Knud Søeborg Johan Rohdes indlæg affødte endnu en artikel i ”Tilskueren”. Han havde provokeret Knud Søeborg i blækhuset. Her følger et uddrag af Knud Søeborgs artikel ”AUDIATUR ET ALTERA PARS” trykt i tidsskriftet Tilskueren 1901 side 248-253: (…) Naar man nu for nylig er draget skarpt til Felts imod et Kunstværk som ”Moder Jord”, da er det meget karakteristisk at man har bedømt Sindings Værk ud fra et Syn ganske modsat der, der saa aabenbart har været Kunstnerens ja man har villet nægte hans Udgangspunkt enhver Berettigelse, idet man ensidigt har hævdet, at for den ”virkelige Kunstner” er der kun én første Bevæggrund, nemlig ”selve den kunstneriske Idé: Form, Bevægelse o.s.v.”. Det er jo klart, at hvad der i dette Arbejde først og fremmest har bevæget Sinding er et Livsindhold, en menneskelig Følelse. Men han har paa ingen Maade i Udførelsen fjernet sig saa meget fra den antike Udtryksform, at den, der elsker græsk Skulptur højst af al Kunst behøver at staa fremmed. Tværtimod er dette sidste Værk ogsaa i den Retning en Sejr for Sinding, som denne Gang har naaet en ganske uangribelig Modenhed i sin Skildring, en stilfærdig Ægthed i Bevægelser og dog samtidig har formaaet at lægge Højhed og Myndighed over sin Ytring. Der kunde hentes utallige Eksempler paa Faren ved at være ”litterær” i bildende Kunst, at ville skabe ”aus dem tiefsten Inneren des Bewusstseins” o.s.v. Men det turde maaske siges, at vi netop herhjemme snart har reageret tilstrækkelig imod ”Ide-Indhold” og ”Fortælling” og har været nær ved at komme dertil, at vor hele bildende Kunst har faaet et Præg af aandelig Ubetydelighed. (…) I dette sundt bevægede, menneskelige Værk, som taler til Mennesker, er der, tværtimod hvad man har paastaaet, ingen Mangel paa smukke, plastiske Enkeltheder. De hvilende Stillinger udtrykker Søvnen skuffende naturligt. Den ung Mands Fødder og Hoved er overordentligt smukt modelleret, den hele Gruppe bærer et slaaende Præg af ædrueligt og tilforladeligt Naturstudium. (…) Med særlig Skønhed og Kraft er her udtrykt et Tillids og Trykheds Forhold til den Jord, vi er runden af. Vi genkender dette, thi vi holder af Moder Natur, selv om hun er ubønhørlig, udeltagende, selv om Digteren kan høre hende spotte; ”I kalder mig en Moder, og jer er en Grav”. Til hendes Skød glider vi ind, naar vi har leget os træt med al vor ædende Forfængelighed, vor Lidenskab og Sorg og Strid, vor Lyst og vor Længsel. – Nej ikke sandt? Den ”virkelige Kunstner” er Menneske, først og sidst Menneske, og det fuldgyldigste Kunstværk der det, inden for hvis Ramme spejler sig det videste og dybeste, Mennesker kan erkende og føle. ”Kunst for Kunstens egen Skyld” er et Elevstandpunkt og fører til Udvendighed. Kunsten er ikke et Maal i sig selv, men et Middel til Meddelelse, en Skrift - i sin højeste Form: En Forkyndelse, en Ildskrift. Der er indvendt, at Hovedskikkelsen skulde være ægyptisk i Stilen og derfor staa i et Misforhold til de naturalistisk sete Menneskeskikkelser, og at en saadan Sammenblanding af Stilarter er noget uhørt. Først maa dertil siges, at der vist kunde nævnes mange Eksempler paa Blanding af Stil. Hele Arkitekturens Vækst gennem Tiderne beror jo herpaa. Uforsvarligt bliver det kun, naar det ikke lykkes at smelte Elementerne sammen. Tag blandt Malerier Joakim Skovgaards: Kristus fører Røveren ind i Paradiset. Har det faldet nogen ind, at det er Tegn paa en ”ringe kunstnerisk Kultur”, naar Skovgaard maler sin Røver naturalistisk – 19de Aarhundreds Stil – paa det samme Lærred som med sin Forgyldning og sine stiliserede Engle har Reminiscenser fra 15de Aarhundreds italienske Malerkunst? I terra maters Skikkelse er der nødvendigvis tilstræbt noget abstrakt, men Gruppens Helhed er paa ingen Maade brudt derved, thi hun er lige saa naturalistisk behandlet som Menneskebørnene, kun holdt yppigere, mere voluminøs, hun betyder jo selve Frodigheden, den bløde, frembringende og opløsende Muld. Langt mere end om orientalsk Skulptur minder hun om nordisk Eventyrstil. Mangen moderne Fremstilling af Nøkke og Huldre er i Slægt med denne grovkornede Skikkelse. Niels Skovgaards ypperlige Troldkælling i St. Laurentius-Visen er hendes fjerne plebejiske Slægtning. Man har anket over, at Moder Jords Skikkelse Skræver. Indeed? How very unladylike! Men saadan er hun virkelig! O, Moder Jord, i din Omgang med Mennesker bør du lægge dig efter Studiet af Knigge! Du har undertiden nogle Maader at være paa, saa Gud maa sig forbarme: saadanne Utidigheder f.eks. som Jordskælv og vulkanske Udbrud er virkelig ikke passende! – Eller kender du maaske en højere Lov end Kulturens? At bebrejde Kunstneren, at han har gjort den fra ideens Side overmenneskelige Skikkelse noget større, end Skikkelserne i hendes Skød, synes virkelig urimeligt. Hvorledes skulde Forholdet ellers nogenlunde anskueligt udtrykkes? At der intetsteds skulde findes Præcedens herfor i Kunstens Historie, lyder lidt overraskende. Man kan jo blot t. Eks. Se paa Nilguden i Vatikanet, og der er fuldt op af Eksempler, lige fra de ægyptiske og assyriske Relieffer, hvor Sejrherrens Overmagt er udtrykt ved, at hans Fjender i smaa bitte Skikkelser er hobet sammen under hans ødelæggende Haand, som med ét Slag rammer dem alle. Men for øvrigt, saadanne Forskrifter og Reglementer er jo altid lidt akademiagtige, og det er ganske pudsigt, at man kan begejstres over Rodins Balzac, hvor dog Staven er brudt over al tilvant Forestilling om Form og Middel, mens man i det nærværende Arbejde kritiserer Moder Jords Fingre ud fra et Akademiforberedelsesklasse-Synspunkt. (…) Det er bleven bebrejdet Kunstneren, at han undertiden lader sine Statuer ”dreje op paa Maskine efter Dukkemodeller”. Det bør siges, at dette er en meget lidet vel overvejet Indvending. Den mekaniske Kopiering til større Maalestok frembringer jo kun et omtrentligt Resultat, som saa gennemarbejdes af Kunstneren, der skraber i Gibsen og modellerer med Gibsmasse, som han ellers vilde gøre det med Ler. Har man nogensinde set en kyndig Mand opholde sig over at en Maler kvadrerer sit Lærred og sin Skitse for at slippe nemmere til Forstørrelsen? Af samme Art er Forargelsen over, at en Kunstner, naar han har fuldført et kolossalt Arbejde, lukker sit Atelier op og byder alle velkommen o. s.v. (…) At kalde Sindings Produktion ”fremmed Parvenukunst”, lyder ganske chauvinistisk. Han har levet i 18 Aar i Danmark, og hans Indflydelse, som forgrener sig il næsten al ung dansk Billedhuggerkunst, har vel være fremmedartet, men ikke mere end den, vi jo alle af Hjertet takker Georg Brandes for, eller – for at tage en mere nærliggende Sammenligning – Krøyers og Tuxens. Og har hans Energi ikke i den Tid hidført saadanne Sprængninger, udvidende og løsnende, som først og fremmest skulde til for at forberede ny Grøde i vor Skulptur? Ingen kan være blind for, at der har været en Periode af Slaphed og jævn Kedsommelighed over dansk Plastik siden H. E. Freund og gamle Bissen, siden den uforglemmelige Jerichau. ”Et Par enkelte Undtagelser er der vel” siges der ”et Par, som imod Ligegyldigheden eller imod Strømmen har kæmpet for de gode Traditioner”. Jo! Men – med hvor megen Kraft og med hvor meget Held? Kan det ikke meget snarere siges, at endnu den Dag i Dag er der ingen anden ens Sinding, hvis Evners Omrids paa nogen Maade kan bringe hine store Skikkelser i Erindring! Det var jo dog ellers det allersimpleste at nævne et Par Navne, eller bare et eneste Billedhuggerværk fra den senere Tid, som ved sin ubestridelige Genialitet ad Sammenligningens Vej med Lethed skulde gøre det af med en ”tom og overfladisk Publikumskunst”. Intet saadant nævnes. Ja! Hvis vi maatte tage Malerkunsten med! Men blandt Billedhuggerne? Jeg er ikke utilbøjelig til at tro, at der kan vorde en betydelig Kunstner af Willumsen, ogsaa til Udøvelse af plastisk Kunst – han er i al Fald en Personlighed. Siegfried Wagners ”monumentale Kvindebuste” og Fru Marie Carl Nielsens Udkast til et Dronning Margrethe Monument, som saaes i Kunstforeningen indeholdt hver paa sin særegne Maade en Forjættelse. Heller ikke maa man underkende Bonnesens Talent, selv om man over for dette endnu savner egentlig Tryghed, eller Rudolf Tegners foreløbig meget problematiske. Dog alt dette er jo kun Løfter, Spirer, muligvis til stor Kunst. - - - - - (…) Det behøver slet ikke at have været lutter Pjank, der har drevet Folk – drevet dem faareflokkevis – ud at se paa Moder Jord. Denne foragt for ”Publikum” er alt for hyppig kun en sjælelig Manierisme, som er meget udbredt blandt Kunstnere, for hvem den virkelig rummer en Fare, som en indefter og om sig ædende Goldhed. Det forekommer mig, at der netop er en velgørende Overensstemmelse mellem hin Kaaring af Sindings Kunst og saa den Kendsgerning, at Bjørnson, Ibsen og Holger Drachmann er de Forfattere, som Folk læser om og om igen. Knud Søeborg

Måske som bytte udstillerne imellem erhvervede billedhugger Niels Hansen Jacobsen, Niels Skovgaards originalillustra-tioner til St. Laurentius-Visen. De hænger på Vejen Kunstmuseum.