4. og 5. klasse viser deres cirkusplakater frem foran ”Cirkusteltet” ved Viggos Søer. I alt skabte eleverne ca. 30 plakater, som nu skal ud at virke som reklame for skolens forestilling.

Skoleformidling

i skibelundteltet



Skibelundteltet ved Viggos søer

Af Marie Strøm, museumsformidler

Igennem hele august måned har Vejen Kunstmuseum og Billedskole haft den glæde at låne en af de absolut kønneste pletter i naturen, Skibelundteltet endnu har gæstet. Skibelundteltet er Vejen Kunstmuseums mobile formidlingsrum, som gennem de seneste tre år har besøgt forskellige lokale naturperler – i år området ved Viggos Søer i Lintrup. Fra teltets placering på en bakketop i skoven oplevedes det nedadskrånende område med de tre anlagte søer som en smukt anlagt have/park. Både inde- og uderum har dannet ramme om de mange forskellige billedskabende aktiviteter gennem sensommeren. I uge 32 afholdt Vejen Billedskole traditionen tro den årlige sommerbilledskole, og efterfølgende har formidlingen været målrettet skoleklasser fra den lokale skole, Lintrup Børnecenter.

Skoleklasser fra Lintrup Børnecenter mødte os dagligt ved skoleårets start i Skibelundteltet. På skolen skulle alle årgange i gang med en emneuge om cirkus, som forberedelse til en fælles cirkusforestilling i forbindelse med den årlige koloni. Da emneugen faldt sammen med Skibelundteltets rejse til Viggos Søer, var det nærliggende at bygge formidlingen op omkring samme tematik – og omdøbe Skibelundteltet til ”Cirkusteltet” for en periode. I teltet arbejdede eleverne frem mod cirkusplakater til skolens egen Cirkus Koloninus-forestilling den 4. september.

I samarbejdet med en mindre skole har det været muligt at tilbyde formidling til samtlige elever fra førskole til femte klasse. Det har været en fornøjelse at se, hvordan både små og store har arbejdet koncentreret med opgaverne. Samtidig har museets formidlere fået flere erfaringer med, hvordan vi inden for samme program kan arbejde med at variere aktiviteterne efter alder. Forløbet var struktureret sådan, at alle hold besøgte teltet to gange. Det gav mulighed for at sætte en længere arbejdsproces i gang, som ved andet besøg kulminerede med produktion af de store cirkusplakater til forestillingen.



1. besøg : Cirkusbog staver og -mobiler
Efter en tegnet fortælling om dagens program startede vi med at klippe bogstaver af karton, som vi flere gange har gjort det med 1. klasser ved museets formidlingstilbud ”ABC på museet”. Denne gang med udgangspunkt i et højt og smalt design tilpasset plakatformatet.

Efter Sophus Ejler Jepsens indledende instruktion var alle klædt på til at klippe bogstaverne i deres eget navn. Nogle gik intuitivt til opgaven og frihåndsklippede bogstaverne, mens andre tegnede dem op. Mange kastede sig ud i klipning over symmetriaksen, til f.eks. bogstavet H, hvor de klippede ”porten” efter at have foldet kartonstykket på midten. S var sværest, og man skulle holde tungen lige i munden for først at folde ”huset” og herefter klippe et cirkelslag i det foldede kartonstykke. Elevernes navneskilte blev klippet op og blev til bidrag til den fælles sættekasse, hvor vi efterhånden fik vi en overproduktion af flotte S’er!



Dagens andet store projekt var produktion af kartonmobiler i de vildeste cirkusfarver. Den overordnede inspiration til denne del af forløbet er hentet fra den amerikanske billedhugger Alexander Calder (1898-1976), som særligt er kendt for sine bevægelige metalskulpturer, mobiler, fra 1930’erne og frem. Med Calder’s Circus skabte han bl.a. også humoristiske cirkusforestillinger med små akrobater, klovne og dyr som bevægelige, mekaniske konstruktioner af bl.a. ståltråd, træ og stof. Ud fra det forbillede skabte eleverne stående mobiler i form af vilde dyr (0. klasse), hængende mobiler i form af cykelartister (1.-2. klasse) og balancerende mobiler i form af linedansere (3.-5. klasse). Hold efter hold placerede eleverne deres mobiler på manegen midt i teltet. Som tilskuere sad de og beundrede alle værkerne snurre rundt i luftstrømmen. Det blev eftermiddagens fineste højdepunkt og finale!


Eleverne arbejder med kontur, så plakaterne kan læses på afstand. På tapetklister-stationen blev plakaterne klæbet op på masonitplader – et samarbejde med øje for præcision.

2. besøg: cirkusplakater
Bogstaver og mobiler fra 1. besøg blev genbrugt ved andet besøg, hvor eleverne arbejdede med plakatlayout. Gruppevis blev 2D-elementerne af karton tapet op på papir i plakatformatet. Efter en fælles introduktion var det elevernes tur til at overveje, hvilke informationer der skulle med, og hvordan tekst og motiver kunne placeres i forhold til hinanden. Med et blankt ark papir ovenpå layoutet blev plakaterne nu håndtrykt ved at gnide farvekridt fladt mod papiret. Kartonelementerne under papiret skabte relief nok til at de med farvekridtet kunne "fremkalde" både bogstaver og cirkusartister – et trick som snildt kunne indgå i et magisk tryllenummer i cirkus. Måske det kunne bruges sammen med stærkmands-tricket, som mange elever også lærte at mestre – at rykke et stykke ståltråd over med de bare næver! Efter frikvarteret kom eleverne i sving med tapetklister og store malerpensler, og endelig blev plakaterne klæbet op på store masonitplader.

Andet besøg blev bogstavelig talt afsluttet med et brag, når nye kanonkonger hver dag blev bygget og skudt af sted på en svævebane gennem teltet. Sophus Ejler Jepsen var godt forberedt med sin kemikuffert under armen. Ved hjælp af svovl fra sikkerhedstændstikker, alufolie, stjernekastere, ståltråd og karton voksede dagens kanonkonge frem med en krudtpakket jetpack på ryggen. På den sidste dag i forløbet tog hele syv kanonkonger plads på svævebanen. Spændingen var stor, og en gruppe fra 4. og 5. klasse løb af med sejren på godt 4 meter!

Fra Vejen Kunstmuseum siger vi tak til Lintrup Børnecenter, der har været vores indgang til lokalområdet og til et herligt samarbejde. Det har været en fornøjelse at møde de mange forskelige lærere, der hver dag har bakket op om undervisningen i Skibelundteltet.