Vejen
Museum
En
vejledning for besøgende
1935
Af
Søren Alkærsig
Museets
Oprettelse
Hovedaarsagen til, at man har kunnet tænke på at bygge et
Kunstmuseum i en lille Stationsby som Vejen og endda hænge i dermed i 18
aar trods alle Skuffelser, er den ganske naturlige, at man ønskede at
skaffe et anstændigt og passende Lokale til Billedhugger Hansen
Jacobsens Kunstværker. Efter Hjemsendelsen fra Paris i 1901 havde de
staaet i en af Kristiansborgs Slotskældre, og da de i 1907 maatte flyttes
paa Grund af Slottets Genrejsning, blev de magasineret op i en Lade i
Kunstnerens Fødegaard i Vejen. – Navnlig efter at denne sidste Flytning
var foregaaet, og Kunstværkerne saaledes befandt sig under primitive og
dertil yderst brandfarlige Forhold, blev der arbejdet meget ivrigt for at
faa tilvejebragt en passende Bygning til dem.
Det
var den i 1905 stiftede ” Kunstforening for Vejen og Omegn ”, der
ivrigst tog sig af Sagen, med dens Formand, Købmand P.
Lauridsen, i Spidsen. Men i øvrigt maa Interessen for denne Sag have
været ret ualmindelig, naar Sogneraadet gik ind paa at give et Tilskud
til Bygningen paa 10,000 Kr. og Sparekassen 5,000. Det ses ogsaa, at
Kunstforeningen i disse Aar havde ikke mindre end 300 Medlemmer. –
Planerne var da ogsaa ret langt fremme. De gik ud paa – efter en
overmaade smuk Tegning af Hansen Jacobsen selv – at rejse en toetages Bygning med baade
Skulptur- og Malerisale til ca. 70,000 Kr., hvoraf man mente at kunne
skaffe den ene Halvdel i Vejen og Omegn (hvad der vist ogsaa var god
Udsigt til), og den anden ved et forventet Tilskud fra Statskassen. En
passende Byggeplads – den nuværende – var skænket fra Hansen
Jacobsens Fødegaard, og ved et Gavebrev af 1907 skænkede H.
J. ligeledes alle sine Kunstværker til sit Fødesogn, imod at
Kunstforeningen altsaa paatog sig at faa rejst en passende Bygning til
dem. Men da Forhandlingerne om det nødvendige Statstilskud trak ud i
flere Aar og omsider i 1913 helt brast, og Hansen Jacobsen altsaa nu stod frit, byggede han selv Sommeren 1913
Kunsthallen (og Atelieret) i Skibelund, som derefter en stor Del af
Aaret blev hans Arbejdsplads, i alt fald hvad de større Værker angaar.
Museumssagen
laa nu stille i 10 Aar. I 1922, da Springvandet,
med ” Trolden ” som Springvandsfigur, blev bygget (til Afkøling af Kølevandet
fra Elektricitetsværket), var der igen Tale derom; men Alvor i Planerne
kom der først, da det i Foraaret 1923 rygtedes, at Hansen
Jacobsen
nu
vilde bygge ogsaa Privatbolig i Skibelund
og alt havde købt Tømmer. Paa Borgerforeningens Initiativ blev
der nedsat et Udvalg, der skulde forhandle med Hansen
Jacobsen, om Flytning af Hallen og Værkerne fra Skibelund til Vejen,
idet man stillede offentlig økonomisk Hjælp i Udsigt. Da Henvendelsen
var uden Resultat, besluttede man at sammenkalde Bestyrelserne for alle
Sognets Foreninger, i alt 11, og da de alle gav deres Tilslutning, og der
saaledes kunde rettes en enstemmig Opfordring fra hele Sognets Befolkning,
gik Hansen Jacobsen og hans Kone
ind paa Forslaget.
Dette
kom til at gaa ud paa, at der skulde rejses en bygning med Midterhal, og
ved den ene Side af denne Atelier, ved den anden Side privat Lejlighed.
Den sidste skulde Hansen Jacobsen selv
bekoste, det øvrige skulde bygges ved Hjælp af frivillige Bidrag og et
mindre Kommunetilskud. De første gav ikke mindre end 16,000 Kr., alle
vilde være med, - i ganske usædvanlig Grad blev denne Indsamling en
Folkesag og et vidnesbyrd om, at man ønskede at have den afholdte
Kunstner og hans Arbejde i Sognets Midte. Kommunetilskudet blev dog, trods
den store Indsamling, større end fra først af tænkt, fordi det viste
sig nødvendigt at bygge solidere end efter den første Plan. Hele
Udgiften var godt 47,000 Kr., deraf Hal og Atelier knap 25,000 Kr.
En
Forudsætning for hele Planens Gennemførelse var, ligesom 10 Aar før, at
Hansen Jacobsens daværende og
senere tilkomne Kunstværker skulde – i Original eller Afstøbning –
tilhøre Sognet efter hans Død. Ligeledes en Samling af hans Keramik og
en Del Skitser.
Desuden er der efterhaanden tilkommen en ikke
ringe Malerisamling, 81 i alt
(foruden nogle Tegninger), deraf 68 tilhørende Museet, skænket af
Carlsbergfonden, 7 laante fra Statens Museum for Kunst og 6 tilhørende
Kunstforeningen.
Paa Hansen
Jacobsens, 70-Aarsdag, 10. September 1931, da han udnævntes til Byens
Æresborger, blev denne Ordning ændret derhen, at Kunstneren fra nu af og
til sin Død bor frit, og Kommunen har altsaa fra den Tid overtaget hele
Bygningen og Udgifterne derved.
Af
det foregaaende fremgaar, at Museet, skønt det altsaa ogsaa rummer ikke
saa faa Malerier, dog udelukkende er bleven til paa Grundlag af de Kunstværker,
som Hansen Jacobsen har skænket
sin Fødeby, og som er langt den største Del af hans Produktion. Dog
befinder Portrætmindesmærker
og andre Mindestene sig
naturligvis paa de Pladser, hvor de hører hjemme og nævnes kun her for
Fuldstændigheds Skyld. Ligeledes er det ogsaa kun en mindre Del af
Kunstnerens ejendommelige Keramik, der befinder sig her i Museet, men til Gengæld nogle af de
bedste Ting.
Museets
Kunstværker –
Med
et Par Ord om deres Skaber
Billedhugger Niels Hansen Jacobsen er født i Vejen 10. September 1861 af
Forældre Carl Peter Jacobsen
fra Læborg og Anna Kirstine Hansen,
lærerdatter fra Egtved. Efter almindelig Folkeskoleuddannelse arbejdede
han hjemme til sit fyldte 20. Aar, da han kom til at opholde sig et Aars
Tid hos Anders Jensen Vandamgaard, gift med hans Søster. I
efteraaret 1882 gik han til Session i Slagelse, for mulig paa den Maade at
komme til København som Soldat, hvad han ogsaa opnaaede. Vinteren 1882
– 83 var han paa Falkenstjernes Højskole i København, blev Foraaret
1883 indkaldt til Ingeniørsoldat, trak om Efteraaret et Frinummer, men et
højt, og blev atter indkaldt 5. Januar 1884.
Mens han var paa Vandamgaard, fik han Musikundervisning hos Præsten
Morten Bredsdorff i Jernved. Alligevel var det den plastiske Kunst, der
laa ham nærmest. Han skar i sine Drengeaar smukt i Træ, og paa
Vandamgaard begyndte han at modellere nogle Barnebuster og en Buste af Fr.
7. m.m. Hensigten med at blive Soldat i København var da ogsaa, at han
derved mente at kunne faa Lejlighed til at komme ind paa Akademiet, hvad
ogsaa lykkedes. –
Paa
Falkenstjernes Højskole fik han Undervisning i Perspektivtegning, og med
denne Forberedelse blev han Elev paa Akademiet fra 17. Oktober 1884 med
Rasmus Andersen, Otto Bache og Carl Bloch som Lærere i Tegning og Th.
Stein som Lærer i Modellering. Her fortsatte han nu i de følgende Vintre
og tildels Somre til Maj 1889, med Afgangsbevis som Billedhugger 30.
Januar 1888. Fra den sidste Akademitid stammer hans første større
Arbejde; ” Den bundne Loke
”. Det blev udstillet 1889, vandt megen Anerkendelse og skaffede
Kunstneren Aarsmedaljen. Det blev købt af Galeriet i Gibs og senere skænket
til Aarhus Museum. Marmorstatuen i Vejen Museum blev hugget færdig af
Kunstneren selv i 1928.
Det næste Arbejde var ” Thor,
der løfter Midgaardsormen ”, og samtidig dermed er et andet; ”Kuglespiller,
der ser efter sit Kast ”. Det sidste findes ikke i Museet, men
Gengivelsen i Fotografi er udmærket og giver et godt Indtryk af Statuen .
Ogsaa denne blev solgt til Galeriet. Begge disse Arbejder var udstillet
1891.
Derefter søgte og fik Hansen Jacobsen flere Rejsestipendier, og samme Efteraar, 1891, blev
han gift med Anna Gabriele Rohde,
Datter af Provst Rohde i Mariager. Efter Brylluppet rejste de over
Tyskland til Italien, hvor de var paa Studieophold den Vinter, og i
Foraaret 1892 tog de Bolig i Paris, som nu blev deres Hjem i 9 Aar. Og da
først begyndte Læretiden for Alvor, har Kunstneren sagt.
Hans første Arbejde i Paris var det meget ejendommelige og berømte
” Døden og Moderen ”.
Kunstneren indlod sig her for første Gang (i Dødens Skikkelse) paa det,
som siden blev hans mærkelige Styrke: i sit Arbejde at give sig den frie
Fantasi i Vold. Da dette Værk blev udstillet i ”societe national beaux arts ”, vakte det megen Opsigt,
endog mellem de kræsne, franske Kunstnere og Kunstkendere. Kunstneren
blev derefter Medlem med Ret til aarlig at udstille to Arbejder uden
Censur. Det var udstillet i Paris 1893, i København 1894 og blev her
solgt til Galeriet. Det staar nu i Bronze ved Helligaandskirken, bekostet
af Brygger Carl Jacobsen. Samtidig med ”
Døden og Moderen ”
arbejdede Hansen Jacobsen paa ” Vinranken
”, udstillet 1893. Derefter ” Astronomien
” 1894, ” Natten ” 1895,
” Friheden i vor Tid ” (som nu er mere aktuel end nogen Sinde!) 1897,
” Trolden der vejrer Kristenkød ” 1896, den berømte
Springvandsfigur. Den blev til paa et 4-5 Maaneders ophold i Danmark, og
Motivet stammer fra Kunstnerens Barndom, idet han da mente, at der boede
en Trold i en Mergelgrav paa Faderens Mark. I den voksne Mands Tanker fik
dette Uhyre vel en frygtindgydende Form, et Symbol paa de vilde og farlige
Kræfter i Naturen; - men nogle smaa gemytlige Omstændigheder lader dog
ane, at han ikke mere er saa farlig. Især ikke, naar man, som i
Springvandsanlægget, (og ogsaa i Virkeligheden), kan lade andre
Naturens Kræfter, her i Form af Tudser og Kimærer tage Kampen op med
ham.
Denne
Kunstnerens mærkelige Evne til at give Form, synlig for Øjet, det, som
kun ytrer sig som Kraft eller endog er noget rent negativt, fik sit mærkeligste og mest navnkundige Udslag i et
Arbejde fra 1898: ” Skyggen
”. – en fantastisk Ide i en lige saa fantastisk Udførelse. Paa
Udstillingen i Paris vakte den Opsigt, mindre herhjemme, da den i 1901
blev udstillet sammen med de øvrige Arbejder. Den var for paradoxal.
Siden er den blevet mere paaskønnet. Man kan trygt sige, at aldrig er der
i vore Egne skabt et saa mærkeligt
Kunstværk, vi er hinsides al Form og Plastik, ganske i Kunstnerens Vold,
og alligevel siger man til sig selv: ja, selvfølgelig ser Skyggen saadan
ud, hvis dette uhyggelige, formløse endelig skal have Form, ” den gaar
Beskueren til Marv og Ben ”, har en Kunstkritiker sagt om den.
Kunstneren regner selv ” Skyggen ” for et af sine bedste Arbejder.
Af samme Art er ogsaa ” Militarismen ”, udstillet i Paris 1899. Kunstneren havde det
Uheld med dette Kunstværk at dumpe midt op i Dreyfusaffæren, man troede,
det var en Slags Indlæg imod Nationalismen, og Bladene skældte ud over
denne Fremmede, der vilde blande sig i disse Ting. Det var ganske
uberettiget, Kunstneren havde, efter hvad han selv har sagt, aldeles ikke
disse øjeblikkelige Forhold i Tanker, men havde han ikke nu haft Retten
til at udstille uden Censur, havde han utvivlsomt faaet sit Arbejde
forkastet. At det ikke i Frankrig blev glemt lige med det samme, derom
vidner en satirisk Tegning, som han under Krigen fik tilsendt, og hvor
Hindenburg interviewer Militarismen (eller maaske var det omvendt).
Herhjemme forstod man nok bedre dette Værk end ” Skyggen ”. Edv.
Brandes mente, at det burde staa paa en af vore offentlige Pladser, hvad
dog ikke endnu er bleven til Virkelighed. Maaske sker det engang; vist er
i alt fald, at Kunstneren atter har legemliggjort en Ide paa en saadan
Maade, at Tilskueren, være sig hvem som helst, straks forstaar og
fornemmer, at trods den groteske Form er her ramt noget rigtigt og sandt.
Det er Realisme, skønt
Skikkelsen har saa godt som intet med Virkeligheden at gøre.
Fra de følgende 2 aar, 1900 – 01, er ” Foråret
” og ” den lille Havfrue ”, den sidste findes på ” Grønvang ”, men
er ogsaa i 1935 støbt i Bronze til et Springvand i Alestrup. I disse Aar,
de sidste i Paris, begyndte ogsaa Arbejdet med ”
Modersmaalet ”, som nu staar (i Granit) i Skibelund Krat. De to Forkæmpere
for Dansk Folkeliv, Historikeren A.D. Jørgensen og Digteren Edv. Lembcke,
var begge døde i 1897, og Sønderjyden, Bankdirektør Heide, ønskede at
sætte dem et Minde. Paa Henvendelse derom (gennem Johannes Lauridsen)
paatog Hansen Jacobsen sig dette
Arbejde, og inspireret af den kendte Linje i Lembckes Sang til
Modersmaalet fremstillede han den ”højbaarne Jomfru”, denne meget skønne
Skikkelse, midt imellem disse to, hendes hengivne Tjenere. Fra Paris blev
Statuen (i Gips) sendt til Bornholm, hvor Hansen
Jacobsen i 1902 overførte de i Granit, vistnok et af de første
Kunstværker, der er blevet udført i dette vanskelige Materiale. Den blev
afsløret Sommeren 1903.
Det var meningen, at Hansen Jacobsen og hans Kone derefter vilde rejse tilbage til Paris,
men det kom anderledes. Efter en Kræftoperation døde Fru Hansen Jacobsen
23. september 1902, og han kom aldrig mere til Paris undtagen paa Besøg.
Det kan maaske anes af hans Kunst, hvor stærkt et Indtryk dette Brud i
hans Liv gjorde. ” Morgenrøden
”, et af de skønneste af hans Værker, er sat til Minde over hans døde
Hustru paa hendes Grav paa Holbæk Kirkegaard. Noget senere, Vinteren 1903
– 04, blev ” Kong Lear ”
til, denne af skæbnen mishandlede Skikkelse, præget af bitter og
oprivende Sorg. Udstillet 1905. ” Dryaden
”, som fulgte derefter, har til Motiv et Digt af Thor Lange (efter
Georg Bachmann. Se ” Gennem farvet Glas ”, S. 78). Dette Arbejde
danner sammen med ” Vinranken ” og ” Foraaret ” en lille Gruppe
for sig selv, Udtryk for Længslen efter Frigørelsen, (som Loke er det stærke
Udtryk for den knugende Bundethed). ”
I Storbyens Ørken ”, 1908, taler for sig selv. Hvad Kunstneren har
set i en by som Paris er mere end tilstrækkeligt som Forklaring. ” Kæmpen, der presser Vand af Stenen” fra omtrent samme Tid, er paa
en Maade Thor om igen, men her er Alvoren ved Kampen blevet til et Smil
over de vældige Kræfters Magtesløshed overfor Snildheden (hos den lille
Skrædder). ” Tiden ” fra
1910 er et stærkt symbolsk Kunstværk, som saa meget af Kunstnerens
Arbejde. Man kunde vel her tale om en Allegori,
da Sammenhængen mellem Billedet og Begrebet er et mere ydre, end den
plejer at være. Et lignende Arbejde er ”Skyen”
fra samme Tid; staar i Kunstnerens Have støbt i Bronze. To Udkast til Grundtvigsmindesmærker fra 1912 er foranlediget af den Konkurrence,
som til sidst resulterede i Grundtvigskirken paa Bispebjerg. For det ene,
Nr. 22 af disse Udkast, fik Kunstneren 1. Præmie.
I 1913 blev ” Vølven ” til. Hansen
Jacobsen vendte altsaa dermed tilbage til sin Ungdoms Emne: den
nordiske Mytologi, og utvivlsomt med større Modenhed. Vølven fortæller
tydeligere og mere uforglemmelig end Thor og Loke gør det, hvem
hun er: ” Ulve hun tæmmed', sejd hun øved', sejd hun elsked'. Altid
var hun yndet af onde Kvinder”. Man kunde godt ønske, at en Kunstner,
som har forstaaet disse Skikkelser saa godt, havde ført nogle flere af
dem frem for Folket, - der er noget
bagvendt i, at vi fremdeles kender de græske mytologiske Skikkelser langt
bedre end de nordiske.
I nogle Aar er der nu en Pause i Hansen
Jacobsens Virksomhed, maaske har Krigen gjort ligesom et for stærkt
Indtryk paa ham; maaske har ogsaa de strandede Museumsplaner spillet en
Rolle.
I
1918 fandt han et stærkt Udtryk for Tidens Fortvivelse og Sønderrevethed
i Værket
”
Tidens Ansigt ”. Siden kom saa Glæden ved Genforeningen, som han
gav et pompøst Udtryk i Verset paa Genforeningsstenen
i Skibelund:
Mænd
fra Vesterhavets Kyster, til det stille Ocean,
har
kæmpet, for at Ret bør være Magt,
vi
mindes disse Helte, i vor Saga skal det staa,
de
frelste hjem til Danmark vore Brødre
sønden Aa!
Maaske er det dog mere Retfærdighedens Sejr end just Glæden,
Kunstneren hylder, og da laa Tanken nær, hvad det havde kostet. Det kunstneriske Udtryk herfor er ” Sorgen
” fra 1921, den unge, men bøjede Kvinde, som ”gaar at finde de grave
med Kors over danske Mænd”. Skikkelsen staar, støbt i Bronze, paa Gram
Kirkegaard, som Minde over de faldne fra Sognet. Den er senere indføjet i
det store Kunstværk fra 1934: ”
Livets Spil ” . I 1924 blev endelig ” Vemod
” til, en af de skønneste Skikkelser i Museet. Det er den afklarede
Sorg, og naar man staar ved denne lille Statue og har de andre Værker i
Minde, kan man ligesom skimte en linje
i Hansen Jacobsens Kunst: De forskellige Fremstillinger af Kampen for
og Længslen efter Frigørelse,
men siden Sorgen og Vemoden over, at Kampen ikke førte til Sejr, i alt
fald ikke den Sejr, som Hjertet kræver. ” Sejrløse falde, Kæmper alle
”.
Af større Værker er endnu at nævne ” Havfruespringvandet
” fra 1929, i Gips i Museet, i Bronze paa Torvet i Svendborg. Og
sluttelig Kunstnerens sidste og tillige hans største
Værk, ” Livets Spil ”, son
han tog fat paa, da han var over 70, og som fuldførtes 1934 og var
udstillet i København. Det er atter de slagne og sorgtyngede, her
skildres, men som dog lytter til de bærende og opmuntrende Toner i Livet,
trods alt. Man kunde maaske
ogsaa med Rette have givet Værket den sidste Titel.
I sin
frodigste og mest arbejdsdygtige Periode levede Hansen
Jacobsen i Paris, og han har naturligvis i dette Kunstens Centrum lært
meget. Men egentlig er han saa ejendommelig, at det er ret ligegyldigt,
hvor han har boet og lært: han er den
nordiske Kunstner i tidlig Modsætning til alt det græskpaavirkede i
vor Skulptur.
Han har, maaske tidligere end nogen anden, taget Konsekvensen
af, at vi har hjemme i et nordligt Klima, er lidet vant til det nøgne og
har ringe Forstand derpaa. Ikke saadan, at ikke enhver Billedhugger maa
arbejde med den nøgne Form, og det har jo ogsaa Hansen Jacobsen gjort; men hans egentlige Maal var maaske dog nok
saa meget at give Udtryk for indre Tilstande end for ydre Form. Med sine Kuldens
og Mørkets og Ødemarkernes Fantasiskikkelser virker han ganske ugræsk
og næsten som en Oprører i Thorvaldsens Fædreland. Denne Kunst er
derfor ikke hvilende, som ellers
den meste Skulptur, men Liv, Arbejde, Kamp. Alt sammen til stort Besvær
baade for Kunstner og Model, men det fik ikke hjælpe: der gik nu engang hans Vej, og til større Glæde for os.
Af Buster
har Hansen Jacobsen lavet omkring en Snes; de vil blive nævnt længere
fremme. En Del af dem findes i Museet. Ogsaa en Del Udkast, Skitser,
findes her, vel nok de fleste og bedste, ogsaa disse vil blive nævnt
siden. Kun skal gøres opmærksom paa, at da de er saa smaa, undertiden
ogsaa lidet bearbejdede, saa kan de let overses. De ejendommeligste er
vist følgende: Tvivlen og
Mennesket, Mefistofeles ser Korset, de ulykkelige, Fenja og Menja (tænkt
som Springvandsfigur), Pressen, der lytter, Dumheden, Reaktionen, Thor kæmper
med Elle, Havheksen, Jættepige, der spejler sig, Trold, der hører
Kirkeklokker, Eva ser Lyset første Gang.
Og endelig
Udkastet til det Mindesmærke for Mylius
Eriksen og hans Kammerater: Polarødet,
en mægtig, vinget Skikkelse, som griber de kæmpende Mænd og knuger dem
i sin Favn. Hertil hører dette Vers af Kunstneren selv:
Syng, vilde Storm, din stolte Sang
om Mænd, hvis Mod stod fast,
da Skæbnens Dødsakkorder klang
og Skibets Vinger brast!
Man ser
let, at disse ufuldførte Idéer vidner om det samme som de færdige
Arbejder: et umiddelbart og lynsnart Blik for visse baade alvorlige og
komiske Sider ved Mennesker og Menneskeliv og en rig og frodig Fantasi til
at give det sete Form. Havde Hansen
Jacobsen været en Ordets Mester som han er Lerets, da var der blevet
en Digter af ham.
Der staar
endnu tilbage at omtale Hansen
Jacobsens meget ejendommelige Keramik.
Han lærte Kunsten af sine franske Kammerater og havde allerede i Paris en
Ovn. Men han er her, som i sin øvrige Kunst, i høj Grad gaaet sine egne
Veje. Og ingen Steder i hans Arbejde ses saa tydelig som her dette, som
kunde være Motto for al hans Kunst: ” Aldrig færdig, altid paa Vej
”. Thi han har her eksperimenteret i det uendelige, baade med Former,
Farver og Brænding, og mange mærkelige, ja barokke, men ogsaa mange
overmaade skønne Ting er kommen ud deraf.
En af hans Kunstfæller har brugt det Udtryk om dem: ”
Undertiden synes man, at det ikke er Ting, frembragte af Menneskehænder,
men sjældne Naturformationer, for første Gang bragt for Dagens Lys
"” En anden fortæller, at naar H.J.,
imens han arbejdede i Paris, ud af Ovnen havde faaet en særlig mærkelig
Farveafskygning, ilede han op i Louvre, hvor han sammenlignede den med
japanske og kinesiske Arbejder. Der
maa vel altsaa have været noget, han har lært af. Men Eksperimenterne
var kostbare, thi paa Grund af den høje Brændvarme mislykkedes overmaade
meget, og disse Ting kan derfor ikke være billige. Museet ejer selvfølgelig
af disse Tusinder af Ting, der snart findes spredt over hele Verden, kun
en Brøkdel, men dog ogsaa nogle af de ejendommeligste og bedste: Krukker,
Skaale, Buster og Skitser, hvoraf nogle nævnes omstaaende.
Endnu
skal tilføjes, at Hansen Jacobsen
i 1908 blev gift med Kaja Jørgensen,
en Købmandsdatter fra Vamdrup. Ogsaa hun blev, ligesom hans første Kone,
ved den Forstaaelse, hun efterhaanden erhvervede sig af hans Kunst, og
ikke mindst ved sit gode Sind, ham til megen Støtte og Hjælp. Og det var
et uerstatteligt Tab for ham, men ogsaa for Ægteparrets Venner, at hun døde
i en ret ung Alder, 1928.
|