Dem der kom før mig
Billeder fra udstilling med værker af Gudrun Hasle
1. december 2015 – 28. februar 2016Fotograf: Pernille Klemp
Når man som gæst på museet ad trappen kommer op i den første af Vejen Kunstmuseums to udstillingssal møder man på ”æresvæggen” et værk med udstillingens program:
DEM DER KOM FØR MIG. 2015
Rammemål H 158,5 x 118 cm
Som på en stor plakat har Gudrun Hasle (født 1979) i venstre side syet navnene på de kunstnere, der i 1895 deltog i Kvindernes Udstilling – den første store markering af, at de kvindelige kunstnere ville tages alvorligt og var på vej ind på den danske kunstscene. I højre side står navnene på hendes kolleger, der i 1975 realiserede kvindeudstillingen på Charlottenborg. For neden har Gudrun Hasle lavet sin applikeret tolkning af den mælkebøtte, som Susette Holten i 1896 satte på plakaten til fordel for indsamlingen til opførelsen af Kvindernes Bygning. Plakaten ses på bogopslag i den bageste sal, hvor man også kan se forlægget til det røde kryds, der er Gudrun Hasles tolkning af det ene af de to kryds, som Lene Adler Petersen i 1975 satte på tryksagen til KVINDEUDSTILLINGEN XX – KVINDER I ALLE LANDE, FOREN JER på Charlottenborg. Det applikerede kryds har Gudrun Hasle gjort til det iøjefaldende vartegn for denne udstilling.
På nordvæggen hænger portrætter af nogle af de kunstnere, der kom før Gudrun Hasle. Hun præsenterer print af portrætter af pionerer blandt 1890’ernes unge kvindelige kunstnere. Fra venstre ses: 1) Edma Frölich Stage (1859-1958): Pastelportræt af Susette Holten
2) Portrætfoto af Susette Holten
3) Agnes Slott-Møller (1862-1937) er 1893 fotograferet foran sit maleri ”Niels Ebbesen”
4) Ludovica Thornam (1853-1896): Selvportræt, 1885
5) Johanne Krebs (1848-1924): Portræt af Susette Holten, 1890
Både Susette Holten og Agnes Slott-Møller er repræsenteret i den faste samling på Vejen Kunstmuseum, hvor man også man se værker af andre kvindelige kunstnere fra tiden omkring 1900: Elise Konstantin-Hansen (1858-1946), Henriette Hahn-Brinckmann (1862-1934), Edith Willumsen (1875-1963) og Anna E. Munch (1876-1960).
I forgrunden ses stofskulpturen, der omtales under næste foto.
I den sydlige side af den første udstillingssal ses Vejen og omegns største julekalender – 23 låger i en stram komposition og låge 24 på væggen for sig. Det er et stort skab på 50 x 50 x 150 cm, der viste sig at rumme blot en lille storetå!
Udstillingens obligatoriske benspænd, kalenderen, består af 24 montrer, der årligt siden 1995 er blevet fyldt af forskellige nulevende kunstnere. Her var det i november 2015 Gudrun Hasle, der styrede slagets gang. I løbet af december har omkring 850 børn været på besøg for at være med til at åbne dagens låge. Hver af lågerne er åbnet sammen med mindst to klasser, og nogle dage har endnu flere klasser været på besøg.
Gudrun Hasle har i 2015 givet kalenderen en helt særlig, og aldrig tidligere afprøvet, form. Dagligt er et element blevet taget ud af dagens montre og lagt på podiet. Styk for styk voksede kvindefiguren gradvist frem på podiet. Da Gudrun Hasles medie er tekstil, skulle det selvfølgelig være en stofskulptur, som hun selv har syet.
Hvor montrerne plejer at blive åbnet og fungere som udstillingsvitriner, blev de denne gang lukket igen, men forpladerne blev vendt. På bagsiden havde Gudrun Hasle med kuglepennens og det musselmalede porcelæns koboltblå farve skrevet, hvad der var taget ud af den enkelte kasse. Ordene er stavet med hendes egen ordblinde retskrivning – og nu er det ikke hende, men beskueren, der må kæmpe for at forstå sammenhængen!
Klik her for at se, hvordan figuren gradvist blev til. Man kan også følge den gradvise åbning af kalenderens 24 låger, hvor helheden går fra lutter gule låger til en fin helhed i hvid med blå tekster.
Alle udstillingens broderede værker er fremstillet i 2015. På vestvæggen hænger et lille, men tætskrevet værk med en manisk tekst, der taler lige ind i hjertet på store teenage piger.
NICE GIRL. 2015
Rammemål H 72,5 x 55 cm
Her er masser af ”slåfejl”. Som nævnt er Gudrun Hasle ordblind og staver efter lyden. Den ”gudrunske” stavning er blevet en integreret del af hendes virke, hvor beskueren er sat i hendes sted i et forsøg på at afkode de meddelsomme værker.
Titlen vækker masser af associationer. Helt konkret forholder den sig til bogtitlen ”De søde piger. Dagbog 1943-47”, som Gudrun Hasles morfar, forfatteren Thorkild Hansen, udgav i 1974. Linje for linje spiller Gudrun Hasle på det tvetydige ved at være ”en sød pige” – fra at være sød og rar over lidt selvforglemmende hjerneløs til ikke at være en sød pige ved fx at holde på sine rettigheder. Undervejs kommer polemiske linjer som: IM INBEREST THAT IM A NICE GERL IT IS NICE TO BE A NICE GIRL IM PERDECEL IM DEPENDELBOL IM A NICE GERL SHOUD A NICE GIRL APOLOGIZE BECOSE IM A NICE GIRL AND THAT I LICE TO BE A NICE GERL.” Eller: “IM A NICE GERL ARTIST IM A NOT SAURE IF ITS GOD IM A IM A NICE GERL.” At være en sød pige giver samtidig dilemmaet til det modsatte. Hvor meget må og kan en pige/kvinde fylde uden at blive set som en kaglende rappenskralde. Kan man være sød og samtidig have sine klare meninger?!
I den bageste udstillingssal har Gudrun Hasle mod vest valgt at samle de nyfremstillede værker på bagvæggen. Fra venstre til højre forholder hun sig her til kvinders rettigheder, kvindelige kolleger og deres værker.
RIGHTS. 2015
Rammemål H 63,5 x 49 cm
Gudrun Hasle er optaget af at lave lister. Her har hun indledt en liste over rettigheder, som kvinder har opnået: Retten til arbejde, retten til at stemme, retten til en delt forældremyndighed, retten til at råde over egen krop, og: THE RIGT TO HAVE YOUR PARTNER BAY YOR SART HVEN GIWEN DBETH – retten til at have partneren med ved sin side under fødslen. En hel del har de danske kvinder opnået, og Gudrun Hasle har ladet felter stå tomme i det broderede excell-ark, så man siden kan føje til efter behov.
En beslægtet liste malede Gudrun Hasle den 1. juni 2014 på væggen i mikrokulturhuset Dansk Standardpoesi på Museumspladsen i Vejen. Listen var RALER (regler), der handlede om, hvad hun skulle gøre for at føre det perfekt liv.
I HAVE CYKLED PARST AL MY LIFE. 2015
Rammemål H 95 x 164 cm
Gudrun Hasle er vokset op med kvindetegnet som en del af sin symbolverden. Når hun fra Nørrebro, hvor hun bor, cykler ind mod midten af København passerer hun ad H.C. Andersens Boulevard Grevinde Dannerhuset. Få hundrede meter fra Rådhuspladsen lyser de fire store kvindetegn på de midterste vinduer. Centralt anbragt står de som en reminder om kvindemagt netop på det hus, hvor kvinder kan søge tryghed.
De fire kvindetegn har Gudrun Hasle indrammet med en blå dekoration, der kan minde om et 1960’er ornament tegnet af Paul Gernes, men det er hentet fra Susette Holtens 1896-plakat til fordel for Kvindernes Bygning.
KIRSTEN JUSTESEN. 2015
Rammemål H 230 x 126 cm
Det store portræt er blevet til i direkte dialog med Kirsten Justesen, som Gudrun Hasle omtaler som sin ”kunstneriske bedstemor”. Lyttende gengiver hun, hvordan denne grand-old-lady i dansk feministisk kunst over årene har brugt sin krop som omdrejningspunkt for sit kunstneriske virke. Gudrun Hasle er særlig optaget af Kirsten Justesens iscenesatte fotografier, hvor hun tematiserer moderskabet. For hende er der god inspiration at hente i Kirsten Justesens tilgang til det køns- og kunstpolitiske.
MY BODY AS AN ARTIST. 2015
Rammemål H 184 x 100 cm
Over årene har Gudrun Hasle udført en række ”bodymaps” i 1:1. Blandt andet har hun kortlagt kroppens blodbaner og det personlige landskab over, hvor hun har skåret sig. Til 2013-udstillingen ”Building a Human” kortlagde hun graviditetssymptomerne op til fødslen af sit første barn, sønnen Thorkild. Kortlægningen her handler om de fysiske konsekvenser, det har for Gudrun Hasle at udføre de værker, hun laver – altså infiltrationer i skuldrene, ømme håndled og hudløse fingre fra arbejdet med broderierne. SORE FET FROM HARIRLS (ømme fødder fra at gå i høje hæle) og SORE CHEKS FROM SMILING FAC (ømme kinder af at smile falsk) er begge konsekvenser af at skulle gøre sig godt ved fx ferniseringer.
HUN VAR GENSTAND FOR ALLES OPMÆRKSOMHED. 2015
Rammemål H 128 x 119 cm
Værket er primært en tribut til de kvindelige kunstnere, der var med på 1975-udstillingen på Charlottenborg. Titlen er taget fra et værk af Jytte Rex (født 1942). De rosa og røde trusser er hentet fra en fotocollage af Susanne Mertz (født 1946). Torsoen er en hilsen til de skulpturelle afformninger, som Kirsten Justesen (født 1943) lavede af sin gravide krop. Inde i torsoen har Gudrun Hasle broderet en organiske lerklump med efeuranke. Den er gengivet efter et foto i 1987-bogen om Susanne Ussing (1940-1998). I udstillingssalen er bogen slået op i en af montrerne henne ved indgangsdøren.
I midteraksen er bladet for oven og mælkebøtten neden for hilsner til Kvindernes Udstilling i 1895, hvor Susette Holten smykkede sanghæftet med kastanjeblade for oven og en mælkebøttemark i bunden. De gule blomster glider over i vandrette bånd af cirkler, der knytter an til logoet for det digitale projekt www.kk15.dk. I 2015 var Vejen Kunstmuseum tovholder på denne digitale kortlægning af de kvindelige kunstneres repræsentation i de jyske kunstmuseers samlinger. Cirklerne indgår i en abstrakt gengivelse af mælkebøtten.
SAMTALE. 2015
Rammemål H 47 x 69,5 cm
På cafe sidder Gudrun Hasle og taler med Lea Porsager (født 1981) – en kvindelig kollega, der bl.a. har været vist på ”dOCUMENTA” i Kassel i 2012 og udstilles mange steder i udlandet. Først i 2015 er hun med et værk i Sorø Kunstmuseums samling købt ind til den danske kunsthukommelse, museernes samlinger.
Samtalen handler om et dilemma, som Gudrun Hasle har gjort opmærksom på: De kvindelige kunstnere udstiller i høj grad i de eksperimenterende kunstrum, hvor kun meget få museumsfolk færdes. De store gallerier handler primært mandlige kunstnere. Det kan derfor være svært at få de talentfulde kvindelige kunstneres værker indlemmet i de danske museers samlinger, når deres værker er svære at få set, hvor museumsfolkene færdes.
Museumsleder Claus Hagedorn Olsen fra Horsens Kunstmuseum gør dog opmærksom på et helt andet dilemma: Indkøbskonti på de danske museer er skrumpet ind til at være stort set ikke eksisterende i takt med, at budgetterne presses, når især formidlingen fylder mere og mere. Der må i høj grad løbes an på fondenes velvilje – og hvad vil de støtte?!
I montrerne rundt om i salen har Gudrun Hasle lagt forskelligt materiale såsom en kopi af opslaget fra hendes skitsebog, hvor man kan se hendes studie til Kirsten Justesen-broderiet. Ved siden af ligger Kirsten Justesens værk ”Omstændigheder. Forestillinger og besværgelser / Circumstances. The Imagination and Protection Series.” 1973. Det indrammede fotografi tilhører Gudrun Hasle. Serien handler om overtrosforestillinger, der menes at kunne afklare om barnet bliver en pige eller en dreng. På fotografiet svinges pendulet over den gravide mave.
I montren til venstre ligger bogen ”Kunsten som kampmiddel”, der udkom i 1976 i forlængelse af KVINDEUDSTILLINGEN XX på Charlottenborg i 1975. Her ses også Lene Adler Petersen (født 1944) ”Kvindetegnet”. Bogen blev trykt i 2010, men gengiver serien fra 1974 af billeder med påmalet kvindetegn. Lene Adler Petersen viser sig at være en af de kvindelige kunstnere, der er godt repræsenteret i bl.a. de jyske kunstmuseers samlinger. ”Kvindetegn” tilhører Kobberstikssamlingen på Statens Museum for Kunst.
I montren ligger også katalog til KVINDEUDSTILLINGEN XX på Charlottenborg. 8.-21. december 1975. Forsiden er tilrettelagt af Lene Adler Petersen. Som en hyldest til disse kvindelige kolleger har Gudrun Hasle bragt krydset i applikeret form ind som vartegn for denne udstilling. Slutteligt ses også en fotokopi af kæmpeskulpturen af den liggende kvinde, ”HON”, som billedhuggeren Niki de Saint Phalle (1930-2002) lavede på Moderna Museet i Stockholm tilbage i 1966.
På den østlige væg i den bageste udstillingssal malede Gudrun Hasle det 118 cm høje røde kvindetegn direkte på væggen den 23. november 2015. Det skete blot syv timer efter, at hun var kommet til Vejen for at sætte udstillingen op.
På væggen ved siden af er installeret et af Gudrun Hasles videoværker:
A SIGN FROM MY MOTHER’S PAST. 2010
Video. Kører i en 3-minutters sløjfe
Gudrun Hasles mor, Marie Hansen, er en eminent fortæller. På korte 3 minutter får hun givet et levende billede af det alternative miljø i tiden omkring 1970 gennem fortællingen om det store kvindetegn, som hun malede på en væg over sin seng i et for længst nedrevet slumstormer-hus på Nørrebro.
DE KVINDELIGE KUNSTNERE NÆVNT I UDSTILLINGEN
OG REPRÆSENTERET I VEJEN KUNSTMUSEUMS SAMLING
Vender vi blikket tilbage til udstillingens ikon, broderiet DEM DER KOM FØR MIG, og kigger på den venstre liste over Kvindernes Udstilling 1895 er det interessant at se, at Vejen Kunstmuseum over årene har trukket tre af de nævnte kvinder ud af glemslen ved at lave store udstillinger om Henriette Hahn-Brinckmann (2000), Elise Konstantin-Hansen (2007) og Susette Holten (2013). Dertil er der i samlingen værker af Anna Ancher, Marie Sandholt og Augusta Dohlmanns søster, Helen. Billedhuggeren er i den grønne Skibelundsal på Vejen Kunstmuseum repræsenteret med skulpturen ”Forladt”.
Fra 1975-listen er det kun Ursula Reuter Christiansen, der har haft en separatudstilling på Vejen Kunstmuseum, hvis fokus primært er kunsten fra tiden omkring 1900. Ursula Reuter Christiansen modtog i år 2000 Vald. Petersen og hustru Esther Moesmann Petersens Legat, der er knyttet til Vejen Kunstmuseum.