En højskolefortælling

med Agnes Slott-Møllers Dagmar relief centralt placeret

Eftermiddagsarrangement på Vejen Kunstmuseum

lørdag den 29. august 2009 kl. 13-17.30

I samarbejde med journalist Bodil Grue Sørensen (en slægtning til museets arkitekt) og lærer Torkil Funder, der i efteråret 2007 lavede et arrangement på Ribe Kunstmuseum om Erik Henningsens maleri, vil der på Vejen Kunstmuseum lørdag den 29. august blive sat fokus på et udvalg af maleriets centrale højskolepersonligheder.

Af Teresa Nielsen museumsleder, Vejen Kunstmuseum
 

To fluer med et smæk! Agnes Slott-Møller udstillingen og renoveringen af Ribe Kunstmuseum giver Vejen Kunstmuseum lejlighed til at rette fokus både på Agnes Slott-Møllers Dagmar relief og ganske særligt på det berømte maleri ”Et Foredrag i Dagmarsalen, Askov Højskole”, som Erik Henningsen (1855-1930) udførte i 1903. Det sidstnævnte hænger til hverdag i Ribe, men vil være på visit i Vejen under Slott-Møller udstillingen.

Agnes Slott-Møllers Dagmar relief, der var et af hendes forarbejder til den store reliefudsmykning til Københavns Rådhus, findes i mindst to eksemplarer. Det ene tilhører Teaterhøjskolen Rødkilde – og vises på udstillingen, mens det andet tilhører Askov Højskole, og fortsat er på sin faste plads i avisstuen på højskolen – kun få kilometers travetur fra museet!

Men hvordan kom Dagmar relieffet til Askov? Undersøgelser har endnu ikke ført til fremdragelse af passager, hvor Askov Højskoles legendariske Gründer, Ludvig Schrøder, udtaler sig om værket. I min forskning omkring Skibelund Krat har det ellers vist sig, at han dygtigt forstod at inddrage kunstnere og mæcener for at fortælle sin ”Skibelund Saga”, og højskolen har skabt en egen formverden gennem brug af ”højskolekunstnere” som brødrene Skovgaard, P.V. Jensen-Klint, Andreas Bentsen, Johs. Kragh, Elise Konstantin Hansen og Niels Hansen Jacobsen. Men omkring relieffet ser Ludvig Schrøder ud til at have været tavs. En tanke om, at opsætningen næppe har været hans projekt, bekræftes i et brev af 14. marts 1900. Det indgår i Det kgl. Biblioteks Brevsamling, og er fra Marie Marstrand til Charlotte og Ludvig Schrøder. Hun skriver: ”Jeg kunne slet ikke opgive tanken om at få det kønne kunstværk til Askov Højskole efter at have set den smukke sal med den forventningsfulde hvide væg. Da fru Slott-Møller er nogle dage i København på gennemrejse til Italien, har jeg været dristig nok til at lade hende besørge det over til Askov på sin risiko, betalingen er min risiko, men da især Beck fra Århus har hjulpet mig så godt, så tynger det mig ikke mere. Da vil De en af dagene få 3 kasser oversendt, som vel blive stående til deres architekt Karl? Schrøder kan lede opsætningen. Tør jeg overlade denne del af sagen til Dem, jeg ved jo, De er en handlingens mand, så det varer nok ikke længe inden festsalen er i stand til at modtage sin sædvanlige flok unge piger. Gid så dette kunstværk må stemme sindene og varme hjertebunden, så Deres og de mange andre taleres ord må falde som dug i dale og mangt et lille hjærteskud spire derved.”

Afsenderen var gift med Københavns borgmester, Jacob Marstrand, der var en nær ven af Ludvig Schrøder, hvilket en del bevarede breve vidner om. Brevets retskrivning med å og navneord med småt viser, at Marie Marstrand var af højskolens inderkreds, hvor vores tids retskrivning fandt indpas længe inden den blev gængs i det øvrige samfund. Hun kaldte Ludvig Schrøder en handlingens mand, og var selv en handlingens dame – han synes ikke at have haft andet valg end at tage imod! Desværre har det ikke været muligt at finde hans svar.

I brevet henviser Marie Marstrand til højskolens arkitekt, men sammenblander forstanderens to nevøer, keramikeren Karl Schrøder (rigt repræsenteret i samlingen på Vejen Kunstmuseum), der på denne tid bl.a. arbejdede med alterbordsforsiden til Valgmenighedskirken i Askov og dennes bror, der tog let navneforandring, arkitekten Rolf Schroeder. Ud over Valgmenighedskirken har han tegnet en lang række af Askov Højskoles bygninger, deriblandt Hvide Hus og Røde Hus fra 1898 samt i 1905 den kvadratiske foredragssal, hvis fire hjørner indvendigt er skåret af, så man gennem den lille trekantede entré træder ind i en egal 8-kantet foredragssal – i ånden som et dåbskapel i pagt med Grundtvigs tanker om dåbens centrale betydning.

Marie Marstrand sørgede altså ved egen drift – og betaling – for at få foredragssalen udsmykket. Da den nye foredragssal kom til i 1905 overgik den tidligere til at være spisesal for skolens mandlige elever, og blev i 1958 revet ned. Måske omkring den tid fik relieffet sin nuværende placering i avisstuen, der ligger lige frem, når men i dag træder ind ad Askov Højskoles hovedindgang. 

Dagmar relieffets centrale placering på Erik Henningsens berømte maleri af Ludvig Schrøder på talerstolen på Askov Højskole førte til en dialog med Ribe Kunstmuseum om evt. udlån af deres mindre skitse til det store billede, der hænger på Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot. Museets leder, Dagmar Varming, svarede, at det på grund af Ribe Kunstmuseums lukning under en gennemgribende restaurering fint kunne rejse til Vejen under Slott-Møller udstillingen, for derefter straks at rejse videre til Hirschsprungs Samling, hvor et udvalg af Ribe-samlingen vil være på visit under renoveringen.

Erik Henningsens maleri er et centralt stykke af Danmarks højskolehistorie – og dermed også centralt for forståelsen af Vejen Kommune, der rummer både verdens første højskole, Rødding Højskole, der blev grundlagt i 1844, og dertil Askov Højskole, der under Ludvig Schrøders ledelse fra 1864 var med til at forme alt det, der med tiden er blevet indbegrebet af dansk højskole, og hvis normer på mange måder er blevet grundlaget for det moderne danske samfund.

Ud over skildringen af Gründeren ses på maleriet også dennes hustru, Charlotte, hans datter Ingeborg Appel og dennes mand, Jacob Appel og deres datter ”Pip”, Margrethe Christiansen, samt højskolefolkene Heinrich Nutzhorn, Poul la Cour, Poul Bjerge, Anna og Jenny la Cour samt H. F. Feilberg, som billedhugger Niels Hansen Jacobsen har portrætteret. Busten står i Vejen Kunstmuseum Skulptursal, og museets gipseksemplar er for tiden udskiftet med marmorudgaven, der er inddeponeret fra Ribe Kunstmuseum. Blandt tilhørerne er pastor Axel Helweg, Jørgen Kirkegård, Frederik Hansen (planteavlsstationen ved Askov) samt som den vakse unger tilhører forrest til venstre Vejen Kunstmuseums arkitekt, Niels Ebbesen Grue.