Følg med i julekalenderens fortælling
”Lisbjergtrappen – 24 trin på vejen”

 

24. december

     

Og mennesket er vendt tilbage til menneske. Drengen sidder hos sin far.

Den far, der ønskede, han aldrig var blevet født, den far, der ville ofre ham til Gud, og den far, der lå flået og død på gårdspladsen.

Den far, der aldrig fortalte ham klokkens hemmelighed, men viste ham igen og igen, hvordan man gør.

Her sidder de sammen med friske kviste i deres hænder. Som løven og lammet, som børnene hos den gode ulv, som et fredfyldt sind i en cirkel. Gooooongngngngng!


23. december

     

Bag dem på bakkekammen står kentauren i det stærke lys fra den nedgående sol.
Den er ved at blive sig selv igen. Planten, som ligner en kløver, vokser stadig ud af dyrets hale.
Dyret har fået sit oksehoved tilbage.
Øverst på skrænten står det sære dobbeltvæsen; oksen med kløverhalen som et billede på indre fred.
- Fra nu af rejser vi sammen.


22. december

     

Klokken bryder stilheden. Den tavse masse åbner sin cirkelrunde mund for en tone, der går igennem landet som en solopgang. Doooooooooongngngngngngn. Og hvilken tone! Forventningen, der før var spændt til bristepunktet, brister nu forløst. Folkene falder på knæ og hylder kongen og klokken eller takker deres Gud. Men drengen er løbet tilbage til den lerede skrænt. Hulkende af lettelse synker han sammen på jorden. Angsten fra hans hjerte bæres ud med grådens hulkende dønninger. Et stort skib har passeret igennem ham, og nu gynger hans bredder i kølvand. Han mærker armene, der lægger sig omkring ham og løfter ham op. Han hører en trøstende stemme, der taler til ham om kommende opgaver.
- Det gik jo godt! siger stemmen.
- Fra nu af rejser vi sammen.


21. december

    

Ud af flammerne springer den bevæbnede kentaur. I kampens hede veksler pile og sværdhug med slag og tændernes knusende bid. Alle væsner forenes i kampen mod elementernes rasen. Menneske, Dyr og Plante. De bjerge, der før blev knust og sønderdelt til grus og ler, smelter nu og flyder sammen; - løber og koger. Lægger sig til rette og til ro. Varmen forlader dem i bølger, som lys der brænder ud. Temperaturen falder. Kampen er slut. Under afkølingen vokser Krystallerne. Elementerne fæstnes i nye stærke bindinger. Stærke som jern, - hårde som sten, - syngende som glas.


20. december

    

Ilden brøler som et rasende dyr. Nu smelter sten og ler og grus. De kræfter, drengen har sat i gang, må rase færdig. Det er meget større end ham. Han kan intet mere stille op, bare vente. Håbe og vente. Om to dage, når temperaturen er faldet tilbage til legemstemperatur, kan de åbne ovnen, børste asken til side og se resultatet!


19. december

    

Sandheden er, at hans far aldrig fortalte ham klokkens hemmelighed. Hvordan man får det bløde ler til at synge som en klinge af stål? Og holde tonen, - længe efter den er blevet slået an? Han læner sig mod soldatens ryg, mens de rider tilbage mod byen, men hans indre er et virvar af følelser og tanker. Han ser for sig trin for trin, hvordan hans fader og folkene plejede at gøre. Han har set det mange gange, men aldrig fået hemmeligheden. Hvorfor fortalte hans far aldrig hemmeligheden?

Tankerne løber i ring og danner en knude inde i ham. En uløselig knude. En gordisk knude. Til sidst samler han alt sit mod og tager en beslutning. Han har én hemmelighed. Tanden i hans hånd. Lige meget om hans far havde en hemmelighed eller ej, og lige meget om han gav den videre eller ej, så har han sin egen! Beslutningen skærer som et sværd den uløselige knude over. Tankernes labyrint af tråde og tovværk falder fra hinanden som mørnet træ. Nu ved han, hvordan han vil gøre. Angsten gemmer han inderst i sit hjerte.


18. december

    

- Har du set klokkestøberen? Kongen vil have ham til at støbe en klokke!

Drengen taber æblet, men gemmer tanden i sin hånd.

- De er døde alle sammen. Jeg er den eneste, der er tilbage.

- Det var som syv...! Soldaternes anfører bander og vender sin hest. Drengen løber efter dem:

- Tag mig med! Jeg kan støbe jeres klokke. Klokkestøberen var min far, og inden han døde, fortalte han mig den hemmelige ingrediens!

- Du lyver!

- Nej! Jeg sværger! Jeg kan støbe kongens klokke!

- Ok så! Men hvis du lyver, bliver det værst for dig selv!


17. december

    

Han står ved æbletræet med udsigt ned over markerne på bjergets ryg og det åbne landskab ud mod øst. Han spiser æbler med en glubende appetit, men stopper brat, da han ser nogle ryttere nærme sig ad vejen fra den store by. Han tæller dem: én, to, tre... han prøver at aflæse dem, ... er de gode, eller har de ondt i sinde? Hvad er deres ærinde her oppe i landsbyen? Langsomt begynder hans kæber igen at gumle. Hans tanker løber i mange retninger. Hvor kan han gemme sig? Hvad søger de her? Ved de, at landsbyen er udbrændt? En pludselig smerte fra hans mund får hans kæber til at standse midt i bevægelsen. Æblets duftende aroma blandes med smagen af blod. Han tager forsigtigt fat i den ømme tand. Den sidder helt skævt og forkert i hans mund. Han prøver at rykke den på plads men mærker, at den er løs. Han tager den langsomt ud. Den lille elfenbenshvide tand med de blodige rødder. En sten med et hjerte? Et redskab med følelser! Som sværdet i stenen. Den unge Arthur, der blev konge af England.

- Hør knægt: har du set klokkestøberen eller en af hans folk?

Drengen vender sig forskrækket. Det er rytterne. Soldater til hest, lige bag ham.


16. december

    

Drengen går gennem den døde by. Husene ligger som afpillede kranier på begge sider af vejen. Skamferede skulpturer. Fragmenter. Brudstykker. Rester. Grus. Han leder efter et redskab, men finder intet. Husker heller ikke længere til hvad. Men mærker pludselig sulten. Ved ikke hvor længe han har gået, men mærker sulten meget intenst. Den vækker ham. Kalder ham til bevidsthed. Ud til frugtplantagen. Drivhusene. Markerne.


15. december

      

Ege-gravstelen fra Ølsted

De dødes navne står skåret ind i træet. Det skarpe jern har skåret sig vej fra træets sidste årring, lige under barken til årringe længere inde i kævlen. Hvis træet blev fældet samme år, som den døde, kan man i bogstavernes fordybning læse mere om hans sidste somre, end der står i gravskriftens vers. Mikroskopiske spor i årringene fortæller om storme, brande, vulkanudbrud og vejrlig. Hvis træet blev plantet, da den døde blev født, så er kronen på toppen af gravstelen skåret ind i hans første leveår. Og alle årringene tilsammen fortæller om hans alder. Hans somre, hans liv.

Ingen af gravstelerne bærer drengens fars navn. Ingen af navnene her siger ham noget. Disse døde huskes kun af de sidst døde, og han, den sidste levende, kan intet huske. Søger forgæves med tomme øjne, som gartnerens udbrændte redskabsskur. Redskaberne er forkullede og væggenes krydsfinér skaller af. Som finéren engang blev skrællet af kævler – årring efter årring – skaller de nu af skurets vægge, som liv der falder fra hinanden


14. december

    

Tilst kirkes malede draperier

Nogen ligger et ligklæde over hans far og befrier drengens tryllebundne øjne fra deres lænker. Men de er som døde. Øjnene. De ser nok gården, hvor den døde krop ligger, naboer og slægtninge, der kommer til. Men øjnene er ikke længere hans, eller han er ikke længere ved sine øjne. Han har ligesom den døde forladt sin krop og svæver over gården. Ser hvordan de pakker bladguld om den dødes ansigt. Ser dem samle kisten, og flygte for nye bølger af ødelæggelse, men han ænser det ikke, hører ikke skrigene og mærker ikke varmen fra den brændende by. Han svæver som en ånd over gården. Ser drengen (den dreng, der engang var ham selv) rejse sig bag en væltet vogn, og stavre fra et hjørne af gården ud mod gaden.


13. december

    

Masken under ansigtet (Århus 3)

Da drengen vender hjem, er alting forkert. Røgen kommer ikke kun fra skorstenen. Døren er spærret af det sammenstyrtede tag. Vinduerne kommer aldrig til at lukke igen. Hans fars krop ligger underligt på tværs af gårdspladsen. Den ene støvle mangler og blikkets vej fra knæet til hagen føles skræmmende lang. Ansigtshuden er flået af, og en ubærligt blodig maske viser i stedet sine blottede tænder i et hæsligt grin. Hvor er hans far? Hvor er alle henne?


12. december

    

Fasanen

Det er drengens 12. sommer. Han går alene gennem krattet, da han får øje på en fasan. Den drejer hovedet i et ryk, og ser på ham med det ene øje.
Så drejer den hovedet og tager ligesom i slowmotion et forsigtigt skridt frem mellem urterne i skovbunden; krymper fodens tre tæer sammen til en knude, mens den skyder foden frem, før den lige inden landingen folder tæerne ud, strækker benet og forskyder sin vægt.
Det andet øje stirrer nu så intenst på ham, at han er lige ved at grine. Men der er ikke noget at grine af. Han vil fange den! Det gælder liv og død! Det er gravalvorligt! Han ved, at hvis han styrter frem, vil den skræppe op og flyve sin vej, før han kan nå at røre den.
Han har prøvet før; uden held. Han må bruge list. Han læser fuglens bevægelser, ser hvad den går efter, og hvor den vil hen. Uendeligt forsigtigt kommer han den i forkøbet bag en busk. Han sidder musestille krummet sammen som en pilekvist i spænd. Han gør sit åndedræt lille bitte. Han venter. Og venter. Iagttager fuglen, der langsomt nærmer sig, pirker i jorden og ser sig omkring. Ser den på ham? Forstår den, hvad han er? – hvad han har i sinde? Forsigtigt tager den endnu et trin frem. Ser sig om, pirker i jorden. Holder vagt. Endnu to trin frem, så kaster drengen sig frem. Griber om fuglens ben. Får fat. Fuglen basker med sine vinger, skriger og hakker hans hånd med sit næb. Han slipper forskrækket, men får fat i halen med den anden hånd.
Fuglen kæmper for sit liv! Kæmper Vildt. En halefjer går løs, fasanen slipper væk. Skælder ud og flyver bort.
Drengen ligger i skovbunden med den flotte halefjer. Han stryger hen over dens lange blad med oversiden af sin hånd; - så med undersiden. Prøver dens spændstighed og sanser dens mønstre. Farverne. Så springer han op og løber hjem for at vise fjeren til de andre.


11. december

    

Sådan blev det. Vi spiser dyrene. Dyrene spiser planterne, og planterne spiser vores døde.

På gravpladsen vokser de store egetræer, og i egetræet lever der flere dyr end i noget andet træ. Om efteråret kaster det sine agern ned på jorden, hvor vildsvinet grynter og gufler dem, hvis ikke musene når at samle dem og gemme dem i deres forrådskammer til juleaften. Jeg så engang en musvåge kredse højt oppe over marken. Sommetider stod den næsten stille på himlen. Og så pludselig, men roligt og lydløst som en edderkop, foldede den vingerne tæt ind til kroppen og styrtede nedad mod jorden. Kort før målet foldede den vingerne ud og slog kløerne i en intetanende mus, som netop var på vej hjem med et meget tålmodigt agern. Nu sidder rovfuglen i toppen af egen og serverer mus for sine unger.


10. december

     

Abraham opgav at ofre sin søn. Hans arme blev tunge og viljeløse. Han tabte kniven og først nu mærkede han sit eget hjerte hamre. Han rystede over hele kroppen mens han langsomt løsnede knuderne om drengens hænder og fødder. Han fyldtes af skam og taknemmelighed. Han mærkede en hulkende forløsning kælve som et isbjerg inden i, og han hørte en vædder bræge lige i nærheden. Den tog han, og ofrede den i stedet.


9. december

     

Situationen var desperat. Abraham, drengens far, havde fået den ide, at hvis han ofrede sin søn, ville alt blive godt igen. Hvis grådigheden fik det dyrebareste, ville den måske stille sig tilfreds og skåne alt andet. Lidt ligesom havmonstret og Cassiopeias datter Andromeda fra 1. december. Nu var det drengen, som blev bundet og bragt til offerbordet. Hans far lagde den skarpe kniv til rette mod drengens strube. Det lille hjerte bankede hårdt i brystet af frygt. Abraham mærkede det og tøvede. Han åndede tungt og tøvede, søgte i sig selv efter styrken til at fuldføre sin plan. Men han fandt den ikke. I stedet så han lysets engel bryde gennem himlens mørke skyer. Den skød som et lyn ind mellem drengen og kniven for at standse ofringen.


8. december

    

Grådighed. Dens tænder voksede, og det gjorde munden også! Kæberne skød længere frem og blev mere muskuløse. Læberne krængede tilbage, og den snerrede, som om et uvejr nærmede sig fra dens indre. Den åd ikke bare alle æblerne på træet men også bladene, kviste og grene. Grådigheden begyndte at bide af selve stammen. Flænsede den op, så spånerne føg omkring. Drengens frygt havde forvandlet sig til vrede og indignation; han løb direkte imod den og råbte STOP! Og så stoppede den - et kort øjeblik. Den slap ikke sit tag i stammen. Tænderne var fortsat boret ind i den flænsede bark, og kæberne var spændte som skruetvinger. Men den standsede. Med ét åbnede den sine iskolde øjne og så lige ind i drengen. Han frøs til is og vaklede baglæns for ikke at falde. Så fortsatte grådigheden med at spise æbletræet, græsplænen, grøntsagerne og resten af haven


7. december

     

Der vokser et lille træ i hvert eneste bryst. Træets blade bliver tykke og runde, når de danner mælk, ligesom mælkebøtteblade, bare rundere. Mælken er hvid som kalk, fordi den er fuld af kalk, - hvid som kridtet, du tegner med på fliserne, og hvid som porcelænskoppen, du drikker af resten af livet. Når barnet dier ved brystet, løber mælken gennem de tynde grene ned gennem stammen og ud i barnets mund. Mmmm det smager dejligt! - og ned i maven. Men så, - som et sært mirakel - skyder nogle små hårde sten op inde i munden. Stenene vokser og vokser og bliver til mælketænder. Mælketænderne har bitte små træer i deres maver. Træerne kommer med kalken fra mælken og bygger tænderne indefra! - lidt ligesom snegle og muslinger, der også bygger deres skaller indefra.

Træerne vokser udenpå. Lige under barken vokser de. I den tidlige sommer vokser de mest og hurtigst, og ringen inde under barken bliver lys og let, men hen mod efteråret går det langsommere og langsommere, og uden på den lyse ring danner træet nu et mørkere lag. Om vinteren holder det helt op med at vokse. Til næste sommer danner træet igen en lys ring lige under barken, og man kan tælle, hvor mange somre træet er gammelt, på de lyse årringe, hvis det engang bliver fældet. Man kan også se, hvilke somre der var korte eller kolde. I årringe fra 2014 finder man f.eks. spor af aske fra det store vulkanudbrud på Island.

Forestil dig nu et træ, der blev plantet samme år, som du blev født. Hvor mange årringe har det nu? Hvad husker du fra de forskellige somre og vintre? Prøv at skriv det på, mens du tegner én årring ad gangen!


6. december

    

Da drengen var seks måneder gammel, brød de første mælketænder frem af hans gummer, og hans mor holdt gradvist op med at amme ham. I stedet begyndte han nu at spise mosede frugter og grød.

Det var forår, og da sneen begyndte at smelte, kom de første store sten til syne. Vinterens kulde havde skruet dem op af jorden, og nu lå de og brød markens glatte flade som tænderne i drengens mund.

De store sten på marken var kommet med den store is i istiden. Istiden er meget længe siden – før stenalderen og menneskene, før dyrene og planterne. Kun is og sten, grus og ler. Isen havde bidt store klippestykker af bjergene i Norge, Sverige og Finland. Den havde moslet afsted ned fra bjergene og ud i havet. Den skubbede det hav væk, som ikke straks blev til is, og den åd alt det, den mødte på sin vej. Endda en mammut! Isens tænder var de store sten fra bjergene. Stenene skurrede mod hinanden ligesom når man skærer tænder, og de malede hinanden til sten-mel. Først blev de til små sten, så blev de til grus. Og når også gruset blev malet, kværnet og mast, så blev det til ler.

Da isen smeltede, lå der store bunker af sten, grus og ler mellem vandpytterne, og en skønne dag var der nogen, som besluttede at kalde én af bunkerne for Lisbjerg – Lysets bjerg! Og her sad drengen hos sin mor under det blomstrende æbletræ.


5. december

    

Den dag barnet begyndte at kravle væk fra stedet, hvor vi havde lagt det. Den dag det rejste sig og rakte ud efter ting på bordet. Den dag det gav slip på bordet for at vove de to skridt til mine hænder. Knusene vi gav hinanden og svingturene! Vi lå i græsset og mærkede alting dreje rundt. Løb og legede ta’ fat gennem byens gader. Gemte os i de store bygningers endeløse labyrinter. Sneg os forbi munkene, der mediterede over de fem sår, Jesus fik på korset, og gennem arkitekternes tegnestuer, hvor Vitruvius* mediterede over kroppens proportioner, til byen. Fodens længde til trappetrinnets dybde. Trinnets højde til benets hængslede løft. Vi løb op ad trapperne til bymurens uoverstigelighed og henover byporten, hvor handelskaravanerne strømmede ud og ind. Vi blev modige, frygtløse, parate!

* Markus Vitruvius Pollio (født 80-70 år før Jesu fødsel og død omkring år 15) var en romersk ingeniør, der er allermest berømt for sit syvbinds værk ”De architectura”, der blev opdaget i begyndelsen af 1400-tallet i en langt senere overleveret afskrift. Den har siden da været en grundbog i arkitekturens udvikling – et værk, som arkitekturteoretikere siden har refereret tilbage til.
Leonardo da Vinci tog afsæt i Vitruvius’ beskrivelse af menneskets proportioner, da han tegnede en af hans mest berømte tegninger: Det lodretstående menneske med vandret udstrakte arme i et kvadrat. Med diagonalt modstillede arme og ben indskrev han mennesket i en cirkel, der er let forskudt for kvadratet. Den tilhører Accademia i Venedig.


4. december

    

Vi drak og drak som træerne, der voksede tæt om brønden. Som urterne i træets skygge, og som de vilde dyr, der kom til brønden om natten. Urterne rakte deres velsmagende blade op imod os. Træerne bøjede deres frugttunge grene ned til os, og dyrene kom om natten til mine pile som perler på en snor. Som dage bli’r til år. Som ler og dagligt virke bli’r til murværk og by.
Vi blev mange, og vi blev stærke.


3. december

    

Jeg var den første gren på min fars stamtræ, men jeg blev skåret væk. Jeg skulle have været Abrahams første fødte, men min mor Hagar blev efterladt i ørkenen.
Der skete det mirakuløse efter, at Hagar var blevet gravid og hendes mave voksede, at Sara – som ellers var blevet for gammel – også blev frugtsommelig og ventede et barn. Og fra det øjeblik var der ufred mellem Sara og Hagar. Sara gik til Abraham og insisterede på, at han skulle efterlade Hagar, og fordi hun var mere snedig, så blev det sådan. Abraham gav Hagar brød og vand og efterlod hende i ørkenen til den visse død.
Fortvivlet sank hun sammen på den golde jord, mens karavanen drog videre. Men i drømme så hun, at hun skulle føde en søn, der skulle blive stamfader til en stor og vigtig stamme. Derfor rejste hun sig, da hun vågnede, og gik den lange vej tilbage til min fars hus. Døden nær af sult og tørst ankom hun til Abrahams hus den nat, da hun skulle føde, men hun blev ikke budt velkommen. I stalden hos oksen og æslet blev jeg født, mens Sara fødte Isak i varmen hos min far. Jeg tror, at det var den nat, min mor forvandlede sig til en ulv. Så snart hun kunne, slæbte hun mig med tilbage til ørkenen, hvor vi overlevede af det lidt vi kunne finde. Men der er ikke meget at spise i en ørken, og vi ville begge to være døde, hvis ikke hun havde fundet brønden Zamzam.


2. december

    

Virkeligheden var en anden. Da min far og Sara flyttede ind i det store hus, skrev han deres navne nederst på væggen i stuen, og over navnene malede han en høj træstamme, der gik næsten helt op til loftet. For hvert barn de fik, ville han male en gren på stammen, og når børnebørnene engang begyndte at komme, ville han male ligeså mange kviste for enden af grenene. På den måde ville alle gæster i fremtiden kunne se på det store stamtræ i stuen, at Abraham var stamfaderen til et stort og udvalgt folk. Men virkeligheden var en anden. De havde ikke fået nogen børn, og Sara havde nået den alder, hvor man ikke længere kan gøre sig håb om at blive gravid. Den høje træstamme på væggen i stuen havde aldrig fået en eneste gren, og det lignede mere og mere en flagstang uden flag.
Sara, der var den snedigste af de to, havde en ung tjeneste pige, der hed Hagar. Hun var vokset op hos Sara og adlød hende i ét og alt, – også da Sara gav hende til Abraham som hans anden kone.
Måske troede de virkelig, at det var en løsning, men det fik grusomme konsekvenser.


1. december
 
     

Hen* vidste at hens mor og far havde gjort det. Deres kroppe måtte være flettet sammen på den dér måde, hvor hen altid blev i tvivl om de var oppe at slås eller de var ok. De bed og græd og var så voldsomme,... det var uhyggeligt. Hen foretrak at tænke på sin far som ham Tømreren, der kom hjem og duftede af træ, og på sin mor som jomfru Maria, der bare var hens mor, fordi hun altid havde været bestemt til det, ... på en eller anden måde? altid havde været hens mor. Men hvis hen skulle tænke på det, tænkte hen mest på alt det udenom; huset, haven, dyrenes lyde og himlens skyer, regnvejr og solopgangen.
Måske var de på rejse? Måske lå de og kiggede på stjernerne sammen, pegede først på den ene, så på den anden og vævede dem sammen til stjernebilleder. Hændernes bevægelser i tomrummet mellem dem og stjernerne (i mørket over deres ansigter), hvor hænderne ligesom forsvinder ind i mørkets vand og bliver usynlige, selvom stjernerne står funklende klart, – men uendeligt langt borte. Ordene de valgte, og navnene flettede sig sammen med linjerne til billeder og fortællinger; som f. eks. den om det store W. Ve oh Ve! Oh dobbelt Ve!: Der var engang en dronning over Etiopien, som hed Cassiopeia, hun var både stolt og ret påståelig. Hun gav sin datter navnet Andromeda, som betyder ”mændenes behersker”, og påstod endda, at Andromeda var smukkere end alle havets havfruer til sammen! Og det skulle hun bare ikke have gjort! Havets gud Poseidon blev rasende! Han vakte havmonstret Cetus, og sendte det på en flodbølge mod Etiopien. Hele landet blev grebet af rædsel og bønfaldt kongen om at spørge oraklet til råds.
Kongen havde ikke selv noget bedre forslag, og mens flodbølgen nærmede sig landets kyster fra alle sider, løb han til oraklet for at bede om råd. Bleg blev han! Ansigtet visnede og hans hår blev gråt. Oraklet havde sagt, at han måtte ofre Andromeda til havmonstret, hvis han ville redde folket, landet og sin kongemagt.
Da han forlod oraklet, blev han mødt af en rædselsslagen folkemængde, der skreg og råbte til ham om at stoppe uhyret. Flodbølgen havde allerede ramt rigets yderste grænser, knust alle byerne på sin vej og oversvømmet markerne. Flygtninge strømmede ind i kongeborgen i håb om beskyttelse, og han følte sig fuldstændig hjælpeløs. Hans hjerte frøs til is, mens han gav soldaterne ordren. De bandt Andromeda til klippen yderst ud mod havet i håb om, at Cetus – det store havmonster og flodbølgen – ville stoppe, når de fik hende først. De håbede at det ubærlige offer ville rede byen og borgen med alle landets folk. Deres hjerter krympede sig. De græd, men vendte sig bort, gjorde hjerterne hårde og talte om pligt.
I det øjeblik Cetus hæver sig over klippen for at opsluge Andromeda, bryder helten Perseus på den bevingede hest igennem uvejrets sorte skyer og kæmper mod monstret. Og selvom kampen synes ulige, vinder den lille rytter mod den store bølge, der synker tilbage i havets dyb, for aldrig at vende tilbage. Perseus stiger af hesten og binder knuderne op. Befrier Andromeda og frier til hende! De gifter sig og lever lykkeligt til deres dages ende. Måske lå de og så op på stjernerne sammen, måske udpegede de stjernebillederne for hinanden og måske mødtes deres hænders cirklende bevægelser om én udvalgt stjerne som lyste særligt op og ”puf” - blev et stjerneskud på himlen!

*Hen er et låneord fra svensk. Det er intetkøn – betyder både han og hun – en betegnelse, som ikke findes på dansk.