Loke han saar,
Loke med Smil gjennem Domhuset gaar,
Retssværdet hænger med Rust i sit Ri,
Rigsæblet slet om Fortryktheden værner,
Lokefrøet blev Ormen deri,
huled det ind til de raslende Kjærner.
Loke han saar,
Loke med smil gjennem Tronsalen gaar;
se, hvor han tér sig med Titler og Tugt!
Ordener strør han som Sukker for Fluer,
Hofmandens Ryg faar en spørgende Bugt,
Æsler af Faget blir blide som Duer.
Loke han saar,
Loke med Smil gjennem Hjærterne gaar,
Smiger han drysser, hvor Ørene klør,
Rænker han rinker som Humle om Staver,
høster saa siden i blideste Bør
Fejghed i Skjæpper og Frafald i Traver.
Loke han saar,
Loke han slænger sin Sæd, hvor han gaar.
Vogt da paa Spiren i Sjælenes Bund,
værn om din Rankhed, dit mandigste Eje;
der hvor han møder en rankfødt og sund,
er der slængt Staal paa den Snigendes Veje.
»Lokesæd«. 23. juni 1908
|
|
|
En scanning af Ole
Thomsens: Udsnit af gruppen
»Den bundne Loke«. 1888-89 |
»Loke lænket
til Klippeblokkerne«
fra Vejen Kunstmuseums samling af gamle
fotos, der har tilhørt Niels
Hansen Jacobsen. |
|
|