Døden og moderen

Niels Hansen Jacobsen
1892 (bronze - 152 x 199 cm)

I 1891 fik Niels Hansen Jacobsen tildelt Den store Guldmedalje for hans skulptur "Den bundne Loke", og var derfor berettiget til Akademiets store rejsestipendium. For pengene tog han som nygift med Anna Gabriele, født Rohde, gennem Tyskland og Italien til Paris, hvor de bosatte sig de næste ti år i Boulevard Arago. Det store arbejde Hansen Jacobsen modellerede her var "Døden og moderen".

Skulpturen består af to figurer, der er højst forskellige både i kropsholdning og stilistisk bearbejdelse. Det fortælles, at Gabriele brugte uendelige timer som model til moderen, inden Hansen Jacobsen var færdig med skulpturen.

Moderen ligger sammenkrøbet som om hun sov, mens døden , der ses bag hende, farer forbi i et hastigt sekund - han har taget hendes barn i favnen. Over den højre skulder bærer han den store le, dødens symbol. Moderen ser ikke på døden, men hun fornemmer den, ser den for sit indre blik. Manden med leen bliver på denne måde en figur, der kun eksisterer i kraft af hendes forestillingsunivers. Skulpturen viser os det evige sekund, hvor den fysiske tid flænges af dødens metafysiske evighed. I dette sekund forbindes livet med døden.

Udformningen af figurerne er helt forskellig og lægger derfor op til flere konfrontationer. Moderen er naturtro, rund og lukket, bundet til jorden og denne verden. Døden derimod, er i udadfarende bevægelse, har kantede og spidse former og er mere abstrakt modelleret - han tilhører luftens element. Dødens ansigt er modelleret i dybe kløfter, så helt ulig moderen og barnet naturtro og blide træk. Hansen Jacobsen viser os med "Døden og moderen" sin fantasi af døden. Han har gjort den usynlige verden synlig.

 

Undervisningsforslag til "Døden og moderen"

 

4.- 6. klasse

I klassen

Snak med eleverne om døden - nogle har sikkert erfaringer med afdøde slægtninge (den biologiske død). Kom ind på dødens symboler og tegn - farver, former, kropssprog. Eksempler kan hentes fra eventyr/litteratur og billedkunstens skildring af døden.

På museet

Lad eleverne bruge alle deres sanser på at opfatte skulpturen.

SANSNING:
Se - føle - fornemme
bevægelse - stilstand
blank - mat
kold - varm
ujævn - glat
stor - lille
foran - bagved
oppe - nede.

TOLKNING:
ældst - yngst
stærkest - svagest
kendt - ukendt
vinder - taber
lykke - ulykke

I klassen

Aktivering:

1. snak om: - figurens historie - kunstnerens måde at skildre døden på - "hvordan ville du opfatte figuren hvis…" (f.eks. hvis moderen havde været malet i klare farver?)

2. praktiske opgaver: - dødsdrama (f.eks. selvskrevne stykker til dukketeater) - dødsbilleder - gerne allegoriske

 

7. - 10. klasse

I klassen

1. Diskuter med eleverne, hvorfor det er nødvendigt, at mennesker og dyr dør.

2. Snak om den kristne tros opfattelse af døden (korsfæstelse og liv) - berør også andre religioner (bl.a. den nordiske mytologi).

3. Snak om hvorfor eventyrfigurerne ofte er udødelige.

På museet

Lad eleverne notere, hvordan kunstneren har ønsket at skildre livet og døden - diskuter dødsårsagen i nutiden. Hvordan ville en nutidig kunstner have skildret livet/døden?

 

Supplerende materialer

H. C. Andersen: Historien om en moder
H. C. Andersen: Den lille pige med svovlstikkerne
H. C. Andersen: Vinden firtæller om Valdemar Dåe…
Astrid Lindgren: Brødrene Løvehjerte
Johs. V. Jensen: De nåede færgen
Krass Clement: Ved døden
Chopin: Sørgemarch

Tilbage