Udstillingens værker er alle nyfremstillede. Det første værk Gudrun Hasle udførte er en hommage/en hyldest til de, der tog del i to af den danske kunsthistories vigtigste mønstringer af kvindelige kunstnere: Kvindernes Udstilling i 1895 og den store kvindeudstilling på Charlottenborg i 1975. Det røde kryds er en hilsen til Lene Adler Petersens plakat til 1975-udstillingen og mælke-bøtten er lånt fra Susette Holtens plakat fra 1896, der blev solgt til fordel for opførelsen af Kvindernes Bygning.
Udstilling støttes af:
Gudrun Hasle (født 1979)
HUN VAR GENSTAND FOR ALLES OPMÆRKSOMHED. 2015
Rammemål H 128 x 119 cm
Tilhører kunstneren
Repræsenteret af Galleri Tom Christoffersen
Dem der kom før mig
En udstilling med værker af Gudrun Hasle
1. december 2015 – 28. februar 2016Klik her for invitation til FINISSAGE søndag den 28.02.2016
Klik her for at se billeder fra udstillingen
Klik her for at se filmen om Gudrun Hasle, som Mette Mærsk har lavet hen over årsskiftet 2015-2016. Den havde premiere den 28.2.2016.
Hvert år inviteres en nulevende kunstner ind for i Vejen Kunstmuseums to særudstillingssale at opbygge den traditionsrige ”julekalenderudstilling”. Som tilbagevendende element indgår de 24 montrer (byens suverænt største julekalender), som museets formidler gradvist åbner i dagene op til jul samme med hundredevis af tilmeldte børn og unge.
I 2015 står Gudrun Hasle (født 1979) for at lave udstillingen. I 100-året for kvindernes valgret har det været oplagt at invitere en kunstner, der på sin helt egen måde går helt nye veje med et ældgammelt kvindeligt arbejdsfelt: Broderiet, som hun særligt har dyrket ved siden af lejlighedsvis at arbejde med tegning, grafik, video etc. Gudrun Hasle laver alt andet end skønsyning. Med sine menneskeligt vedkommende værker meddeler hun sig i tekst og billeder. Nålens og trådens langsommelige arbejdsgang bruger hun til refleksion over menneskelivet med afsæt i sit eget liv og egne personlige erfaringer, som det ses i ”Gudruns Livs Histiore” fra 2004 (tilhører Horsens Kunstmuseum). I den 17 meter lange broderede tegneserie skildrer hun sit liv fra barndommen i et politisk engageret miljø over ungdommens møde med de mangesidede krav til krop og evner – frem mod tiden på kunstakademierne i Odense og København (2002-2008), hvor hun fandt en plads, der passede hende.
Gudrun Hasle (født 1979)
I HAVE CYKLED PARST AL MY LIFE. 2015
Rammemål H 95 x 164 cm
Tilhører kunstneren
Repræsenteret af Galleri Tom Christoffersen
Gudrun Hasle har givet udstillingen i Vejen titlen ”dem der kom før mig”. Den bliver en hommage/en hyldest til kvindelige forløbere – både danske og udenlandske. Hendes værker kræver tid i det møjsommelige håndarbejde, der går forud. Det første af udstillingens værker blev færdig i den tidlige sommer (se foto til venstre). Som på en stor plakat har hun i venstre side omhyggeligt noteret navnene på alle de kunstnere, der i 1895 deltog i Kvindernes Udstilling. I højre side står hendes kolleger, der i 1975 realiserede kvindeudstillingen på Charlottenborg. For neden har Gudrun Hasle applikeret den flotte mælkebøtte, som Susette Holten i 1896 satte på plakaten til fordel for indsamlingen til opførelsen af Kvindernes Bygning og ovenover har hun applikeret det ene af de to røde kryds, som Lene Adler Petersen i 1975 satte på plakaten for udstillingen på Charlottenborg. Udstillingens øvrige værker bliver gradvist til…
Et kendetegn ved Gudrun Hasles værker er, at hun konsekvent gør sine svagheder til styrker. Eksempelvis har hun valgt at gøre sin ordblindhed til en integreret del af sit ”varemærke”. I stedet for at hun skal kæmpe med sproget er det nu beskueren, der er sat i hendes sted i et forsøg på at afkode hendes mange meddelsomme værker.
Gudrun Hasle (født 1979)
KIRSTEN JUSTESEN. 2015
Rammemål H 230 x 126 cm
Tilhører kunstneren
Repræsenteret af Galleri Tom Christoffersen
KIRSTEN JUSTESEN. 2015
Rammemål H 230 x 126 cm
Tilhører kunstneren
Repræsenteret af Galleri Tom Christoffersen
Gudrun Hasle (født 1979)
MY BODY AS AN ARTIST. 2015
Rammemål H 184 x 100 cm
Tilhører kunstneren
Repræsenteret af Galleri Tom Christoffersen
MY BODY AS AN ARTIST. 2015
Rammemål H 184 x 100 cm
Tilhører kunstneren
Repræsenteret af Galleri Tom Christoffersen
I maj-juli 2014 vistes på Museumspladsen i Vejen hendes ”RALER” (regler i almindelig dansk retstavning) i Dansk Standardpoesi, det lille mobile kulturhus, der gæster Museumspladsen uden for Vejen Kunstmuseum. En del af åbningsceremonien var, at Gudrun Hasle udførte værket direkte på og til stedet med blå maling på det lille hus’ hvide vægge. Det blev til en cirkel af ord og lister, som den enkelte kunne spejle sig i. Om sit arbejde fortæller hun: ”Gennem en årrække har jeg arbejdet med lister af livsregler. De tager altid udgangspunkt i den livssituation, som jeg selv befinder mig i. I værket RALER spiller jeg på ubevidste regler og krav, mange mennesker sætter op for sig selv. Mange af reglerne er ikke helt til at opnå. Samtidig bruger jeg stavefejlene som en måde at bryde reglerne og indføre en barnlig følsomhed.” På bagvæggen – æresvæggen om det var et stort udstillingssted – dannede ordene ”JEG SKAL VÆR PARFEGT” i evig gentagelse en regulær cirkel. Budskabet og den stramme form stod i kontrast til stavemåden, der spejlede det perfektes lette forgængelighed. Samtidig mindede cirkelslaget om uroboros-symblet, den evige cykliske bevægelse i form af en slange, der bider sig selv i halen… Øjensynligt helt ubevist taler Gudrun Hasle på sin egen måde ind i symbolismens kredsen om vores egen forgængelighed – et eviggyldigt emne.
I et interview i Alt for Damerne i 2013 berørte Gudrun Hasle arbejdet som kvindelig kunstner: ”Jeg synes, at alle de ting, der er i risiko for at blive kikset er spændende. Man rammer også et større publikum med kikset kvindekunst, og man rammer dem hårdere, fordi det går helt tæt på… Det er ligesom med kærlighedssange. Hvad der er stort i den enkeltes liv kan ende med at blive patetisk for andre, så det er interessant at finde en vej uden om det. Men det er også først de senere år, at kvinder har fået en plads i kunsten. Tidligere var det svært ikke at skræmme mændene væk, fordi kvindekunst blev opfattet som noget rødstrømpeagtigt. Men med Facebook har det ændret sig. Folk er vant til at man fortæller private historier.”