Billedhuggeren Niels Hansen-Jacobsen Den gængse Forestilling, at et nyt Aarhundrede ogsaa skal bringe nye Gennembrud af Menneskeaanden – som Vulkanerne bryder nye Kratere -, synes at skulde bekræftes for den danske Billedkunsts Vedkommende. Vi vidste, at Danmark havde frembragt en egenartet Kabinetkunst i det 19de Aarhundrede; Ejnar Nielsens Udstilling har givet Løfte om en Udvidelse af Malerkunsten fra velhavernes Stuer til Væggene i de offentlige Bygninger, fra Staffelibilledet til Monumentalmaleriet. De, der gør sig den Ulejlighed at opsøge Billedhuggerkunsten i dens Skammekrog, véd, at det plastiske Formstudium Aarhundredet ud er blevet holdt ret højt i Danmark; men de véd ogsaa, at danske Billedhuggere gerne udtrykker sig grumme spagfærdigt. Deres Tale føres i Reglen kun som en dæmpet Samtale mellem dem og deres Model, hvortil det store Publikum ikke altid har lige megen Interesse af at lytte. Adam og Eva, Kain og Abel og hvad de nu hedder, disse Figurer fra Genesis, er jo kun Paaskud for Fremstilling af nøgne Figurer. Hvad Billedhuggerne i øvrigt mener om de Foreteelser, der møder dem udenfor deres Atelier, faa man i Reglen ikke synderlig at vide om. Det er Sindings betydning her i landet at han har optaget Emner til Behandling, der kan bevæge andre Mennesker en Billedhuggere: hans Kunst handler jo om Modersorg og Moderkærlighed, om Elskov, Veneration og Liv og Død. Ved sit Emnevalg har han slaaet til Lyd for Billedhuggerkunsten. Heller ikke Niels Hansen-Jacobsen har lukket sig inde i sit Atelier. Hans Kunst taler til ethvert Menneske, der har Følelse og Fantasi. Underligt nok, medens Malerne i Danmark oftest blomstrer i deres grønneste Ungdom, modnes danske Billedhuggere gerne meget sent. Thorvaldsen var 30 Aar, da han udførte Jason, H. V. Bissen var over 50, da han brød igennem med Landsoldaten. Niels Hansen-Jacobsen, en Bondesøn fra Vejen Landsby ved den danske Grænse, er født 1861 og var omtrent 30 Aar, da han udstillede sine første Arbejder, som var lovende, men heller ikke mere; først nu, da han som 40aarig Mand har foranstaltet en Udstilling af alle sine Værker, er det klart, hvilken mærkelig, dybt original Kunstner han er bleven i de allersidste Aar. Men han kom ogsaa sent i Gang: i sin Barndom skar han vel i Træ, og som17aarig Dreng lavede han en Byste af Frederik Vll, dog først da han blev indkaldt som Soldat og aftjente sin Værnepligt i København, fik han Undervisning af en jævnaldrende Jyde, Billedhuggeren Rasmus Andersen, og kom paa Kunstakademiet. Kunstnerens to første store Figurer, Loke lænket til Klippen og Thor løfter Midgaardsormen, smager begge af Akademi. Fornem er – navnlig Thors – svulmende og energisk nok, men uden virkelig kraft, og Thor triner frem som en Atlet af Faget og løfter op i det regelmæssig skællede Dyr, som var det en Guirlande. Bedst er Gudens trodsig, utaalmodig om Mjølner knyttede Haand; de der kender Kunstneren, kender ogsaa denne Knytnæve. Den stærkt accentuerede Form i Loke minder noget om Michelangelo – for hvis Slaver Kunstneren dengang sværmede -, Hovedet erindrer om pergamenisk Kunst, særlig den døende Galler; det er mærkeligt nok, at da den barbariske unge Kunstner vil fremstille et Nordisk Gudehoved, støder han paa en af sine barbariske Stammefrænder, saadan som han er set og gengivet af en Oldtidsgræker. For Resten véd Kunstneren vel bedst selv, hvem det er, der foran Spejlet har studeret sit eget fordrejede Ansigt, dengang Loke udførtes. Alligevel kan man godt – navnlig bagefter – se, at begge Figurer er ualmindelige i vor Plastik. Af den Slags Ladhed holder dansk Billedhuggerkunst mest af at gengive hvilende Form: i disse to Figurer – og i den lidt senere Modelfigur: En Kuglespiller, der ser efter sit Kast – havde den unge Billedhugger meget energisk givet sig i Lag med anspændt, arbejdende Form. Den samme plastiske Magelighed er vist ogsaa Skyld i vor Plastisks mange roligt hvilende Figurer. Billedhuggeren kan bedre i Ro og Mag gengive den hvilende Model, end den staaende Model, der idelig skal holde Hvil. Hansen-Jacobsens Loke er nok liggende, men ikke hvilende: han slider ordentlig i det. Og baade Thor, der forgæves løfter paa Midgaardsormen, og Loke, der forgæves arbejder paa at sprænge Baandene, er Skikkelser, hvis Formaaen ikke svare til deres Vilje: saadanne Skikkelser har den unge Kunstner formodentlig kendt ganske godt. Kunstnerens næste større værk, Døden og Moderen, var afgjort virkningsfuldt og et gribende Arbejde, selv om det aldeles ikke sluttede sig til det Eventyr af H. C. Andersen, som det foregav at illustrere. Thi der staar jo udtrykkeligt i Historien om en Moder, at hun bøjede sit Hoved ned i sit Skød; her har hun kastet sig paa Jorden og skjult Ansigtet i Hænderne; og om Døden staar der, at han gik med hendes Barn ind i det forjættede Land; her iler han bort med lange Skridt, som en iskold Trækvind, med flagrende Klædebon, Leen over Skulderen, gemmende det døde Barn ved sit visne Bryst. H. C. Andersens Fortælling er én ustandselig Hulken, Billedhuggerens Gruppe er et lidenskabeligt Skrig. Noget som Kvindens Kjole hører til det fineste og smukkeste der her hjemme er gjort af Draperi, og Døden – fortræffelig gennemført efter en vindtør gammel Mand – er en ejendommelig følt Skikkelse; den ser tilbage efter den stakkels sønderknuste Moder, dens Aasyn fortrækker sig, den har ondt af hende. Af de to Figurer er Moderen endnu Modellen, men med Døden rejser der sig noget i Hansen-Jacobsens Kunst, der ikke kan læres af Modellen; det er Eventyret, Fantasien. Naar han fra nu af vover mer og mer at give sin Fantasi i Vold, saa følges han et stykke paa Vej af en lille dansk Billedhuggerarbejde, der ikke nævnes her tilfældig, men nævnes, fordi Kunstneren ærer det som sit Forbillede: H. E. Freunds geniale lille Figurudkast til Loke, den træske Gud, der lydløst, viftende med de sorte Flagermusvinger lister sig frem. Hansen-Jacobsen har i sin Kunst gennemført dette Udkast videre, ikke med mere Finhed end Freund, men med større Ubændighed i Fantasien, dristigere og voldsommere. Senere hen har vist ogsaa i Paris Indtryk fra Rodins uafhængige Udtryksmaade hjulpet ham til at bryde overtvært med den gængse europæiske Stil i den plastiske Figurfremstilling. Man kan ikke sige, at Hansen-Jacobsen har dannet en grandios Stil, men man kan, med lige saa megen Ret som Canova sagde det om Thorvaldsen, paastaa, at Kunstneren i de seneste Aar, fra 1895 at regne, har skabt sig en ny Stil, d. v. s. en ganske personlig Udtryksmaade som Billedhugger. Hermed er dog ikke givet, at alt hvad Kunstneren i de senere Aar har udført er lige mærkeligt. Saa fin og følt end Formen er gennemført i ”Den lille Havfrue” interesserer Figuren dog ikke; den er for nipsagtig. Det rent ud banale er heller ikke ganske udelukket. For Portrættet i egentlig Betydning synes Kunstneren slet ikke at have Talent. Men i en lille Række Værker er han helt mærkelig. Fra 1894 begyndte Kunstneren at udgranske Lerets Hemmeligheder: han formede det til underlige Krukker, Fade og Buddiker, og under hans formende Hænder fremkom de sælsomste Vrængebilleder, den rædselsslagne, dirrende Troldemaske, den kælne Havmand med de andemadsgrønne Øjne og det barske Efteraar. Det ser ud, som om Naturen selv i et Lune havde tildannet Leret. Men Kunstneren digtede og drømte ikke blot med Leret – der er lige saa villigt et Materiale som Oliefarver -, han drømte ogsaa med Farverne, han gav sine Lersager og de sjældneste og mærkeligste Afskygninger af grønne, brune og lyserøde Farver, og man kan, naar man fordyber sig i hans Keramik, drømme Kunstnerens Drømme efter. Der er Mindelser om Bjergenes Indre med de blinkende Metalaarer, om Huler med Krystaller, som Sommerens røde Roser, Efteraarets brune, bare Stammer og mangefarvede giftige Svampe, om Vinterens Taager og graa Rim. Naar Kunstneren ud af Lerovnen havde faaet en særlig mærkelig Farveafskygning, ilede han op i Louvre, hvor han sammenlignede den med japanske Arbejder. Her saa’ han Japanernes fantastiske, alle Plastikens Love trodsende Uhyrer, og fra Paris’ Butiksvinduer stirrede ham i Møde de sælsomme Væsener, der fra Notre Dame’s Taarne spejder ud over Byen; de var just nylig bleven fotograferede. Saa huskede han fra sin Barndom i Jylland de Rædselsskikkelser, der holdt til paa den vildene Hede, uden for Gaardens lune Længer, ja som stundom listede ind i Lo og Lade, naar det var mørkt og stygt Vejr. Fra 1895 er han Figur af ”Mørket”, der skulde give et Billede paa Nattens uhygge, krybende fremad, spredende den en Flagermusvinge ud. Man mærker endnu tydeligt i denne Figur Freund, og man mærker ogsaa, at Kunstneren endnu ikke helt har vovet at kaste den akademiske Ballast over Bord. Det, der efter Tanken skulle lette den, Flagermusvingen, der er spændt ud som en Paraply, tynger den til Jorden. Han erindrede ogsaa fra sin Barndom, hvad der i de lange mørke Aftener fortaltes om underlige og skrækkelige Væsener, som man kunde møde paa ensomme Steder, og som boede i Kæmpehøjene, og hvad Drengen har hørt og forestillet sig, har Manden formet i Ler. Næste Aar havde han færdig ”En Trold, der lugter Menneskekød”, det hornede Uhyre, der kommer fra Ødemarken, hvor Egepurrene kæmper med Lyngen og Hugormen holder til, lokket af Duften, ravende usikkert som en fæl Nattedrøm i Morgenlyset, plump og klodset, ond og glubsk i sin Dumhed. Man studser og betages af den kraftige Fantasi der har dannet Figuren, og af den mægtige Energi, med hvilken den er behersket i kunstnerisk Form; her er virkelig uno stilo nuove. Endelig løste der sig ud af Kunstnerens Indbildningskraft en Skikkelse, han kaldte ”Skyggen”, d. v. s. Døden, der vikler sig ud af den giftige Taage, Snigsoten, der lister sig frem med Timeglasset, parat til at klappe Knokkelhaanden sammen om sit Bytte. Figuren, der blev udstillet i Paris 1898, er et Mesterværk af energisk, fantasifuld Plastik. Man ser, at Skikkelsen ligesom vokser op af Jorden, man føler, hvorledes den vil udfolde sig, hvorledes Vingestumperne paa Ryggen vil blive store. Den gaar Beskueren til Marv og Ben. Som den skyder sig frem af Taagen, saaledes har Kunstneren med dette Værk skudt enhver Tradition af sig. Det er Kunstnerens Drøm, at han engang maa faa lov til at udføre sin Figur i brændt Ler. Gives der ikke en Rigmand – Museerne nytter det næppe at appellere til -, som vil gøre dette ønske til Virkelighed? Trolden og Skyggen er født af Kunstnerens Barndomsfantasier; to andre Figurer, Friheden ved det 19de Aarhundredes Slutning (1897) og Militarismen (1899), han som moden Mand har mødt i Livet: eller er det blot litterære Paavirkninger. Der er det at anmærke ved ”Friheden”, at dens Symbolik er alt for rummelig, thi denne Gamling, der synker sammen i sin egen Kraftløshed, og griber efter den trøskede Gren, kan jo betyde alt, hvad der er udgaaet og senilt. Som Figur er den ikke tilstrækkelig ensartet gennemført, som plastisk Eksperiment er den morsom og interessant; thi det er en Statue, der for Øjet er ude af Ligevægt, og det, der i virkeligheden holder den oppe, den trøskede Stamme, lader den netop i Beskuerens fremadskuende Fantasi uhjælpelig falde næsegrus. Bag den kolossale Figur af Militarismen ligger aabenbart en Mindelse om Middelalderens pansrede Krigere; men det er dog en Nutids-Jernmand, der staar og rækker og strækker sig i en Pyramide af Dødningehoveder, og hvis hule Aasyn med det frygtelige Blik skelnes under Hjælmen. Men naar man rækker sig, plejer man at skræve; Skikkelsen, der er plantet som et Spyd i Jorden, er lidt svag i Benene, og til Figurens retlinede Smedejerns-Stil passer de naturalistisk gennemførte Hovedskaller ikke ganske. Alligevel virker Skikkelsen ret imponerende med sit truende Hoved og sin svaje, spænstige Ryg. Alle disse figurer er ikke dannet som Mennesker, men de skal jo heller ikke forstille Mennesker. Det er dristige Fantasier over Menneskeskikkelsen; Kernen er stedse noget menneskeligt, men det er vrænget, forstørret eller hamret ud i det overnaturlige. De etnografiske Museer viser, at ogsaa barbariske Folkeslag har dannet Billeder af det oversanselige paa saadan Vis, men Hansen-Jacobsen har rigtignok et grundigt Kendskab til organisk Form bag sig. Lige den modsatte Vej gik for 2500 Aar siden Hellenerne, og Europas Billedhuggerkunst har fulgt dem troligt til Dags Dato. Deres Billedhuggere projicerede ikke de oversanselige Forestillinger ud i overnaturlige Former; hele den græske Gudeverden fik ren Menneskeskikkelse. Billedhuggerne havde Livets Ret for sig; det skønne Menneskelegeme var i lange Tider for deres Landsmænd en bestandig Kilde til den dybeste Beundring, det herligste i Verden. Om Transalpinerne havde Ret, naar de ikke blot efterlignede men overdrev Grækernes plastiske Menneskeliggørelse, er et andet Spørgsmaal. Enhver Hellener kunde af Selvsyn vide, hvordan et smukt Mandslegeme saa ud, ingen Transalpiner véd det. Men spørg en dansk Bonde, hvordan Han ser ud, som huserer i Kæmpehøjen, eller hvordan Døden ser ud, saa vil han vide Besked; han vil maaske vedkende sig Hansen-Jacobsens Fremstillinger. Der begynder at gøre sig en særlig nordisk Billeddannelse gældende som et vældigt Oprør mod den helleniske; Hansen-Jacobsen har plantet Oprørsfanen i Thorvaldsens Fødeland. Men foruden Fremstilling af Fantasivæsener og almenmenneskelige Begreber faar Billedhuggerkunsten ogsaa til Opgave at forherlige fremragende Mennesker. Skal den absolut stræbe efter at give Portrætter? Nogle vil ubetinget svare ja, andre vil maaske spørge sig selv, om det just er Billedhuggerkunstens Maal at forevige et par Bukser og en Frakke fra Skrædder N., plus et Hoved og et par Hænder, eller om den ikke maa faa Lov til at prøve en aandfuld plastisk Fortoning. Rodin har givet et Svar med sin Balzac-Statue: et smertelig fortrukket Hoved paa et Legeme, der er formløst som en Granitblok. Med sit Mindesmærke over A. D. Jørgensen og Edv. Lembcke til Skibelund Krat forbereder Hansen-Jacobsen sit Svar paa Spørgsmaalet; af de smaa Skitser kan man dog endnu ikke danne sig en Mening om, hvorvidt det bliver godt. Dog én Ting er vist, i en Række Arbejder har Kunstneren allerede givet mer en et Grundlag for en nordisk og folkelig Billedhuggerkunst, nordisk, fordi den er Udslag af en transalpinsk billeddannende Fantasi, og folkelig, fordi den tager Emner op til Behandling, der burde kunne glæde sig ved den bredeste Tilslutning og Forstaaelse. For Resten har det vist hidtil været knebent nok med Tilslutningen; det er en højsindet dansk Mand, der har bestilt Mindesmærket til Skibelund Krat, men det var et rent Træf, at Bestillingen netop faldt paa Hansen-Jacobsen; Kunstmuseet har ganske vist – for en Pris det ikke er værd at tale om – engang erhvervet Gruppen af Moderen og Døden, men den venter endnu paa Befrielse fra det dorske Gips. Det nye Raadhus har – til sin egen Skade – forsømt at drage Nytte af Kunstnerens ualmindelige Evner; ingen nulevende dansk Billedhugger behersker som han baade den fine og den store Form, ingen har saa mægtig en Fantasi, Han burde være nu, hvad han engang bliver: navnkundig. Francis Beckett   Artiklen blev i 1901 trykt i det toneangivende tidsskrift ”Tilskueren”.