Nogle kommentarer til »Dialoger«

Af Finn Slumstrup

Idéen om at sætte Jeppe Aakjærs lyrik op i med- og modspil til Hansen-Jacobsens skulpturer opstod en dag i sommeren 1981, hvor jeg sad og talte med fotografen Ole Thomsen i Askov. Vi diskuterede nogle af Oles nærbilleder af Hansen-Jacobsens hovedværk Militarismen, og jeg nævnte, at Jeppe havde skrevet et digt med samme titel; Videre gik det over den kendsgerning, at billedhuggeren havde lavet en buste af Jeppe, og frem til vi i vores begejstring kunne se alle mulige paralleller mellem de to kunstnere. Ole kunne fra barndommens familiefester erindre, at man ofte sang Solen ler så godt og mildt, og han var sikker på den var skrevet til Hansen-Jacobsens bryllup. Det viste sig at være aldeles rigtigt: digtet Majsol skrev Aakjær i maj 1908 til kunstnerbrylluppet i Vejen.
Da jeg kort efter fandt Hansen-Jacobsen på side 29 i Solvejg Bjerres smukke billedbog Den hvide rug, den blide rug-. Jeppe Aakjær og Jenle, skrev jeg til hende for at høre, om vi var på vildspor, eller om de fællestræk, vi mente at kunne se, også havde givet sig udslag i en reel kontakt mellem de to. Opmuntret af Solvejg Bjerres omgående og bekræftende svar tog vi fat på sagen.
Dialogerne skulle gerne tale for sig selv, men da det ikke er givet læseren kender Hansen-Jacobsens arbejde, fortjener denne spændende kunstner nok et par linier.
10. september 1861 - på dato fem år før Jeppe Jensen blev født i Aakjær - blev Niels Hansen-Jacobsen født i Vejen. l opvæksten havde de betydeligt mere end fødselsdagen fælles, om end den enes hu kom til at stå til bogen, den andens til billedkunsten. Men i begge tilfælde var det den gamle historie om bondedrengen, der havde visioner.
l begyndelsen af 1880'erne begyndte Niels at slå sig igennem i København, sparsomt understøttet fra det skeptiske hjem i Vejen, og i oktober '84 kom han ind på Kunstakademiet. Tre år og fire måneder senere forlod han det med afgangsbevis som billedhugger, og i foråret 1889 vakte han for første gang opsigt på Charlottenborg med Den bundne Loke. Debutarbejdet indbragte kunstneren den såkaldte Årsmedalje. Hans næste arbejder bevirker at han sælger til Statens Museum for Kunst og begynder at få legater. Efteråret 1891 gifter han sig med malerinden Anna Gabriele Rohde, og de drager af sted på en rejse, der kommer til at strække sig over en halv snes år. De opslår hovedkvarter i Paris, og dernede går Hansen-Jacobsens tiltagende tekniske færdigheder ind i en lykkelig syntese

med hans oprindelige, ægte fantasi, der bliver gjort fri af læregodset fra akademiet. Resultatet bliver en række skulp­turer som i årene lige ind under århundredskiftet rummer en sådan gennemslagskraft, at Asger Jorn siden kunne konstatere, at »den eneste skandinaviske kunstner fra denne periode, der direkte har haft en historisk anerkendt indflydelse på det tyven­de århundredes kunstudvikling, er billedhuggeren Hansen-Jacobsen« - citeret fra Silkeborg Museums 1965-bog om Johannes Holbek.
Denne intense og frodige arbejdsperiode blev bragt til en brat og tragisk afslutning, da Gabriele Rohde døde af kræft i september 1902, kun 40 år gammel.
Det blev umuligt for Hansen-Jacobsen at fortsætte arbejdet i Paris. Han rejste hjem til fødegården i Vejen, var i perioder helt inaktiv som kunstner og deltog i stedet i arbejdet på gården.[1] Han kom dog i gang igen, skiftede over fra Charlottenborg til Den Frie, og arbejdede lige så meget med keramik som med skulptur. Han blev knyttet til Kaja Jørgensen, og de giftede sig i 1908. De fleste af hans større arbejder var blevet overflyttet fra Christiansborgs kældre til fødegårdens lade, hvor de lå og forfaldt, men i 1913 byggede han et særpræget atelier med tilhørende udstillingsbyg­ning et par kilometer syd for Vejen i Skibelund Krat.[2] Hjembyen satte stadig større pris på den lokale kunstner, og kort efter man havde indviet hans springvand med En Trold, der vejrer Kristenkød som centrum i juli 1923, begyndte arbejdet med at bygge ham et museum.
Kunstneren skænkede kunstværkerne til byen, som til gengæld lagde sig i selen for at få museet op at stå. I 1931 blev Hansen-Jacobsen æresborger i Vejen, og han døde først i vinte­ren 1941, et par måneder efter han var fyldt 80. Alderdommen var dog ikke som man forestiller sig den for en anerkendt kunstner. Kaja døde pludseligt i april 1928 af en meningsløs blodforgiftning, og i perioder måtte Hansen-Jacobsen hugge mangen en gravsten for at klare dagen og vejen.[3]
Man kan uden større besvær finde frem til et par vigtige begivenheder i de to kunstneres liv, hvor deres veje krydses. I 1907 lavede Hansen-Jacobsen en buste af Aakjær. Den står nu foran det tidligere bibliotek i Vejen (side om side med busten af Johannes V.) og er således i miljøet omkring museet.[4] En kopi af busten er på Jenle.
I 1923 var Aakjær festtaler, da op mod 4000 mennesker om aftenen den 13. juli deltog i afsløringen af Troldespringvandet med den centrale figur, som senere på godt og ondt skulle blive Vejens vartegn.