Siddende ung Kvinde
1927

Gips.
Mål 104 x 50 x 70 cm.
Inv. 173.
Skænket til museet af Niels Hansen Jacobsen.

Udstillinger

Separatudstilling i Kunstforeningen, København, 1927. Under titlen »Siddende ung Kvinde«.
Den frie Udstilling 1929. Under titlen »Vemod«.
Udstilling af Kunst, Dansk Købestævne, Fredericia, 1931. Under titlen »Resignation«.

Klik her for at bladre i Skulptur - Stentøj, 1927

Skulpturens motiv
Følelsen vemod er her personificeret ved en ung kvinde, der sidder sammensunket på knæ, med den ene hånd åben i skødet og den anden ned langs siden. Hun er som et billede på opgivelse, håbløshed og resignation, som Niels Hansen Jacobsen i 1931 valgte at kalde skulpturen.

  Niels Hansen Jacobsen foran »Siddende ung Kvinde«.

Model til skulpturen
Hansen Jacobsens hushjælp Dagny Brande sad model til skulpturen. Fra hende stammer en række fotografier fra Niels Hansen Jacobsens udstilling i Kunstforeningen (København) i 1927. Der var »Siddende ung Kvinde« den eneste større figur, som vistes. Alt andet var keramiske arbejder og portrætter.

Motivet udbredt i Europa
Motivet med den knælende nøgne unge kvinde var populært i Europa i Hansen Jacobsens samtid. Figuren kan tillægges mange forskellige betydninger. Hansen Jacobsen har antagelig ikke været besluttet på, hvad hans figur skulle symbolisere, før den fik navnet »Vemod« til udstillingen på Den Frie i 1929.