Vinterferieværksteder på billedskoleloftet
 

 

Tryk på trykkeriet!! 

Mere end 70 børn og halvt så mange voksne fandt op på billedskoleloftet på Kunstmuseet onsdag og torsdag i vinterferien.

Beata Fabricius og Jette Löwén Dall stod parat med gode og spændende forslag til, hvordan man kunne arbejde med forskellige trykteknikker.

 


Mange startede med kartoffeltryk, der kan give helt utrolige resultater.

Tænk bare – en ganske almindelig kartoffel kan skæres over og bearbejdes til et ”stempel”, der ved hjælp af en ”hjemmelavet” stempelpude med strålende farver kan afsætte lige så mange tryk, som man ønsker. Et enkelt tryk står rent og flot – mange bliver til et mønster og rigtig mange kan blive til et spændende, kompliceret billede.

 

 

De forskellige kartoffelstempler blev, efterhånden som de var brugt, lagt frem til fri afbenyttelse – så der var gang i fællesskabet – man lånte af hinanden og oplevede, hvordan de mange forskellige mønstre berigede hinanden.

Mange fortsatte med paptryk, hvor der skulle bruges skarpe skæreknive og en dybtrykpresse til at fremstille trykkene med.

 


Endelig var der rigtig mange, der ridsede deres billede i en plexi-glasplade med et spidst søm. Derefter hjalp de voksne med at lægge sværte på pladen – og rense den af igen, så det kun var nede i ridserne der var sværte. Sværten blev derefter ”hentet” op ved hjælp af dybtrykpressen, der pressede papir ned i ridserne, så motivet kom til at stå klart og tydeligt.

 

 

Og det kunne man gøre lige så mange gange man gad!!

Stor succes, flot oplæg fra Jette og Beata – og uundværlig hjælp fra Filip Ohrt, Else og Marius Mortensen og Henning Ranum, der var indskrevet som frivillige hjælpere.

Billederne fra de to dage taler deres tydelige sprog. Se dem og glæd jer over den begejstring, der lyser ud af dem.