Ejnar Nielsens selvportræt indgår i portrætsamlingen på Frederiksborg Slot. Det er dateret 1924 – samme år som Vejen Kunstmuseum blev indviet.

















Vennerne Ejnar Nielsen og Niels Hansen Jacobsen (t.h.) ses her på Markuspladsen i Venedig. Fotografen er billedhuggerens hustru Kaja, og årstallet er formodentlig 1927.

MALEREN EJNAR NIELSEN
– at male det usagte

UDSTILLING på Vejen Kunstmuseum 28. januar – 13. august 2023
vises 24. august – 11. december 2022 på Den Hirschsprungske Samling, København

Med sit hudløst ærlige nærvær i skildringen af sygdom, fattigdom, handikap, ensomhed, liv og død står maleren Ejnar Nielsen (1872-1956) som en af symbolismens uomgængelige hovedpersoner i den danske malerkunst fra tiden omkring år 1900. Mens den franske hovedstad Paris var den europæiske kunstverdens omdrejningspunkt, fandt Ejnar Nielsen sit ”Paris” i den jyske landsby Gjern, tre timers vandring nordøst for Silkeborg.

Karakteristisk for hans malerier er en monumental, tyst enkelthed – i personskildringerne såvel som i landskaber. I anden halvdel af 1890’erne malede han i sine tidlige hovedværker udvalgte borgere fra Gjern-egnen. I mødet med deres livssituationer kom den unge kunstner for alvor til at stå ansigt til ansigt med døden og livets store spørgsmål.


      I den midtjyske landsby Gjern fandt Ejnar Nielsen i 1890’erne motiverne til sine. ”Den syge Pige” fra 1895-96 tilhører Statens Museum for Kunst, hvor man også finder ”Og i Hans Øjne saa jeg Døden” fra 1897. ”Døden og Krøblingen” fra 1898-99 tilhører den private kunstsamling Thielska Galleriet i Stockholm.


DØDEN
I 1890’ernes midte startede hans kredsen om døden med maleriet ”Den syge Pige”, 1895-96. Den fortsatte og fik sin kunstneriske kulmination i 1897 i det store lærred ”Og i Hans Øjne saa jeg Døden”. Begge modeller var navngivne Gjern-folk, og begge var de mærket af tuberkulosen på en tid, hvor lægevidenskaben ikke kunne tilbyde nogen form for redning. Uden brækkede lemmer, sår og andre synlige tegn på overlast, er det sin sag at skildre den sidste tid på vej mod døden. Råt og enkelt går maleren tæt på de syge. I de spartanske omgivelser kigger beskueren uden kontakt ind på den udmagrede pige. Endnu mere forenklet bliver det i maleriet af den unge mand, der med et tomt blik stirrer frem for sig – uden øjenkontakt til beskueren. Som en ligkiste anes låget af den store trækiste ved hans side… I ”Døden og Krøblingen”, malet 1898-99, er det definitivt forbi. I forgrunden har Ejnar Nielsen minutiøst malet folderne i ligklædet omkring den døde unge mand. Bag ham står krøblingen – den ældre mand, der lever videre, mens solen skinner i baggrundens bakkede Gjern-landskab.

På en og samme tid er Ejnar Nielsens eviggyldige skildring af det enkelte menneske på vej mod døden både stiliseret forenklet og samtidig næsten fotografisk nøjagtigt. Malerierne er lige så nærværende i dag som dengang – og har siden kunnet spejle den uløselige situation, da verden stod overfor eksempelvis AIDS-tilfælde i eksplosiv vækst og senest COVID-19-pandemiens hærgen.

Som krøblingen levede videre, var der også andre Gjern-borgere, der levede videre op i alderdommen. Fem af dem skildrede Ejnar Nielsen i 1899-1900 i én samlet komposition, men hver for sig i maleriet ”Mennesker lytter til Klokkerne, der ringer Dagen ned”. De to kvinder og tre mænd er malet i indadvendt refleksion, mens de lytter til aftenklokken – og i overført forstand klokken, der ringer deres liv forbi.

BLINDHEDEN
Blindheden skildrede han i ikonisk form i maleriet ”Den blinde”, 1896-98, om hvilket skuespilleren Asta Nielsen har fortalt: ”Dette Maleri havde gjort dybt Indtryk paa mig, og jeg kopierede det direkte i et af Filmens Billeder.” Det skete, da hun i 1914-filmen ”Den evige Nat” skildrede blindheden – for nogle medborgere et fortsat eksisterende livsvilkår. Blindhed i dag vil udstillingen bringe ind i museumssalene i interviewsamtaler og arrangementer med blinde og svagtseende.

    Monumentale er Ejnar Nielsens værker både i kompositionerne og i formaterne. Med sine 229 x 320 cm fylder ”Mennesker lytter til Klokkerne, der ringer Dagen ned” godt på Vejen Kunstmuseum! ”Den blinde” er dateret 1896-98 og tilhører Den Hirschsprungske Samling, mens ”Enkefru F” også kaldet ”Alderdommen” fra 1899 tilhører Atheneum i Helsinki, Finland.


DEN MONUMENTALE ENKELTHED
Som en rød tråd gennem alle sider af Ejnar Nielsens virke løber enkeltheden i en form, der giver monumentalitet. Det mærkes allerede i de rensede rum omkring de syge og fortsætter ud i landskaberne, hvor det er svært at forestille sig andet end stilhed og ro, samt i personskildringerne som ”Den blinde” og ”Enkefrue F”. På én og samme tid er de både nøjagtige gengivelser af modellerne og samtidig skildringer af almengyldige fænomener som blindheden og alderdommen.

     
Fra 1960’erne har to af Ejnar Nielsens prøvefelter fra 1935 til mosaikudsmykningen af hvælvet under Stærekassen i København været indmuret på Vejen Kunstmuseums østfacade. De symboliserer radioen, der lyttes til – både under malkningen og ved spisebordet.

UDSMYKNINGERNE
Det monumentale afspejles også i en hidtil lidet beskrevet side af Ejnar Nielsens virke: Drømmen om de store udsmykningsopgaver, hvoraf to blev realiseret: Den ene, Nordens næststørste glasmosaik, kommer man let til at overse i lofthvælvet under Stærekassen i Tordenskjoldsgade i København. Og næsten lige så usynlig er den anden, der kræver særlig adgang til vielsesværelset på Lyngby Rådhus. De to meget forskellige udsmykninger er fælles om stor enkelhed og strenge kompositioner. I bogen, der ledsager udstillingen, vil der blive sat fokus på de to udsmykninger, kunstnerens planer for en udsmykning af festsalen på Københavns Rådhus og en række andre hidtil ubeskrevne projekter.

     
Under Anden Verdenskrig udførte Ejnar Nielsen i 1943 sin udsmykning til Vielsessalen på rådhuset i Lyngby. På indfældede lærredsfelter har han malet et udvalg af Danmarks vilde blomster. Hans studie til Blæresmælden tilhører Vejen Kunstmuseum. Den ses for neden til venstre i det midterste foto.


DEN ANVENDTE KUNST & BLOMSTERNE
Endnu en hidtil stort set uberørt side af Ejnar Nielsens virke er den anvendte kunst. Som en ægte symbolistisk kunstner, havde alle sider af det kreative virke Ejnar Nielsens interesse. Han kunne lige vel arbejde med malerier, forlæg til broderier, vævninger eller sølvsmykker – sågar udkast til granitrelieffer.

Som middelaldervægtæppernes mille-fleurs baggrunde dukker blomsterne for alvor op i hans malerier sidst i 1890’erne. I mellemgrunden i ”Døden og Krøblingen” står Smørblomsterne tæt, og de står med Røllike og Kongepen omkring de fem, der lytter til aftenklokkerne.

I flad, stærkt forenklet, stiliseret form fandt blandt andet Petunia, Tallerkensmækker og Tagetes indpas først i 1900-tallet i hans forlæg til broderede sæder til hjemmets dagligstuemøblement. Forud for sin tid tegnede han i Paris år 1900 piktogramagtige blomsterkranse til en sølvbroche og et bæltespænde til sin udkårne. De synes mest i slægt med 1960’ernes Mary Quant (født 1930) signaturblomst og de store blomstertryk Maija Isola (1927-2001) leverede til Marimekko. Det fortælles, at når den funktionalistiske arkitekt Arne Jacobsen skulle have fred og tanke op, fordybede han sig i akvarelstudier af overdådige blomster og planter. Lidt på samme måde blev blomsterne Ejnar Nielsens ”frikvarter” ved siden af de store alvorlige emner. De vilde blomster samlede han langs grøftekanterne på sommerophold i Gjern. Længe før ”Vild med vilje” blev det fra 1910’erne til talrige billeder af blomsterbuketter og botanisk nøjagtige enkeltstudier i blyant og akvarel – og blev fortættet essens i hans nu fredet 1943-udsmykningen til Lyngby Rådhus.

EJNAR NIELSEN UDSTILLING
Ejnar Nielsen-udstillingen er blevet til i samarbejde mellem Den Hirschsprungske Samling og Vejen Kunstmuseum. Begge museer har i deres samlinger fokus på dansk kunst i tiden omkring år 1900, og begge steder findes gode værker af kunstneren. Dertil er der en del direkte personlige forbindelser: I årene 1925-1931 sad Ejnar Nielsen i bestyrelsen for Den Hirschsprungske Samling. Dertil var maleren en nær ven af billedhuggeren Niels Hansen Jacobsen. I 1920’erne rejste de sammen på ferie i Italien og på billedhuggerens 70-års fødselsdag i 1931 forærede Ejnar Nielsen ham ”Dameportræt” fra 1902. Som en kuriositet viser det sig, at maleren i årene 1923-1929 afløste og fulgte i billedhuggerens fodspor som medlem af Gallerikommissionen, indkøbsudvalget, på Statens Museum for Kunst.

       
Den store Ejnar Nielsen-samling på Vejen Kunstmuseum omfatter bl.a. et udvalg af hans blomsterbuketter. Malerens monumentale portræt af hustruen Marie, født Taarup, er malet i Firenze under deres bryllupsrejse i 1902. Samlingens ældste erhvervelser er de fire illustrationer fra år 1900 til Karl Larsens fortælling ”Den gamle Mands Barn”, hvoraf den ene ses her.

EJNAR NIELSEN SAMLINGEN PÅ VEJEN KUNSTMUSEUM
Grundstenen til Danmarks største Ejnar Nielsen-samling blev lagt i 1927, da det dengang tre år gamle Vejen Kunstmuseum på kunstnerens separatudstilling på Charlottenborg erhvervede hans fire illustrationer fra år 1900 til Karl Larsens fortælling ”Den gamle Mands Barn”. Fire år senere, på Niels Hansen Jacobsens 70-års fødselsdag, forærede Ejnar Nielsen billedhuggeren maleriet ”Dameportræt”. Med hovedvægten på den tidlige del af hans livsværk er Ejnar Nielsen samlingen i Vejen fra 1960’erne til i dag vokset med over 40 tegninger og malerier samt et møblement og stole med vævede betræk.