Læs mere om kommende udstillinger her
– eller klik på DET SKER øverst på siden.

PALSHUS-keramik
1947-1972


Udstillingen kan ses fra den 14. marts 2026 til og med søndag den 20. september 2026.

Med deres forbogstaver tilsat HUS navngav Per og Annelise Linnemann-Schmidt deres keramikproduktion, der stod på til 1972 i Sengeløse. Fra 1947 foregik den indledningsvis i ly af den relativt unge keramikvirksomhed Eslau, der blev grundlagt i 1944 af brødrene Esbern og Lauge Larsen. For ESLAU formgav Per Linnemann-Schmidt (PL-S) en kaffekande, kop og underkop – et mokkastel i lertøj med gul eller grøn glasur. Fra 1949 foregik PALSHUS-produktionen i egne lokaler.

Med Palshus-udstillingen præsenterer Vejen Kunstmuseum endnu et vigtigt kapitel i dansk stentøjshistorie i forlængelse af de store udstillinger om to andre højdepunkter med Arne Bang i 2011 og SAXBO i 2015. Set med mange års afstand har det tidlige Palshus-stentøj en karakteristisk strømlinet forenkling, der i forhold til produktionen hos SAXBO og Arne Bang er endnu mere moderne – et rationelt masseproduceret bud på dansk stentøj i storproduktion. Det var da også ægteparrets erklærede mål gennem denne forenkling at bringe stentøjet ned på en yderst overkommelig pris.

LERTØJSPRODUKTION

Palshus-produktionen indledtes med lertøjsvarer – en julerose-lysestage modelleret af Per Linnemann-Schmidt (PL-S) samt brugsting og reklameartikler i samarbejde med Jens H. Quistgaard (1919-2008). Lertøjet fik klare, ensfarvede glasurer – hvid, gul, grøn, turkis, violetblå og mørkeblå i toner, der minder meget om glaseringen af de steldele, som PL-S formgav for ESLAU.

STENTØJET

Snart var produktionen alene af stentøjsvarer. Der blev lavet brugsgenstande som vaser, kander og skåle, og der blev der gjort brug af harepelsglasur i seks toner: Middelhavsblå, dueblå, oliven, mosgrøn, karamel og elfenbenshvid. Palshus-keramikken blev blandt andet solgt gennem Den Permanente, hvor ægteparret havde deres andel i årene 1952-1971. PL-S sad i otte år i bestyrelsen, og siden blev også hans hustru, den driftige erhvervskvinde, Annelise Linnemann-Schmidt (AL-S, født Sprechler) valgt ind, og sad endnu i bestyrelsen ved sin pludselige død.

CHAMOTTEHOLDIG NYTÆNKNING

Hovedparten af de tidlige brugsgenstande med harepelsglasurer blev formgivet af PL-S, mens AL-S’ initialer dukkede op som medspiller, da den grove chamotteholdige lermasse og et nyt formsprog for alvor lanceredes i 1957 i forbindelse med PALSHUS’ store udstilling i Illums Bolighus. Der blev arbejdet med blanke, translucente glasurer i klare toner af gul, grøn, blå og brun på primært vaser, skåle og lampefødder. De var smykket med fordybet dekoration skabt ved tryk med forskellige reliefmotiver, stumpe redskaber og slyngen i rækker og skarpe felter – lejlighedsvis trukket op med en ramme ridset ind i den grove chamotteholdige lermasse. Glasuren fortættes på reliefafsatserne, hvor farverne bliver mere intense og glasuren ikke længere er gennemsigtig.

ANDRE KUNSTNERE

Senest fra deres udstilling i 1954 hos Studio Schrader i Kvindernes Bygning i Niels Hemmingsensgade i København var der også værker af både Frode Bahnsen (1923-1983), der formgav brugsting, og Kjeld Jordan, der har modelleret de attraktive samlerobjekter, statuetterne af pelikanen og dens unge, elefanten i to størrelser og de små fugle.
Sidst i 1950’erne udførte billedhuggerne Erik Cohrt (1902-70) og Billy Eberlein enkelte værker hos Palshus, og i årene 1962-1970 arbejdede den cubansk-amerikanske billedhugger og maler Hugo de Soto (født 1928) hos Palshus, hvor han blandt andet lavede figurer og kakkelborde.

DE SIDSTE ÅR

Efter AL-Ss alt for tidlige død ved en bilulykke i 1969 bevægede PL-S produktionen over i eksperimenter med askeglasurer på mørke og lyse lermasser – lejlighedsvis tilsat jernkorn, der træder frem som brune nister eller større udtræk.
I 1971 indledtes forhandlinger med Bjørn Wiinblad om overtagelse af værkstedet, og salget faldt på plads i 1972. Palshus-æraen sluttede tre år efter, at Nathalie Krebs valgte at lukke SAXBO.

BILLEDHUGGEREN

Per Ingvard Henrik Wulff Linnemann var søn af billedhugger Willie Wulff (1881-1962), der på Museumspladsen i Vejen er repræsenteret med sit portræt af en russisk digter. Ved navneskift som 6-årig fik PL-S også stedfaderens efternavn Schmidt. Efter studier på Emil Rannows tegne- og malerskole kom PL-S på Kunstakademiet 1932-35, hvor han fik sin uddannelse som billedhugger hos Einar Utzon-Frank. I tiåret forud gik dér en anden billedhugger med ganske særlig interesser for storproduktion af stentøj til overkommelige priser, Arne Bang (1901-1983).

Som billedhugger debuterede Per Linnemann-Schmidt på Kunstnernes Efterårsudstilling 1932. Op gennem 30’erne og 40’erne arbejdede han med atelier i Bredgade som billedhugger, særligt med portrætter. Blandt dem fremhæves hans portræt fra 1944 af professor Vilhelm Grønbech. Det tilhører Københavns Universitet. Portrætarbejdet vendte han tilbage til i 1980’erne.