Modersmålet

Af Teresa Nielsen, museumsinspektør, Vejen Kunstmuseum

Mere end 80 år efter Genforeningen kan det i dag være svært at forestille sig, hvilket sug, der i Skibelund Krat gik gennem de omkring 2.000 fremmødte, da billedhuggeren Niels Hansen Jacobsen (1861-1941) den 27. juli 1903 løftede klædet, der dækkede hans seneste arbejde, det nationale monument, Modersmålet. Det var en mægtig begivenhed, hvortil folk kom strømmende fra nær og fjern. Malende berettedes om optakten; ”I Tiden mellem 4 og 5 var Vejen mellem Vejen, Skodborghus og Skibelund som oversaaet af fuldt besatte Vogne, cyklende og gaaende Mennesker[1].”

Men vejret var i en særlig slags feststemning, der kom lyn, torden og styrtregn. Professor Harald Høffding, der skulle tale om A. D. Jørgensen og forstanderen på den nærved liggende Askov Højskole, Ludvig Schrøder, der skulle tale om Edvard Lembcke, fattede sig i korthed.

Fra Højskolen oplevede man efter indvielsen, hvordan folk gik af sted for at se mindet over de to store sønderjyske personligheder – Edvard Lembcke og A. D. Jørgensen - men ”naar de kom fra Skibelund, fortalte de kun om ’Modersmaalet’, om at de ikke kunde blive trætte af at se paa det, og om at de var bleven underlig bevægede ved dette Syn[2].”

Skibelund Krat
I kraft af tabet af Sønderjylland i 1864 var denne del af landet lige nord for Kongeåen blevet den yderste bastion – en forpost. Med opbygningen af Askov Højskole samledes man særlig stærkt om den danske sag, og med oprettelsen af Skibelundforeningen fik man et mødested med udsigt direkte ned til fjendens vagtposter.

Det er i dag svært at forstå, hvordan opstillingen i 1898 af Niels Skovgaards hovedværk, Magnusstenen, og senere Niels Hansen Jacobsens Modermålet, kunne opfattes som politisk provokation. Hvordan kunne disse to forholdsvis beskedne monumenter vække så megen opsigt? Ikke kun var det deres overførte, stærkt politiske undertoner, der spillede en afgørende rolle. Placeringen var simpelthen ikke til at tage fejl af. Skibelund Krat var dengang en bar bakkekam, hvor begge knejsende kunstværker stod som torne i øjnene på grænsevagterne på den anden side af Kongeåen.

I hvor høj grad kunstværkerne blev en del af et politisk spil viser en episode omkring Magnusstenen. Den i Rusland bosatte danske digter, Thor Lange, der havde bekostet monumentets opstilling, fik i 1899, i forlængelse af en klage fra den tyske redaktør af ”Schlesviger Grenzpost”, Karl Strackerjan, en næse af Udenrigsministeriet for sit vers på bagsiden af stenen:

Magnus tvende Rigers Pryd
unde Gud din Kongesjæl
at se Nordens Grænsepæl
atter rykket frem mod Syd
.[3]


Axel Heides bestilling hos Niels Hansen Jacobsen
Sammen med medlemmer af Det danske Hedeselskab var den københavnske bankdirektør, konferensråd Axel Heide i tiden omkring 1900 på besøg i Skibelund Krat. Overfor den senere nationalbankdirektør, grundlæggeren af bl.a. Alfa Margarine i Vejen, Johannes Lauridsen, nævnte han sin interesse for at rejse et minde for digteren Edvard Lembcke og historikeren A. D. Jørgensen, der begge var døde i 1897. Lauridsen fortalte, at man lokalt havde en kunstner, der kunne løfte opgaven. Stor var Heides forundring, og han udbrød: ”Jeg véd nok, I her paa Egnen kan lave Cikorie og Margarine; men jeg vidste ikke, I kunde lave Kunstværker
[4]!”

Niels Hansen Jacobsen var, da han fik bestillingen på et monument over Edvard Lembcke og A. D. Jørgensen, omkring 40 år og havde i en lang årrække været bosat i Paris. Han var dog øjensynlig hjemme på besøg, og Heide forelagde sine tanker. Billedhuggeren arbejdede indledningsvis på et dobbeltportræt, som han dog gradvist udviklede til den nuværende komposition – to portræthoveder, hvorimellem en allegorisk kvindefigur træder frem. Kompositionen har nogle interessante paralleller til det gravmæle over forældrene, som J. F. Willumsen (1863-1958) i 1900 præsenterede på Den Frie. Den endelige udgave i brændt ler med en smule glasur kan man i dag opsøge på Vestre Kirkegaard. På en arkitektonisk base mindes forældrene med et par tunge, monumentale hoveder med lukkede øjne. På det nærmeste klemt inde mellem portrætternes kantede afslutning sidder et naturalistisk modelleret barn i en noget mindre målestok – samme grundtanke, men med helt forskellige resultater.

Et par udkast til Modersmålet anes på et fotografi taget omkring 1901 i Hansen Jacobsens atelier i Paris. Skitsen blev godkendt, og den endelige form blev i gips sendt fra den franske hovedstad til Bornholm, hvor den skulle udføres i granit, så den kunne stå færdig til indvielsen[5].  

I forlængelse af afsløringen citeredes Hansen Jacobsen for at have villet skabe et monument ”uden Løver og Vrøvl og falsk patriotisme.” Det mente forfatteren, at der var særlig grund til at takke billedhuggeren for, da ”Løverne, der springer i vort Vaaben, ikke ret trives paa vore Torve.” I omtalen kunne man læse at der i Modersmålet ”er hverken Overmod eller Afmagt, men en Sandhed og en Simpelhed, som det ville være en Synd at krænke[6].” Noget lignende gav digteren Thor Lange udtryk for: ”Dejligere Monument har Danmark aldrig haft; det vil overstraale alt andet. Saaledes skal Modersmaalet netop fremstilles: sejrssikker, stærk, samlende og værnende. Modersmaal, Sejrsstaal, Landehegn, Enhedstegn! Hovedfiguren er vidunderlig lys, ren, og enkel, og virkningsfuld er Foreningen af græsk Hermeform og nordisk Slangeristning i Sønderjyderne ved hendes Side. Intet i Verden kan glæde mig mere end et saadant fæderlandsk Kunstværk[7].”

Monumentets opbygning og symbolik

Klik her for at læse Edvard Lembckes Vort Modersmaal er dejligt

Ved at vælge hende som hovedmotiv, gik billedhuggeren fra at skabe en hyldest til to personligheder over til at skabe et billede på noget uhåndgribeligt – sproget som nationen samledes og fortsat samles om. Som Hansen Jacobsen i 1890’erne havde givet form til immaterielle størrelser – eksempelvis Natten, Friheden i vor Tid og Militarismen - taklede han modersmålet med tre enkle symboler: Kongebruden og de to portrætter.

Allerede ved afsløringen blev der talt om en manglende portrætlighed og den kendsgerning, at man ikke kunne se, at Edvard Lembcke var 25 år ældre end A. D. Jørgensen. Men begge anker var uvæsentlige. Deres navne, erhverv og data står mejslet i soklen – de to herrer er symboler på alle de, der har gjort god brug af det danske sprog.

Der blev skrevet om kontrasten mellem digterens åbne- og historikerens tilsløret blik, samt om kontrasten mellem Lembckes sammenbidte og Jørgensens åben mund. Præcist opsummerede Ludvig Schrøder forskellene med ordene: ”Slaget, der ramte Fæderlandet i 1864, bragte Lembcke til at forstumme; for Jørgensen blev det et Ridderslag, der indviede ham til hans Livsgerning[8].”

Selv understregede Hansen Jacobsen kontrasten mellem de tos tilgang til sproget og forklarede, at den allegoriske kvindefigur: ”lægger sin Haand fortrøstningsfuld paa Digterens Hoved, som en Moder saa ofte gør ved sit Barn – derimod lægger hun venstre Haand bag paa Historikerens Hoved, ligesom for at bøje Hovedet frem; noget man som oftest gør, naar man tænker paa Fortiden[9].” Lidt af den samme fornemmelse gav Vilh. Andersen: ”Hun ligner nok en brud, som hun kaldes i visen, men der er dog ikke som en elskerinde eller en Hustru, der kærtegner sin elskede. Snarere er det en Madonna, der velsigner dem. Eller hun er en Moder: hun hverken velsigner eller udmærker dem, hun bare vedkender sig dem. Derfor er de der, ikke for deres egen æres skyld, men for hendes[10].”

Et politisk kunstværk
Målet med opstillingen var dobbelt. Der var både hyldesten til de to personer og samtidigt et klart, politisk statement. Uden nærmere definition rubricerede Glyptotekets museumsinspektør, Th. Oppermann, i 1901 i et brev til brygger Carl Jacobsen om Hansen Jacobsens separat-udstilling på Den Frie, nedsættende skulpturerne som ”reklamekunst”. Hvis det skulle dække over evnen til at formidle et budskab, må betegnelsen med rette hæftes på Modersmålet.

Monumentet blev udført i en solid klippeblok, men rummer så stærkt et politisk budskab med adresse sydpå, at det er gået fra at være en rundskulptur til på det nærmeste at blive et relief med alle effekter lagt mod ’det tabte land’. For kompositionen om at gøre har det været en fordel for billedhuggeren. I reliefform har det vist sig muligt at forene så forskellige elementer som tekstfrisen, portræthovederne og kvindefiguren. De ’flettes’ sammen af det tidstypiske, vikingeinspirerede art-nouveau ornament. Det ligger i sine organiske slyngninger tæt på vennen, tegneren Jens Lunds tuscharbejder. Det er ikke utænkeligt, at han, der vides at have givet udkast til dekoration på sokler til billedhuggervennen Rudolph Tegner, også her har været involveret i den dekorative del
[11].

Ser man på bagsiden af monumentet, er der stort set plant. Der er blot nødtørftigt gjort rede for kvindens brudeslør. Det er en bevidst nedspillet side af kunstværket. Det samme gælder for Magnusstenen, hvor al bevægelse ligeledes går mod syd. I Skibelund Krat opstår kontrasten yderst mod øst, hvor anlægget afrundes med Genforeningsstenen. Den står med front mod nord. Der var i 1920 ikke længere behov for politisk protest sydover!

Om Modersmålet i længden kom til at ’overstraale alt andet’, som Thor Lange skrev, er svært at svare på. I sin samtid var det symbolværdi højt værdsat sammen med Anders Bundgaards Gefion springvand ved Rigets østligste grænse. Over grænsen gik millioner af postkort med Modersmålets billede som et klart politiske signal. Men hvor Magnusstenen trækker på sagnhistorisk tid og går hen og bliver næsten abstrakt i sit forhold til fjenden, er Modersmålets symbolik afhængig af tidsbestemte personer og deres værk. Som bevidstheden om deres virke forsvinder, bliver muligheden for umiddelbart at aflæse monumentet tilsvarende forringet. Men så længe den musiske tradition holdes i hævd, vil mange fortsat stå nynnende foran stenen, og dermed knytte an til dens betydning.

Lad bankdirektør Axel Heide, der var født i Sønderylland, få det sidste ord, og forklare, hvorfor der med front mod syd skulle stå ”et Mindesmærke for aandelig Kamp og aandelig Daad. I Lembcke og A. D. Jørgensen saa jeg to af de fornemste Navne, blandt dem, der har været med i denne Kamp. … Gid der maa vokse Slægter op, som altid vil elske Modersmaalet, som disse to har elsket det[12].”

Udvalgt litteratur om Modersmålet

Helge Skovmand: ”Afsløringen af ’Modermaalet’ i Skibelund Krat”, Højskolebladet den 31. juli 1903, spalte 961-966.

”Modersmaalet”, Hver 8. Dag 1902-1903, side 718-719 med foto fra afsløringen.

Vilh. Andersen: ”Modersmaalet”, Ord och Bild, 10. hæfte, 12. årg., 1903, side 523-528.

Ludvig Schrøder: ”Modersmaalet”, Højskolebladet den 20. november 1903, spalte 1529-1534.

Georg Himmelstrup: ”Mindesmærket for Modersmaalet”, Landet, søndag den 29. juni 1924

Georgia la Cour Pedersen: ”Skibelund og dets Mindesmærker”, 7. oplag ved Kristian la Cour Pedersen, Kolding 1935.

August F. Schmidt: ”Modersmaalets Digter – Edvard Lembcke”, Haderslev 1944.

Noter

[1] Sammen med angivelsen af de ca. 2.000 fremmødte, står beskrivelsen på forsiden af den lokale avis, ”Tiden”, fredag den 31. juli 1903.

[2] Ludvig Schrøder: ”Modersmaalet”, Højskolebladet den 20. november 1903, spalte 1530-1531.

[3] Georgia la Cour Pedersen: ”Skibelund og dets Mindesmærker”, 7. oplag ved Kristian la Cour Pedersen, Kolding 1935, side 44-45.

[4] Georgia la Cour Pedersen: ”Skibelund og dets Mindesmærker”, 7. oplag ved Kristian la Cour Pedersen, Kolding 1935, side 46.

[5] At originalgipsen (hvoraf kun ’brudens’ overkrop er bevaret i privateje) blev transporteret fra Paris til Bornholm kan man læse i Søren Alkærsigs publikation ”Vejen Museum – En Vejledning for Besøgende” fra 1935. Der er modstridende oplysninger om, hvornår monumentbestillingen blev afgivet. Som oftest står 1901 og endog 1902. Selv mindes Heide ved afsløringen i 1903, at det skulle have været to år forinden. Mest sandsynligt har det været sidst i 1900 eller aller først i 1901 – inden billedhuggeren rejste hjem til København for at afholde sin store separatudstilling på Den Frie, hvor han bl.a. viste Den lille Havfrue.

[6] Vilh. Andersen: ”Modersmaalet”, Ord och Bild, 10. hæfte, 12. årg., 1903, side 528.

[7] Den lokale avis, Tiden, fredag den 24. juli 1903.

[8] Ludvig Schrøder: ”Modersmaalet”, Højskolebladet den 20. november 1903, spalte 1532.

[9] Vilh. Andersen: ”Modersmaalet”, Ord och Bild, 10. hæfte, 12. årg., 1903, side 527.

[10] Vilh. Andersen: ”Modersmaalet”, Ord och Bild, 10. hæfte, 12. årg., 1903, side 525-526.

[11] På Rudolph Tegners Museum ved Dronningmølle er der fire træsokler med indlagt intarsiadekoration efter forlæg af Jens Lund. Samme kunstner har givet oplægget til et sollignende ornament på den nederste del af marmorblokken, som Rudolph Tegner har brugt til sit portræt af Francinette. Lignende organisk dekoration kendes også i mere ’vild’ form på en række af Hansen Jacobsens gravsten, som han huggede i rå marksten.

[12] Helge Skovmand: ”Afsløringen af ’Modermaalet’ i Skibelund Krat”, Højskolebladet den 31. juli 1903, spalte 962-963.

 



 











 





































J. F. Willumsen  foråret  1900  på  Den  Frie, København, ved  siden af gravmælet over hans forældre.


 
 

Hansen Jacobsens atelier i Paris
 


 

To små skitser til Modersmålet

 

 

På skulpturens nederste del står i Hansen Jacobsens levende hånd-skrift tydeligt at læse: ”Hun lægger os på Læben hvert godt og kraftigt Ord.” Linien er taget fra Lembckes vers om modersmålet, og centralt i monumentet prises:

”En højbåren Jomfru, en ædel Kongebrud, og hun er så ung, og  så  yndig ser hun ud”.