Mød kunstneren
KASPAR OPPEN SAMUELSEN
på Vejen Kunstmuseum
søndag den 23. marts kl. 15 – gratis adgang
Betroet Tvivl?!
Ordene i navnet på Vejen Kunstmuseums aktuelle særudstilling kan vække mange associationer. En let og ligetil udlægning kunne være, at udstillingens ankerkvinde, Karen Harsbo – der er leder af Laboratoriet for Keramik på Kunstakademiet i København – ofte bliver betroet de unge kunstnerspirers tanker og tvivl. De fortæller om deres kunstneriske drømme, og Karen Harsbo er dernæst den kyndige specialist, der på bedste vis assisterer eleverne i at gøre drøm til virkelighed. Efter devisen, at intet er umuligt, er det de mest utrolige værker, der bliver til i keramikværkstedet tæt på Kongens Nytorv. Kom og se med egne øjne spændvidden i produktionen. Søndag den 27. april er det absolut sidste udkald, om man skal nå at se et udsnit af de mange keramiske arbejder, der forlader værkstedet.
Kaspar Oppen Samuelsen (KOS)
En god eftermiddag at se ”Betroet Tvivl” er søndag den 23.
marts, når man ved samme lejlighed kan møde en af udstillingens kunstnere, maleren Kaspar Oppen Samuelsen (født 1977). Han er uddannet på Goldsmiths College i London samt på Kunstakademiet i København, hvor han tog afgang i 2011.
Hans værker står og hænger i den bageste udstillingssal. På væggene ses et udvalg af hans billeder fra årene 2011-13. Her er en rigt ornamenteret eventyrverden malet på farvet karton med ark i flere forskellige toner, og hvor overgangen mellem to farver eksempelvis anviser horisonten.
De drømmende, tidløse billeder ser ud som om de er lavet med ubesværet legende lethed. På sin helt egen måde forener Kaspar Oppen Samuelsen indtryk fra mange kulturer iblandet ekvilibristiske pluk fra kunstens historiske værker – ikke kopiering, men højt kvalificeret sampling, hvor summen bliver meget mere end de enkelte løsdele.
KOS - kunstnerkeramik
Institut for Keramik danner både rammen om undervisning for de unge elever, men også specialkurer, hvor nuværende og tidligere elever møder op til et konstruktivt møde på tværs af årgange. Én af dem, der lejlighedsvis gør brug af Karen Harsbos specialviden er Kaspar Oppen Samuelsen. Selv om hans billeder viser en suveræn beherskelse af perspektiv og komposition, er det som om han i sine tredimensionelle keramiske skulpturer resolut insisterer på en villet og charmerende naivitet. Vejen Kunstmuseum har på udstillingen erhvervet den af hans rytterfigurer, der står i den store montre med hans keramik - den, hvor manden over hovedet har en partyparasol af typen, der bruges i isanretninger eller drinks. En anden rytter ses i udstillingens opstilling af de 24 montrer, der har været julekalender tilbage i december, og blev åbnet sammen med over 800 børn. En piberygende herre ridder af sted på en hest med fire hjul… skal han ud at slås med vindmøller eller på en helt anden utopisk mission? Disse uhøjtidelige, ligefrem let komiske ryttermonumenter trækker tråde tilbage til en fjern fortids primitive statuette og frem til legende bogillustrationer fra 1950’erne – elegant udført og med en rig dobbelttydighed er Kaspar Oppen Samuelsens verden en anderledes foruroligende udgave af den rigdom, der ligger i Bjørn Wiinblads 1001-nats-eventyr. Kom og kig, lyt og vær med, når han på Vejen Kunstmuseum fortæller om sit virke.
|
|
|
|
|