Billedhuggeren WILHELM LEHMBRUCK 1881-1919 Wilhelm Lehmbruck blev i 1881 født i Duisburg. Ved Düsseldorfer Kunstge-werbeschule (1895-99) og samme bys Kunstakademi (1901-06) modtog han en traditionel billedhuggeruddannelse. Formsproget var indledningsvis klassisk, men ændrede sig støt gennem århundredets første årti under indtryk af udenlandsk kunst, som han oplevede på rejse, gennem illustrationer og på udstillinger. Som den danske billedhugger, hvis værker danner kernen i Vejen Kunstmuseums samling, Niels Hansen Jacobsen (1861-1941), valgte også Lehmbruck at slå sig ned i Paris. For Lembruck blev disse år, 1910-14, af alt afgørende betydning for hans kunsts udvikling. I Paris havde han rig lejlighed til at studere sine 'helte' Meunier, Rodin og Maillol, mens han sluttede venskaber med kolleger som Archipenko og Brancusi. Til trods for, at det abstrakte formsprog var ved at blive et gyldigt alternativ, valgte Lehmbruck at holde fast ved den genkendelige menneskekrop som motiv. Aktuelle var ikke længere de til tider svært aflæselige symbolistiske motiver, som var populære i hans studietid. Alligevel spores i hans værker en beslægtet kredsen om stemninger og følelser - ofte forbundet med de sjælelige yderpunkter - den store lykke og den store sorg/døden. Ofte er modellerne indadskuende, optaget af egne projekter - eftertænksomme eller sørgende. Som en række af sine samtidige arbejde han med en langstrakt forenkling af formen. Kombineret med en standhaftig holden fast på det åndelige, subjektive indhold lykkedes det ham at skabe en række eviggyldige skulpturelle ikoner, der berører de store sindsmæssige højdepunkter i den menneskelige tilværelse. Første verdenskrig tvang Lehmbruck bort fra det frugtbare miljø i Paris. Krigen kom efterfølgende på mange planer til at kaste en sort skygge ind over resten af hans korte liv, som han selv valgte at afslutte. I hovedværket »Den faldne« 1915/16 opregnede Lehmbruck, uden brug af nogen som helst form for rekvisitter, krigens pris - en nøgen mandsskikkelse ses på alle fire under et forgæves forsøg på at rejse sig, eller i færd med at segne. Efterfølgende skabte Lehmbruck endnu et mesterværk, »En tænkers hoved« 1918. Her opsummerede han på samme tid viljens kraft og vredens ødelæggende gru - en helt anden oplevelse af den grublende tænker, end den store franske billedhugger Auguste Rodin havde skabt år forinden! Lehmbrucks værk har talt til mange efterkommere, heriblandt den vidtfavnende tyske kunstner Joseph Beuys og gennem ham videre til den danske billedhugger Bjørn Nørgaard. For dem begge har det været noget af en åbenbaring at møde Lehmbrucks formmæssigt rensede, langstrakte og forenklede gotiske figurer med deres stærke, følelsesladede budskaber. Udstillingen skulle ses i forlængelse af Vejen Kunstmuseums forsøg på at vise forskellige kontekster for Niels Hansen Jacobsens værk. I 1996 præsenteredes i den store udstilling »De frie Billedhuggere« hans danske tilhørsforhold. Med Lehmbruck udstillingen var det ønsket at vise hvorledes skulpturen udviklede sig andetsteds i Europa hos en kunstner der som Hansen Jacobsen holdt fast ved det figurative.