Johannes Glob  (1882 - 1955) Moderen 1904-05 Olie på lærred. 122,5 x 103 cm Inv. VKV 33 Erhvervet af Museums og Kunst-foreningen i 1905, og siden overdraget til Vejen Kunstmuseum. Johannes Glob mistede tidligt først sin far, siden moren. Det til trods fik han fra forskellige lærerpladser kæmpet sig frem via Teknisk Skole til Kunstakademiet. Han blev gradvist dårlig, og måtte p.g.a. tuberkulose en tid på Silkeborg Sanatorium. Derefter opholdt han sig hos sin bedstemor, men da hendes lejlighed »var noget usund for mig paa Grund af dens Mangel paa Lys og Luft, søgte jeg gennem Avertissement Landophold, helst ved Vandet, fik Tilbud fra Købmand Jul. Meyer i Kalundborg og tog derned. Det var venlige og flinke Mennesker, og deres tre Døtre var søde Piger. Jeg tog straks fat på at male. Og da der boede en Enke med tre Børn i Baghuset, og de gerne ville stå Model, benyttede jeg mig snart af det. Fru Jensen, Moderen, malede jeg siddende i et Tagkammer med sin lille Pige paa Skødet, indsvøbt i et Tæppe. Dette billede, som jeg kaldte »Moderen«, sendte jeg sammen med Billedet af »Døden«, som jeg havde malet Aaret i Forvejen, ind til Charlottenborgs Forårsudstilling og fik dem antaget. De blev begge godt omtalt i Pressen og blev solgt.« Billederne var udstillet foråret 1905. Kunstnerens erindringer er dog først nedfældet mange år senere i Kai Flors mindeskrift for Johannes Glob. Det blev trykt i København i 1956, se side 32. Gennem datidens anmeldelser viser det sig, at »Moderen« var et af årets store sensationer. Digteren Sophus Michaelis skrev i tidsskriftet »Kunst«: Aarets mærkeligste Nybegynder er dog Johannes Andersen [senere navnskift til Glob], hvis to billeder »Døden« og »Moderen« ikke blot er usædvanlige ved deres sejge og skarpe Gennemførthed, men ogsaa ved deres dystre Alvor, svagt mindende om Ejnar Nielsen, svagt om Tyskere som Thoma, hvis Tungsind gaar tilbage til Middelalderen og Dürer. Der er i disse Billeder en Realisme, som trænger gennem den maleriske Overhud ind til Sener og Knokler; de kan i Behandling virke noget forbenet, noget læderbrunt fortørret, men de ejer et eget, et virkeligt Fysiognomi; man glemmer hverken det graadløst klynkende, tilbageskuende Blik hos den unge Mand, Dødens indskrumpne Klohånd fører bort, heller ikke denne af Livet dybt mærkede Fattigkone og hendes i et Hestedækken indsvøbte Barn med de store gammelkloge Øjne og de røde, ligesom frostbidte Kinder. Digteren Viggo Stuckenberg skrev - med en intuitiv indlevelse - i Illustreret Tidende om Globs billeder, at de »synes malet af en Mand, der var prøvet og modnet i Livets Skole, og ikke, som Tilfældet er, af en ung Kunstner, der her første Gang fremstiller sig for Offentligheden, og vel ikke endnu har naaet de 25 Aar. Som den fattige Moder, der sidder med sit Barn i sine Arme, er hendes Blik fuldt af den Sorg, der var, og som ældede hendes tidligt, og af den Sorg, der vil komme, og som ikke heller vil skåne Barnet. Det kigger, varm og tryg i Moderens Favn, frem for sig med sine troskyldige Øjne, der er de samme som Moderens, og som ogsaa en Gang vil komme til at se, hvad de har set. Det er ganske nydeligt fortalt, stilfærdigt og inderligt, ganske ægte i sin Følelse, selv i Barneansigtet er der intet Spor af sødlig Sentimentalitet. Og dertil kommer, at det er malet med fremragende teknisk Dygtighed og med en beundringsværdig Sikkerhed.« Til trods for at en anmelder hævdede, at »det er af den Slags Billeder, ingen falder paa at købe«, blev det straks erhvervet af den nystiftede kunstforening i Vejen. Måske med billedhuggeren Niels Hansen Jacobsen som rådgiver betalte de købsprisen på 900 kr. - med mindre de som ægte jyder forhandlede sig frem til en favorabel aftale! Som mange af symbolistiske kunstnere, havde han på vej ind i det 20. århundrede svært ved at finde gehør for sin særlige stil. Hans fremragende evner som tegner af den omhyggeligt studeret realisme blev der dog på Kunstakademiet i årene 1901-20 gjort god brug af, da han underviste i Malerskolens forberedelsesklasser. Johannes Globs vedholdende brug af stærk realisme med vægt på tegningen passede ikke den ny tids kunstpublikums trang til lette strøg og farve. Det blev først sent i livet til de vigtige bestillingsopgaver, og da gjaldt det portrætter af samfundets store personligheder.

Foto: Pernille Klemp Fuld størrelse, 17K