Morten Steen Hebsgaard Årets julekalenderudstilling
Af Teresa Nielsen, museumsleder
Morten Steen Hebsgaard er født i 1977. Fra barnsben har han på værkstedet og i hjemmet haft mulighed for at følge mange kunstneres virke i samspillet med faderen, den dygtige glashåndværker, Per Steen Hebsgaard. Som 22-årig valgte han i 1999 et ophold på Holbæk Kunsthøjskole, der for mange danske kunstnere har været starten på en professionel karriere. To år senere kom han ind på Det Kgl. Danske Kunstakademi, hvor han gik i årene 2001-07 hos billedhugger Henrik B. Andersen. Med en orientering ud i Europa var han i 2005-2006 på studieophold i Frankfurt på Stadelschule hos den engelske kunstner Simon Starling (født 1967). Siden 2001 har Morten Steen Hebsgaard været en aktiv udstiller. Allerede året efter var han med på KE, Kunstnernes Efterårsudstilling, der – tilbage i første halvdel af 1900-tallet, da landet og hovedstaden ikke havde så mange udstillingssteder – traditionelt var stedet, hvor man først mødte de vordende talenter … siden har KE været den officielle debut for mange kunstnere. Parallelt med studierne på Akademiet har Morten Steen Hebsgaard deltaget i mange forskellige udstillinger. Hans værker har været iøjefaldende, og han har siden 2004 modtaget en række præmieringer og legater.
”A Kassen” De seneste år har han på udstillingsfronten været særlig aktiv som del af gruppen ”A Kassen”. Den består desuden af kunstnerne Christian Bretton Meyer (født 1976), Søren Petersen (født 1977) og Tommy Petersen (født 1975). I fællesskab udtænker og udfører de værker til danske og internationale udstillinger. Senest var de i sommer af sted til den alternative kunstmesse i Basel, ”LISTE 08”, hvor de lavede et værk og en happening. Værket bestod i at dække et standareal med et lag beton, hvori der nedenfor en vindueskarm var faststøbt et par sko. I ferniseringstimerne sad en statist i vindueskarmen med sine fødder i de fastlåste sko. I sin minimale enkelhed trækker værket på en tilknytning til en international tradition i Robert Smithsons ånd i spændingsfeltet mellem minimalisme og landart. Sammen har ”A Kassen” udgivet en malebog, hvor de spiller på malebogens stereotype gengivelser af ting og personer samtidig med, at de har brugt rammen til at lave et katalog over mulige projekter til kommende udstillinger og happenings. Dér er bl.a. en tegning, der illustrerer deres happening på Baslermessen. Oppe over standen havde de på loftet opsat en papkasse med vin, der gennem et hul i loftet dryppede ned i et glas, der blev holdt af en af ferniseringsgæsterne (en statisk). Et andet af malebogens Storm-P-agtige projekter, ”Juice”, handler om at få et glas appelsinjuice. I et hjørne af et stort rum er opsat en mægtig maskine til at udslynge tennisbolde. Men i stedet for bolde skulle maskinen fodres med appelsiner, der derfra blev slynget over i en markise, hvorfra de trillede ned i tragten på en appelsinpresse. Til stor glæde for forbipasserende blev konceptet afprøvet på Charlottenborgs forårsudstilling 2006.
”Rocky” Første gang jeg stødte på Morten Steen Hebsgaards værker var på Charlottenborgs forårsudstilling tilbage i 2005. Dér havde han opstillet en hyldest til Rocky – endnu en finurlig konstruktion: Værkets fundament bestod af en stor vandret glasplade, der i alle fire hjørner holdes oppe af en stak Rocky videokassetter. Kunstneren havde indkøbt et par drengecykler af mærket ”Rocky”. De var opsat i et par stativer, og op til hvert forhjul var sat en boremaskine med den ru yderside af borehovedet. Mellem de to cyklers forhjul var fastgjort et sjippetov. Med jævne mellemrum startede den karakteristiske Rocky melodi, ”Eye of the Tiger”, og boremaskinerne gik i gang. Når borehovedet roterede mod cykeldækkene, blev de sat i bevægelse, og dermed også sjippetovet, der kom op i flotte bueslag. Fra et hul midt i glaspladen blev der nu opsendt en lille røg/dampsky, og i den kunne man se projiceringen af et billede af Rocky, der sjipper. Sikke en hyldest! Morten Steen Hebsgaards mindes en særlig kobling mellem kunstens verden og Rocky. På en rejse i USA var han kommet til Philadelphia for at se det berømte kunstmuseum med den udsøgte Duchamp samling. Desværre viste det sig, at museet var lukket, men på trappen mødte han en vagabond, der i stedet fortalte ham, at netop dette sted var foreviget i en af Rocky-filmene, hvor hovedpersonen løber op og ned af trappen og skyggebokser.
Alvorlig leg og modifikationer Denne ”leg” mellem virkeligheden og kunstens verden er karakteristisk for Morten Steen Hebsgaard, og ses også tydeligt i hans bidrag i 2005 til udstillingen "Playing all day" i Galleri Egelund, København, sammen med Anders Brinch (født 1971) og Rasmus Rosengaard (født 1979). Morten Steen Hebsgaards ene bidrag var et rundt bordtennisbord med et net hen over midten. Underfundigt spillede han på mærket Stiga, der findes både på bordtennis udstyr og på plæneklipper. Under bordet havde han fastgjort en plæneklipper. Dens modificerede motor medførte, at nettet bevægede sig rundt! Et andet værk var lige så paradoksalt. Fra fabrikationen i Kina var ankommet et par bordfodboldspil. Med teknisk snilde skilte Morten Steen Hebsgaard dem ad, og samlede dem på tværs til ét spil med stænger vinkelret på hinanden i begge retninger – rent kaos på spillebanen!
De seneste par år har Morten Steen Hebsgaard skabt sig en niche med modifikationer af diverse stilmøbler – et forløb, der allerede startede i hans afgangsprojekt fra Kunstakademiet. Det tog form af et skulpturelt objekt i en umulig kombination af trappestige og cykel. Via genbrug eller på auktion indkøber han fx et imiteret rokokobord. Med sig på værkstedet har han fx en gammel Kay Bojesen gyngehest, skiller den ad, og med håndværksmæssig præcision skærer han ud af bordpladen de nøjagtige dele, der skal til for at genskabe gyngehesten – indfælder de gamle dele i bordpladen, og rejser en ’ny’ gyngehest af de udskårne dele af bordet! På udstillingen vil der blive mulighed for at se samme fremgangsform, men med et eksempel, hvor kunstneren i stedet har benyttet en klassisk kælk med svungne meder (indirekte, og i en helt anden kunstnerisk kontekst, en hilsen til Joseph Beuys’ kælke). Den udlånes fra den kunstsamling, der tilhører Novo Nordisk. De lyse kælkdele er lagt ned i bordet, mens i stedet en tro kopi står frem i bordets mørkbejdset træ. Set ovenfra er de lyse dele omhyggeligt lagt ned, så de danner et symmetrisk spejlet mønster, som om de var bordets knogler i en røntgenoptagelse. Kom og oplev Morten Steen Hebsgaards underfundige værker i udstillingen, der kan ses på Vejen kunstmuseum frem til og med søndag den 1. marts 2009.
Klik her for at læse Morten Steen Hebsgaards CV |