til en egnet elletræstamme, som hun flækkede på langs. På en arbejdsflade stødte hun de to nedre ender op mod hinanden. Derved opstod en vandret, tredimensionel spejling. Med en assistent lagde hun omhyggeligt en silikoneform og kunne skabe en naturtro afstøbning. Elletræsspejlingen blev støbt i beton. Sammen med en mindre, tredje afstøbning af en del af stammen – det stykke, der ses her i montren – blev betonafstøbningerne nedfældet i belægningen foran skoletandplejen.
Beton associerer byens materialer, mens formen associerer natur. Stammespejlingen og det lille stykke, der ligger som højt relief i belægningen udenfor tandklinikken, kan ses som en anfægtelse af fraværet af det organiske i byen. Men beton er jo også lavet af naturens materialer, og hvilken materialitet består byen i virkeligheden af? Hvilke materialer er de sande?
Ung mand planter et træ
2016
Værket er en parafrase over Astrid Noacks skulptur, som står i bronze foran kunstmuseet i Tønder og i en gipsudgave i Noacks atelier på Nørrebro.
I forbindelse Copenhagen Art Week udførte Camilla Berner performancen ”Ung Mand Planter et Træ”. På forhånd havde hun annonceret og spurgt i forskellige institutioner omkring atelieret for at finde en ”ejer” til et træ, som hun ville lade plante. Ved en tilfældighed blev det en ung mand, Michael Amiga, der tog ansvar for at passe træet til det havde fået fodfæste.
Til performancen syede Berner et kostume – et stykke for hver af figurens legemsdele. En gruppe iførte sig hver et kostumestykke, så de til sammen rent symbolsk blev den unge mand. Sammen vandrede de i procession til BaNanna Park – en tidligere byggetomt i Nannasgade, rundt om hjørnet fra Astrid Noacks Atelier. Dér foregik en rituel fælles plantning af et Hjertetræ. Træet var på forhånd udvalgt af en lokal ung mand, der har påtaget sig at sørge for at passe og vande træet.
BaNanna Park var før en vild tomt, som de lokale delvist havde taget i besiddelse, men den var uden nogen egentlig funktion. På kommunalt initiativ blev den en mere formel park/plads. Når parkfolket fra den grønne forvaltning tager over, sker der en fremmedgørelse. Gartnerne kommer og går, men der er ikke længere én person med den nære, lokale tilknytning. Berners projekt var er et forsøg på at give ejerskabet til stedet tilbage til områdets beboere. De skulle have glæden ved planterne ud fra devisen, at vi kan få en stærkere naturfølelse af at tage et medejerskab over naturen i byerne.
Det koster mange penge at anlægge en park, men undervejs kan man komme til at miste den "rigtige" natur. Etablering af BaNanna Park resulterede i, at der på arealet nu er færre arter, mindre natur og mindre ejerskab end der var, da det var en tomt. Ved at gartnere kommer og passer det hele, opstår der en forskydning i dynamikken. Arbejdet med ”Ung mand planter et træ” spørger til relationen mellem bynatur og ejerskab – hvad ville der ske, om pasningen af parkerne og det grønne i byerne lå tættere på beboerne/brugerne? Hvad ville det gøre ved os?
Still Alive – et udvalg af vaser
2016
I 2016 udstillede Camilla Berner i megabyen Seoul i Sydkorea. Forud for rejsen havde hun læst en bog om, hvordan landet på få årtier er gået fra at være er uland, hvor man dyrke egne afgrøder, til at være et højteknologisk samfund – der dog er præget af enorm kontrast mellem rig og fattig. Gennembruddet har været en succesfuld eksport af landets popkultur og har gjort mange besat af succes og forbrug.
Seoul er vokset eksplosivt, og er så tæt bebygget, at det kan være svært at finde beplantede områder. Hvordan kan man arbejde sig ind på et andet lands kultur/naturforståelse? På forhånd havde Berner valgt, at planteindsamling skulle være hendes greb. Med en stedkendt guide lykkedes det at finde nogle få, uberørte arealer, hvor hun kunne sanke.
Men hvem har det kulturelle ophav? Berner havde på forhånd gjort sig klart, at hun med sin vestlige kultur kun kunne lave en subjektiv læsning af koreanerne. Det understregede og vedkendte hun sig ved at sætte de indsamlede planter i de medbragte traditionstunge vaser fra de to store danske porcelænsfabrikker. I overført forstand blev de hendes hånd, der omsluttede de koreanske vækster. Vaserne synes at sige: ”Jeg samler disse planter.”
Planteindsamlingen var en nøgtern kortlægning/registrering. Hver buket ledsages af en indrammet tekst om hvilke planter, der er foreviget, og hvor de er plukket.
Vaserne kom til at symbolisere en kulturelle udveksling af håndværkstraditioner. For Berner blev deres rejse til Seoul et billede på en tradition, der blev bragt tilbage til sit oprindelsessted. De underglasurmalede porcelænsvaser er i 1800-tallet udført i en teknik, der stod i gæld til en ældgammel tradition fra Østen.
I Seoul opstod der et sært møde mellem vasernes skildringer af de ærkedanske nationalromantiske landskaber og buketterne af koreanske ukrudtsplanter – bastarderne. Tilmed stod disse livskraftige vækster i stærk kontrast til det moderne koreanske samfunds fokus på forbrug symboliseret gennem indkøb af dyre, fremavlede prydplanter.
Krukkerne er undervejs tilført nye lag. For at kunne ind- og udføre dem af Korea gennem tolden, skulle de entydigt være kunstværker og ikke handelsvarer. Det blev de ved, at Berner signerede dem. Undervejs gik nogle af krukkerne i stykker, og kunstneren har limet dem sammen. Processen er med til at give dem karakter og en historie.
Titlen ”Still Alive” spiller på ordet ”Still Life”, det engelske ord for et ”Stilleben”, som er et maleri af en opstilling af livløse genstande. Titlen spiller også på, at der stadig findes liv på de få byggetomter i den ellers tætbebyggede millionby. Lommerne er oversete – men de er stadig i live.
Stående kvinde (efter Noack)
2015
I 100-året for blandt andet kvindernes valgret og for grundlæggelsen af Faaborg Museum blev ”Stående kvinde” til. Camilla Berners værk er en parafrase over et fotografi af den danske billedhugger Astrid Noack (1888-1954).
I en tid, hvor det var svært at overleve som kvindelig kunstner, havde Astrid Noack en stærk stemme. Det fremgår eksempelvis af det faktum, at hun som ene kvinde blev inviteret med til at udvælge værker til det dengang nyetablerede Faaborg Museum. Hendes skæbne har Berner hæftet sig ved i sin fortrolighed med Faaborg Museum, der ligger i hendes barndoms land, og hvor hun selv i 2015 udstillede sin fotoserie ”Planteindsamlingen 1-7” fra Krinsen, Kongens Nytorv, København.
Astrid Noack var en kompromisløs kunstner, og var mange år senere, i 2004-2006, den eneste kvindelige billedkunstner, der fik plads i den danske kunstkanon. Hendes kunstneriske virke havde store personlige omkostninger. Af økonomiske grunde måtte hun bo i sit uopvarmede atelier, og hun måtte fravælge både ægteskab og egne børn.
I værket ”Stående kvinde” har Berner taget afsæt i et fotografi af Astrid Noack, hvor billedhuggeren modtager en buket af en lille dreng. Berner fæstner sig ved den særlige bevægelse, hvormed Astrid Noack lægger buketten mod sit bryst, samt kontakten mellem kvinden og drengen.
”Stående kvinde” bliver et selvportræt af Berner. Som en moderne kvindelig kunstner behøver hun dog hverken give afkald på hjem eller børn. Værket er dermed en anerkendelse af, at hun står på skuldrene af en tidligere generation. Idet hun tager buketten, er hun klar over, hvilken kønspolitisk diskussion hun læner sig op ad.
Vandrende buket – en stafet gennem Selde
2015
Hvilken betydning ligger der i at forære nogen en buket blomster?
Som led i kunstprojektet ”Skulpturlandsby Selde” startede Camilla Berner en buket-stafet i landsbyen Selde i Salling. Den ligger i det, der af nogen betegnes "Udkantsdanmark".
Med buket-stafetten og den fotografiske dokumentation af de i alt 68 buketter, der vandrer fra deltager til deltager, skabte Berner en samtale og vidnesbyrd om et fællesskab. En buket er vel noget, man giver til en, man holder af? I et lille samfund værner man om relationerne og står sammen om sit fællesskab.
Buketterne blev fulgt af en dag/logbog med en kort fortælling fx om hvilke blomster, der var samlet til hvem. Dertil blev hver buket fotograferet. Slutteligt blev alle buketterne foreviget på postkort, der blev sat i et stativ hos den lokale købmand i Selde.
”Vandrende buket”-projektet gav en pejling af hvilke plantearter, der findes i Selde og omegn – og de værdier, de tillægges. Camilla Berner gav hver buket en videnskabelig dimension ved i en artsliste at notere hver af planterne. Buketterne fik flere funktioner, der forenede poesi, venskab, videnskab og antropologi i ét greb.
Sub-Earth-Studies
2012-14
Af Kolding Kommune blev Camilla Berner bedt om at lave et stedsspecifikt værk til en legeplads for psykisk og fysisk udviklingshæmmede børn i udearealerne ved Specialcenter Vonsild. Camilla Berner udtænkte en usædvanlig ramme om en visuel og sanselig stimulering, der på alternativ vis kunne være med til at udvikle børnenes sansning.
Kunstneren arbejdede ud fra tanken om at få indblik i det, vi ikke kan se. Samtidig lagde hun op til, at børnenes motorik kunne styrkes gennem leg og deres nysgerrige undersøgelser.
Til ”Underjordiske Studier” fik Camilla Berner konstrueret et labyrintisk netværk, der – som en nedgravet ubåd – med det midterste rør udgør en 140 cm bred tunnel i lige løb gennem en bakke. For børn, der kan have svært ved motorisk at klare turen op og ned over bakken, blev det pludselig muligt at gå lige igennem den – og måske samtidig overvinde en frygt for mørke og trange rum…
Flere steder i de underjordiske gange er der indfældet runde vinduer, hvor børnene kan se, hvad der foregår under jorden, når planternes rødder vokser ned, eller dyr graver tunneller og redder. Der er også periskoper, så man kan se op og ud af højen.
På bakken fik Camilla Berner anlagt en have med nøje udvalgte vilde planter med særlig lange, dybtgående rødder. Tanken var, at børnene ville kunne se rødderne nede i tunnellen, mens de i periskopet ville kunne se plantevæksten ude i det frie oppe på bakken.
Højen fik hun plantet til med Tagrør, Spansk Kørvel, Prærie Hirse, Langakset Pragtskær, Hjulkrone, Slangeurt, Hvede, Almindelig Cikorie samt træerne Rødel og Purpur Pil.
Tree tales
2013
Træer og planter er bærere af historie og historier.
Den fynske herregård Glorup er kendt for sin lange, flotte lindealle og stynede træer. Herregården har en lang historie, og har over tid været samlingspunkt for kunstnere – her blev eksempelvis H.C. Andersen inspireret til at skrive sin samfundskritiske fortælling om sneglene under skræpperne, ”Den lykkelige familie” fra 1848.
Den 40 hektar store have havde en gang 100 gartnere. I dag er der en engelsk landskabshave med minimalt vedligehold. Den dannede i 2013 rammen om gruppeudstillingen ”Geist Glorup”.
I sit bidrag til ”Geist Glorup” tog Camilla Berner afsæt i et brev, der er bevaret på stedet. Det er fra forfatteren Karen Blixen, der tilbage i november 1959 spurgte, om hun kunne få et træ til ”Herregårdslunden” i hendes fuglereservat på Rungstedlund. Anmodningen sendte hun til alle herregårde, hun havde besøgt – og fra Glorup blev leveret en lind.
Ligesom disse steder havde haft betydning for Karen Blixen, valgte Berner med et beslægtet greb en anden vinkel. Hun tog kontakt til en række personer, der på forskellig vis har betydet noget for hendes personlige udvikling – mentorer, forbilleder og gode venner. På samme måde opfordrede Berner Glorups nuværende ejer, Jacob Rosenkrantz, til at lave invitationer. Hver af disse inviterede personer skulle til gengæld udvælge et træ af personlig betydning for dem, til udplantning i en lille lund i parken.
Karen Blixen plantede hvert træ på Rungstedlund med en fortælling om dets oprindelse. Ligeledes blev hvert af de syv træer i lunden ved Glorup plantet med hver sin fortælling. Ved hvert træ er sat et lille porcelænsskilt med navnet på både den, er har valgt det, og arten, fx ”Evas stilkeg”. Ved foden af hvert træ er nedgravet en forseglet flaske med et brev i –korrespondancen mellem Berner eller Rosenkrantz og den pågældende giver.
Set med historiens bagklogskab er det oplagt, at projektets fokus på træernes proveniens – hvem satte hvad hvor og hvorfor – taler direkte ind i den verden, Berner er vokset op i. Som hendes far og forfædre opsøgte de bedste frø i fremavlen af den optimale skov, opsøger hun træsorterne og de gode fortællinger, der knyttes til dem.
Læs mere om Geist Glorup-projektet:
http://www.geistglorup.dk/wp-content/uploads/2013/05/geist_katalog_7korr-3.pdf
Little Shop of Horrors
2012
”Little Shop of Horrors” er en historie fra 1935. Hovedpersonen er en blomsterhandler, der kæmper sig gennem krisen i 1930'ernes USA. Han har en kødædende plante, der hedder Audrey II. Den lever af blod og får blomster med ansigter af de mennesker, den har ædt og taget magten over.
Camilla Berner er fascineret af kødædende planter og den billedskabende effekt, de har på os. Med udgangspunkt i gyserfilmen ”Little Shop of Horrors” skabte hun et stedsspecifikt værk som udsmykning til Montanasalen, mødelokalet hos Kunstforeningen Gammel Strand i København. Projektet blev til ud fra et tænkt scenarie: Under et møde er der gerne forskellige magtforhold der positioneres, men hvad nu hvis forholdene blev byttet rundt og det var de undseelige kontorplanter i hjørnet der satte dagsordenen? Hvad nu, hvis planterne tog magten?
Der blev sat seksten gamle mistbænkevinduer ind i Montanasalen. Langs den ene væg blev der opsat skråtstillede glasflader for at forvride og destabilisere perspektivet i rummet, mens en anden side blev omdannet til en plantevæg i samarbejde med Deichmann Planter.
I vindueskarmen ud mod Gammel Strand stod en urtepotte med Audrey II.
Værket er siden blevet en del af kontorlandskabet hos Den Obelske Familiefond.
Species Plantarium
2012
Boligområdet Tingbjerg i Nordvest København har de fleste hørt om, men de færreste har været der. Det er et smukt boligkvarter, som er tegnet af arkitekten Steen Eiler Rasmussen og anlagt af landskabsarkitekten C.Th. Sørensen. Men over årene har Tingbjerg, trods den gode arkitektur, fået et dårligt ry.
Spørgsmålet er, om beboerne selv ser stedets æstetiske og arkitektoniske kvaliteter. Som en tværfaglig botaniker, arkæolog og feltstuderende besluttede Camilla Berner at registrere områdets vækster. Uden at problematisere bydelens svære sociale forhold bevægede hun sig videnskabeligt omkring. I samspil med lokale, der ellers primært involveres arbejdsrelaterede aktiveringsforløb, registrerede hun planterne og stedet med og for dets egne kvaliteter. I stedet for at opsøge naturen eksempelvis i Utterslev Mose, var det oplagt at se biodiversiteten i C. Th. Sørensens haveanlæg. Resultaterne var fund af mange arter og gode historier om stedet. Præparaterne blev udstillet i et skur, hvis ophobninger gav associationer til renæssancens raritetskabinetter og arkæologens feltstation.
Læring: At registrere er en effektiv måde at lære et område at kende. Man kommer fri af fordomme, og alle mennesker kan læse sig ind opgaven. Det er vigtigt ikke at være belærende men registrerende, og samtidig ligger der en stor kraft i det, at kunne navngive noget, så det derved skiller sig ud som en detalje i verden. Arbejdet får nuancerne til at træde frem, så verden krystalliserer sig i detaljer og pludselig bliver virkelig, når tingene får et navn.
Den ikke-problematiserende proces var befriende for beboerne. Berner forærede værket til skolen i håb om, at de ville inddrage det i biologiundervisningen, og det står der endnu. De stærke drenge passer på det.
Black Box Garden Seed Project
2012
I det tidlige forår sættes frøposerne frem i supermarkederne. Et af de klassiske frøfirmaer er den engelske virksomhed Sutton Seeds, hvis produktion af plantefrø indledtes i 1808. Ved 50-års jubilæet udnævnte Dronning Victoria virksomheden til Kongelig Hofleverandør. I dag har Sutton Seeds fortsat gang i hjulene og driver bl.a. forskning i genteknologi og forædling af planter. Virksomheden er et verdensomspændende, hæderkronet frøfirma, som de fleste kender.
I samarbejde med Sutton Seeds lavede Camilla Berner layout til en serie frøposer, der indeholdt frø, som hun selv havde samlet og tørret. I hendes poser var der 92 forskellige arter, primært ukrudtsarter men også arter som fx spirea, tulipan, lavendel, purløg og oregano. Alle svarede de til planter, der året forinden var registreret og indsamlet på Krøyers Plads på det areal, der havde udgjort ”Black Box Garden”. Som stedets vegetation rummede frøposerne en blanding af vild natur og efterkommere af forskelligt haveaffald, som folk havde smidt på Krøyers Plads. Med videnskabelig, faktuel omhu gav Berner de kommercielle produkter et twist. ”Black Box Garden” kunne nu multipliceres og distribueres langt ud over sin lokale placering.
Moss Garden
2011
Værket var stedsspecifikt og blev til samtidig med ”Black Box Garden”-projektet. Camilla Berner og andre kunstnere var inviteret med til et omfattende MAD-arrangement på Refshaleøen, København. Festivalen blev til i samarbejde mellem førende aktører indenfor moderne madkunst, bl.a. Camilla Plum, Aarstiderne Claus Meyer og René Redzepi fra NOMA.
Festivalen, der i ånden fra Nyt Nordisk Køkken skulle handle om de lokale råvarer, fandt sted på en byggetomt på Refshaleøen. I stedet for at arbejde med ”genius loci” (stedets ånd), blev vegetationen klippet ned og dækket med telte og boder.
Berner bidrage til festivalen blev til på et cirkulært areal på fire meter i diameter. Under den slåede engvegetation afdækkede hun store mængder af mos. I ånden fra Nyt Nordisk Køkken valgte hun at fokusere på denne lokale vækst og gik i gang med at blotlægge mosset. Som i en lille japansk moshave klippede hun alle planterne væk indenfor cirklen, og skabte et barfodsområde helt på stedets præmisser.
Black Box Garden
2011-12
Navnet Black Box referer til det sted, hvor al information om flyets rejse lagres. Hvad kan en Black Box-have mon så berette?
Stedet er Krøyers Plads, der i dag er bebygget og befinder sig sydøst for den nye cykelbro over Københavns Havn. Da Camilla Berner beslutter sig for at lave en have på grunden, var den en af hovedstadens dyreste byggegrunde, men den lå brak på tiende år. Ud fra det forhåndenværende besluttede hun sig for at opstille en række dogmer for sig selv:
Første og vigtigste dogme var, at hun ikke måtte tilføre noget til området, ingen planter, vand eller gødning. Haveaffaldet skulle recirkuleres.
Andet dogme var atter planteperspektivet. Planterne var udgangspunktet for den handling, der skulle ske. Arterne havde grupperet sig af sig selv, så det var planterne, der fortalte Berner, hvor hun skulle grave for at lave en indramning, der fremhævede dem.
Tredje dogme handlede om, at hun skulle være på stedet i det samme tidsrum hver dag. Berner havde en idé om, at haven, som den kunne komme til at blive (implicit gennem hendes tilstedeværelse), i sig selv kunne blive en anvisning for, hvordan man kan være med til at præge det offentlige rum. Hun var optaget af at tage vare på de fælles arealer og give dem omsorg, selvom nogen nok vil hævde, at der næppe kunne være tale om en have, da planterne jo bare var ukrudt.
Berners interesse i menneskers natursyn og relation til naturen, gør, at hun ofte inddrager mennesker i processerne omkring værkerne uden dog at arbejde med et direkte socialt sigte. Da byggegrunden på Krøyers Plads viste sig at være et fristed for nogle lokale børn, som legede i vildnisset, inviterede Berner dem indenfor i projektet, og der opstod et frugtbart samarbejde mellem dem. En opsynsmand ville forvise børnene fra pladsen, og i den forbindelse spørger Berner:
Hvem ejer byen? Er det en del af vores hygiejnesamfund, at børn og ukrudt ikke må være i byen? Skal den renses op for begge dele? Kan man med denne udelukkelse af bestemte grupper konkludere, at byplanlægning ikke er demokratisk?
I perioden førte Berner dagligt logbog. Den er tilgængelig i blogform på internettet: http://www.publik.dk/blackboxgarden.html
Black Box Garden må, sammen med Planteindsamlingen 1-7 på Krinsen, Kongens Nytorv, må anses for at være et af Camilla Berners hovedværker. Black Box Garden blev i 2011 præmieret af Statens Kunstfond.
Den urbane have
2010
Camilla Berner spørger til vores natursyn. Hvad er natur? Og hvad er da urban natur?
Natursyn er en spejling af identitet. En smuk have defineres traditionelt ved at være velplejet og styret. Ud fra denne norm kan ukrudt ses som udtryk for uorden, der kan virke både provokerende og pinligt.
Tankevækkende har det været for Berner at konstatere, at de vilde, livskraftige vækster trives netop dér, hvor mennesket forsøger at etablere orden ved at sætte hegn og skel. Her opstår lommer, hvor en diversitet af vilde planter får fred og trives. Hun spørger, om vildnisset måske netop er den egentlige urbane natur. Er de planter, der vokser i revner i byernes belægninger og efterladte byggetomter, udtryk for uorden eller et typisk urbant naturbillede? Og hvad består den natur af, som vi finder i byens parker og langs vejene i byerne?
Berner skabte ”Den urbane have” på en byggeplads i Sigurdsgade på Nørrebro på udearealer, hvor Professionshøjskolen Metropol netop var opført. Egentlig ville hun anlægge haven med de planter, der naturligt hørte til på stedet, men en indsamling var umuliggjort af byggearbejdet.
I stedet tog Berner afsæt i beplantningen på en byggetomt i Tikøbgade, hvor hun året før, i samarbejde med biologen Jon Feilberg, havde kortlagt den frodige og mangfoldige vegetation af i alt 124 forskellige arter på de 1712 m2. De er dokumenteret med frø i hvert sit præparatglas monteret i en montre i et fællesareal på Professionshøjskolen – en frøbank. De 124 glas med frø er udlånt til Berners 2017-2018-udstillingen på Vejen, hvor de vises i en montre, der var bygget til dem inden de fik fast plads på Metropol. Under titlen ”Precious things and stuff we don’t like” (ædle sager og ting vi ikke synes om) var montren en del af udstillingen ”Deep Green” på Den Frie, 18.4.-17.5.2009.
Af de 124 arter så Berner på, hvilke stærke vækster, der kunne trives sammen og valgte 58 arter, som hun inddelte i kategorier og plantede ved Metropol. Haven fik hun anlagt som en chausséstensbelagt 300 m2 stor bakke med huller til beplantning. Planternes omkransning af den hårde stenbelægning mimer byens taktilitet. Der sker dermed en konstant forhandling mellem byen og dens vækster, sådan som de baner sig vej mellem fliser og på ubebyggede pladser.
Bakkedraget og venner
2009
En kaktus eller sukkulenter er planter, der typisk går i arv fra generation til generation. Ofte gives de væk i form af stiklinger, som dermed kommer på rejser mellem landsdele og byer. I den overlevering opstår der erindringer, og implicit ligger der i værket ”Bakkedraget og Venner” en fortælling om overleveringer, om planternes rejse.
Værket, der består af kaktus-stiklinger, fortællinger og fotografier af overdragelserne, indgik i gruppeudstillingen ”InstantHERLEV, Suburb Site Environment” hjemme hos billedkunstner Anja Franke. ”Bakkedraget og Venner” var installeret og udstillet i et lille skur i hendes have i et villakvarter i Herlev. Netop villakvarteret er en hæk- og matrikelkultur, som ofte adskiller beboerne, men den gestus, det er at forære planter til hinanden, forener borgerne på en ikke-forpligtende måde.
”Bakkedraget og Venner” blev til i et samarbejde mellem Camilla Berner og Johan Franke Hedegaard, Anja Frankes dengang 10-12-årige søn. Indledningsvis rundsendtes i kvarteret en invitation underskrevet af dem begge. Han havde en samling af kaktus, og som stedkendt barn, var han med til at ”bryde isen” i kontakten til beboerne. Omkring halvdelen af modtagerne ville gerne være med, mens andre meldte hus forbi uden passende samlinger.
Målet med værket var at kortlægge planernes ruter fra moderplanten over stiklingernes rejse fra hjem til hjem – rejser på kryds og tværs over kvarterernes faste matrikelskel.
Kæmpebjørnekloen
2008
Camilla Berner har en vis forkærlighed for planter, der almindeligvis betragtes som uønskede. Hun er optaget af det fascinerende i, at naturen kan være farlig.
Hvor mælkebøtten er en bastard men ufarlig, kan kæmpebjørnekloen være farlig. Den er en invasiv plante, som man ønsker at udrydde, fordi den etablerer sig i monokulturer, hvor den op til fire meter høje, stærke plante skygger for andre vækster. At den omtales som farlig skyldes dens giftige saft. En kæmpebjørneklo kan sætte op mod 40.000 frø, hvoraf cirka en fjerdedel er spiredygtige. Planten er sandsynligvis kommet her til landet fra Kaukasus og har spredt sig via universitetsverdenens udveksling af planter.
Paradis
Det forlyder, at det var billedhuggeren Bertel Thorvaldsen, som indførte kæmpebjørnekloen i Danmark. Da Thorvaldsen i 1838 rejste hjem til København efter at have boet i Rom i over 40 år, fortælles det, at hans skulpturer blev pakket ned i store kasser foret med stor bjørneklo, der dengang blev anvendt som pakkemateriale. Kasserne blev sejlet den lange vej på fregatten Rota til Københavns Havn og kørt ind til Thorvaldsens Museum, som lige var blevet opført til ære for ham. Da kasserne blev pakket ud, dryssede frøene fra kæmpebjørnekloen ned i den indre gård på Thorvaldsens Museum, hvorfra de efterhånden bredte sig til resten af Danmark. Hvis historien er sand, har Thorvaldsen været uvidende om miséren, de siden forvoldte,
Camilla Berner har skitseret et projekt, hvor 174 kæmpebjørneklo plantes i spande i den indre gård på Thorvaldsens Museum. Værket har hun givet navnet Paradis, for det rejser spørgsmål om uønskede mennesker og planter og om racehygiejne: Hvem har lov til at være i Paradiset? Hvem er invasiv og indvandrer?
Hvid rute
2007-10
Stier mellem bygninger anlægges typisk af arkitekter, ud fra en forestilling om, hvordan man vil færdes i et område. Men hvilke veje vælger folk, hvis de selv kan vælge?
I forlængelse af ”Mælkebøtteruten” blev Camilla Berner inviteret til at se nærmere på udformning af en udsmykning til Højbakkegaard Forsøgscenter ved Taastrup. Som en arkæolog, der arbejder i de øverste lag, der er levende og uden planlagt stringens, registrerede hun de ikke-indtegnede ruter på landkortet. Nedtrådte planter antydede gangbaner, og gennem spørgeskemaer var forskerne med til at kortlægge, hvor de gik ofte og lejlighedsvis mellem fx deres kontor og de relevante væksthuse.
Som de historiske hvide pletter på landkortet symboliserede de endnu ikke kortlagte egne, kom ”Hvid rute” til at kortlægge menneskets hidtil flygtige smutveje. ”Hvid rute” endte som en fysisk manifestation. De i alt 750 meter anarkistiske stier, som Berner registrerede gennem sine studier og spørgeskemaer, blev permanent belagt med hvid, kinesisk granit – klare linjer, der kan ses fra luften. Ad de hvide ruter har videnskabsfolkene på vej mellem kontor og væksthuse siden sluppet for de våde tåsnuder, som de tidligere fik på vej gennem det fugtige græs!
Mælkebøttemarmelade
2007/2017
Skal vi dyrke spiselige planter i byen? Skal vi ændre vores syn på byens grønne områder, som ikke nødvendigvis behøver være kortklippede?
Camilla Berners sytten glas med mælkebøttemarmelade er en kortlægning og overordnet diskussion af byplanlægning og disponering af byernes grønne områder.
På sine gåture i København i foråret 2007 plukkede Berner de mælkebøtter, hun mødte på sin vej. Ved at registrere planternes voksesteder, indsamlingsvægt og ved at henkoge dem til marmelade, som hun fyldte på glas, kortlagde hun sine ruter. Glassene med mælkebøttemarmelade fortæller historien: ”Jeg spiser mig igennem min by.”
Skal vi dyrke byen til noget, vi kan spise?
Og hvem har tænkt på, at mælkebøtter kan gøre nytte og omdannes til noget spiseligt?
Kan man også spise brændenælder og andet ukrudt?
Glassene med mælkebøttemarmelade har siden 2007 stået hen som et afsluttet værk, men har aldrig tidligere været udstillet. Først i forbindelse med den retrospektive udstilling i Vejen har de i 2017 fået deres formelle trykte og påklæbede etiketter, hvis tekster kortlægger hendes ruter gennem København.
Fra et planteperspektiv / From the Perspective of Plants
Berlin 2005
Hvad sker der, hvis det er naturen, som får lov til at styre planlægningen af byens parker?
Oprindelige planter har evnen til at overleve i jorden i årtier. Hvis en bygning rives ned, og jorden igen bliver blotlagt, vil frøene atter spire og blomstre. Naturens helt naturlige proces vil gå i gang. Det starter med planter i græshøjde, og gradvist sker der en udvikling frem mod skovvækst.
Gleisdreieck i bydelen Kreuzberg i Berlin var i 2005 et forladt område bestående af jernbanespor med ubearbejdet plantevækst. Området var delt op i to zoner:
1) En park, som alle mennesker havde adgang til, og hvor der fandtes en informationstavle om de vilde planter.
2) Et lignende område, der dog var indhegnet, og uden adgang. Vegetationen her var det, som vi ville betegne som vild og uden nogen designet struktur.
Gennem disse to modsætningsfyldte områder og deres historik undersøgte Berner, om vækstmønsteret fra planternes adfærd i sig selv kunne fungere som en ideel struktur – set ud fra et planteperspektiv.
Mælkebøtteruten
2003
”Mælkebøtteruten” handler om det oversete, det undervurderede og ukontrollérbare. Kan vi rangordne naturen? Kan vi indlemme den? Eller vil den have sit eget liv?
I værk ”Mælkebøtteruten” kortlagde Camilla Berner menneskets genveje og smutveje, det uautoriserede i de flygtige spor i landskabet. Til en gruppeudstilling i Søndermarken i København var ”Mælkebøtteruten” Berners stedsspecifikt bidrag, der bestod af mælkebøtte-skilte, som viste vej til alle de uplanlagte og uofficielle stier i det ellers så stramme, formelle anlæg. Skiltene supplerede Berner med en gratis folder med et kort over stierne samt kommentarer og registreringer foretaget over et halvt års tid.
Stort set alle kender Margueriteruterne – vejvisere til de skønne steder rundt om i Kongeriget. Men ”Mælkebøtteruten” gjorde noget andet! Ved i udformning af projektets skilte og gennem navnet så klart at referere til Marguerite-ruten kom værket samtidig til at spørge til vores idealer for begrebet smuk natur, som vi opsøger rundt om i landet.
”Mælkebøtteruten” står centralt i udviklingen af Berners virke. For alvor gør hun op med skulpturværket, og bevæger sig over i det konceptuelle. Stærkt optaget af et kulturelt og æstetisk syn på naturen er hun på vej mod et enklere udtryk.
Konceptet blev afprøvet i en anden geografisk kontekst i 2007 i parken ved Musikhuset i Esbjerg.
Parken ved Musikhuset, Esbjerg Søndermarken, Kbh.
Pavement and Parliament
2003
Værket er startskuddet til hele Camilla Berners videre etnobotaniske udforskning af forholdet mellem natur og mennesker. Etnobotanik vil sige studiet af forholdet mellem mennesker og planter. Titlen på det stedsspecifikke værk ”Pavement and Parliament” hentede Berner fra popgruppen Heaven 17's titelsang ”Penthouse and Pavement” fra 1980. Sangteksten spørger til arbejdshierarkiet: Hvem er i bunden, og hvem er på toppen? Berner overfører det til naturens rangorden og spørger: Hvilke planter er nederst, hvilke rangerer højt, og hvorfor?
Ved at så græs direkte i revnerne mellem betonelementerne på gulvet i cementfirmaet F.L. Smidths forladte industribygning refererede Berner til den situation, der opstår, når industri lukker ned og uvelkomne planter (almindeligvis beskrevet med den brede term ukrudt til trods for, at mange af dem er ældgamle, nyttige lægeplanter) vokser vildt ind over de forladte områder. Samtidig udførte hun en videnskabelig registrering af de planter, der voksede udenfor bygningen og udarbejdede en artsliste over dem. Hendes bagvedliggende tanke var at se, om denne videnskabelige anerkendelse af de nederst rangerende planter kunne gøre noget for at give dem en højere position i plantehierarkiet.
What good is a roof if there is nothing growing on it?
2002
Camilla Berner var tidligt ude i forhold til at undersøge emnet natursyn. Berner søgte en rumlig forståelse af økologi, og hun arbejdede i det, som hun har kaldt for laboratorier. Ordet laboratorium, som traditionelt set er stedet for udførelse af naturvidenskabelige undersøgelser og forsøg, henviser her til Berners særlige kunstneriske felt, hvor hun bygger bro mellem kunst og naturvidenskab.
Som gæsteelev på Kunstakademiet undersøgte Berner begrebet parkdannelser: For hvad er egentlig grundlaget for en park? Frem for en romantisk-æstetisk tilgang var Berners den, at parken måtte have en praktisk funktion, så den eksempelvis kunne bruges til dyrkning af afgrøder.
Under sin research stødte Berner på Sankt Petersborg Gardening Club, som hun kontaktede og besøgte. I Sankt Petersborg mødte hun en forståelse af, hvordan alt kan genanvendes i en naturlig cyklus. Den russiske haveklub benyttede tagterrassen til dyrkning af afgrøder, husaffaldet blev komposteret og genanvendt som gødning, og det opsamlede regnvand blev brugt til vanding af taghavens planter.
”What good is a roof if there is nothing growing on it?” er titlen på hele værket, som var en installation på efterårsudstillingen på Charlottenborg.
Værket er en video fra Camilla Berners besøg i Sankt Petersborg Gardening Clubs have på toppen af en høj bygning.
Du samler samle du samler du samling
2012
Begyndelse og afslutning ligger immanent i frø og kapsler. De er på en og samme tid kulminationen på en vækst og næste generations begyndelse.
Livet igennem har Camilla Berner været fascineret af og samlet på frø og kapsler. Mange har hun selv hjem bragt som rejseminder – andre er kommet til som gaver fra familie, venner og bekendte. Samlingen er vokset fra barndommens nysgerrige afsøgning af verden til mere bevidste, videnskabelige kortlægninger. Ud over at vække minder rummer kapsler og frø ofte også en skulpturel-æstetisk oplevelse i materiale, farve og form.
Personlige samlinger kan være med til at synliggøres den enkeltes identitet. Ud fra talemåden, ”Vis mig din samling, så skal jeg sige dig hvem du er”, giver et kig ind i montren en mulighed for at kigge ind i Berners verden. Ved man, at hendes far i en menneskealder med omhu indsamlede og udvalgte frø til forædling af den bedste kvalitet, kan man spore et trænet øje, der dog nok kigger efter andre egenskaber med fokus på det skæve/usædvanlige, det skulpturelle, det æstetiske…
Samtidig rummer montrens ophobning minder om historiske raritetskabinetter, glæden ved at præsentere trofæerne, krydset med en videnskabelig indsamling af data – atter med et bånd tilbage til barndommens forståelse af proveniens, tingenes forhistorie. De store, flotte, eftertragtede bøgestammer, var ikke bare bøgetræer. De var først og fremmest væksten fra frø fra et bestemt sted.