Elise Konstantin-Hansen (1858-1946)

Udstillingen blev vist 18. marts - 28. maj 2007

Forår på Vejen Kunstmuseum byder på mødet med en af billedhugger Niels Hansen Jacobsens samtidige talentfuld kvindelig kunstner. Først og fremmest er udstillingen endnu en i rækken af afsøgninger af den periode, som museet arbejder med – tiden omkring 1900. Hendes værker ligger i et spændingsfelt mellem realisme og symbolisme med en særlig forkærlighed for den dekorative kunst. Fra privateje er det lykkes at låne en af hendes symbolistiske hovedværker ”Grib”, som hun i1893 viste første gang hun deltog som medlem på Den Frie. Elise Konstantin-Hansens værker vises desuden netop her tæt på Rødding og Askov højskole, fordi hun havde en stærk tilknytning til den danske højskole, ja, i sommeren 1886 ligefrem var tegnelærer på Askov Højskole og dertil fra 1899 og livet ud var en engageret del af livet i Ågård ved Kolding, hvor hun frem til 1916 stod som medunderviser på Valdemar Brückners højskole. En særlig vigtig vinkel i forhold til Vejen Kunstmuseums keramiksamling udgør Elise Konstantin-Hansens spændende afsøgning af lerets muligheder.
Som datter af maleren Constantin Hansen blev Elise Konstantin-Hansen født ind i et levende københavnsk kunstnermiljø, hvor hendes forældres engagement i de grundtvigianske kredse og deres venskaber med kunstnerkolleger som maleren P.C. Skovgaard og arkitekten M. G. Bindesbøll kom til at betyde meget for børnenes videre opvækst.
En af Elise Konstantin-Hansens søster og M. G. Bindesbølls datter, Johanne, etablerede i 1873 Den Konstantin Hansen-Bindesbøll’ske Broderiforretning – blandt venner blot kaldet ”Boden” - som de drev frem til 1903. Indledningsvis var det forældregenerationen, der leverede broderiforelæggene, men med tiden blev det Johannes bror, Thorvald Bindesbøll, og Elise Konstantin-Hansen, der blev hovedleverandørerne. Interessen for den dekorative kunst går som en rød tråd gennem hendes virke. Og særlig arbejde med tekstil blev genoptaget, da hun bosatte sig i det jyske. Eksempelvis udførte hun i Kolding forelæg til Skovdugen , der fremstilledes på damaskvæveriet Georg Jensen. I Kolding fik hun også forbindelse til den broderi interesserede bibliotekar Agnes Fink, der i 1935 med støtte fra Ny Carlsbergfondet udgav to hæfter med korsstingsmønstre, hvoraf rigtig mange var med forelæg af Elise Konstantin-Hansen. I Kvindebiografisk Leksikon skriver Jens Peter Munk om disse værker: ”I forhold til kunsthåndværkeren Ernestine Nyrops hæfter, der loyalt gengav danske mønstre, fortolkede og komponerede Elise Konstantin-Hansens mønstre fra den antikke europæiske kultur. Hun havde faderens store dekorative sans, men en mere umiddelbar naturglæde og en lettere hånd.” Takket være en ’mellemkvinde’ i Ribe er det lykkedes at få kontakt til den nuværende ejer af en del af kunstnerens originalforelæg. De vil blive vist på udstillingen.
Engagementet i højskolebevægelsen afspejles over årene også i Elise Konstantin-Hansens talrige bidrag til eksempelvis ”Højskolebladet” (både artikler og illustrationer) og andre beslægtede tidsskrifter. Dertil illustrerede hun i 1910 søsteren Thoras bog ”Historier for Børn”.
Elise Konstantin-Hansen fik på det nærmeste kunsten ”ind med modermælken”. Faderens hjemmeundervisning suppleredes med en periode hos Christen Dalsgaard i Sorø. I forbindelse med Ribe Kunstmuseums forskningsprojekt om Kyhns malerskole viser det sig desuden, at hun også er nævnt i nogle af hans papirer. Derfor kan et par af hendes værker i samme udstillingsperiode ses i en anden kontekst på kunstmuseet i Ribe. Også Laurits Tuxen skal hun en tid have gået hos. 1882 debuterede hun på Charlottenborgs Forårsudstilling med billedet Før Skoletid , men søgte alligevel videreuddannelse, og var i 1885-86 i Paris elev hos G. Leroux. Sammen med veninden Cathrine Skovgaard fulgte dernæst et ophold på Askov Højskole 1886-87, hvor hun både påtog sig tegneundervisning og fulgte foredragene hos sin brors svigerfar, skolens legendariske grundlægge, Ludvig Schrøder. Så sent som i 1888 søgte hun ind på Kunstakademiets Kunstskole for Kvinder, men da havde hun allerede skabt markante værker, og havde på sin egen måde fundet sin plads i det danske kunstliv.
I samarbejde med Lars Aabo, der er ved at lægge sidste hånd på en stor monografi om Elise Konstantin-Hansen, sammensætter Vejen Kunstmuseum (18. marts – 28. maj) og Skovgaard Museet i Viborg (8. juni - 2. september) denne udstilling om Elise Konstantin-Hansen som tegner, maler og keramiker. Hovedfokus ligger på seks emner: Keramik, portrætter, kirker og kirkeinventar, landskaber, særligt traner og dertil hendes elskede fugle, som hun for alvor fik øje på fra under sine talrige sommerudflugter til Venø. Stedet ’opdagede’ hun i 1883 under besøg hos sin bror, der dér kort havde sin præstegerning.
Thorvald Bindesbøll blev Elise Konstantin-Hansens indgang til keramikken. På Johan Wallmanns pottemagerværksted i Utterslev havde han fundet en god ramme om arbejdet med leret. Folkene på værkstedet havde deres faglige baggrund, og tog imod kunstneren, der på dette punkt var ’ufaglærte’. Teknikkerne kunne hjælpe med drejearbejdet, og yde teknisk bistand omkring eksempelvis farvelægning og brænding. Af de synlige resultater må man konstatere, at der må være opstået et meget lystigt samspil mellem Bindesbøll, Theodor Philipsen, Joakim og Niels Skovgaard samt deres søster Suzette Holten og dertil også Elise Konstantin-Hansen. Kunsthistorikeren Karl Madsen tog initiativ til at samle dem i ”Dekorationsforeningen”, der i 1888 på ”Den nordiske Industri-, Landbrugs- og Kunstudstilling” i København kunne præsentere epokegørende, men for samtiden svært guterbar, kunstnerkeramik – værker der var boblet frem i et smittende frodigt miljø. Hos Wallmann skabte Elise Konstantin-Hansen eksempelvis sin skulptur af et græskar, der er ved at blive fortæret af tre små lystige mus. Lykkeligvis havde Louis Ehlers øje for hendes virke, og sørgede for at få mange af hendes værker til samlingen i Haderslev. De suppleres på udstillingen med fine værker fra Kunstindustrimuseets samling og forhåbentlig et par ting fra privateje.