-         Forord

-         Samarbejde med Henning Wolfhagen

-         Henning Wolfhagens sølv- og tinsmedje

-         Arne Bang og A. Michelsens sølvsmedje

-         Samspil med Evald Nielsen

-         Krigens vareknaphed – lågkrukker med sølvlåg

-         Emalje

Forord

I indsamling af viden om billedhuggeren Arne Bang og en gennemskrivning af hans biografi viser det sig – som dette hjemmesideafsnits mangfoldighed også afspejler – at han var en meget alsidig kunstner. Bang var først og fremmest uddannet billedhugger, men brugte sin sans for form i arbejdet med mange forskellige materialer. Uhøjtideligt var han lige optaget af at lave store skulpturer som stentøjsproduktionen, grafiske opgaver, glas, tin og sølv.  

Arne Bang var en ægte Utzon Frank-elev. Han var blevet skolet med en sans for form og materialer i både skulpturens og kunsthåndværkets verden. Som mesteren selv var han nysgerrig og klar til at bruge sine evner i mange forskellige materialer. Det var også tidens løsen.  

I egenskab af medhjælp hos sin to år ældre bror var Bang i 1925 med på arbejdsholdet, der gjorde arkitekten Kay Fiskers danske pavillon klar til Verdensudstillingen i Paris. Med den nye tids markante fokus på grænselandet mellem skulpturel form og moderne brugskunst var Bang på det helt rette sted for at suge til sig af viden om den nye tids ønsker om smukt formgivne varer. Udstillingen rummede udsøgt, ofte ubetalelige unika, men essensen i disse sikre former skulle der arbejdes videre med, så de kunne bringes ud og være tilgængelige for flest mulig hjemme i Danmark – de sikre, blidt svungne former rummede essensen af det, der blev ”Scandinavian modern”. 

Selv kunne Bang ikke udstå begrebet ”design”, som i dag bruges anerkendende og bredt favnende. Han sagde med et fnys, at tingene ikke var designet, men tegnet. En diskussion om ordet design fører hurtigt til ordkløveri – og mon ikke dessiner, det franske ord for at tegne, også ligger bag design? Bang har vel været modstander af sanseløs masseproduktion, men reelt har han tegnet oplæg til mange fine og gode hverdags- og luksusvarer. Han var ikke selv uddannet keramiker, men med sans for materialets muligheder og i samspil med dygtige medarbejder udgik fra hans værksted en produktion af ribbet stentøj, som mange i dag uden videre ville kalde gode design-varer al den stund de er tegnet af en dygtig formgiver, og i et andet led udført af dygtige håndværkere.
 

Samarbejde med Henning Wolfhagen  

I samlingen på Designmuseum Danmark er der en lille, stram konisk tinvase. Af registreringen fremgår, at den er et samarbejde mellem Arne Bang og Henning Wolfhagen. Søgninger på den sidstnævnte førte ingen vegne på nær en lille omtale i en publikation fra 1929. Metalsamlere og kendere gav fortabt, men takket være en slægtsoversigt, som sølvsmeden Boy Johansen gjorde opmærksom på, og lidt detektivarbejde blev der snart etableret kontakt til efterkommere, og en fin samling værker er gradvist dukket op.  

Blandt de indlånte tin stykker er der tre, der etablerer et link mellem Arne Bangs samarbejde med Wolfhagen, hans sølv-engagement hos A. Michelsen og hans stentøjsproduktion. Den lille koniske vase er smykket med messingdekorationer. Særlig stærkt tegner sig en fisk, der i en meget beslægtet form, om end i højere relief, går igen på en af de tidlige vaser i Bangs stentøjsproduktion, kuglevase nr. 18 med en guldfisk på siden. Besøg hos Henning Wolfhagens efterkommere har ført til mødet med en samling på fire små kuvertaskebægre og fire likørglasbakker, der parvis har de samme fire fiskemotiver. Et af dem er en dekorativ guldfisk, der minder påfaldende meget om den på siden af tinvasen og den på stentøjsvasen. Da de to sidstnævnte med sikkerhed er udført af Arne Bang, er det ligetil at fastslå, at de fire fiskemotiver sammen med den koniske vase må være de sikre beviser på samarbejdet mellem Bang og Wolfhagen.

På et gammelt foto hos Wolfhagens efterkommere viser det sig, at guldfisken også blev fremstillet som pålagt, udskåret figur på låget af en af tidens yndede æsker til cigaretter/cigarer.

Henning Wolfhagens sølv- og tinsmedje

Der var mange andre end Arne Bang, der sugede til sig på Verdensudstillingen 1925 i Paris. En af dem var Henning Wolfhagen (18.02.1900 - 05.09.1971). Hos efterkommere er bevaret afskrift af et brev fra maj 1928, hvor han argumenterer for virksomhedens kvaliteter, i det der ligner et forsøg på at skaffe nødvendig kapital. Med ham selv som kilde rummer brevet en række vigtige biografiske oplysninger, som ikke kan skaffes på anden vis. Brevet følger derfor her i fuld afskrift. ¤ angiver nyt afsnit:

”Efter i en Aarrække at have studeret Medicin gik jeg i Februar 1923 i Lære som Ciselør hos Frk. Thyra Vieth. Her var jeg til April 1925 og tog samtidig Undervisning i Tegning og Drivning paa Teknisk Skole og modellerede hos Billedhuggerinden Frk. Elna Borch. Fra Efteraaret 1925 til Foraaret 1927 har jeg gaaet paa Kunstindustrimusæets Haandværkerskoles Aftenhold og endvidere i Efteraaret 1927 og Foraaret 1928 gaaet i Trykkerklassen paa Teknisk Skole. ¤ I Januar 1927 blev jeg Medlem af Foreningen for Kunsthaandværk. ¤ Medens jeg samtidig passede min Uddannelse, begyndte jeg i Foraaret 1924 paa mit Atelier, Kongensvej 22 at eksperimentere med Tin. ¤ Jeg blev hurtigt klar over, at der kun i det glatte, matte Tin kunde skabes en Tinindustri, der var uangribelig fra et kunstnerisk Synspunkt. ¤ Allerede Julen 1924 kom jeg frem med mine nye Ting, der straks vandt Kenderes Bifald. ¤ I April 1925 forlod jeg Thyra Vieth’s Ciselørskole for helt at hellige mig det ”nye Tin”. ¤ Et Studieophold (Maj-Juni 1925) i Paris (Exposition International des Arts Décoratifs et Industriels Moderne) viste mig, at min Retningslinie var rigtig. ¤

I Efteraaret 1925 knyttede jeg Kunstmaleren og Keramikeren Ebbe Sadolin til mig som Tegner, og i samarbejdet med ham mener jeg at kunde præstere noget fremragende. ¤ Ebbe Sadolin fik Grand Prix for sine Arbejder i Batik. ¤ Den Teknik, der anvendtes ved mine første Arbejder, er stadig blevet forbedret. Ved Tinarbejder maa der lægges stor Vægt paa Overfladebehandlingen. En omstændelig kemisk og mekanisk Behandling giver Overfladen en behagelig mat, men dog fuldstændig metalagtig, hvidgraa Farve, der paaskønnes meget af Kendere. ¤ Tin er et blødt Metal. Baade paa rund af sin blødhed og sit Udseende kræver Tinnet, at der arbejdes i svært Materiale, der derfor udelukkende anvendes hos mig. Galanterivarer i bliktyndt Metal fremstiller jeg slet ikke. ¤ Hvis Genstandene skal dekoreres, anvendes en ny Teknik, der passer udmærket til Tinnets Natur. Med Skorodepunsler og forskellige Stempler ciseleres Figurer, der i rytmisk Komposition dækker Fladerne. Ofte understreges Virkningen ved en mere elle mindre kraftig Mattering af Overfladen. ¤ Noget ganske nyt, jeg i den allersidste Tid har forsøgt, er at lade Tinnet virke sammen med andre Metaller (Kobber, Messing) baade i Opbygningen af selve formerne (Bægres For- eller Mellemstykker af Messing, Resten af Tin f. Eks.) og i Dekorationen (Paalodning af Kobber- eller Messingfigurer dels paa glat, dels paa matteret Grund).

¤ En Samling Arbejder med denne Teknik var for første Gang udstillet i Grassi-Museet i Leipzig (Ausstellung Europäische Kunstgewerbe), Marts-September 1927. ¤ Senere har lignende Arbejder været udstillet paa Vandreudstillingen i U.S.A., Kunstinudstrimusæet i København, A/B Nordiske Kompagniet, Stockholm og i Kunstforeningen i Aarhus. ¤ Jævnsides med disse teknisk-kunstneriske Forsøg, der senere er udvidet, idet der er etableret Samarbejde med Billedhugger Olaf Stæhr-Nielsen i Efteraaret 1927, anstilles Undersøgelser over Arbejdernes Salgbarhed. ¤ Det viste sig, at Arbejdernes Kvalitet overalt blev anerkendt; der kunde dog kun skaffes Afsætning i U.S.A. medens Priserne var for høje for det europæiske Marked. ¤ Opgaven var da at undersøge hvorvidt en maskinmæssig produktion kunde bringe Fremstillingsomkostningerne ned uden at Kvaliteten forringes. I Februar-April 1928 anskaffedes de nødvendige Maskiner, og paa Grundlag af de allerede høstede Erfaringer tør man slutte, at Virksomheden, hvis der indskydes tilstrækkelig Kapital til at klare de første, Vanskelige Aar, kan drives, saa de betaler sig. ¤ Det er allerede lykkedes mig at skabe et vist Navn, og mine Arbejder er blevet godt omtalt flere Gange. Der henvises f.Eks. til Skønvirke Hefte 5 1926, Samleren Hefter 6 1927, den af Udenrigsministeriet udgivne Aarbog ”Denmark” 1927 i den paa Side 157 paabegyndte Artikel og i ”The Studio Yearbook 1927” finde en hel Side med Gengivelser af nogle af mine Arbejder. ¤ Det kan meddeles, at ”Nyt Tidsskrift for Kunstindustri” i løbet af Sommeren vil bringe en 6-Siders gennemillustreret Artikel om min Virksomhed – noget, der var utænkeligt, hvis ikke Redaktøren, Kunsthistorikeren Sig. Schultz, der vel er vor fineste Kender af moderne Kunstindustrielle Frembringelser, var af den Mening, at jeg virkelig har gjort et betydeligt Arbejde for at højne den danske Kunstindustri. ¤ Jeg har haft den glæde ogsaa at modtage Anerkendelse i Form af Legater og Tilskud, idet jeg den 30. November 1926 fik tildelt Kr. 500.- af Journalistforbundets Rundskuedags Studielegater og den 13. Februar 1928 fik jeg Kr. 2.500.- af Alex. Foss’ og C.F. jarls Industrifond. Min Ansøgning hertil var anbefalet af den samlede Bestyrelse for Foreningen for Kunsthaandværk. ¤ Da det ifølge foreliggende tør antages, at Firmaet har Chancer for at hævde sig i Fremtiden baade kunstnerisk og økonomisk, drejer det sig altsaa nu om at skaffe den fornødne Kapital paa Vilkaar, der ikke senere vil vise sig at være lammende for Virksomheden.”

Her nævner Wolfhagen endnu ikke Arne Bang. Er det tænkeligt, at Bang måske erstattede Stæhr-Nielsen som Wolfhagens billedhugger-sparringspartner? I det materiale, der er dukket op til udstillingen omtales intetsteds Stæhr-Nielsen. Til gengæld har der hos Bangs efterkommere vist sig en tegning til det tinbæger, der tilhører Kunstindustrimuseet. Øverst står der: Wolfhagen Tin! På samme type papir er der to studier af en svævende kvindefigur. Var hun som søstjernerne og fisken på det koniske tinbæger tænkt til udførsel som messingdekorationer på en grundform af tin?

På biblioteket på Designmuseum Danmark er bevaret en engelsksproget præsentationshæfte fra DIA (Danish Industrial Art), dateret 11.-12. juni 1929 (II 19673:5). Her står:

”Henning Wolfhagen’s pewter workshop was established in 1925 and has made a name for itself in Danish applied art in the few years that have elapsed since then. This result is due to the way in which the firm has enlisted the collaboration of some of the ablest younger artists of Denmark. The firm produces both uniques and ornamental objects at moderate prices, but the latter, too, bear the stamp of a fastidious taste. A very striking effect is often produced by the additional use of copper and brass ornaments as seen in the illustration.” I annoncen angives værkstedets adresse i København: Peder Skramsgade nr. 6. Illustrationen er en cylindrisk tedåse(?). i relief er påsat en knælende kvinde med parasol – hun minder lidt om de kvindelige ryttere med sol/måne på Bangs relief til Holmegaardsskolen i Fensmark, men der står intet om, hvem der har leveret forlæg.

Hos efterkommere er bevaret to kataloger over Wolfhagens produktion. De har begge omsalg af sort kartonbind med etiket. Indeni ligger i løsblade indtryk af produktionen – det ene katalog synes komplet, mens det andet klart mangler en del billedtavler. Der er et titelblad, hvor det atter fremgår, at virksomheden blev grundlagt i 1925, og at produktionen blev varetaget af Wolfhagen sammen med Ebbe Sadolin. Ambitionerne var store – katalogteksterne er på engelsk, om end ikke af optimal kvalitet. I forordet er det tankevækkende at læse, i hvilken kontekst Wolfhagen så sit eget virke: ”In the Danish museums may be found a great deal of articles for use in pewter. In the olden time these articles in pewter were used very much, but times changes and for a long period pewter was very little estimated. But now for the last few years it has become almost a fashion to own articles in pewter. This renaissance of the pewter may in Denmark be traced back to the world- Exhibition In Paris 1900, where some different cups and dishes in pewter by the Frenchman Jules Brateau attracted the attention. Mogens Ballin then began to use this ignoble metal, and were soon followed by several others, but he did not create a special pewter-style. In this Just Andersen has been more successful.  

I 2010 afholdt Vejen Kunstmuseum den første retrospektive udstilling om Mogens Ballins tinværksted. I essensen af produktionen er der bestemt tale om et helt nyt bud på både ”maseproduktion”, hvor eldrevne maskiner blev inddraget og samtidig tegner der sig en stærk forenkling i formerne – om end der af hensyn til køberne også blev hold fast på de mere overlæssede former. Netop Just Andersen voksede ud af skolingen hos Mogens Ballins Efterfølger, så nu kan Woldhagen netop ses som en klar forlængelse af Ballins bestræbelser på at højne tinnets anseelse. Sammenhængen slås fast ved at en af Wolfhagens efterkommere endnu ejer et af Ballins askebæger, hvor der er lavet gennembrudt låg til en masseproduceret drejet skålform. Samme greb har Wolfhagen benyttet i et messing askebæger, hvor låget er smykket med et stiliseret girafagtigt dyr og et palmelignende træ.

Konkret nævnes Bang i et brev, der er stemplet 1.8.1928. Henning Wolfhagen har skrevet til sin hustru: ”Jeg har ogsaa travlt med at planlægge Arbejdet for den Tid, jeg er væk. Vi sætter nogle meget spændende Bonbonnierer i Arbejde. Bang skal lave stempler til Ebbes Hovder, og saa skal han ciselerer Askebægre o.s.v. og presse Glasbakker, saa der er noget for Trykkeren at tage fat paa, naar jeg faar ham. I morgen Aften maa jeg tvinge Ebbe til at lave ny Tegninger til Trykning.” Det vil sige, at Bang var i samspil med Wolfhagen samtidig med Ebbe Sadolin. De omtalte hoveder er formodentlig dem, der optræder på nogle små drinksbakker, der er indlånt til udstillingen. Af brevet lyder det til, at Bang var involveret i den konkrete håndværksmæssige produktion samtidig med at tegningerne beviser, at han også leverede forlæg.

Som en kuriositet og en del af et tidsbillede fremgår det af et andet brev, at Bang og Wolfhagen gik til spiritistiske seancer hos hos Sørensens(?). Wolfhagen fortæller sin hustru: ”Det var en meget interessant Seance men meget alvorlig. Bang fik en Del Inkarnationer af betydelig Interesse, men i Reglen har hans Vantro sat ham tilbage. Han har været Farisæren Simon i hvis Hjem Jesus blev salvet af Maria Magdalene.”  

I 1937 sluttede metalværksteds-eventyret. Som det så ofte sker for iværksættere, havde Wolfhagen trods mange gode ideer og initiativer ikke den nødvendige sans for økonomi. I stedet læste han teologi og blev præst med virke ved bl.a. domkirken i København. Han og hustruen drev i Rørvig en forretning med garn, broderiartikler og lignende. Der er bevaret en del tæpper, som han selv lavede forlæg til og fremstillede.

Arne Bang og A. Michelsens sølvsmedje

I Arkiv for Dansk Design på Designmuseum Danmark er bevaret et halvt hundrede tegninger, der stammer fra arkivet hos A. Michelsens Sølvsmedje. De viser helt andre sider af Arne Bangs virke, end de fleste er bekendt med. Dateringerne er med til at kaste lys over, hvor alsidigt han engagerede sig i årene 1929-1934. Hos hans efterkommer er der desuden supplerende tegningsmateriale.

De tidligste bevarede dateringer er 1928. Det drejer sig om tegninger til emaljedekorationer til pudderdåser. Motivet er med variationer en stiliseret julegren med både årstallet 1928 og 1929.

1929 står der på Bangs tegning til den dåbsske, som blev sat i produktion med ikonerne for tro, håb og kærlighed – korset, ankeret og hjertet. Til udstillingen er indlånt både en ske og en gaffel med motivet. De tre elementer forenede Bang mange år senere både til en grafisk vignet til Fensmark kirkes blad og til et smedet spir, der i 1976 blev sat på kirken østgavl.

Fra samme år er en samling tegninger til emaljerondeller med forskellige hundetyper som pekingeser (meget samme form som den pekingeser Bang satte i produktion på Holmegaard, og som kendes med det tidlige HG mærke – måske endog samme form som den stentøjspekingeser, som Bang i 1928 viste på forårsudstillingen), whippet og foxterrier samt en stribe med andre dyr som fisk, ræv, guldsmed, hjort, snegl, egern, hare og sneppe. De minder meget om nogle enkle dyretegninger, som Bang fik fremstillet metalforme af. Det lave stregrelief blev presset ned i drejede stentøjs smørbikse. Et par af metalformene vises på udstillingen og to stentøjsudgaver med en liggende hjort.

1929 står der også på Bangs tegning til en bonbonniere med beviklet spiral om fodindsnævring og under lågknop. Den er tænkt smykket med en let rankedekoration på låg og korpus. En anden af årets tegninger bærer stedangivelsen Holmegaard og forestiller en papirkniv med en Ibskal for enden.

1930 og mere præcist den 19. februar og Holmegaard står der på en tegning til guldbroche. Den forestiller en guldsmed på et kviststykke. Samme dato står der også på en tegning til en pudderdåse med en guldsmed som lågknop. Den følgende dag dateres en tegning af en papirkniv, der ligeledes angives at være udført på Holmegaard. Der er altså ingen tvivl om at han først på året 1930 med sikkerhed var på den egn, som han forblev knyttet til resten af sit liv.

Hos A. Michelsen var juleskeen for 1930 sat i produktion efter tegning af Arne Bang. Skeen fik den karakteristiske emaljedekoration. Motivet er et af Københavns karakteristiske irgrønne tårn, det på Hovedvagten på Holmen, flankeret af udspilede hvide sejl, der krones af blafrende splitflagsdannebrog – samlet et billede på hovedstaden som havneby.

Fra 1931 er bevaret en tegning til et cigaretetui, en sølvopsats, der er betegnet ”Skaal No 98” og dertil en ”Skaal, Konfektskaal”. Slutteligt ligger også en tegning til en bryllupsske.

Det følgende år dateres ”Riflet Frugtskaal 103a”. Et eksemplar af det endelige værk, dateret 1935, har det været muligt at låne fra sølvsmed og samler Boy Johansen i Århus. Skålen er gengivet på side 125 i 2009-bogen ”Hofjuveler A. Michelsen”. Den er en bred tragtform med en bølget kant – en grundform, der minder om bølgede skåle, der også findes i Arne Bangs stentøjsproduktion.

Fra 1933 er bevaret en tegning til en ske, der for oven krones med en stjerne, og nede lige over laffet bærer de sammenslyngede tal for 1934 – altså et udkast til en årsske. I sin enkelthed minder den mere om den dåbsske, han i 1929 tegnede med symbolerne for tro, håb og kærlighed end den minder om 1930-årsskeen, som Bang stod for.

Der er i Arkiv for Dansk Design bevaret en hel stribe tegninger fra 1934. Der er en sukkerskål med to store ”ørehanke”, ”Brød eller Frugtbakke” samt ”Saucekande” – alle tre uden nummer, ”Gemysefad No. 42”, ”Hankekaserolle No. 61”, ”Varmtvandskande No. 102”, ”Flødekande No. 130A”, ”Sukkerskaal No. 130B”, ”Thepotte No. 130”, ”Kaffekande No. 130”. Tallene viser, at de sidste fire har været tænkt som et sæt – evt. suppleret med varmtvandskanden. Tegningerne viser desuden, at man til en homogen borddækning kunne tilføje sovsekande, lågfad m.m., der alt sammen var formgivet i samme ånd som strømlinede, blødt rundede sølvformer med bambusbeviklede hanke. Fra Århus-sølvsmeden Boy Johansen har det været muligt at låne et eksemplar af tre af disse værker: ”Hankekaserolle No. 61”, ”Kaffekande No. 130” samt ”Brød eller Frugtbakke”. Alle tre afspejler i deres elegant sluttede skulpturelle form, at det er en kyndig billedhugger, der står bag.

Fra samme år er bevaret tegningen ”Armstage, 2 Lys”, der måske var tænkt til produktion i et slags samspil med stearinlysproducenten Asp Holmblad – eller skulle de blot konsulteres om noget praktisk i forhold til stearinlysenes mål? I alt fald har Bang eller en anden på tegningen noteret ”Asp Holmbl. No. 54” samt tallene 22 og 18 – måske diametermål på forskellige lys i produktionen?

Slutteligt er der et sæt tegninger til toiletgarniture med kam, børste, håndspejl og klædebørste. Modsat de ovenfor omtalte rundede korpusarbejder er disse dele karakteriseret ved en for tiden typisk enkel, kantet, stram form med afsæt i det rektangulære med nænsomt rundede hjørner. Som Arne Bang i samspillet med Henning Wolfhagen arbejdede med kontrasten mellem grundformen af tin og de sparsomt og asymmetrisk påsatte messing ornamenter, opererer Bang i udkast til toiletgarnituret med en kontrast mellem grundformen i sølv og dertil en helt enkel cirkeldekoration i lavt relief i det, der formodentlig er sølv og guld (samt måske emalje, som nogle af cirklernes optegnede konturkanter kunne antyde?). Beslægtede materialekontraster ses i samme periode i A. Michelsen varer tegnet af de jævnaldrende arkitekter Tove og Edvard Kindt-Larsen. Cirkelmotivet går igen i Arne Bangs stentøjsproduktion – mest karakteristisk på en serie kuglevaser i mange forskellige størrelser. Asymmetrisk og i vekslende konstellationer med alt fra én enkelt til en hel blomsterform af cirkler er de små lerkugler påsat og trykt til skiver på stentøjsfladen.

Samspil med Evald Nielsen

I Chr. Rimestads 2010-bog ”EN – solist i sølv” omtales Arne Bang på side 148 i en liste over de kunstnere, som sølvsmeden havde forskellige samarbejder med. Der står, at de arbejde sammen om mindst et smykke. Det bekræfter forfatteren. Det drejer sig om en gennembrudt broche. Motiv er krebsens stjenetegn. Brochen er gengivet i et album, som fra efterkommere er overdraget til biblioteket på Designmuseum Danmark.

Chr. Rimestad oplyser, at samarbejdet formodentlig især har været med Evald Nielsens søn Bjarne Weimar. Det bekræftes ved indlån af flere Arne Bang stentøjsskåle med sølvlåg med dennes mærke og karakteristiske lågknopper. På netauktioner har der også været solgt stentøjskrukker med sølvlåg stemplet Evald Nielsen. Ved årsskiftet 2010-11 blev der også på auktion udbudt et par små bronzelysestager, der var formet som elefanter og mærket Evald Nielsen.

Der er endnu ikke lokaliseret korrespondance mellem Bang og sølvsmedene, så det er svært præcist at forestille sig, hvordan det gik for sig. Chr. Rimestad har gjort en tankevækkende konstatering. Det ser ikke ud til at have været en envejsleverence fra fx Bang til Aage Weimar. Der er bevaret et foto af en af Weimars sølvlågkrukker, hvis riflet form i høj grad minder om grundelementer i Arne Bangs stentøjsproduktion.

Krigens vareknaphed – lågkrukker med sølvlåg

Jævnligt dukker de op – stentøjsskåle med dekorative sølvlåg. Forklaringen er, at metalknapheden under Anden Verdenskrig førte til en kreativ brug af de forhåndenværende råvarer. Takket være naboskabet til mosen ved Fensmark og dens tørvelager kunne både Holmegaards Glasværk og Arne Bangs stentøjsproduktion følge med efterspørgslen under krigen. Kreative folk fandt derfor på at kombinere stentøjets gedigne kvalitet med metallåg – både ganske enkle kobberlåg, der blev produceret hos smeden på Holmegaard, men også individuelle sølvlåg fra landets forskellige mestre. I 1940’erne kom meget Arne Bang stentøj ud som fødselsdags- og jubilæumsgaver. Sølvsmed Boy Johansen, Århus, fortæller, at fx Hingelberg efter krigen lå inde med ganske store lagre af stentøj både fra landets store fabrikker, men også fra Bangs værksted i Fensmark. Det hele blev uden videre kørt på lossepladsen, da tiderne var skiftet og der var nok metal til hele korpusarbejder.

Emalje

Hos Arne Bangs efterkommere er bevaret et par små emaljebrocher og nogle af hans forlæg til denne type opgaver. Den ene broche blev lavet til Børnehjælpsdagen. Motivet er en siddende grønlandsk pige. Forlægget, en lille tegning i farveblyant, er dateret 1953. På den anden broche/nål er der en liggende hjort på et leje af saftigt grønt græs. I det bevarede skitsemateriale er der også et studie af en sommerfugl og nogle enkle bladformer. De stiliserede motiver, der som træsnitsgrafik er angivet med cloisonnéens klare kontur minder meget om nogle af de smykker, som bl.a. Volmer Bahner (1912-1995) satte i produktionen. Som Arne Bang var også han elev af Utzon-Frank. Bangs efterkommere mindes dog ikke at have hørt tale om ham, og kan ikke bekræfte et evt. samarbejde.