Edvard Lembcke (1815-1897)
»Vort Modersmaal er dejligt«

Sønderjyden, bankdirektør Heide, havde bedt Hansen Jacobsen udforme et monument over to markante sønderjyder, historikeren A. D. Jørgensen og digteren Edv. Lembcke, der begge døde i 1897. Med afsæt i Lembckes tekst fra 1859, forvandlede billedhuggeren opgaven til en synliggørelse af og hyldest til det uhåndgribelige fænomen, modersmålet. Ved afsløringen i 1903 viste det sig, at en vigtig linie havde fået varig plads i granitten.

1.  Vort Modersmaal er dejligt, det har saa mild en Klang;

Hvormed skal jeg ligne og prise det i Sang?

En højbaaren Jomfru, en ædel Kongebrud,

Og hun er saa ung, og saa yndig ser hun ud!

2.  Hun lægger os paa Læben hvert godt og kraftigt Ord

Til Elskovs sagte Bønner, til Sejrens stolte Kor;

Er Hjertet trængt af Sorgen, og svulmer det af Lyst,

Hun skænker os Tonen, som lette kan vort Bryst.

3.  Og om i Øst og Vest vi har sværmet og søgt

De svundne Tiders Visdom, de fjerne Landes Kløgt,

Hun lokker, og hun drager, vi følger hendes Bud,

For hun er saa ung, og saa yndig ser hun ud.

4.  De Fremmede, de tænkte at volde hende Sorg,

De bød hende Trældom i hendes egen Borg;

Men just som de mente, hun var i Baand og Bast,

Da lo hun saa hjertelig, at alle Lænker brast.

5.  Og alle de Skjalde, hun skænked Ordets Magt,

De blev om hendes Sæde en stærk og trofast Vagt;

Hver Sang, som Folket kender og lytter til med Lyst,

Den blev en Ring i Brynjen, som dækker hendes Bryst.

6.  Hver kraftig Skæmt, som lokker paa Læben frem et Smil,

Den blev i hendes Kogger en hvas og vinget Pil;

Hvert Ord, der kom fra Hjertet, og som til Hjertet når,

Det blev en Sten i Muren, der hegner hendes Gaard.

7.  Og Aarene, de rulle og skiftes om paa Jord,             

Og vore Navne glemmes som Sne, der faldt i Fjor,

Og Slægt efter Slægt segner hen paa Nornens Bud;

Men hun er saa ung, og saa yndig ser hun ud!

Til top

Tilbage