TILGÆNGELIGHEDSPROJEKTET

Længe har der i det fredningsværdige Vejen Kunstmuseum været talt om den elendige tilgængelighed med mange niveauspring. Da en blind og en kørestolsbruger i 2000 besøgte museet, blev det til en yderst konstruktiv dialog. Ud over at få opsat endnu flere gelændere og malet hvide kanter på trapperne, blev der for alvor sat skred i ønsket om tilgængelighed. Museets daværende formand, Selma Jensen, havde allerede i 1998 luftet den geniale idé, at man ved at hæve gulvet et trin i den centrale Skulptursal og sænke trægulvet i den tilstødende Malerisal ét trin, ville kunne gå gennem hele den faste samling i ét plan. Tanken lød i første omgang helt tosset, men den blev taget op igen og gået efter af kyndige rådgivere, der sagde god for planen.

En værdig adgangsvej

Der blev samtidig på bagsiden af museet skitseret en værdig, ny indgang - ikke noget med at snige kørestolsbrugere m.m. ind på mærkelig vis! Direkte i niveau og forbindelse med det det offentlige fortorvsnet kunne man lave en indgang, der kunne opfylde et ønske, som mange gangbesværede og svagtseende giver udtryk for: Muligheden for at kunne komme frem på egen hånd. Det ville kunne lade sig gøre ved at anlægge en plads, der knytter an mellem fortorvet og Skulptursalens gamle port mod sydøst. Den skal i givet fald bygges om med en specialdør midtfor - en konstruktion, der kendes fra gamle byporte.
Arealet ud mod Østerallé giver gode muligheder for de handikap-parkeringspladser, som konsulent fra Center for Tilgængelighed, Lars Pedersen, så rigtigt har peget på, at man skal etablere samtidig med at pladsen bliver til.
Med sin ottekantede form knytter den skitserede nye plads an til stedets grundmotiv, og som en stor sidegevinst sættes der samtidig for første gang rigtig fokus på Ejnar Nielsens to indmurede prøvefelter til mosaikudsmykningen til Stærekassen. Museet har dermed ikke længere nogen 'mørk' bagside.

En skulptur-tur for svagtseende og blinde

Efter mødet med den blinde, der var 'motor' for kørestolsbrugeren, kom to blinde organister for at 'se' museets Gutte Eriksen udstilling. Da blev der bl.a. talt om skulptursamlingen - den eneste, der er permanent tilgængelig i Jylland - og idéen om en skulptur-tur for svagtseende og blinde begyndte at tage konkret form. I det praktiske arbejde er Kai Østergaard, der er bosat i Vejen, min sparringspartner. Han har længe været blind, og er involveret i arbejdet omkring revidering af håndbogen om tilgængelighed. Med sin førerhund er han ofte på farten for at undervise, men også for at komme på museet og give konstruktive råd og vejledning.
En skulptur-tur for svagtseende og blinde forudsætter, at de kan komme forholdsvis uhindrede til museet og omkring i huset. Med det projekt, der realiseres i første halvdel af 2004 vil de have fri adgang i ét niveau og endog kunne finde frem selv. Næste hurdle vil være at finde rundt i den del af samlingen, der umiddelbart er mest relevant, skulptursamlingen. Den forestående renovering af tagene over museets to kuppelsale vil medføre, at samtlige kunstværker skal flyttes incl. Skulptursalens indhold. Da udligningen af gulvniveau'erne samtidig realiseres, er det oplagt at lægge et gulv, der viser vej for de svagtseende og blinde.

Nyt gulv med ledelinier

Gradvist voksede tanken om et 'skræddersyet' gulv. Som det eksisterende skulle det udføres i ler. Lagde man et nyt gulv, var det oplagt at tilføre det sin egen historie. Keramikeren Helle Nybo Rasmussen, der har arbejdet med oplæg til byggeriet - bl.a. kapitæler til Grøns Pakhus, nabo til Det kgl. Teater - sagde straks ja til opfordringen om at skitsere gulvets elementer. Hun har taget afsæt i salens ottekantede form. De mellemliggende, rektangulære felter skal give plads for de elementer, der skal føre de svagtseende og blinde rundt i salen. Standardløsninger afløses af modellerede figurer, der knytter an til Hansen Jacobsens mytiske univers - særligt tudserne og øglerne omkring Troldespringvandet.
Ved at holde fast i et keramisk gulv kunne man med vor tids kunstneriske tolkning holde fast i et materiale og nogle teknikker, der stod Niels Hansen Jacobsens hjerte meget nær. Det viste sig endog muligt at kunne bruge stort set lokale materialer.
Da Helle Nybo Rasmussens første skitser var ved at tage form, blev der taget kontakt til Gørding Klinker, Villemoes Teglværk - det eneste sted herhjemme, hvor der fortsat laves stentøjsbrændte klinker. Projektet blev drøftet. Det kunne som specialopgave passes ind med den løbende produktion. Helle Nybo Rasmussen fik i flere omgange Gørding-ler med hjem til værkstedet i København. Dér har hun modelleret prøver, der er brændt på Gørding Teglværk.
Gulvet vil få et smukt samspil med salens vægge, der i forbindelse med gulvomlægning og tagrenovering føres tilbage til deres oprindelige varme, gule farve. Det vil give mindelser til Københavns Hovedbanegård, hvor klinkerne dog er regulære ottekanter. Tanken er endvidere, at dette motiv sammen med husets proportioner og andre elementer med tiden skal danne afsæt for et skoleprojekt - matematik på museet.

Specialformidling for svagtseende, blinde og gæster med læsebesvær

Takket være en uventet 'julegave', december 2002, fra Ulla og Bernt Hjejles Mindefond er det blevet muligt at skabe en vigtig del af specialformidlingen for svagtseende og blinde. Fonden har bevilliget 80.000 kr. til afformning i 1:1 af et udvalg af Hansen Jacobsens forarbejder til værker i Skulptursalen samt til fremstilling af en model af salen.
Ved hjælp af ledelinier og opmærksomhedsfelter føres de svagtseende og blinde frem til skulpturerne. Fast vil der være opsat en sokkel, hvorpå monteres et tal og en afformning af et forarbejde. Her er det så heldigt, at der på museet findes forarbejder til en del af salens store skulpturer: "Kong Lear", Havfruespringvandet til Svendborg, "Dryaden", krøblingen til "Livets Spil" og den vingede mandsfigur til "Tiden og Mennesket". Den keramiske model til "I Storbyens Ørken" tilhører Kunstindustrimuseet og blyskitsen til "Foraaret" er i privateje. Begge værker har været stillet til rådighed for projektet, så gæsten fremover også vil møde aspekter, der ellers ikke kunne vises i salen på Vejen Kunstmuseum. Slutteligt udføres "Skyggen" i metal, da formen er for spinkel til hærdet gips. Den skal stå som en introduktion til Hansen Jacobsens virke og fortællingen om pladsen udenfor.
Afformningerne er udført af den kyndige gipskonservator Jørgen Bau, forhenværende leder af Afstøbingssamlingens værksted. De er lavet i hærdet gips og er indfarvet, så der ikke skal herske tvivl om, at der er tale om kopier. Der er valgt en gul tone, der forbinder dem med den oprindelige vægfarve, og dermed gør dem til en del af inventaret.
De svagtseende og blinde vil ved de små forarbejder kunne mærke formen i sin helhed, mens de på den store skulptur kan opleve detaljerne i fuld størrelse. Skitserne vil samtidig være af interesse for de seende gæster. De vil tåle berøring, og vil tilføre oplevelsen af det store værk en ekstra dimension. Til hele forløbet udarbejdes en audioguide med en grundig introduktion, så man kan orientere sig inden besøget. Teksterne er allerede i en indledende form tilgængelige på museets hjemmeside, hvorfra de kan 'aflæses' af en computer med talesyntese. En audioguide vil desuden være til hjælp for de gæster, der har læsevanskeligheder.
Ved indgangsdøren opsættes en tredimensionel model af salen og et svulmekort over hele museet. De svagtseende og blinde kan danne sig et indtryk af huset og rummet i sin helhed. Modellen af salen tænkes udført i stentøj ligesom klinkerne. Det vil dog vare lidt inden den bliver realiseret, da tilgængelighedskrav kan påvirke skulpturernes endelige placering. De står i dag meget tæt, og der skal skabes plads til orientering ved den nye indgang.