Fotos: Astrid Dalum.
– eller klik på DET SKER øverst på siden.
Åbningstale og hyldest til det gode kunsthåndværk og design ved keramiker og designer Ole Jensen
Craft Fair Vejen, 10.-11. maj 2025
I begyndelsen af 1980’erne blev jeg uddannet keramisk formgiver på Kunsthåndværkerskole i Kolding. Nogle af de bedste år i mit efterhånden modne liv. Det var i Schlüter-regeringens ødsle år, hvor alt gik ufattelig godt! Vi havde næsten lige så mange faste lærere og gæsteundervisere, som der var drejeskiver og studerende - og med ler- og gipsværksteder som på en mindre porcelænsfabrik. Der var virkelig mulighed for at lære og øve de håndværksmæssige discipliner på et højt niveau.
Vi blev aldrig bedt om lange skriftlige projektbeskrivelser. Vi blev aldrig bedt om lange skriftlige argumenter for hvordan det, vi lavede, kunne sættes ind i større samfundsmæssige sammenhænge. Vi brugte alle døgnets vågne timer på at lære: at modellere, dreje, eksperimentere, lave glasurer, lære om gipsforme, og hvordan en ting nødvendigvis skal have slip, for at komme ud af formen. Vi brugte kort sagt al vores tid til at blive ret gode til det keramiske håndværk. Til at blive ret gode kunsthåndværkere.
Og det var alt sammen ufattelig godt, - men måske også en lille smule skidt? At vi aldrig blev konfronteret med det ’virkelige’ liv uden for denne fantastiske skole.
Det skulle nemlig vise sig, at vi blev lukket ud i en virkelighed, i verden, i en modernitet og i et samfund med en generel opfattelse af, at håndværk og kunsthåndværk vist mest var noget med ’halm i træskoene’, - en uddøende praksis som ikke havde noget med fremtiden at gøre, og som en fremtidsløs måde at lave ting på. For nu skulle ting og behov i stedet udtænkes og tegnes og så ellers fremstilles billigst muligt på den anden side af jorden! Og sådan gik det i rigtig mange år, indtil vi som samfund havde fået for meget af den model. Og når man får for meget af noget, så opstår der et naturligt et behov for noget andet og bedre.
Og nu er vi så ved det virkeligt gode! Sådan ser verden ikke ud længere! Vi vil stadig gerne have betalelige ting! Men nu er vi ikke ligeglade med tingenes ophav længere. Nu vil vi vide, hvor tingene kommer fra. Nu vil vi vide hvad de er lavet af. Nu vil vi vide hvem der har lavet dem. Det nære, det menneskeskabte, - kunsthåndværket -, er kommet tilbage, som noget af det mest ’hippe’ og attraktive, man kan forestille sig. Vi vil ’mærke’ verden! Ulden, der er spundet, vævet eller strikket. Tekstilet, der er syet. Træet, der er skåret, høvlet og forarbejdet. Papiret, der er krøllet eller foldet til rumlige objekter. Metallet, der er banket, støbt og forfinet til et smykke. Leret, der er gravet, æltet, formet og brændt. Alt sammen i en skønsom blanding af behov for, og en længsel efter, at få et forhold til tingene igen.
Der vises her på pladsen funktionelle brugsting formet til helt almindelig hverdag. Absolut også brugsting, som nænsomt og ekvilibristisk er forarbejdet til mere festlige lejligheder. Og da i høj grad også objekter, hvor stoffet, metallet, leret og glasurerne har fået lov til forme og udtrykke sig selv og uden en fast formel: for nytte, - og hvad det skal bruges til? Og det er i dette spænd, at nutidigt kunsthåndværk demonstrerer sit potentiale og sin aktualitet.
Et marked er et sted, hvor sælgere og købere mødes. Craft Fair Vejen er et marked, hvor kunsthåndværkere og købere kommer i tæt kontakt og interaktion. Publikum får simpelthen mulighed for at møde de kunsthåndværkere, der har lavet tingene!
Til potentielle købere kunne det være fristende at sige: Køb, køb, køb, som vores statsminister siger, når det drejer sig om indkøb af militært isenkram. I stedet vil jeg nu meget hellere opfordre til, at man stille og roligt går rundt på markedspladsen: kigger på tingene, mærker på tingene, taler med kunsthåndværkerne og hører om tingenes funktioner, materialer og intentioner. Og så lade det være rettesnore for nye erhvervelser. Til dig selv eller til dem, du gerne vil give en helt særlig ting.
Og da endelig, - hvis man helt intuitivt, helt uden argumenter og lange forklaringer, bliver grebet af en ting, - begæres - får en stærk lyst til at eje en ting, så er det absolut også en betydelig rettesnor for et køb og en ny erhvervelse. For husk! Det er ikke en skam at blive forført af ting, at være glad for ting. Ting, som taler til dig, ting, som du undres over, ting, som gør dig glad, ting, som du passer på, og som holder længe, er nemlig også bæredygtige ting. Det er i forholdet til tingene, i omgangen med tingene, at tingenes egentlige værdier åbenbares.
Tak for indbydelsen til at skyde Craft Fair Vejen i gang. Jeg glæder mig til, sammen med Dina Vejling og Teresa Nielsen, at komme hele markedet igennem.
Tak til foreningen Danske Kunsthåndværkere og Designere, og i særlig grad Sydjyllandsgruppen og Kimberly Young, Laila Stemmler. Lova Nyblom og Jette Lövén Dall, for at tage initiativ til Craft Fair Vejen.
Endelig, tak til Vejen Kunstmuseum og Teresa Nielsen for at lægge museumsplads til Craft Fair Vejen 2025. Og Teresa skal man bare række en lillefinger, så tænker hun straks endnu større og sætter mange flere hænder i gang.
Vejen Kunstmuseum er for en stor del forankret i Niels Hansen Jacobsens samlinger. Og Hansen Jakobsen var vel mere billedhugger end egentlig kunsthåndværker? Men leret og keramikken lå ham da meget nært. Han gravede sit ler lokalt og var foregangsmand for udviklingen af stentøjet i Danmark. Og Teresa, det ved du meget mere om, - og det skal ikke blive en kamp mellem kunstarter. Om man vil kaldes billedhugger, billedkunstner eller kunsthåndværker: væver, smykkeformgiver, keramiker eller designer, det bestemmer man selv. Man skal kalde sig det, man synes man er bedst til, og det man er allermest stolt af at være.
Og nu er Craft Fair Vejen 2025 vel så egentlig skudt i gang!