Møller & Bøgely Kunstkeramikbrænderi

Af museumsleder Teresa Nielsen

Trykt i Vejen Kunstmuseums store bog Keramik i lange baner – 120 års dansk keramik, 2009

  På adressen Strandvejen 274-276 i Snedkersten lå Skotterup Lervarefabrik, som den østrigske Strodl-slægten havde grundlagt i 1853. Produktionen havde hovedsagelig været pottemagervarer, men deriblandt var der særlig fine sager som deres berømte uglekander, og enkelte kunstnere var søgt dertil i deres nysgerrighed efter at afprøve keramikkens muligheder. Lervarefabrikken lukkede den 7. januar 1917.

Efter en delvis ombygning, med opførelse af bl.a. et lyst og luftigt atelierlignende lokale, startede en ny virksomhed op. På brevpapiret kaldte den sig: Møller & Bøgely Kunstkeramikbrænderi. [1] Bag navnet stod arkitekt Mads Peter Bøgely og maler Eilif Møller. Hos en efterkommer til en af værkstedets kunstnere, maleren Hjalmar Nielsen (1892 til ca. 1961), dukkede for nogle år siden en samling breve op, der kan være med til at kaste en anelse mere lys over denne ellers stort set ubelyste del af den danske keramikhistorie.[2] I et brev fra december 1917 fremgår det, at ”den merkantile Ledelse er overdraget Architekt Bøgely, der finansierer Foretagendet”.[3]

Det er endnu uvist, nøjagtigt hvornår de to startede op, men i samme brev fortalte Eilif Møller: ”Som De ved har jeg sammen med en Architekt sat en keramisk Fabrik i gang her. Vi er nu kommet saa langt, at vi beskæftiger 4 Drejere og har Firmaer til at aftage hele vor Produktion selv om den bliver over 100 Tusinde Aarlig, saa jeg kan nu tilbyde Dem en Stilling ved den kunstneriske Side af Sagen, der vil jo blive brug for en Del til at male og modellere, da alt skal være Originalarbejde.” En uge senere skrev Eilif Møller, at han ventede Hjalmar Nielsen til nytår, og uddybede lidt om forholdene: ”Om Vinteren arbejder vi en Del om Aftenen. Brændingerne medfører det jo ogsaa…”

Arbejdet må være kommet godt i gang. Kjeld Damgaard fra lokalhistorisk arkiv i Tikøb noterer, at der efter sigende var 30 ansatte, da produktionen var på sit højeste, og at der eksporteredes til udlandet, bl.a. til Norden, ud i Europa og helt til Amerika.

Som på landets øvrige keramikværksteder har der været faglærte håndværkere til den tekniske del af produktionen og eksempelvis drejningen. Med ”Originalarbejde” som mål blev der engageret en række kunstnere, hvoraf nogle optræder på gamle sort-hvide fotos, der bl.a. har været gengivet i Antik & Auktion i 2003. Hvem der er hvem vides ikke, men der er fremdraget navne som malerne O. V. Borch og Helge Jensen, Axel E. Jacobsen, Clemmensen, Aabrink, Lehmann, Betty Poulsen, Nøstahl og dertil nævnes en række svenskklingende navne som Sjöholm, Särenholm, Nielsson.[4] Af den svenske keramiker, Berndt Fribergs biografi, fremgår det, at han i 1917 arbejdede i Skotterup – længe inden han blev knyttet til Gustavsberg.[5] Slutteligt går der rygter om, at der skulle være kommet russere i arbejde hos Møller & Bøgely efter oprettelsen af flygtningelejren ved Horserød den 1. maj 1918. Konkret har Kjeld Damgaard fundet navnet på en kvinde, Gokoschihoff.

Eventyret om Møller & Bøgely sluttede brat den 19. december 1920. Som det mange gange før er hændt på keramiske værksteder nedbrændte lokalerne i Skotterup. I brev af 21. februar 1921 meddelte M. P. Bøgely Sammenslutningen af Arbejdsgivere indenfor den keramiske Industri: ”Da vi efter Branden her paa vor Virksomhed ikke faar genopbygget, og vort Firma saaledes ophører, udmelder vi os herved af Arbejdsgiverforeningen.”[6]

Over årene har mange søgt at få hoved og hale i de kryptiske noteringer under Møller & Bøgely keramikken. Ind til videre er der kun gisninger. Ingen har knækket koderne. Tilbage står de tidstypiske værker, der ved et hastigt blik hyppigt er blevet affærdiget som tidens epigoneri med forbillede i det selvstændige formsprog, som Th. Bindesbøll skabte med afsæt i bl.a. asiatisk dekorativ kunst. Men kigger man nærmere og giver sig tid, viser det sig, at produktionen skiller sig ud i portioner, hvoraf nogle har deres helt eget markante formsprog.

Selv om blomstervaser og lampefødder tjener et formål, var produktionens sigte klart at skabe prydgenstande. Et fælles udgangspunkt var de drejede grundformer, der må være udført af stedets dygtige pottemagere. Det følgende kunstneriske arbejde resulterede i de meget forskelligartede dekorationer. En del af dem har karakter af grafiske arbejder. Som ved træsnit eller linoleumstryk har kunstnerne skåret deres konturstreger ned i leret og udnyttet kontrasten mellem overfladens indfarvning og lerets tone i stregen, hvor der er indridset – en teknik, som i 1880’erne afprøvedes af netop Bindesbøll under navnet sgrafitto. I en gruppe værker dominerer denne teknik i en vekselvirkning mellem bløde skyformede ornamenter og strenge, lodrette streger. I en anden portion er der et udansk ekspressivt udtryk – som i den brune lågkrukke med den vilde, dansende figur. I privateje er der også en samling værker, hvor der er snittet asiatiske kvinder, som var de kopieret fra japanske træsnitsforelæg. Dertil kommer en portion krukker, hvor hele overfladen er bearbejdet som med huljern i relief af afvekslende højde i organisk svungen abstrakt ornamentik. Om det nogensinde lykkes at sætte kunstnernavn på de enkelte udtryk må tiden vise. Vejen Kunstmuseum hører gerne fra folk, der måtte vide mere – eller måske ligger inde med tegnede skitser, eller andet materiale.

For en del år siden blev museet kontaktet af en privatperson, der havde arvet en mængde værker efter kunstneren Hjalmar Nielsen. Der var keramik fra tiden hos Møller & Bøgely samt senere værker og tegnede skitser i en mere ekspressiv stil som den Jais Nielsen er kendt for. Dertil var der den lille portion breve, som der her citeres fra.

Hvem denne Eilif Møller var, vides der i dag kun meget lidt om. Det fremgår, at han mindst siden 1914 ved forskellige lejligheder havde trukket på Hjalmar Nielsen til at hjælpe sig med forskellige malerarbejder. I litteraturen omtales Eilif Møller tilbagevendende som kunstmaler. Selv anførte han i 1920, at han var medlem af Selskabet for dekorativ Kunst.[7] De opgaver, der skrives om i korrespondancen synes, snarere at være finere malermesterarbejde med malerarbejde både ude og inde. Fra brevene følger her et udpluk, der giver et indtryk af, hvad han tog sig til inden han hen på året 1917 gik i kompagniskab med M. P. Bøgely.

Maj 1914 skrev Eilif Møller til Hjalmar Nielsen, at han var i gang med en ”Dekoration af Rydbergs Kælder(?), en meget kendt Restauration paa Østergade. Det er udelukkende malet Dekoration … jeg tegner ogsaa Møbler og Lamper dertil.”[8] I privateje findes der en fin samling af dekorative forelæg, stofprøver og bl.a. nogle bemalede trælamper udført af Eilif Møller.

Siden havde han opgaver i bl.a. Ålborg for Frelsens Hær og var i foråret 1915 i Københavnsområdet, hvor det fremgår, at han øjensynlig en tid arbejdede for ”Architekt Brummer”.[9] I et brev fra august 1915 skrev han: ”Jeg skal om 3 à 4 Uger begynde paa de 14 Jernbanestationer ved Kolding.” Og midt i november meddelte han: ”Jeg er om 4 à 5 Dage færdig med det udvendige ved Troldhedebanen.”[10] Altså har Eilif Møller været på Vejen-kanten, for TKVJ – Troldhede-Kolding-Vejen Jernbane - gik fra Kolding ud over Gesten og Bække, med en sidebane til Vejen, og videre vestpå. Den blev bygget i årene 1916 til indvielse i 1919 og var i drift frem til 1968. Hoveddrivkræfterne bag dens realisering var direktøren for De Danske Mejeriers Maskinfabrik i Kolding, K. Konstantin-Hansen og den markante Vejen-borger, nationalbankdirektør og grundlægger af Alfa Margarine, Johannes Lauridsen. Samtidig fremgik det, at der var nok af opgaver i den rivende udvikling i hjertet af det, der i dag er Trekantområdet. I Kolding dekorerede han den gamle biograf, og skulle i gang med en stor opgave: ”…paa Palmesalonen, der er jeg nødsaget til at have Hjælp, det skal nemlig være færdigt til Jul, der bliver 18 store Billeder, nogle 4 Alen høje og en Mængde Stuk foruden en anden Dekoration…Efter Jul bliver der meget at gøre baade her og ude ved Banerne med Indvendig Dekoration med Farver.”

Det seneste af brevene er en anbefalingsskrivelse, som Eilif Møller skrev den 22. september 1920, til fordel for Hjalmar Nielsen. Utilsigtet fik han samtidig for eftertiden meddelt en del om sit eget virke. Det fremgår, at de to havde kendt hinanden i omkring 10 år, hvor Hjalmar Nielsen ”ofte har assisteret mig ved private som offentlige dekorative arbejder. … Af Arbejder, hvor han til min Tilfredshed har hjulpet mig, kan nævnes Aalborg Kommunes Administrationsbygning (Stuk), Godthaab Kirke ved Aalborg (Alterramme malet og modelleret Dekoration), Alderdomshjemmet i Horsens (malet Dekoration Trapper og Festsal) en række Forsamlingssale for Frelsens Hærs nye Bygninger, nogle af Provinsens smukkeste Billedteatre og Restaurationer foruden en række Villaer og Hjem, hvor der er bleven stillet store Fordringer til en kultiveret og personlig Udstyrelse. Til yderlig Bevis for Hjalmar Nielsens Evner tjener, at han har været ansat som Ledende i den kunstneriske Afdeling i et keramisk Værksted, jeg er Medindehaver af, og har det kunstneriske Ansvar for. Denne Virksomhed har været xxulæseligtxx ca. et Aar ved Strejke, i hvilken Tid han Periodevis har hjulpet mig naar han har haft Tid for egne Arbejder.” Efter fabrikkens ophør fortsatte Eilif Møller sit virke som dekorationsmaler, og udførte bl.a. i 1928 interiøret til Schmidts Conditori i Roskilde samt dekoration af flere biografer og teatre.

I korrespondancen fra september 1915 dukker keramik pludselig op som et emne: ” - Angaaende Keramikken til Marcussen, har jeg intet hørt, jeg skrev dog til Levin derom, foruden om forhandling af mine nye Ting. Keramikken har jeg paa Fornemmelsen vil faa megen Betydning for mig. Jeg har solgt saa meget her, at mine Udgifter er dækkede.” Emnet berørte han igen i et brev skrevet i København i juli 1916: ”…i den mellemliggende Tid skulle vi se, hvad vi kunne faa ud af Keramikken.” Uden videre kontekst er udsagnene ganske uklare. Men måske der med tiden følger andre brikker, så de kan indgå i en større sammenhæng. Keramikken fik dog den betydning, at den har bevaret hans navn som en del af en gåde på en samling krukker, vaser og lamper.