Dialoger mellem Jeppe Aakjærs lyrik og Niels Hansen - Jacobsens skulpturer

Efter aftale med Finn Slumstrup er det her muligt at bladre i en digital version af "DIALOGER mellem Jeppe Aakjærs lyrik og Niels Hansen Jacobsens skulpturer". Det er et 32-siders hæfte, som Askov-virksomheden Epoke i 1983-84 udgav i anledning af årsskiftet. Billedsiden er let forandret, da det ikke har været muligt at skaffe de oprindelige fotografier.
 

Hvis man kigger i bogreolerne i mindestuerne på Vejen museum finder man kun et par bind Aakjær, men jeg har sporet mig frem til, at det skyldes daværende boghandler Anders Bruun-Møller arvede alle de dedicerede første-udgaver af Jeppes arbejder, og så er man måske alligevel på sporet. Bid på krogen får man for alvor ved at gå til Det kgl. Bibliotek, hvor man finder en korrespondance mellem de to kunstnere strækkende sig fra sommeren 1907 frem til julen 1929. Her i 2011 skal tilføjes, at brevene alle kan læses her på hjemmesiden.
l det første brev sender Aakjær sin oversættelse af Karl-Erik Forsslunds Billedhuggeren og nævner, at digtet er oversat med Hansen-Jacobsen i tankerne.
I øvrigt er korrespondancen hjertevarm, båret af en fundamental sympati og af dette at tilhøre den jyske front. Hvad er mere naturligt, end at Aakjær omgående søger at bringe Hansen-Jacobsen ind i billedet, da præsten i Kongerslev fortæller Jeppe, at der er planer om at rejse Skipper Clement et minde. Og når Jeppe skal ned og tale for de rige grundtvigianere i Aagaard Forsamlingshus (honorar 100 kroner) er det oplagt at spørge Hansen-Jacobsen, om ikke han kan ordne det, så de fattige socialdemokrater i Vejen tager imod tilbuddet om et foredrag til udsalgspris: 40 kroner!
Eller et uimodståeligt brev hvor Hansen-Jacobsen fortæller, at han har besluttet sig til at deltage i konkurrencen om at skabe de kongelige sarkofager i Roskilde Domkirke. Han ved godt det bliver noget makværk, fordi han ikke vil kunne undertrykke sit republikanske hjerte - men måske alligevel, og han trænger sådan til at få en opgave, hvor der bliver mulighed for at hugge i marmor.
De render ikke hinanden på dørene, men kontakten er der. Bøgerne fra Jenle kommer støt, og Hansen-Jacobsen kvitterer ved andre lejligheder med et eller andet særligt fra en god brænding. Højtiderne markeres, og i 1923 holder de fælles fødselsdag på Jenle, så brevet fra Vejen senere fortæller, at magen til fød­selsdag har man aldrig haft: »vi må se at få Eder herned til en lignende Fest, og så gaaer vi gaasegang uden om Trolden ud på småtimerne i måneskin.«
De støttede hinanden, og der var ingen bagtanker da Hansen-Jacobsen i 1907 skrev på et postkort til Jenle, at »I dag har jeg været i færd med at støbe bysten, så for tiden er De reduseret til hulhed.« Der har været en forbindelse mellem Jeppe Aakjær og Niels Hansen-Jacobsen.


 

De »Dialoger« vi har redigeret ved hjælp af deres arbejder påstår, at der stadig er en forbindelse. Aakjærs digte og dateringerne er hentet fra »Samlede Digte l -III«, Gyldendal 1947.
Samtlige benyttede kunstværker af Hansen-Jacobsen står på Vejen Kunstmuseum eller i miljøet foran museet. Hvis man vil vide mere om denne særprægede kunstner er den bedste indgang naturlig­vis et besøg på dette museum samt læsning af Niels Th. Mortensens bog Billedhuggeren Niels Hansen-Jacobsen, Forlaget Arnkrone, Odense 1945.

Her i 2011 i 150-året for billedhuggerens fødsel kan tilføjes, at Vejen Kunstmuseum på fødselsdagen den 10. september udgiver en mættet billedbog om Niels Hansen Jacobsen med tekst af museets leder, Teresa Nielsen, og layout ved billedhugger Sophus Ejler Jepsen. Takket være fondsstøtte sælges den for blot 80 kr. pr. stk.


[1] I de mellemliggende år er indsamlet materiale, der her i 2011 gør det muligt at nuancere billedet. Hansen Jacobsen levede fra 1902 en delt tilværelse mellem en lejlighed og atelier på Østerbro, København om vinteren og somrene i Vejen. Ved Anna Gabrieles død var han i færd med at afslutte Modersmålet, der med en monumental placering i Skibelund Krat blev indbegrebet af forholdet til de dansksindede syd for Kongeåen. Og snart var han også i gang med et af sine hovedværker, mindestenen ved Langholt nord for Ålborg for Malthe Ahlmann.
[2] Det kombinerede atelier og museum ved Skibelund Krat blev indviet i sensommeren 1914. 1938 blev bygningen med støtte fra Ny Carlsbergfondet flyttet sten for sten fra Skibelund til Vejen, hvor det siden har udgjort den sydlige kuppelsal kaldet Skibelundsalen.
[3] Også denne etablerede beretning kan i 2011 nuanceres. Hans grav-og mindesten var velbetalte og eftertragtede. De findes opstillet mange steder i Danmark og kan søges via kort og oplysninger i et afsnit her på hjemmesiden. Han opnåede den store glæde at se sin vilde og uregerlige keramik blive eftertragtet og solgt til gode priser. Anerkendelse fik han også sent i livet. 
[4] Begge forfatteres buster står også i bronze foran kommunebiblioteket i Århus.

                                                                                  

<<< Tilbage

 

Frem > > >