Af Teresa Nielsen, museumsdirektør

Hvad stiller man op, når museets hovedperson, billedhugger Niels Hansen Jacobsen (1861-1941), som selvlært efterlod et uortodokst keramisk virke, hvis tilblivelsesproces synes umuligt at afkode? Kort inden sin død bad han tilmed om at få sine papirer brændt – og en pligtopfyldende slægtning gjorde det!

I første omgang allierer man sig med nutidens glasurkyndige kunstnere og dygtige fagfolk, der med det nyeste udstyr kan analysere på materialerne, og definerer projektet. Som fortidens alkymister søger gruppen efter guld – de vises sten – der kan hjælpe os med at forstå, hvordan Niels Hansen Jacobsens eksperimenterende keramik blev til.

Næste skridt var finansieringen, hvor det nørdede projekt i et krydsfelt mellem kunst, emperi og videnskabelig forskning har mødt stor velvilje, og mange tak for det! Til sammen bidrager Statens Kunstfond, Augustinusfonden, A.P. Møller Fonden og Beckett-Fonden med 1,5 mio. kr. – ud over museets egne midler, tid og kræfter.

Alkymistisk Træf er en flertrinsraket, der er vokset ud af dialoger mellem keramikerne Ane Fabricius Christiansen, Vinni Hedegaard Frederiksen og Teresa Nielsen. Fondsstøtten har muliggjort tre workshops samt produktion af syv dialogfilm lavet af Dorte Krogh. Dertil kommer der en udstilling, et seminar, artist-talks og en bog, der i et lettilgængeligt sprog viderebringer kyndige perspektiveringer af aspekter af Niels Hansen Jacobsens arbejde med keramikken.

Da Niels Hansen Jacobsen har slettet mange af sine spor, er det nu de færdige værker, de keramiske skår i hans affaldsdynge, gamle fotos, vilkårligt overleverede notater og fagfolkenes erfaring og viden, der tilsammen kortlægger hans virke.

Fra foråret 2022 til forsommeren 2023 – da Troldespringvandet fejrede 100-års fødselsdag – er der blevet indsamlet en nørdet fusion af kunsthistoriske-arkivalske indgange, videnskabelige PMI- og XRF-scanninger, keramikkyndiges faglige erfaringer samt empirisk og videnskabelige afsøgninger af materialer og teknikker, der tilsammen giver et kvalificeret bud på og viden om, hvordan Niels Hansen Jacobsen skabte sine på europæisk plan unikke stentøjsværker.

Fra museets hands-on formidling ved vi, at gæster netop engagerer sig i materialer og teknikker som de fleste har indgange til. Jo mere fagnørdet i øjenhøjde og med forståelige forklaringer, jo større er publikums engagement.

Niels Hansen Jacobsen var uddannet billedhugger på Kunstakademiet i København. Helt afgørende for hans liv og virke var det tiår, han i 1890’erne boede i Paris. Dér startede han med J.F. Willumsen den danske stentøjshistorie. Keramikken blev den rød tråd gennem resten af hans virke. Det er med sit stentøj, at han er repræsenteret i nordiske kunstnermuseer samt i franske og tyske museumssamlinger i bl.a. Paris, Lille, Berlin, Leipzig, Dresden, Frankfurt og Hamborg.

De tre workshops – maj og sept. 2022 samt februar 2023 – har allerede kastet megen ny viden af sig. De ti deltagende kunstnere står i listen ude i spalten til højre. De er valgt for deres meget forskelligartede tilgange til især glasurens verden – fra det strengt videnskabelige til det vildt eksperimenterende.

I et indledende forsøg på at komme tættere på billedhuggerens materialer fortalte ingeniør Mette Lønborg Madsen fra Nordisk Svejse Kontrol i Esbjerg på 1. workshop om PMI-scannerens aflæsning af materialernes sammensætning på grundstofniveau uden at skade objektet. Den håndholdte ”pistol” blev brugt til måling af punkter på de keramiske værker. Målingerne har givet konkret viden – og tankevækkende har det været fx hvor meget bly der er blevet brugt. På PMI-målerens skærmen ser man straks målingens resultat. Oversigterne omdannede de kemikyndige keramikere til formler, der har gjort det muligt at efterprøve Hansen Jacobsens glasurarbejde.

Mens PMI-måleren primært var kalibreret til metal, blev de videnskabelige målinger under 2. og 3. workshop foretaget med en XRF-scanninger. De blev udført og perspektiveret af Arne Jouttijärvi, Heimdal-archaeometry, der har speciale i arkæologisk metal og keramik. Hans baggrund gav en helt ny vinkel ind i dialogen, og gav keramikerne en faglig sparring og refleksioner i analysearbejdet.

En helt anden indgang til forståelsen af Hansen Jacobsens keramik gav amatørarkæolog Karen Thygesen, da hun under 1. workshop fortalte om resultater af den udgravning, som hun lavede i sommeren 2019 med Vera Gejl. På over 25 m2 i ½ meters dybde kortlagde de hans keramiske affaldsdynger (læs mere her på hjemmesiden i museets blad Kunst omkring Trolden, K.O.T. 2019, nr. 3). Et par hundrede kilo skærver blev udgravet, sorteret og delvist samlet til statuetter og krukker.

Karen Thygesen, der i sin tid blev uddannet pottemager, fortæller, at den kasserede keramik afslører en kunstner, der var meget nysgerrig og risikovillig. Undervejs bandede hun over, at han øjensynlig ikke konsulterede fagfolk, men affandt sig med svind forårsaget af fx ikke rengjort ler med kalkspringere, eller for stor forskel i godsets tykkelse eller glasur, der spænder fra 3-12 mm tykkelse.

Workshop 2 blev indledt med besøg på det lokale jernstøberi, der ved grundlæggelsen i 1944 var ét blandt tre i Vejen. Besøget var aftalt, fordi det berettes, at Hansen Jacobsens hentede slagger på det gamle Vejen Jernstøberi. Det lå midt i byen, lidt over 100 meter fra museet, hvor boligblokken Støberigården ligger i dag.

Salgsdirektør Dion Brun gav deltagerne et levende indblik i produktionen, hvor vi så de store smeltedigler og på behørig afstand fulgte støbning med det glohede, flydende jern. Samtidig fik kunstnerne fyldt de medbragte spande og bøtter med slagger, diverse metaller og andre restmaterialer, som måtte have interesse. De har også siden fået flere materialer fra støberiet – tak for, at vi måtte komme på besøg og for opbakning til projektet!

Vel blev billedhuggerens papirer brændt ved hans død, men et par hæfter med glasuropskrifter fra 1920’erne og 30’erne undveg destruktion, da de var faldet ned bag en skuffe. De er blev scannet og delt med de keramikkyndige. Om aftenen og i dagenes løb er der blevet læst højt og diskuteret ud fra de deltagende kunstneres erfaringer.

I forlængelse af de tre workshops tegnede der sig en række emner, der blev rygraden i tilrettelæggelsen af seks dialogfilm, hvor de involverede kunstnere taler om aspekter af Niels Hansen Jacobsens virke, og de går igen i disponering af bogen om Alkymistisk Træf.

Kigger man godt efter, kan man på nogle af Hansen Jacobsens værker se, at de har været brændt adskillige gange. Eksempelvis har krukken ovenfor, med en kloformet metalmontering både løb, der går lodret ned og andre, der afslører, at krukken må have stået/være sat skråt i ovnen – måske med vilje? Lise Seier Petersen og Pernille Pontoppidan Pedersen har taget dialogen om hans arbejdsform, hvor han viser sig at være en ganske habil drejer, men vælger af trække, hive og skubbe i det fugtige ler – buler er der masser af, og anrettet med vilje!

De når frem til at kalde ham en frygtløs eksperimentator. Glasurens flydninger har han ladet styre forløbet og har arbejdet videre, som tingene talte til ham.

Fra projektet først blev drøftet, har Ane Fabricius Christiansen og Vinni H. Frederiksen været optaget af muligheden for at arbejde med det lokale ler, der tåler stentøjsbrænding. På jagt efter viden om lokale lerforekomster fandt Vinni Frederiksen på Vejen Minibys hjemmeside en artikel om Askovvejens Teglværk i Vejen. Det fremgår, at Hansen Jacobsen dér lejlighedsvis fik brændt sin keramik – måske inden han omkring 1907 byggede egen ovn i Vejen.

Under 1. workshop arbejdede en gruppe med lokale lerforekomster fra Askov. Normalt siges det, at dansk ler, der kan tåle stentøjsbrænding på over 1200 grader kun findes på Bornholm. Til alles forundring klarede Askov-leret ganske høj brænding. Tankevækkende, for vest for Vejen brændte Gørding Klinker i årevis stentøjsklinker af lokalt rødler til 1250 grader.

Alkymistisk Træf har bl.a. ført til en tese om, at det der ud til, at der kan være en god leråre, der strækker sig på tværs af Jylland – måske helt ude fra Gørding – under Askov, gennem Vejen og ud til Taulov og Trelde Næs, hvor der også er gravet ler, der tåler de høje stentøjstemperaturer!

Op til 2. workshop gav en byggeplads på Askovvej direkte adgang til den lokale jordbund. Lige under overfladen består den af et dybt lag fedt ler i en blanding af rødler og blåler. Efter aftale blev der hentet flere spande ler. Prøvebrændinger viste, at leret fint klarer 1180o, men begynder at smelte ved 1265 grader.

Under 3. workshop blev der, efter aftale med ejeren, gravet ler ved Skibelund Krat, hvor det fortælles, at billedhuggeren i sin tid hentede ler. Adskillige af deltagerne eksperimenterede med det lokal ler, der viste sig at kunne tåle ganske høj brænding. Kunstnerens egen opskrift på ”God Lerblanding” lyder: ”11 Kilo Brun ler fra Skibelund / 15 Kilo hvid Kaolinler”. En anden opskrift lyder på ”Lerbland 500 granit støv fra gravstenen til Anst Kirkegaard 5 Kilo Kaolinler ikke vadsket”. Som der er tradition for i eksperimenterende forskning – og som hans nabo i Paris, den franske billedhugger-keramiker Jean Carriès gjorde med sine glasuropskrifter – blandede han videre og tilføjede fx ”½ Sandbjerg ½ af Ler af ovenst[ående]” eller alternativt ¼ Del [af den netop omtalte blanding] og ¾ og den lerblanding ovenfor [den med knust granit].”

Selv om billedhuggeren alene var autodidakt keramiker, konstaterer fagfolkene, at han har eksperimenteret på samme vis som de gør. I en passage reflekterer han over en lerblanding: ”1 Skål stødt Ildfast pulveriseret Materiale til 5 Skaale Almindeligt Kaolin men ikke af det vaskede rene Kaolin som er slemmet med det vil vist være omtrent ens. Det bliver for mager at dreje krukker af, når der kommer for meget Ildfast materiale i.”

Lisbeth Voigt Durand og Bente Skjøttgaard fulgte i fodsporene på den franske keramiker Jean Carriès, der i Paris var Hansen Jacobsens nabo fra 1892 til sin død i 1894. Franskmandens glasuropskrifter blev offentliggjort i 1910, hvorefter den kgl. Porcelainsfabrik pludselig kunne lave højkvalitets-glasurer. Som en snu detektiv har kunsthistoriker Merete Bodelsen påvist, at den svenske keramiker Patrick Nordström – der på valsen havde arbejdet i Paris og talte fransk – gik på biblioteket og læste artiklen, der pludselig gjorde de hemmelige stentøjsglasurer tilgængelige.

I løbet af de tre workshops er der eksperimenteret løs i de nye prøveovne, der er kommet til takket være fondenes støtte. Ovnene blev indviet med referencemateriale til afkodning af Niels Hansen Jacobsens keramiske eksperimenter.

Andre deltagere søgte at rekonstruere Hansen Jacobsens glasurer ud fra PMI-målingerne. Der blev også gjort forsøg med at genbrænde materiale fra billedhuggerens affaldsdynger for at se, hvilken varme, de kunne tåle.

Lise Seier Petersen, der arbejder med ”smeltestykker”, havde fulgt op på Hansen Jacobsens noter om, at han lejlighedsvis opblandede og udsmeltede de Seger-kegler, som keramikerne ellers bruger til at fastlægge ovntemperaturen. På en plade smeltede hun seks Seger-kegler ud som blade på en blomst.

Et historisk højdepunkt var en gave, som Vinni Frederiksen medbragte: Ved hændelige tilfældigheder har et lille udvalg af Hansen Jacobsens købeglasurer overlevet på en rejse om keramikeren Erik Nyholms værksted. Hans datter Katrine har nu foræret dem til Vejen Kunstmuseum. Bag på poserne har billedhuggeren gjort sig korte notater som Gul smuk + eller God Blaus/Blanc tykke[re] end den matte hvide. I museets nye ovne er der lavet prøver med hans færdige købeglasurer. De er brændt ved henholdsvis 1180o og 1265o. På videnskabelig vis er der lavet brændinger på både flade og skulpturelle emner for at se, hvordan glasurerne arter sig. Dertil er der i de små bakker lavet prøver af ren glasur, der ligger bolsjer. XRF-scanning af de brændte glasurdråber kommer – uden lerlag bagved – til at give en nøjagtige analyse af grundstofferne.

Anne Tophøj og Annelie Grimwade Olofsson tog dialogen om Niels Hansen Jacobsens arbejde med glas, eller rettere: det, der glasser – det vil sige flyder ud og giver spændende overflader.

I de to hæfter med glasuropskrifter fra 1920’erne og 30’erne, som på mirakuløs vis ikke blev brændt, dukker ordet glas ofte op i forskellige farver – primært rødt og sort. I tidsskriftet CRAS noterede keramikeren Erik Nyholm i 1981 i en artikel om Hansen Jacobsens keramik, at der blandt dennes efterladte materialer var en pose med tesserae – de gennemfarvede stifter, der bruges til glasmosaik. Da tesserae ikke var tilgængelig under 2. workshop en weekend i Vejen, blev der tænkt i alternativer, så prøver kunne komme i ovnene. Genbrug var lukket, men supermarkedet bød på blå weissbier-flasker og mørke, næsten sorte ginflasker. Symbolsk blev indholdet af de to flasker øl fordelt mellem deltagerne, mens gin’en blev hældt over på en anden flaske og gemt til aftenen!

Anne Tophøj, Karen Harsbo med flere pulveriserede det blå og det næsten sorte glas samt henholdsvis en ny grøn vinflaske og en gammel grøn glasskærv fra udgravningen af billedhuggerens affaldsdynger. På videnskabelig vis blev glastyperne blandet op i mange forskellige proportioner med forskellige materialer.

Den del af Niels Hansen Jacobsens keramiske virke, der nationalt og internationalt tiltrækker sig allerstørst opmærksomhed – og faglig forundring – er hans metalindfattede keramik. Før pandemien indledtes i 2019 PMI-målinger af hans metallegeringer, der viser sig at svinge vildt fra genstand til genstand og fra sted til sted indenfor samme støbning. Det er forståeligt, da det var primitive støbninger, som kunstneren foretog i haven udenfor sit atelier i Paris. Her har ikke været tale om en professionelt tilberedt legering, men snarere en blanding af forhåndenværende materialer, da bronze har været alt for kostbart.

Bente Skjøttgaard og Vinni H. Frederiksen, der begge har gjort adskillige forsøg med metalstøbning i Hansen Jacobsens ånd, tog dialogen om billedhuggerens arbejde med metalindfattet keramik.

Guldsmed Boy Johansen, Århus, har været projektets konsulent på en afkodning af Niels Hansen Jacobsens arbejdsgange. Han erklærede sig enig i, at de højst sandsynligt var støbt ved brug af cire-perdue metoden – direkte oversat fra fransk: tabt voks metoden. Han tilbød at udføre et forsøg på eget værksted, og Vinni Frederiksen var den, der straks kunne springe til og være med til at udføre forsøgene. Hun medbragte en form, hvor voksen var smeltet ud. Boy Johansen havde klargjort en legering af zink og tin, da man ikke længere må smelte bly. Metallet løb villigt ned i den omhyggeligt forberedte form, der var forsynet med de nødvendige støbekanaler. Efter nogle timers afkøling kunne formen brækkes op. Vupti var beviset på plads! Her var et resultat svarende til Niels Hansen Jacobsens metalindfattet keramik.

Sophus Ejler Jepsen og Karen Harsbo har taget dialogen om Hansen Jacobsens brug af sokler og iscenesættelse. De har særlige forudsætninger for den snak. Den første er billedhugger. Han har siden 2007 været tilknyttet Vejen Kunstmuseum som formidler. Også han arbejder som ufaglært ind i keramikken på sin egen uortodokse måde. Hans indgang har været Laboratoriet for Keramik som elev hos Karen Harsbo tilbage omkring årtusindeskiftet. Fra sin hverdag på Kunstakademiet har hun mange års erfaring i at guide kunstnere i arbejdet med keramikken.

Det seneste års tid har Karen Harsbo – inspireret af mødet med bl.a. Hansen Jacobsens keramiske portrætbuster – arbejdet med portrætter udført som 3D-print i ler med specialmodellerede sokler. Hvor han som oftest forsyner portrætterne med en skræddersyet træsokkel, har hun ind til videre arbejdet med keramiske sokler, hvor de to dele adskiller sig i form og glasering.

I deres dialog talte de to kunstnere om, at keramikken for Hansen Jacobsen bliver en slags sokkel, der bærer de vilde glasureksperimenter oppe. Netop glasurernes farverigdom har været en særlig glæde for Hansen Jacobsen.