Udkast til monument for N. F. S. Grundtvig
1913
Gips. 1913
155 x 146 x 87 cm
Inv. VKV 0153
Skænket til Vejen Kunstmuseum af Niels Hansen Jacobsen
I 1912 udskrev man den første konkurrence om et monument for N.F.S. Grundtvig. Niels Hansen Jacobsen var blandt deltagerne. Hans første skitse kan man læse om her. Der blev ikke fundet en egentlig vinder, hvorefter endnu en konkurrence blev udskrevet.
Klik her for at bladre i 1914-fortegnelsen fra billedhuggerens atelier-museum ved Skibelund Krat.
Udkast til monument for N. F. S. Grundtvig står som katalog nr. 15
En ny konkurrence
I begyndelsen af april 1913 kunne man i konkurrenceoplægget læse, at der var "udsendt Indbydelse til en ny offentlig Konkurrence paa samme Vilkaar som den tidligere, altsaa med lige Ret for en plastisk og en plastisk-arkitektonisk Løsning af Opgaven. Det skal dog særlig bemærkes, at der ønskes et Mindesmærke, som ikke udelukkende sigter til Grundtvig som kristen og som Præst, men i større Almindelighed som en Høvding i Aandens Rige. Til Udførelsen af det samlede Værk vil der antagelig kunne regnes med et Beløb af mindst 50.000 Kr. Monumentet tænkes rejst enten ved Vartov eller i en af Stadens Parker (dog er Forslag, der tager Sigte paa Monumentets Opstilling andetsteds, ikke udelukkede)." Dernæst fulgte en nøje specificering af materialet, der skulle indsendes senest den 30. november 1913.
Præcis hvor mange oplæg, der blev indleveret, til de to konkurrencer vides ikke. I dagspressens omtale af 1912-udstillingen nævntes – ud over de præmierede: arkitekterne Ivar Bentsen og P.V. Jensen-Klint, arkitekt Axel Ekberg, billedhugger Niels Skovgaard og maler Johannes Kragh – også værker af Rasmus Harboe, Rudolph Tegner, Niels Hansen Jacobsen, Bentsen Pedersen, Just Nielsen-Sondrup og Blaabjerg. 1913 nævntes Wilhelm Wanscher, arkitekt Brandt og billedhugger Jens Lund, Rikard Magnussen, Elias Ølsgaard og Kai Rasmussen samt Edvard Eriksen. Niels Skovgaard og Rudolph Tegner deltog med sikkerhed kun i 1912.
Niels Hansen Jacobsens udkast
I begyndelsen var det mest omtalte projekt i anden konkurrence Niels Hansen Jacobsens udkast, som komiteen havde tildelt 1. præmie. Tildelingen var ikke enstemmig, da to af de tolv dommere havde peget på P.V. Jensen-Klint. I et brev til formanden for konkurrencekomiteen Sig. Müller skrev Hansen Jacobsen, at han var glad for præmien, og tilføjede med en clairvoyants forsyn; ”men jeg nærer jo bekymring for ikke at skulle få lov at gjøre monumentet i virkeligheden, hvad jeg inderlig ønsker, da jeg må kunde få noget mægtigt ud af mindesmærket, når jeg fik lov, at få det op i det store mål."
Alt så lovende ud. Sig. Müller udtalte i Politiken den 12. december: "Jeg haaber vi trygt kan lægge dets Skæbne i Hænderne paa Hansen Jacobsen. Han har efter min Mening fremstillet et pompøst og smukt Monument, der ikke blot vil blive gouteret af nogle faa kræsne Kunstvenner, men som kan forstaas af Konduktøren bag paa Sporvognen, af Sælgekonen paa Hjørnet, ja, af Børnene, der leger om dets Fod." Det gik dog som Hansen Jacobsen frygtede. Han fik aldrig mulighed for at bevise, hvad han i stort format ville få ud af Grundtvigs-monumentet.
På Det kgl. Bibliotek findes et fotografi af en ellers ukendt, hastig lerskitse udført af Hansen Jacobsen. I hovedtræk ses alle de elementer, der går igen i den endelige gipsmodel, som fik 1. præmieret ved 1913-konkurrence. Hansen Jacobsen gengav nu en tronende, høvdingeagtig Grundtvig med den ene hånd på en bog i skødet, den anden skyggende holdt op for øjnene.
Han arved Saxos Blik og Kingos Aand,
fra gamle Nord hans øje saa mod Østen,
og Aander har han vakt med Kæmperøsten.
I tidsskriftet Arkitekten den 10. januar 1914 omtalte billedhuggeren citatet med nogle ord, der kunne lyde som en beretning om hans egne vilkår: "Ovenstaaende Linjer af Ingemann, kunde jeg ønske skulde staa paa Bagsiden af Monumentet. Jeg har tænkt mig Grundtvig som den vidtskuende høvding, der saa ind i Fremtiden og derfor stødte an mod sin egen Tids Tankegang og ledende Mænd, – saa stærk, at han blev sat under Censur og hans Præstegerning blev ham vanskeliggjort."
Mens Hansen Jacobsen i sit udkast til 1912-konkurrencen skildrede en yngre Grundtvig, er det nu den ældre han har modelleret med høje tindinger, langt hår og skæg. Som den store seer skuer
Grundtvig ud over verden. Han er iført en næsten ankellang frakke og troner øverst på et stykke sammensat arkitektur, en omvendt V-formet portal. På afsatser på begge sider sidder nøgne, vingede ynglinge og spiller harpe. Under dem er der fire trin, der som en frise kanter sig op under Grundtvigs trone. Begge trinfelter bæres oppe af fire mægtige, nøgne mænd. For at understrege den tunge byrde spænder de hver en muskel og søger ekstra støtte ved at holde hænderne i hofterne. Som i det første udkast afsluttes monumentet nederst af en tretrins sokkel. Den er bearbejdet med voldsomme, takkede formationer, der stikker aggressivt frem som for at antyde den modvilje, Grundtvig også havde at kæmpe imod.
"De otte bærende Giganter skulde gøre Monumentet kraftfuldt, stejlt og urokkeligt, og naar de kommer i den Størrelse, jeg har tænkt, skulde de give Mindesmærket noget af den Vælde, som et Grundtvig-Monument nødig maa savne. De to Cheruber foroven skulde spille en lysere og mildere Tone i Monumentets Karakter." Giganterne er udført i ganske højt relief – intetsteds slipper de den store klippeblok, som de støtter sig til. Hansen Jacobsen har formodentlig tænkt sig dem som referencer til Grundtvigs interesse for Edda’en og sagaerne. Mere forfinede er de harpespillende ynglinge, der leder tanken hen på salmedigteren. Grundtvig og keruberne var tænkt støbt i bronze, mens resten af monumentet skulle udføres i granit – altså med samme materialekontrast som i Anders Bundgaards Gefionspringvand og Rudolph Tegners Mod Lyset.
I dette andet udkast er det klart, at billedhuggeren har lyttet til konkurrenceoplæggets ønske om en forening af skulptur og arkitektur. Tårnmodellen om- og udarbejdes. Han ender med at flytte hovedpersonen fra relieffeltet til en position på toppen – en slags sejrherre. Budskabet bliver dog samtidig mere kantet. Mindesmærket mister den stille intimitet, der herskede i studerekammeret. Den kvindelige ynde, der var levnet plads for oven, harpespilleren, luges også ud, så der nu kun er mandsfigurer tilbage.
Fælles for alle Hansen Jacobsens udkast er det reliefagtige. De har så meget forside, at det er som om han på intet tidspunkt har overvejede, at man kunne komme til monumentet fra den anden side – hvilket dog hans forslag om en placering i Søndermarken overfor Frederiksberg Slot ville medføre.
Af konkurrenceoplægget fremgik det, at modellen skulle fremstilles i 1/5. Hansen Jacobsen otte kæmper har derfor været tænkt i lidt over mandshøje. Kompositionen skulle ikke have nogen egentlig funktion. Den var ikke tænkt som indgangsportal til noget, den skulle blot stå som monument. Dette afspejles også i formgivningen af de mægtige, kantede trin, der ville være alt for store til hverdagsbrug. Gennembrydningen var udelukkende lavet af kompositoriske årsager for at lette på massen og skabe lysspil. Det ankede Nicolaus Lützhøft i en omtale i Politiken Luciadag 1913: "Rent arkitektonisk er det urimeligt og hensynsløst med en slags Portaabning, som ingen Passage tillader, Trappetrin, som ikke er beregnede til at bestiges, og – hvad der næsten er det værste – med en Spænding ud mod Siderne i det øverste Parti, som kræver et Modtryk, der intet Sted findes.”
Den store kovending
Hansen Jacobsen fik førstepladsen i den anden konkurrence, men det betød ikke, at hans projekt blev antaget. Kort efter præmieringen meddelte dagbladet Hovedstaden den 18. december, at forretningsudvalget for GrundtvigMindesmærket mente "i Arkitekt P. V. Jensen-Klints Forslag til et »Grundtvig-Klokketaarn« at have fundet en saa værdifuld Løsning af den stillede Opgave, at Udvalget enstemmigt har besluttet at arbejde for dette Forslags Virkeliggørelse. Forretningsudvalget erkender, at Billedhugger Niels Hansen Jacobsen i sit Udkast har nedlagt et betydeligt kunstnerisk Arbejde, ligesom det erkender Værdien af de Tanker, som Kunstneren har givet plastisk Udtryk; men Udvalget finder paa den anden Side, at den monumentale Form, i hvilken disse Tanker fremtræder lider af saa væsentlige Mangler, at det ikke kan anbefale dette Forslag til Udførelse." Kristeligt Dagblad sluttede samme dag med et ønske om, at man med tiden måtte finde midler til realiseringen af mere end det kirketårn, som man i første omgang samlede ind til.
Et af bedømmelseskomiteens medlemmer, arkitekten Kristoffer Nyrop Varming (1865-1936), følte dog, at sagens gang krævede en nærmere forklaring. I Arkitekten skrev han den 10. januar: "Straks ved det første Møde blev der af flere af Bedømmelsesudvalgets Medlemmer talt om Architekt Klints »Grundtvigstaarn« som et formodentlig værdigt og passende Monument. Men dette mødte bestemt Modstand, navnlig hos de Medlemmer, der ikke var Kunstnere, idet de hævdede, dels at Projektet var alt for dyrt ... dels at det vel i Programmet var udtalt som en Mulighed, at Opgaven kunde løses architektonisk, men i saa Fald dog i Forbindelse med Skulptur. Derfor maatte dette Projekt sættes hors de concours. For disse Argumenter maatte man naturligvis loyalt bøje sig. ... Da saa Forretningsudvalget skulde tage Bestemmelse om, hvad der videre var at gøre, viste det sig, at de Indvendinger, der i første Omgang havde stillet Taarnet udenfor Bedømmelse, intetsomhelst vejede for Forretningsudvalgets Medlemmer (hvoraf for øvrigt nogle ogsaa var med i Bedømmelsesudvalget), og det vedtoges nu at vælge dette Forslag til Udførelse i Virkeligheden." Varming sluttede med at skrive, at "man har Grund til at hilse Udfaldet med Tilfredshed."
Kristelig Dagblad skrev den 19. december, at Kirkefondet overvejede at opføre en kirke på Islands Brygge. P.V. Jensen-Klint havde som opførelsessted for sin model nævnt Kalvebod Bastion. Avisen ment, at parterne måske kunne nærme sig hinanden og sluttede manende: "Jensen-Klints Plan bør finde eenstemmig Støtte i alle Kredse baade paa Grund af dens Art og paa Grund af dens Udførelse." I 1916 var en model af kirken udstillet i Rådhushallen i København.
Om beslutningen om udførelsen af Jensen-Klints forslag allerede var truffet inden præmieringen, er ikke til at vide. Det er nærliggende at tro det, men det er også tænkeligt, at forretningsudvalget blev påvirket for pressens dårlige modtagelse af Hansen Jacobsens projekt. Aftenposten mente den 12. december, at "Helhedsindtrykket er uroligt og vil ogsaa forekomme de allerfleste meget uskønt", mens Kristeligt Dagblad den 13. december mente, at Hansen Jacobsen var tildelt første præmie, fordi "man dog alligevel ikke kan blive ved med Konkurrencer" og tilføjede, at monumentet var ''for indviklet og symbolsk, saa kunstigt, at Menigmand utvivlsomt maa have en »Brugsanvisning« for at kunne finde ud af, hvad alt det skal forestille."
Udfaldet af konkurrencen blev altså en kirke som monument over præsten Grundtvig – en nærliggende tanke. "Men hvorfor havde man saa ikke udskrevet en Konkurrence om en saadan?", spurgte en journalist på Kolding SocialDemokraten den 18. december. Med udgangspunkt i besøg i den hellige Frants' kirke i Assisi havde P. Bojsen foreslået noget lignende i Højskolebladet allerede den 20. juni: "Min Tanke er nu, at Grundtvigs Venner som et Mindesmærke for ham rejser en Kirke i København, en monumental Kirke." Formodentlig uden at vide noget om det endelige udfald, svarede Sig. Müller på komiteens vegne i samme blad den 11. juli, at det 1/2 år efter udskrivelsen af konkurrencen ville være uretfærdigt at omgøre målet.
Når man nu havde vedtaget Jensen-Klints forslag, spurgte Kolding-journalisten videre, om kirken skulle anbringes uden for København, på de kanter, hvor Grundtvigs ideer for alvor slog igennem. Selvfølgelig gik hans forslag på udkanten af Kolding i et område, hvor højskole og andelstanken havde blomstret kraftigt. Det endelig valg faldt dog på den lokalitet, som P.V. Jensen-Klint forslog ved den første konkurrence. På Bispebjerg Bakke står Grundtvigskirken den dag i dag som et mægtigt monument – en katedral. Grundstenen blev lagt på Grundtvigs fødselsdag den 8. september 1921 og kirken blev indviet samme dag på året, men i 1940. Da havde man i princippet opgivet at opføre Antoni Gaudis Sagrada Familia i Barcelona!
Som en del af de grundtvigianske kredse må Niels Hansen Jacobsen have affundet sig med udfaldet af forløbet. Blandt hans bevarede glaspladenegativer er dette, hvor han eller hustruen Kaja har foreviget Grundtvigskirkens monumentale tårn.
 |
Blandt Niels Hansen Jacobsens bevarede fotos findes dette indtryk fra 1913-udstillingen af skitser til et monument for N.F.S. Grundtvig.