Vejen Kunstmuseums arkitekturhistorie

Den oprindelige bygning
Tilbage i 1905 stiftedes Kunstforeningen for Vejen og Omegn med det formål at få opført et kunstmuseum. Projektet strandede af forskellige årsager, og i 1913-14 opførte Niels Hansen Jacobsen sit kombinerede museum og atelier i svinget ved Skibelund Krat tæt ved Askov.

I forlængelse af Troldespringvandets indvielse sommeren 1923 lovede Vejens mange foreninger i fællesskab at sørge for at få opført et museum til billedhugger Niels Hansen Jacobsen. Det blev indviet sommeren 1924 og var tegnet af den lokale bygmester og sparekassedirektør, Bedre Byggeskiks repræsentant i Ribe Amt: Niels Ebbesen Grue (1879-1937). Læs meget mere om ham og arkitekthistorier fra Vejen Kommune her. Vejen Kunstmuseum blev opført øst for Troldespringvandet i dets øst-vestlige akse parallelt med Øster Allé.

Den symmetriske museumsbygning bestod midtfor af den ottekantede kuppelsal, museets hjerte, det egentlige museum, Skulptursalen, hvor Niels Hansen Jacobsens omfattende livsværk endelig kunne få ro. Mod nord og syd flankeredes midtersalen af henholdsvis Niels Hansen Jacobsens privatbolig og hans atelier.

En tro kopi af skulptursalen på Den Frie i København
Billedhuggeren har med ret stor sikkerhed øvet stærk indflydelse på arkitekten. Den ottekantede Skulptursal er en tro kopi af to tidligere byggerier, hvoraf den yngste blev opført i 1914 som atelier og museum for Niels Hansen Jacobsens ved det historiske mødested Skibelund Krat. Atelieret tog dog formmæssigt afsæt i en endnu ældre ottekantet udstillingssal, den oprindelige skulptursal på Den Frie i København. Den blev i 1905 tegnet af J.F. Willumsen til fire beslutsomme unge billedhuggere, der var blevet trætte af den ringe udstillingsplads, der på Charlottenborg blev skulpturen til del. Sammen stiftede de landets første og eneste billedhuggersammenslutning, De frie Billedhuggere, der eksisterede i årene 1905-13, hvorefter den fusionerede med Den Frie. Da udstillingsbygningen i 1914 åbnede overfor Østerport Station var den anden af de to ottekantede sale netop blevet opført – de er nogle af landets mest yndede udstillingsrum. 

Den bevarede udgave af Niels Ebbesen Grues tegninger svarer ikke helt til det endelige byggeri. På tegningen ses atelierfløjen mod nord (til venstre på tegningen), og privatboligen mod syd. I den endelige bygning er disse byttet om. Indgangspartiet blev udformet i klassicistisk stil med søjleopstalt og rundbuet gavlfelt i stedet for tegningens trekantsgavl. Den vigtigst forskel er, at kuplen endte med at få ovenlys.

Udvidelse mod syd, 1938
Med en livlig aktivitet og stille vækst i samlingen var museumsbygningen allerede i 1938 blevet for lille og måtte udvides. Det gjorde man ved sten for sten at flytte Niels Hansen Jacobsen atelierbygning fra Skibelund Krat og genopføre den i forlængelse af den sydlige atelierfløj. Skibelund-atelieret kom således til at fungere som billedhuggerens atelier frem til hans døde i 1941. Denne ottekantede kuppelsal blev indviet tilbage i 1914 og var af ganske andre proportioner end Skulptursalen, der er væsentlig længere end den er bred. Skibelundsalen er mere egalt i sidelængderne og virker derfor rundere og langt mere harmonisk i proportionerne. Ved opførelsen fik atelieret et helt unikt indgangsparti, der var udført i bindingsværk og munkesten med skulpturelle dekorationer. Direkte i den våde cement modellerede Niels Hansen Jacobsen over indgangsdøren et relief af billedhuggerkunstens skytsengel flankeret af hammer og mejsel. På de to skråt afskårne hjørner ved facaden modellerede han to mægtige jætter, der foregiver at holde huset oppe. På gamle fotos kan man se, hvordan han gradvist klaskede figurerne direkte op i den våde cement.

Det store arbejde med flytning af atelieret fra Skibelund til Vejen blev bekostet af Ny Carlsbergfondet, der siden 1927 havde været med til at opbygge museets malerisamling og hermed gav den væsentlig bedre udstillingsvilkår.

Læs mere om flytningen af atelieret fra Skibelund Krat.

Arkitekt Jørgen Bo's udbygningsplaner, 1960
I 1959 tog museumsbestyrelsen det første skridt til endnu en udvidelse af museet. Man henvendte sig til arkitekterne Jørgen Bo og Vilhelm Wohlert, som netop i 1958 havde afsluttet opførelsen af kunstmuseet Louisiana. Man bad dem tegne en plan for en helt ny fløj, som skulle indeholde museets moderne kunstsamling. Arkitekt Jørgen Bo tegnede i 1960 to forskellige forslag. Det ene var en udbygning mod syd i forlængelse af Skibelundsalen, det andet var en udbygning mod nord i forlængelse af Niels Hansen Jacobsens privatbolig.

Jørgen Bos oplæg til en fløj mod syd var en mindre tilbygning, der knyttede an til Skibelundsalen med en forholdsvis smal gang. Tilbygningens stil minder om de eksisterende bygninger med tegltag og ovenlys.

Alternativet var mod nord at arbejde i forlængelse af Niels Hansen Jacobsens privatbolig. Tegningen viser en lav tilbygning med glasfacade mod museumspladsen.

Museumsbestyrelsen valgte udvidelsen mod nord, og denne plan arbejdede man videre med. Projektet blev endelig godkendt i 1962, men opførelsen blev udsat, fordi kommunen var i gang med et omfattende skolebyggeri. Der kunne ikke samtidig blive råd til en stor museumsudvidelse.

Plan om en fælles museums- og biblioteksbygning, 1969
I 1964 begyndte man i kommunen at overveje, om der i stedet for en museumsbygning skulle opføre et kulturcentrum, der skulle indeholde både museum, forsamlingssal og teatersal. Udvidelsen af museet måtte afvente disse planer, som dog blev skrinlagt efter et par år. Da Det gamle Bibliotek var ved at være for lille præsenteredes i 1969 i stedet planer for, at der på Museumspladsens nordøstlige del kunne opføres et fælles museum og bibliotek. Planen tilsluttede museumsbestyrelsen sig varmt, og Jørgen Bo blev anmodet om at tegne en fælles museums- og biblioteksbygning.

På fotografiet ses Jørgen Bos model af Museumspladsen med den planlagte fælles museums- og biblioteksbygning. I en helt anden stil er den store, enkle bygning lagt ind med fladt tag, der skulle forsynes med ovenlys til udstillingsrummene på første sal.

En vigtig indvending er, at den med sine to etager ville have taget magten fra den oprindelige museumsbygning fra 1924. Den gamle museumsbygning fik dog lov til at stå uantastet på nær mod vest, hvor der i 1973 blev bygget til.

Gallerigangen, 1975
I 1971 meddelte Vejen Kommune, til museumsbestyrelsens store ærgrelse, at en fælles museums- og biblioteksbygning ikke kunne opfylde bibliotekets pladskrav. Man lod derefter biblioteket flytte ind i nyopførte, lejede lokaler på Rådhuspladsen. Det gamle Bibliotek, der i 1940 stod færdigt som et topmoderne byggeri på Museumspladsen, kom til at stå tom. Det satte gang i planer om at få bygningen inddraget som en del af museet. Forudsætningen var, at der blev opført en forbindelsesgang fra den gamle museumsbygning. Denne plan kunne med kommuneingeniørens hjælp ganske billigt føres ud i livet. I 1973 godkendtes planerne for en forbindelsesgang mellem museet og den gamle biblioteksbygning. Gallerigangen, som den er kommet til at hedde, blev indviet i 1975. Inspireret af Louisianas bygninger samt Bo & Wohlerts tidligere udkast til udvidelser af Vejen Kunstmuseum tegnede kommunens ingeniør en lang, lav glasgang med udsyn til Museumspladsen – mange år senere af Per Kirkeby karakteriseret som lignende "en provinsby møbelhusfacade". Modsat den gamle del af Vejen Kunstmuseum, hvor udstillingssalene har ovenlys, og er indrettet på, at man skal samle sig om kunsten indenfor, er Gallerigangen orienteret mod pladsen udenfor - det i en sådan grad, at den lange gang var svær at udnytte. Der var alt for meget lys (konserveringshensyn), for lavt til loftet, et meget forstyrrende linjeforløb i klinkegulv og ikke dybde nok til at bruge andet end bagvæggen. For at give mere udstillingsplads og modvirke den voldsomme perspektiviske virkning blev der ofte arbejdet med løst indsatte skillevægge på solide metalben. Skillevæggene ses fx her i 1981 under udstillingen Billedvæv og grafik.
Gallerigangen blev opført med det formål at inddrage hele Det gamle Bibliotek. I første fase fik man dog kun overdraget det østlige kælderrum (oprindelig avislæsesal) til magasin. I 1983 fik man dertil en udstillingssal i den høje stue, oprindelig bibliotekets læsesal mod øst.

I billedets forgrund ses museets mangeårige leder Svend Holm Larsen. Der står mere om museets ledelse i afsnittet Museet som arbejdsplads.

Gallerigangen inddrages til den faste samling, 2000
År 2000 fik Vejen Kunstmuseum rådighed over hele Det gamle Bibliotek. Da omdannede museets forvalter, Frederik Madsen, Gallerigangen. Den skulle fra da af huse en stor del af den faste samling, der var fordoblet i årene 1994-2000 med mange værker, der kunne danne et billede af især den danske symbolistiske kunst på Niels Hansen Jacobsens tid. Der blev etableret ophængningsplads ved at opsætte fire faste skillevægge (to mod nord og to mod syd). Hvert andet vinduesfag blev blændet af med skillevægge for at skabe endnu mere ophængningsplads og de resterende vinduesfelter blev blændet af med stof, så lysniveauet blev dæmpet nok til at lave en sammenhængende præsentation af maleri, grafik, tegninger, møbler, keramik og skulpturer, så museets gæster kan fornemme århundredeskiftet 1900s stil i alle mulige afskygninger. I Gallerigangen møder museets gæster et tidsbillede med uddybende afsnit om hans nære venner fra årene i Paris: Jens Lund, Johannes Holbæk og Rudolph Tegner samt vennerne gennem hele livet, Axel Hou og Ejnar Nielsen. Her har museet sin helt egen niche, og gæster kører langt for at se værker af kunstnere, som stort set kun er offentligt tilgængelige på museet her. 

Det gamle Bibliotek overtages, 1983, 1998 og 2000
Fra 1975 blev der leget med tanken om museumsudvidelser mod nord, men de blev aldrig udført. Den næste reelle udvidelse af museets areal skete først, da det gradvist blev muligt at overtage Det gamle Bibliotek. Det første skridt blev taget i 1983 da man fik avislæsesalen stillet til rådighed. Det er den første af de to særudstillingssale i den høje stueetage.

I 1998 overtog museet den fulde kælder under Det gamle Bibliotek. I den forhenværende legestue indrettede en militærnægter samlingsmagasin med udtræksophæng til malerier. I de store pulterrum blev der indrettet værksted - funktioner, som man ikke havde forudset nødvendigheden af i 1924. Det tidligere magasin blev omdannet til tætpakket studiesal for museets hastigt voksende samling af keramik. Den store samling af Niels Hansen Jacobsen Jacobsens stentøjsværker kompletteres løbende, og en referencesamling har taget form med punktnedslag i det danske stentøjs historie og dokumentation af udvalgte kunstnerkeramikere.

I 1999 blev den resterende del af Det gamle Bibliotek frigivet til museumsformål. Renoveringen incl. de mange kostbare branddøre m.m. blev udført indenfor museets rammebevilling takket være opfindsomme løsninger, offervilje og ikke mindst en særlig indsats fra to dygtige militærnægtere, der havde fået lov til at bruge deres kunnen som henholdsvis elektriker og murer. Istandsættelsen blev løst til en kvadratmeterpris på omkring 900 kr. Her længst mod vest ovenfor trappen op fra Gallerigangen blev der indrettet to reelle særudstillingslokaler. Museets øvrige sale kunne vies til den faste samling, og med den som baggrund kan gæsterne slutte deres besøg i særudstillingen, der enten med nutidige eller ældre emner på en eller anden måde perspektiverer aspekter af samlingen.

Publikumsrummet – en gradvis udvikling siden 2000
Midt mellem de to sale til skiftende udstillinger opstod et sted, som længe havde været ønsket. Gradvist fandt det højt skattede Publikumsrum sin form til glæde for museets gæster. Det gælder især børn og bedsteforældre, der kalder museet særdeles børnevenligt takket være denne krog, hvor alt er tænkt i den lave øjenhøjde med lidt usædvanlige legesager, dukketeater og endog et udvalg af Pippi-tegneren, danskeren Ingrid Vang Nymans keramiske værker. Store og små sætter pris på Børnehjørnet, den flettede pilehule som læsekrog og Ursula Munch-Petersens store dukkehus, hvor Rødhætte og Ulven har sat sig til et veldækket bord med smukt service og dejlig mad, der er håndmodelleret og bemalet af kunstneren. Det var oprindelig fremstillet til hendes barnebarn Emilie, men var under museets mindste særudstilling så populært hos gæsterne, at Vejen Kunstmuseum måtte tigge om at erhverve huset, så det fremover kunne danne midtpunkt i Publikumsrummet. I et andet hjørne står Niels Hansen Jacobsens gamle møblement, der oprindelig havde plads i Malerisalen. Det er mest for voksne. Dér kan interesserede slå sig ned og læse i museets publikationer, der hænger fremme på væggen.

Gennemgribende renovering af billedhuggerens stuer, 1999
Niels Hansen Jacobsens stuer står i dag stort set, som da han selv levede der. Malerierne er for størstepartens vedkommende fra den samling, der siden er opbygget. Men enkelte hørte til helt tilbage på hans egen tid. Som det fremgår af hæfter i stuens reoler, var Niels Hansen Jacobsen medlem af foreningen Bedre Byggeskik, og har nok været medvirkende til at valget af arkitekt faldt på netop Niels Ebbesen Grue. Bedre Byggeskiks form og proportioner ses tydeligt i museets ydre og mærkes særligt inde i hans private stuer, der blev opført mod nord. Dørkarmene er kopieret efter de gamle i hans barndomshjem, Gaarden, der var en af P.V. Jensen-Klints inspirationskilder i arbejdet frem mod grundlæggelsen af foreningen Bedre Byggeskik.  Takket være slægtning og vakse folk i Vejen Kommune står to af hans stuer fortsat med det oprindelige inventar, hvoraf størsteparten blev købt på hans dødsboauktion. Det giver gæster en fornemmelse af tidens stil og siger en hel del om hans personlighed. Derfra har man en god indgang til datidens kunstværker.

Stuerne blev i 1999 gennemgribende renoveret og ført tilbage til deres oprindelige form takket være to ihærdige militærnægtere, gode hjælpere og dygtige lokale håndværkere. Det syntetiske væg-til-væg-tæppe og masonitten blev taget op sammen med store mængder søm. Savsmuldstapetet og de mange underliggende lag blev fjernet til den oprindelige gule vægfarve dukkede op. Slutteligt hjalp en gruppe kvinder under Kirkens Korshær med at sy de oprindelige gardiner. Korsstingsbåndene blev rekonstrueret med god hjælp fra Haandarbejdets Fremme, der afkodede mønsteret og foreslog materialer ud fra opforstørrelser fra et gammelt glaspladenegativ. Billedhuggerens gamle hushjælp, Dagny Brande, kunne fortælle, at vintergardinerne havde været af tyk, mørkegrøn uld.

Billedskoleloftet oppe over særudstillingssalene, 2005
Længe havde der været talt om at oprette en billedskole i tilknytning til Vejen Kunstmuseum. I efteråret 2005 blev det alvor takket være en stor organiseringsindsats fra museets tidligere bestyrelsesformand Selma Jensen. Der blev stiftet en forening og seks hold à 10 elever blev udbudt. Der var stormløb på de 60 pladser, der blev revet væk. Da eleverne først kan komme efter skoletid, har den eneste anden løsning været, at enkelte hold, som dem, der arbejder med computer og tegning kan være i museets Skibelundsal, så der på den måde kan afvikles to hold samme eftermiddag.

Billedskolen fik indledningsvis til huse på et råt renoveret pulterkammerloft oppe over museets særudstillingssale. Fordelene var, at eleverne kunne præge rummene, der er robuste og kan tåle at blive brugt til lidt af hvert. Spildt maling og tusch danner ekstra patina. Der er ingen dyre designermøbler og andet, man skal passe på. Det er et brugsrum, hvor kreativiteten blomstrer og sætter spor. Indledningsvis var ulemperne, at loftet var stort set uisoleret og at det lejlighedsvis regnede igennem det ret utætte tag. Loftet manglede det kreative lokales højt til loftet med godt ovenlys…

Renovering af tag og tagetage på Det gl. Bibliotek, 2010-11
Et mirakel skete i slutningen af 2010, hvor det pludselig viste sig, at der Vejen Kommune havde midler til en gennemgribende renovering af taget over Det gamle Bibliotek. Samtidig med at hele den store tagetage nu endelig kunne blive tæt og velisoleret blev der i beskrivelsen af det nye tag indført rytterlys midt langs den store tagryg. Med et slag kom loftet til at minde om museets øvrige byggeri med kunstneratelierets gode ovenlys – en super inspirerende ramme om børn og unges kreative udfoldelser på et sted, hvor der i Vejen Billedskoles undervisningsuger i gennemsnit er 70 elever på de mange forskellige hold. Tak for at det lod sig gøre – sikke et løft!  

Tilbage står nu at få etableret fuld tilgængelighed gennem alle museets lokaler og i alle niveauer. Samtidig skal der skaffes mere udstillingsplads, for en tilbagevendende positiv anke fra museets gæster er, at ”kunstværkerne står alt for tæt” – samtidig med at gæsterne netop er glade for alt det, som de har mulighed for at stifte bekendtskab med. Mere usynligt er det, men alvorligt påtalt fra Kulturarvsstyrelsen, at der absolut ikke er tilstrækkelig baglandsplads.  Magasinerne er ved at sprænges, og man har ikke tidligere forudset den meget nødvendige plads til pakke materialer og lagring af udstillinger på vej ind og ud af museet…

Opdateret af museumsleder Teresa Nielsen, december 2011