|
Sophia Kalkau (født 1960) Drabant. 2010 Sort diabas H 48 B 48 L 70 cm Inventarnummer VKV 2754 Skulpturen er kommet til i 2011 som en del af Statens Kunstfonds projekt ”Kunst langs Hærvejen, og fik i efteråret 2014 plads på den nyrenoverede Museumsplads ud mod Øster Allé mellem Ejnar Nielsens to prøvemosaikker til Stærekassen i København. Kunst langs Hærvejen Primært i årene 2008-2011 udviklede Statens Kunstfonds udvalg for kunst i det offentlige rum under Erik Steffensens ledelse projektet ”Kunst langs Hærvejen”. De inviterede tolv kunstnere på tværs af Fondens arbejdsområder (foto, maleri, skulptur, arkitektur, teater, kunsthåndværk og design) til at skabe hvert et værk til markering af Hærvejen. Kunstnerne var i alfabetisk rækkefølge: Martin Erik Andersen, Sys Hindsbo, Per Bak Jensen, Ole Jensen, Sophia Kalkau, Per Kirkeby, Tage Lyneborg, Ursula Munch-Petersen, Bente Skjøttgaard, Pia Tafdrup, Bent Sørensen og Katrine Wiedemann. Seks af disse gæstede på forskellig vis Vejen Kunstmuseum: Pia Tafdrup læste op og fortalte den 8. september 2010, mens små udstillinger med værker af Per Kirkeby, Sophia Kalkau, Ursula Munch-Petersen og Bente Skjøttgaard hen over efteråret 2010 – sommeren 2011 perspektiverede deres bidrag til det store projekt. I museets kiosk kunne man dertil møde Ole Jensens indslag, et specialfremstillet regnslag, der blev produceret i et begrænset oplag af 400 stk. i samarbejde med H20. I perioden 20. november 2010 til 27. februar 2011 præsenteredes i Vejen Kunstmuseums grønne Skibelundsal ”Lenticula”, der var Sophia Kalkaus hovedbidrag til ”Kunst langs Hærvejen”. Det blev indviet den 25. juni 2011 i Skibelund Krat – kun få kilometer sydvest for Vejen. Midt i den lille præsentationsudstilling stod ”Drabant”. På skillevæggene hang kunstnerens fotos fra Skibelund Krat samt fra Poulsbro ved Hærvejsruten, hvor der indledningsvis var tanker om placering af ”Lenticula”. For at styrke den kunsthistoriske forbindelse mellem ”Lenticula” i Skibelund Krat og Kunstmuseet i Vejen havde Sophia Kalkau i projektet indarbejdet ”Drabant”, der er en diabas fremstilling af et af hendes hovedværker, skulpturen ”Skåret Ellipsoide”. ”Drabant” blev i 2014 opstillet på Museumspladsen på en specialfremstillet mørk stensokkel. Det er Sophia Kalkaus tanke, at skulpturen skal fungerer som en drabant for ”Lenticula” i Krattet – altså en slags bannerfører eller vejviser. På samme måde indenfor projektet ”Kunst langs Hærvejen” kom Ursula Munch-Petersen ”Hærvejsrelief” på gavlen af konfirmandhuset i Bække til at fungere som ”drabant” for både hendes værker i samlingen på Vejen Kunstmuseum og hendes store relief på Vejen Gymnasium (kun en lille afstikker fra Hærvejens rute gennem byens hovedgade). En beslægtet ”varsling” sker, om man nordfra vandrer forbi Bente Skjøttgaards 10 tons tunge og 30 kvadratmeter store keramiske relief ”SPOR”, ved det fredede stykke hærvej nord for Bække, der også fungerer som en ”drabant” i forhold til hendes værker i keramiksamlingen på Vejen Kunstmuseum og på Vejen Business College. Lenticula Sophia Kalkaus skulpturværk ”Lenticula” består af to let hvælvede, cirkulære skiver sort diabas med hver en diameter på 170 cm. Stenene er 27 cm høje, hvoraf et godt stykke er hævet over terrænet, så blade kan blæse væk, og skiverne kan ligge rent i skovbunden. Her har de i folkemunde fået navnet ”Brønddækslerne”. Overfladen har en let krumning ind mod midten som et næsten usynligt lille hvælv. De to sten er matslebne. Diabas er en meget hård og stærk sten – faktisk den hårdeste, langt hårdere end granit, siger stenhuggeren, der har overført værket fra hendes træmodel til sten.
De to næsten flade stenskiver ligger i Skibelund Krat – et punkt på Hærvejen. Som billedhugger Johannes Wiedewelts mindesten i skoven ved Jægerspris er de lagt som gåder i skovbunden. Sophia Kalkau blev betaget af det magiske sted på Hærvejen, hvor både vandre- og cykelturen går lige gennem og som man nemt kan komme til i bil. Her er både en ro og samtidig spor af, at dette sted i årtusinder har været et samlingspunkt for rejsende nord og syd fra Kongeåen i en egn, hvor gravhøjene ligger tæt. I Skibelund Krat mødtes tusindevis af mennesker, og især højskolefolk, i stille protest fra 1865-1920 angående Grænsesagen. De håndgribelige spor er en samling monumenter af national betydning. Set ud fra et kunsthistorisk perspektiv er Niels Skovgaards ”Magnussten” og Niels Hansen Jacobsens ”Modersmålet” de absolutte hovedværker. De blev afsløret i henholdsvis 1898 og 1903. Med Sophie Kalkaus bidrag fik anlægget tilført et nutidigt kunstværk af tilsvarende høj kunstnerisk kvalitet – en skulptur, der taler til et andet og måske yngre publikum. En tidlig søndag morgen den 21. marts 2010 var Sophia Kalkau for første gang i Skibelund Krat. Glad beskrev hun sin oplevelse af stedet: Jeg faldt pladask for det gådefulde og smukke sted mellem de 17 høje træer - den imaginære kreds. Der findes tre (fire) kredse i krattet, tre cirkler - og så den imaginære. Den første kreds: 13 store oprejste mindesten omkring amfiteateret Den anden: markstenene, kredsen om Magnusstenen Den tredje: den imaginære (ligger mellem den anden og den fjerde) Den fjerde: den der afslutter mindeparken, cirkelhøjen med den store Genforeningssten. Tror det kunne være umådeligt smukt, poetisk og betagende gådefuldt med værket Lenticula placeret mellem de 17 høje træ, liggende i skovbunden - to sorte, store, mørke drømmeskiver i en imaginær kreds - linser til at se dybt ind og langt ud i universet. Skibelund Krat er et meget smukt, æggende sovende sted. Det har været kunstnerens tanke, at man – hvis man opdager de flade skiver i skovbunden – kan sætte sig eller ligge på dem og kigge op i trækronerne og lytte til vindens susen. Stedet er lidt øst for stien ned til ”Magnusstenen”, hvor der er en samling store bøgetræer, hvis stammer som søjler skaber et lille rum syd for stien på vej over mod anlæggets afrunding ved ”Genforeningsstenen”. Set i forhold til det eksisterende anlæg og dets historie, som højskoleforstander Ludvig Schrøder i begyndelsen af 1900-tallet beskrev i sin ”Skibelund Saga”, er det af afgørende betydning, at ”Lenticula” er placeret frit i skovbunden uden for det oprindelige anlægs stisystemer. Her opstår en helt ny historie, og der tilføres nyt liv til det gamle sted. I kraft af at ”Lentcula” er en del af ”Kunst langs Hærvejen” er Skibelund Krat på en helt konkret måde via kunstværket blevet knyttet til strækningen nordover til Viborg og sydover til grænsen og i princippet hele vejen videre ad pilgrimsruten til Santiago de Compostela i Spanien. Om Sophia Kalkau Sophia Kalkau er uddannet billedhugger fra Det Kongelige Danske Kunstakademi og har desuden studeret kunsthistorie på Københavns Universitet. Hun arbejder primært med skulptur og fotografi. Sophia Kalkau har udstillet flittigt i ind- og udland, og har modtaget en lang række priser for sit arbejde bl.a. Eckersberg medaljen i 2008. Hendes værker findes bl.a. i samlingerne på Horsens Kunstmuseum, Museet for Fotokunst og nu også på Vejen Kunstmuseum. Læs mere om Sophia Kalkau på hendes hjemmeside: www.kalkau.dk
|
Den 28. juni 2011 har Sophia Kalkau fotograferet ”Drabant” som den en tid stod i Skulptursalen på Vejen Kunstmuseum, mens Museumspladsen var under gennem-gribende renovering. Den blev først sat ud i efteråret 2014.
I 2011 stod ”Drabant” en tid i Skibelundsalen på Vejen Kunstmuseum. En serie af Sophia Kalkaus fotos fra både Poulsbro og Skibelund Krat hang i rammerne.
Under ophold på billedhuggerværkstedet på Gammel Dok har Sophia Kalkau foto-graferet prototypen til ”Skåret Elipsoide”, der er forlægget til ”Drabant”. Her ses den både sammen med andre af hendes modeller. Og for sig selv. Modellen er skåret ud af sammenlimede MDF-plader.
Museets forvalter Frederik Madsens har taget billedet mens ”Lenticula” var ved at blive sat i skovbunden i Skibelund Krat den 15.maj 2011.
Her taler Sophia Kalkau og Søren Jensen ved indvielsen af ”Lenticula” i Skibelund Krat den 25. juni 2011.