Stephan Sinding Moder Jord 1906 Skitseret i 1900, hugget færdig i marmor i 1906. Tilhører Ny Carlsberg Glyptotek Deponeret i anlægget ved Vejen Kunstmuseum siden 1995 I tidsskriftet ”Hver 8. Dag” tryktes den 20. september 1903 et interview med billedhuggeren Stephan Sinding. Et af journalistens spørgsmål var: ”Hvor tidligt blev De Billedhugger?” Hvortil Sinding svarede: ”Jeg var 24 Aar gammel, jeg var Jurist, jeg havde aldrig i Forvejen rørt ved Skulptur. Saa sad jeg en Aften med et Pibehoved og en Kniv, og saa gjorde jeg et Ansigt. Det var første Gang, jeg gjorde noget plastisk. Død og Pine, sagde jeg, kan du gøre et Ansigt, skulde det være muligt, at du kunde gøre noget Skulptur. Jeg duede ikke til noget juridisk, og saa tænkte jeg, jeg maaske kunde blive Billedhugger. Og Dagen efter hentede jeg noget Ler, og fra da af har jeg været Billedhugger….. det har naturligvis ikke altid været saa let at være Billedhugger, specielt ikke at være norsk Billedhugger og gøre store Sager. Efterspørgslen er ikke stor, de fleste har hverken Rum eller Trang til den Slags Sager.” Afslutningsvis sagde han: ”For Resten vil jeg bare sige det, at Jacobsen har været min gode, trofaste, kære Ven. Havde jeg ikke truffet ham, maatte jeg ganske simpelt have opgivet Kunsten, der havde ikke været tale om at blive Billedhugger paa anden Maade. ” Den Jacobsen, som Sinding henviste til, var dansk kunsts helt centrale brygger Carl Jacobsen. Den gang var han i levende live. Siden har han været til stede i kraft af det fond, som han betænkte kunstens verden med, Ny Carlsbergfondet. Af bevaret korrespondance fremgår det, at Sinding og Jacobsen vekslede breve allerede fra 1884, og på Ny Carlsberg Glyptotek opbyggede bryggeren nordens største samling af Stephan Sindings værker. Dér står alle de skulpturer, som Jacobsen gradvist købte ind og dertil værker, som siden er kommet fra Sindings enke. Sindings store marmorskulptur, ”Moder Jord”, kom på Glyptoteket til at stå i den indre gård, hvor siden Henning Larsens bygning blev opført. Venligt indvilligede museets ledelse i 1995 i at deponere skulpturen ved Vejen Kunstmuseum. Her giver den god mening i forhold til den generation af billedhuggere, der sammen med Niels Hansen Jacobsen viste nye veje for dansk skulptur i slutningen af 1800-tallet, og for alvor bragte den ud af Thorvaldsens skygge. Foråret 1891 var Stephan Sindings adresse Boulevard Arago i Paris. Han havde bosat sig i et af de omkring 30 atelier-boliger på nr. 65. Dér slog Hansen Jacobsen sig ned det følgende år. Sinding skrev til bryggeren: ”Den 24. sender jeg de to Mennesker til Salonen, færdige bliver de ikke i Marmor, jeg skriver ”pas fini” paa dem, men de er dog fuldstændig exponible og mange Gange bedre end Modellen. Jeg arbejder endnu comme un fou.”[1] De var i løbende dialog om mange forskellige spørgsmål. Juni 1900 kom der en melding om den mægtige skulpturgruppe, der nu har fået sin plads i Vejen ”Marmorhuggerne dernede i Carrara forlanger omtrent 5000 Kr. i Forskud for at begynde paa ”Moder Jord”. Jeg har tænkt, jeg skulde klare det selv, men det gaar ikke.” Sidst på året beskrev billedhuggeren for bryggeren nogle af de tanker, der lå bag værket: ”Tanken har fra Begyndelsen været at fremstille Jorden som ”Ultima refugium”. Den Jord af hvilken Mennesket er kommen. ”Terra mater”, som ubønhørligt kræver det tilbage, den Jord, hvor det tidligere eller senere skal finde den Hvile, som ikke findes i Livet. ”Ultima refugium”. De to som ligge i hendes Skjöd ere ikke döde, det er ikke to Liig, de sove – men de vaagne aldrig. ”Af Jord er du kommen, til Jord skal du blive.” Det er vor Lod, derom tvivler intet Menneske. Der er jeg standset. Fremstillingen er ikke en fornægtelse af Opstandelseslæren. Jeg vil ingen fornærme med min Gruppe. Jeg er ikke Religionslærer.… Jeg har ikke gjort dem gamle og affældige, men to Mennesker i deres fulde Kraft, fordi jeg har villet antyde typisk, monumentalt den hele Menneskehed.” Januar 1901 foreslog Stephan Sinding, at ”Moder Jord” kunne anbringes ved Kastellet: ”Foran den engelske Kirke ved Enden af den gamle Allé kunne den opstilles med Kirken som en höjst alvorlig Baggrund. Bundgaards Fontæne skal opstilles i Nordenden, men behøver ikke at kollidere i Virkning med min ”Moder Jord” …. Det som har ligget mig paa Hjertet var, at Menneskene ikke skal gaa i al den Angst for Døden. Døden er en Hvile, og alle disse smaa og store Sorger, som Livet giver, for disse er Døden en Befrielse.” I den fugtige ler blev den mægtige skulpturgruppe år 1900 præsenteret i Sindings atelier. Billedhuggeren havde pressetække, og takket være fyldig omtale, skabte han tradition for disse præsentationer, som folk valfartede til. ”Moder Jord” blev et tilløbsstykke, men også et værk, der delte vandene. Der var dem, der var vældig imponerede – ikke mindst af skulpturens mægtige format. Men der hørtes også enkelte kritiske røster. Mest markant trådte Johan Rohde frem. For nogle billedhuggere blev Sinding den, der ’rensede luften’, mens andre følte sig svært provokeret af hans stil. Ser man tilbage på hans næsten flabede svar til journalisten om sin start som billedhugger, kan den også læses som en forklejnelse af andres kamp for at nå frem til et eget personligt udtryk. I dag kan vi med helt andre øjne se tilbage på Sindings værker, og kommer hurtigt til at spørge, hvad der var hans personlige udtryk. Svaret er i høj grad præget af subjektive indtryk og krav. Det har været muligt at fremdrage to af datidens anmeldelser af det store værk. Den ene, kunsthistorikeren Francis Beckett, er betaget og rosende, mens den anden, kunstneren Johan Rohde, er yderst kritisk. De to meget forskellige syn på samme skulpturgruppe opfordrer til, at man selv ser godt efter og tager stilling. Kig Sinding efter i sømmene i Malerisalen eller ude i anlægget ved Vejen Kunstmuseum og døm selv. I København kan man se flere Stephan Sinding værker. Nogle stykker er udstillet på Glyptoteket, og ved Esplanaden står hans meget dramatiske ”Valkyrien”. I Marmorkirken kan man gå ind og se hans døbefontsenglen. Står man efter mørkets frembrud på Kongens Nytorv, skal man kigge op over Store Nords bygning, der krones af ”Elektra” – en yndefuld ung kvinde, der løfter en fakkel, en mægtig, lysende kugle i natten. God tur i Sindings fodspor! Teresa Nielsen, museumsleder Klik her for at læse Francis Becketts tekst om Moder Jord Klik her for at læse Johan Rohdes tekst om Moder Jord [1] Brev af 16. april 1891 fra Stephan Sinding til Brygger Carl Jacobsen, tilhører Ny Carlsberg Glyptotek. Skulpturen blev efterfølgende udstillet i München.

Foto: Frederik Madsen Fuld størrelse I en af skulptursalene på Glyptoteket står fortsat den endelige udgave af ”Slægtens Ældste”, som Sinding skar hende i 1898 i to slags træ. Gipsmodellen er deponeret på Vejen Kunstmuseum, hvor den i Maleri-salen indgår i dialog med maleren Ejnar Nielsens mægtige, alvorstunge værker.