Skulpturværksted på Vejen Kunstmuseum i Efterårsferien i uge 42
Tirsdag den 14. – torsdag den 16. oktober 2014 kl. 11-15

Se billeder fra ugen her

Drømmer du om at lave din egen lille skulptur, der kan tåle at stå ude i haven? Vil du gerne vide mere om, hvordan man laver en form og støber i den? Eller er du bare nysgerrig på uventede teknikker og materialer?
I et arrangement for hele familien er alle velkomne til tirsdag-torsdag i uge 42, dagligt kl. 11-15, at gå på opdagelse i de mange kreative muligheder, når billedkunstner Jette Löwén Dall byder på værkstedsaktiviteter på Atelierloftet på Vejen Kunstmuseum.

I forlængelse af Vejen Kunstmuseums skulpturprojekt EGNSBETON har Jette Löwén Dall valgt, at alle nysgerrige skal have mulighed for at forsøge sig med i ler at lave forme til mindre skulpturer og relieffer. Der arbejdes med ”negativ form”. Det vil sige, at man i en beholder foret med ler modellerer sit relief eller sin skulptur som en hulning ned i lermassen. Siden fyldes hulningen med beton.

For at værkstedets gæster hurtigt kan opleve, hvordan det virker at arbejde ned i lerformen, bliver der tilbud om, at man kan støbe sit første prøverelief i gips, der hærder på 20-30 minutter. Så kan man se effekterne og omhyggeligt lave sin endelige form klar til støbning i beton.

Efter nogle dages hærdningstid kan man løfte betonen ud af formen og pille det våde ler væk. Efter grundig afvaskning står ens skulptur/relief klar til opstilling!

     

Arbejdet med beton springer af, at Vejen Kunstmuseums hovedperson, billedhuggeren Niels Hansen Jacobsen (1861-1941) jævnligt brugte beton som skulpturmateriale da han fx i 1914 modellerede de to jætter på hjørnerne af sit atelier – den bygning, der i dag ligger i Lindegade i Vejen. I 1920’erne modellerede han i beton både Troldespringvandets kumme og figurer samt et par drager, der spyede ild i ildsted i hans sommerhus i Hammer Bakker.



I august 2014 har billedhugger Morten Modin som Huskunstner med tilknytning til Vejen Kunstmuseum gennemført beton-projekter på Ladelund og Askov Efterskole samt på Grønvangskolen. Går man en tur på skolernes udearealer, ser man tre meget forskellige bud på, hvordan en femkantet betonskammel kan tage sig ud med afsæt i den samme grundform: 1) På Ladelund står en rød og en gul skammel i indfarvet beton. 2) I Askov er de massive med relieffer på siderne. 3) På Grønvang står samlerne på små, tætte ben.

 

Og hvad mon der så kommer ud af Efterårsferiens værkstedsdage på Atelierloftet?!